Kapitel 3: Europa og Kina

Siden Romerrigets fald har Europa været splittet i en mængde små stater, som har ligget i indbyrdes krig, konkurrence og rivalisering. Kina har derimod en lang sammenhængende historie som centraliseret stat og havde tidligt en mægtig handelsflåde. Hvordan kan det være at det var Europa og ikke Kina, der blev politisk og økonomisk toneangivende? (Étienne Balazs 1952)

Skal man forklare oprindelsen til særtrækkene ved den europæiske civilisation, kombinationen af de videnskabelige, de teknologiske, de industrielle, de nationale og de demokratiske revolutioner, skal vi kaste blikket langt videre mod øst til det store rige, der lå ved den anden ende af ruten gennem Asien, silkevejen. Kina var i årtusinder det mest sandsynlige bud på, hvor det moderne gennembrud ville ske. Meget sandsynligere end den lille, fattige og barbariske halvø vi kalder Europa – i øvrigt et navn der er af semitisk oprindelse. Ereb – “det mørke” – kaldte fønikerne ved det østlige Middelhavs kyst de områder i vest, hvor solen gik ned. Denne opfattelse er bevaret i den slagkraftige tyske betegnelse for Vesten, das Abendland. Den funktionelle sammenhæng mellem Øst og Vest træder meget tydeligere frem i den moderne historieskrivning om Kina end den tilsvarende om Europa. I en analyse af de langsigtede faktorer i den kinesiske civilisation, skrev Etienne Balazs, en historiker af ungarsk-fransk oprindelse i 1952:

“Siden Romerrigets fald har Europa været splittet i en mængde små stater, som har ligget i indbyrdes krig, konkurrence og rivalisering. Kina har derimod en lang sammenhængende historie som centraliseret stat og havde tidligt en mægtig handelsflåde. Hvordan kan det være at det var Europa og ikke Kina, der blev politisk og økonomisk toneangivende?” (Balazs 1952).

Balazs var ikke specialist i europæiske forhold, men netop derfor var han i stand til at sætte fingeren på de mest fremtrædende og enestående træk ved den europæiske historie. Det gjorde ham i stand til at forstå Europa, ikke som den verdensleder, andre civilisationer er haltet bagefter, men som den ene store undtagelse, resten af verden i dag søger at imitere. Også når de som visse østasiatiske ledere med den malaysiske ministerpræsident Mahathir Mohamed og den tidlige leder af Singapore Lee Kuan Yew i spidsen har kaldt efterligningen for en særlig “asiatisk udviklingsvej” baseret på særlige “asiatiske værdier”. Set med nutidens øjne er det næsten umuligt ikke at opfatte de industrielle, teknologiske, videnskabelige og politiske revolutioner som de eneste mulige slutresultater af den europæiske historie. Set med samtidens øjne var dette resultat imidlertid langt mindre oplagt. Tværtimod ville de fleste udenforstående observatører have sat deres penge på Kina, hvis de mellem år 1000 og år 1500 var blevet stillet det anakronistiske spørgsmål, hvilken af de to civilisationer, Kina eller Europa, der mest sandsynligt ville frembringe det industrielle gennembrud. Hovedforklaringen på Europas ledende rolle ligger i den specifikke politiske organisering af territorium og magt. Hvis vi ser på, hvad der er sket i de to ender af det eurasiske kontinent over de sidste tusind år, finder vi at mens det romerske rige gik i opløsning, overlevede det samtidige Han-imperium som noget i retning af en nationalstat.

Det moderne Europa har haft til vane at se sig selv som det Romerske Imperiums direkte arvtager. Alligevel har Europa, efter den vestlige del af Romerrigets fald i år 476 evt., på intet tidspunkt udgjort en politisk enhed. Reelt levede Romerriget videre i øst i form af det Byzantinske eller Østromerske rige. Det har ikke haft nogen god presse i vest, fra korsfarerne til Edward Gibbons klassiske skildring i Decline and Fall of the Roman Empire (1776-88). Roms “fald” indtraf ifølge Gibbon med den “skrækkelige katastrofe” i 1453, da de osmanniske tyrkere erobrede Konstantinopel. Nu kan man indvende at et rige hvis undergang varede over 1000 år, i grunden var ret overlevelsesdygtigt. Samtidig er moderne forskning ved at nå til den opfattelse at Osmannerriget på mange måder fortsatte det Byzantinske som universelt imperium på tværs af den geografiske grænse ved Bosporus (Kitsikis 1985). Set i det perspektiv kan man hævde at Romerriget først gik under i 1918, selv om det skete i en islamisk domineret udgave af imperiet. Under alle omstændigheder er det vigtigt at erindre at den arabisk-islamiske kultur er en mindst lige så legitim arvtager til den jødiske og den græsk-romerske civilisation som det vestlige Europa.

