Kapitel 1: Næsten ikke et ord om Amsterdam

Det har ikke skadet norsk økonomi at stå uden for EU; det er “kun” Norges demokrati der har taget skade” (Jakob Andersen 1998)

“It has always been the case that those closest to us, our ideological and cultural brethren, are hated and feared the most. Freud called this the “narcissism of little differences, though the phenomenon usually is not so polite” (B. Shaw “The Devil in the Details”, The New Republic July 10, 1995, 30 i anm. af E. Pagels, The Origin of Satan, N.Y. 1995)

Det har næsten ikke været til at bære i foråret 1998 endnu en gang at skulle diskutere en traktat om det europæiske samarbejde. En teknisk traktattekst der er udformet i stil med mange andre regler for internationalt samarbejde som en suveræn stat i vore dage er nødt til at involvere sig i. Men samtidig en traktat der foregiver at være en art grundlov eller forfatning for samarbejdet i den statslignende organisation EU. En tekst som ingen djævel ud over de få eksperter kan læse, fordi den er bygget op som et kinesisk æskesystem med ændringer til paragrafferne i Maastricht-traktaten, der igen var ændringer til den oprindelige Rom-traktat fra 1957, som vi stemte om i 1972. Plus traktaterne om Kul- og Stålunionen, Euratom og andet godt, hvortil kommer hundredvis af afgørelser fra EF-domstolen, topmødebeslutninger, som f.eks. Edinburgh-mødets undtagelser for Danmark og meget mere. Alt det der sammen med titusindvis af direktiver udgør det såkaldte acquis communautaire, som nye medlemslande møjsommeligt skal tilegne sig og skrive ind i den nationale lovgivning. Amsterdam-traktaten er kun et ganske lille element i en flodbølge af tekster, hvor det eneste man kan være sikker på er at det ikke er sidste gang vi skal til stemmeurnerne – hvis der da skal stemmes hver gang det europæiske samarbejde ændres. Vi blev ganske vist ikke belastet med Amsterdam-traktaten som husstandsomdelt pjece – tak for det – men den var let at få fat i, både i udenrigsministeriel læse-let-udgave og i oplysende, pædagogisk vel tilrettelagt form fra Folketingets EU-oplysningskontor, hvori man oven i købet forsynes med en nøgle til omsætning af Maastricht-traktatens bogstavs-nummerering til Amsterdam-traktatens tal.

Spændende endsige let tilgængeligt bliver det aldrig. Sådant materiale er ikke et godt grundlag for en ordentlig demokratisk diskussion. Deraf den megen tale om “det demokratiske underskud i EU”. Underskuddet er imidlertid ikke så meget til stede i EU (“Bryssel” som det hedder på modstander-dansk) som i den måde de enkelte landes regeringer, forvaltninger og parlamenter har valgt at håndtere beslutningsprocesserne på. Og selv om det er en i ordets egentlige, jyske betydning træls diskussion at føre, er det nok alligevel meget bedre at føre den end at lade være. Sverige har næsten samtidig med Danmark vedtaget Amsterdam-traktaten med overvældende flertal stort set uden at nogen i befolkningen lagde mærke til det. Under

overskriften “Stilfærdigt svensk Amsterdam-ja” berettede Thomas Heine i Jyllands-Posten 1. maj 1998 om, hvor stille beslutningen gik for sig:

Kontrasten er stor til debatten i Danmark op til folkeafstemningen 28. maj. I Sverige har diskussionen været minimal, og mange svenskere svæver i lykkelig uvidenhed om at EU synes på vej mod en ny grundlov med indslag af større overstatslighed, og at Sveriges Riksdag netop har givet sin velsignelse. Svenska Dagbladet, kendt for en omfattende og kvalificeret EU-dækning, begravede i går (30/4) nyheden om Riksdags-afstemningen på den nedre halvdel af side 10 – under en artikel om, hvad 1. maj-demonstrationerne kan tænkes at bringe. Ikke fordi EU er mindre kontroversielt i Sverige. Her råder en mindst lige så stor skepsis til Unionens udvikling som i Danmark. Men her retter modstanderne først og fremmest skytset mod den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), hvorimod den indviklede Amsterdam-traktat aldrig rigtigt har kunnet bringe de svenske sind i kog.