Men i vest skete der et brud. Vest- og Centraleuropa har næsten altid været domineret af politisk splittelse og til og med krige mellem de forskellige lande. Desuden er magtudøvelsen ofte blevet udledt fra forskellige, stridende principper som i striden mellem pave og kejser i middelalderen, hvor det verdslige imperium stod mod det sakrale sacerdotium. Den suveræne territorialstat blev anerkendt som grundlæggende enhed i Europa ved den fredsafslutning i Westfalen i 1648, der satte punktum for Trediveårskrigen. Denne fredsaftale knæsatte princippet om magtbalance mellem rivaliserende territorialstater som fundamentet for den europæiske civilisation. Deraf betegnelserne det “westfalske system” og den “westfalske epoke”, som betegnelse for den epoke, vi stort set stadig lever i. Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede forvandlede territorialstaterne sig til mere eller mindre homogene nationalstater. Magtbalancen skiftede fra åben konkurrence til alliance, konsensus og derefter igen tilbage til åben rivalisering, som resulterede i 1. verdenskrigs industrialiserede massemyrderier, revolutioner og opløsning af århundredgamle stater. Samtidig lykkedes det en del af de europæiske stormagter i den såkaldte imperialistiske epoke at trække resten af verden ind i deres politiske og økonomiske sfære. Dette relativt kortlivede hegemoni gav siden hen stødet til den nuværende globale situation med en verden fuldstændig domineret af princippet om suveræne, centralstyrede nationalstater.

Karakteristisk nok har disse staters verdensomfattende organisation antaget navnet De Forenede Nationer til trods for at hovedparten af medlemmerne hverken er forenede eller nationalt set homogene. Reelt er der tale om en organisation af stater, men navnet De forenede Stater var allerede i brug i 1945, da FN blev oprettet. I Europa er princippet med suveræne nationalstater blevet virkeliggjort i en sådan grad at udviklingen måtte vendes eller i hvert fald modereres efter 2. verdenskrig. Det europæiske samarbejde indebærer et forsøg på at udvikle økonomisk dynamik i kontinental skala samtidig med at den nationale selvbestemmelse opretholdes i videst muligt omfang. I Kina, til sammenligning, har der eksisteret ubrudt politisk enhed i et land af kontinental størrelse og en mere end kontinental befolkning siden Han-dynastiet 200 fvt. til 200 evt. Kina er ganske vist svunget frem og tilbage mellem centralt styre og opløsning. Men selv efter de mest radikale opløsnings- og svækkelsesperioder er det centrale styre kommet igen. Det skete senest med den kommunistiske magtovertagelse i 1949; dette styre har de seneste tyve år vundet legitimitet ved at genetablere Kinas historiske rolle som stormagt, senest markeret ved indlemmelsen af Hongkong.

Det aktuelle Kina er et fascinerende eksempel på et imperium på vej til at blive en nation – hvilket beklageligvis går ud over befolkningerne i Tibet og Xinkiang foruden at true Hongkongs og Taiwans velstand. Alligevel har Kina langtfra løst udfordringen i at kombinere økonomisk vækst med sine imperiale traditioner. Tværtimod står Kina i øjeblikket over for et dobbelt problem med intern konkurrence mellem regionerne indbyrdes på den ene side og konflikter mellem regionerne og centralmagten på den anden. Disse spændinger falder sammen med en markant kursændring mod markedsøkonomi. Løsningen ligger, ifølge det kinesiske lederskab, i at opretholde politisk kontrol over den centralstyrede imperiestat med moderne informationsteknologi samtidig med at økonomien slippes fri. Om det lykkes, er yderst tvivlsomt. I omfang svarer opgaven til at løse problemet om cirklens kvadratur.

Demokratiet var ingen nødvendighed

Den nære fremtid for Kina såvel som Europa og andre dele af verden er i sandhed vanskelig at forudsige. Læren af Europas historie er imidlertid relativt utvetydig: mangfoldighed og konkurrence mellem vekslende magtcentre. Europa kunne som helhed betragtet have antaget en række forskellige politiske former. Den amerikanske historiske sociolog Charles Tilly har peget på fire hovedtyper af politisk organisering, som var tænkelige, men som til syvende og sidst ikke kom til at sætte deres præg på den europæiske statsdannelse. De omfattede en teokratisk føderation i tråd med hensigterne bag det Hellige Romerske Rige fra 962 til 1806, et handelsnetværk som Hanseforbundet i senmiddelalderen, eller klynger af bystater som i Nord- og Mellemitalien og Flandern; feudalisme kunne også meget vel have udviklet sig i europæisk målestok i tråd med den udvikling, man senere så i Polen, som i det syttende og attende århundrede praktisk talt blev en aristokratisk republik (på polsk Rzeczpospolita dvs. res publica på latin). Netop af den grund blev det selvstændige Polen til slut delt mellem sine mere centraliserede og autokratiske naboer. Men den fjerde mulighed, et centralstyret politisk imperium, var faktisk også en mulighed, selvom det aldrig blev realiseret fuldt ud (Tilly 1975, 31).