Det samme gælder i endnu højere grad i Norge, hvor EU er gledet fuldstændigt ud af den offentlige debat efter 1994, selv om landet i kraft af sit EØS-medlemskab overtager hele EU-lovgivningen kvit og frit. Som Jacob Andersen så fint har påpeget i sin debatbog om demokratiets nye vilkår, er det ikke Norges økonomi som er blevet påvirket af befolkningens nej til EU, “kun” dets demokrati. Norge er i dag på mange måder mere af et europæisk kerneland end Danmark, især i kraft af den store olieindustris interesser. Som venstresocialisten Erik Solheim, en af de ledende i nej-kampagnen i 1994, i 1997 bemærkede: “Bruxelles er en mellemstor norsk by” – og er især blevet det efter nej’et i 1994. Det skyldes at den norske stat ikke længere er en interessant partner hverken for erhvervslivet eller græsrødderne. EU-politikken er blevet privatiseret, Stortinget er blevet marginaliseret og eksperter og embedsmænd har taget over, mens informations- og indflydelses-vejene er blevet uformelle og indholdet ofte fortroligt. Alt det medfører at EU overhovedet ikke figurerer i norsk offentlig debat, selv om dets indflydelse er lige så stor som i EU-landene (Andersen 1998, 222).

Alt dette er baggrunden for den foreliggende bog. Ikke for at intervenere i debatten om Amsterdam. Det har jeg ikke den fjerneste lyst og formentlig heller kompetence til. Men for at rette søgelyset mod de mere eller mindre ubevidste historieopfattelser der bestemmer vore valg af juridiske og økonomiske argumenter. Hver ny generation er nødt til at skrive historien på ny, af den enkle grund at hver ny generation gør nye erfaringer, som medfører nye spørgsmål. Og disse nye spørgsmål åbner øjnene for nye sider ved fortiden og henleder endda til tider opmærksomheden på helt nyt kildemateriale. I denne forstand er al historie samtidshistorie, sådan som den italiensk filosof og historiker Benedetto Croce (1866-1952) gjorde opmærksom på i et lille skrift fra 1915. Erkendelsen af dette ubrydelige bånd mellem historien og nutiden medfører ikke at alle påstande er lige gode. Der sker hele tiden fremskridt i vores viden om fortiden. Men forståelsen eller tolkningen ændrer sig hele tiden i takt med de erfaringer vi gør.

En af de helt afgørende nye erfaringer er omvæltningerne i kølvandet på kommunismens sammenbrud, Jerntæppets fald og – formentlig vigtigst af alt – den tragiske konflikt i det forhenværende Jugoslavien. Det officielle Danmark har draget den konsekvens af de ændrede magtforhold og betingelser at landet er slået ind på en aktivistisk, multilateral udenrigspolitik (eller udenkrigspolitik som det ikke helt ueffent kaldes i Politikens At Tænke Sig). Den socialdemokratisk-radikale regering har gennemført et totalt – man fristes næsten til at sige radikalt – brud med den politiske tradition og historieopfattelse, der har bestemt dansk udenrigs- og forsvarspolitik siden det afgørende nederlag i 1864 – en politik som paradoksalt nok også kaldes radikal, i dette tilfælde blot i partipolitisk forstand. Det er formentlig uretfærdigt at identificere det Radikale Venstre med verdensfjern pacifisme, i hvert fald gjaldt det ikke mellemkrigstidens dominerende skikkelse, udenrigsminister Peter Munch (1870-1948), men det er en anden sag, som jeg har skrevet om andetsteds (Østergård 1998a).

I stedet for passivt at indpasse os efter de dominerende naboer, først Tyskland, siden Sovjetunionen, fører Danmark nu an i en aktivistisk militær og politisk indbindingsstrategi over for de baltiske lande og Polen. Afsendelsen af en fælles nordisk-polsk brigade under dansk kommando til Bosnien var det foreløbige højdepunkt for denne aktive politik, der for første gang i 130 år opererer med et velgennemtænkt samspil mellem militære og ikke-militære midler i udenrigspolitikken. Det har selvfølgelig kun mening og virkning, fordi Danmark optræder på supermagten USA’s vegne. Det lille, fredelige og demokratiske Danmark kan gøre det, som andre stater i området ikke kan (Tyskland) eller ikke vil (Sverige). Den danske mus går med Hans Hækkerup og Niels Helveg Petersen i spidsen i takt med den amerikanske elefant – og gungrer stolt. Alt sammen glimrende og, hvis det lykkes, et positivt bidrag til fredeliggørelsen og demokratiseringen af det tidligere Østeuropa. Men der er den store hage ved hele projektet at det strider mod over hundrede års i befolkningen vel indarbejdede opfattelse af Danmarks placering og historie. Danskerne, og især skolelærere af enhver art fra vuggestuer til universiteter, tror jo at vi altid har været små, fredelige og uskyldige ofre for de andres træskhed, og omvendt at vi har overlevet, fordi de andre blev overbevist af vores eksemplariske adfærd. Derfor trives stadig en primitiv og uvidende antimilitarisme, der ikke ligger langt fra tidligere tiders radikale forsvarspolitiske motto: “Hvis vi ikke kan blive fri for skidtet, kan vi i det mindste sørge for at det ikke virker.”

Også Danmarks historiske erfaring skal skrives om under indtryk af Sovjetunionens undergang og nationalismens genopblussen. Danmark ligger ganske vist stadig hvor det altid har ligget, men vi har behov for en selvbesindelse, der forklarer hvordan Danmark og danskerne har overlevet i en kold og farlig verden, hvor det ikke altid går efter demokratisk fortjeneste. En af grundene til Danmarks succes har været den indre sociale demokratisering. Men fuldt så vigtigt har det været at det lille rige arvede navn, legitimitet – og flag – fra en mellemstor, multinational stat ved indsejlingen til Østersøen. Det er denne stat, som skiftende stormagter har reddet fra opløsning og deling, når dens egen inkompetente udenrigspolitik havde bragt den nær afgrundens rand. Danmark er flere gange blevet reddet på stregen af hollændere, englændere eller russere – vi har næsten altid været allierede med de sidste, bortset fra den kolde krigs periode (se Christensen og Gottlieb 1993). At det så inden for disse rester af den nedsmeltede kerne af en mellemstor nordeuropæisk stat er lykkedes at etablere et vellykket socialt demokrati er ubetvivleligt og heldigt. Men forståelsen for betydningen af den storpolitiske baggrund for denne succes og behovet for at anvende forskellige udenrigspolitiske midler i forskellige situationer finder vi ikke i den traditionelle fortolkning af Danmark som et lille land klemt mellem brovtende svenskere og aggressive tyskere.

Den traditionelle tolkning af danmarkshistorien forklarer hverken, hvorfor det elskede flag faldt ned fra himlen så langt væk fra Danmarks som i Estland (i 12l9), eller hvorfor vi ligner vore svenske og tyske fjender til forveksling. Mennesker har altid historien med sig, og al historie er i denne forstand samtidshistorie, fordi forståelsen indgår i de billeder vi har skabt os af fortiden, billeder der igen dikterer forståelsen af nutid og fremtid. Det gælder også for dem der ikke tror at de har nogen historieopfattelse eller ikke interesserer sig for den. Af alle disse grunde er det vigtigt at skrive historien om med jævne mellemrum, uden at man dermed skal falde i relativismens og opportunismens fælder. Det kræver en disciplinering og professionalisering, som undervisning og formidling bør bestræbe sig på at levere. Ikke af hensyn til faget, ikke af hensyn til fortiden – den klarer sig nok. Heller ikke af hensyn til historikerne, selv om de altid råber op og jamrer over tidernes slette tilstand. Men af hensyn til nutiden og muligheden for en fremtid.

Titlen “Ikke et ord om Amsterdam” skal næsten tages bogstaveligt. Bortset fra kapitlet “EU som det realt eksisterende Europa” er der ingen egentlig diskussion af traktaters ordlyd og andre spidsfindige juristerier. Og selv hvor traktattekster diskuteres har jeg forsøgt at undersøge dem som symptomer på opfattelsen af det “europæiske” snarere end som juridisk-bureaukratiske anvisninger. Selv om man somme tider skulle tro det, er der nemlig ikke tale om juridiske købskontrakter eller forsikringspolicer, hvormed man kan besværge fremtiden eller ane al verdens træske komplotter mod den suveræne nationalstat. Nej, de er primært politiske hensigtserklæringer, som ganske vist somme tider får politisk-juridiske følger på detaljerede reguleringsområder. Men oftest får de det ikke, og i hvert fald kun indirekte via de nationale regeringsapparater. Min primære interesse er i stedet at undersøge, hvori den ofte påberåbte fælles europæiske identitet i grunden består, og hvorledes den manifesterer sig på konkrete områder. Det er let at få øje på det fælles “europæiske” hvis man betragter kontinentet fra USA eller det østlige Asien. Men det er svært at få øje på det, når man befinder sig midt i den kaotiske virkelighed på det lille kontinent, der udefra kun er et mindre udspring på det eurasiske kontinent. Herfra kan man næsten kun få øje på forskelle. Forskelle som ganske vist er umådeligt ens – det er nationalismens paradoks at den understreger forskelle mellem folk ud fra næsten identiske begrundelser.

I 1992 søgte jeg at kortlægge en række af disse forskelle i bogen Europas ansigter. Denne gang gælder det diskussionen af de fælles traditioner og den nationalt forskellige forvaltning af dette fælles. Det er det jeg tænker på med det lidt specielle udtryk “identitetspolitik”. Udtrykket har vundet en vis udbredelse som betegnelse for den bevidste opbygning af identitet hos etniske grupper i USA og andre vestlige lande. Her handler det imidlertid især om forståelsen af Europa og det “europæiske”. Forskellene er ganske vist ikke kun nationale, men går på kryds og tværs af statsgrænserne. Også på den måde ligner europæerne hinanden. En særlig side af identiteterne og identifikationerne, der har påkaldt sig mere opmærksomhed i de seneste år end længe, er de forskellige religioner og den måde de er organiseret på i “kirker”. Betegnelsen “kirke” for den organiserede religion er særegen for kristendommen i alle dens forskellige skikkelser, men jeg bruger her ordet lidt løsere som betegnelse for alle de organiserede religioner i Europa, dvs. også islam og jødedommen.

Analysen af europæisk identitet og identitetspolitik repræsenterer på en måde en fortsættelse af Europas ansigter. Denne gang har jeg blot forladt nationernes og staternes forskelle og ligheder til fordel for en undersøgelse af det fælles – og det forskellige – “europæiske”. Indadtil såvel som udadtil i sammenligning med andre civilisationer eller kulturkredse. Dette skift er resulteret i en mindre slentrende, mindre rejsende og derfor mindre reportage-agtig fremstilling. Ikke fordi jeg har opgivet rejsen som forskningsmetode, men fordi Europa kun sjældent mødes og sanses så direkte som de nationale og regionale politiske kulturer. Dem vender jeg tilbage til i andre bøger. På den anden side er dele af det teoretiske grundlag behandlet langt mere udførligt og mere dokumenteret i bogen Den globala nationalismen, som jeg har skrevet sammen med de svenske historikere Björn Hettne, Göteborg, og Sverker Sörlin, Umeå, forlaget SNS i Stockholm.