Fraværet af et centralstyret imperium er i grunden det mest karakteristiske træk ved den europæiske udvikling. Alligevel skal man ikke udelade imperiet i sammenlignende analyser af den europæiske identitet. Trods alt har flertallet af verdens store befolkningsgrupper altid været organiseret i imperier, og imperierne var vokset i udstrækning på det tidspunkt i højmiddelalderen, da Europa begyndte at organisere rum og territorium på en helt ny måde i territorialt skarpt afgrænsede stater og nationer. Endnu omkring 1800 levede det store flertal af europæerne i multinationale imperier. Og så sent som i 1914 ved udbruddet af 1. verdenskrig var imperier den mest udbredte statsform i Europa. Det Russiske, det Habsburgske og det Osmanniske Rige var officielt multinationalt organiserede, det 2. tyske kejserrige var det både reelt og formelt en forbundsstat, mens Frankrig og Storbritannien sammen med Nederlandene og Belgien stod i spiden for store oversøiske koloni-imperier (jf. Østergård 1995c).

Det, som kræver en forklaring for Europas vedkommende, er i virkeligheden, hvorfor der ikke opstod et vellykket imperium inden for Europas grænser efter Roms fald. Selvom det til tider var tæt på, fra Karl den Store til Habsburgerne, lykkedes det ingen af de store europæiske imperiebyggere at sluge alle deres konkurrenter. Karl V’s ambitioner slog fejl i 1555 med freden i Augsburg, hvor princippet om at fyrstens religion var landets religion – cujus regio, eius religio – blev slået fast. Militært besegledes nederlaget for tanken om ét universelt imperium i Europa endegyldigt med den Store Armadas nederlag i 1588. Karl V’s søn Filip II af Spanien sendte i dette år Europas største stridsmagt mod dronning Elizabeth af England for at indlemme dette rige i sit universelle katolske imperium (selv om det teknisk set var hans fætter fra Wien, der var kejser). Det mislykkedes som bekendt, men med den moderne forskning i arkiverne og undervandsarkæologiske undersøgelser af skibenes udrustning er det blevet klart at det var et rent lykketræf at briterne vandt. Sådan husker de det naturligvis ikke selv, især i lyset af sejrene over Napoléon og Hitler, der ligeledes linede kæmpemæssige invasionshære op på den anden side af Kanalen. Men i 1588 var magtforholdet endnu skævere, og hvis ikke flåden var forlist i en orkan, ville hertugen af Albas krigsvante tropper efter al sandsynlighed have skåret igennem England som en kniv i blødt smør (Parker 1976). Ydermere ville en sådan militær succes have mobiliseret de stadig stærke katolske kræfter i England. 1588 er i sandhed et af den europæiske histories store vendepunkter.

Senere mislykkedes det igen for Habsburgerne at etablere et hegemoni i det centrale Europa under Trediveårskrigen. Først og fremmest pga. indgriben fra den svenske konge, Gustav II Adolph, i forbund med kardinal Richelieu af Frankrig i en af de uhellige, interessebaserede krydsalliancer, der har kendetegnet europæisk politik siden middelalderen. I stedet for et imperium med klare kompetencefordelinger blev Europa et system af stater i ustabil balance. Et system, hvor en forandring i én enhed påvirkede de andre som billardkugler. Det er dette system af suveræne territorialstater med permanent skiftende alliancer, der kaldes “det westfalske” efter fredsslutningen i Westfalen i 1648, hvor de tyske stater blev internationaliserede og de moderne principper for omgang mellem suveræne territorialstater blev grundlagt.

Dette resultat er helt afgørende for forståelsen af de industrielle, teknologiske, demokratiske og nationale revolutioner, der har karakteriseret Europas udvikling. Ganske vist blev Europas forskellige regioner hverken moderniseret eller industrialiseret på én gang eller på samme måde. Lederskabet kom og gik, forskellige regioner haltede bagefter til forskellige tider, og tidligere ledere i kapløbet faldt af i svinget. Efter en tid gjorde imidlertid netop denne tilbageståenhed enkelte af taberne i stand til at foretage det afgørende spring fremad. Dette er overbevisende analyseret af den russisk-amerikanske økonomiske historiker Alexander Gerschenkron under overskriften “the relative advantage of backwardness” dvs. den relative fordel ved at være tilbagestående (Gerschenkron 1962). Ved at pege på variationerne i industrialiserings-processerne i de vigtigste europæiske lande, gjorde Gerschenkron klart at en række af de industrielle efternølere i anden halvdel af 1800-tallet netop pga. deres efterslæb fik mulighed for at udvikle erstatninger for de betingelser, som karakteriserede den britiske industrielle model. Ved hjælp af statslig intervention eller finansbanker kunne de opveje fraværet af kapital opsamlet gennem mere spontane processer (Marx’ “oprindelige akkumulation”). Gerschenkron antydede også at det kunne have sine fordele at komme sent på banen, idet et land dermed kunne springe nogle af de tidlige faser i den industrielle udvikling over og i stedet gå lige ind i sin tids teknologisk mest avancerede sektorer. På denne måde bidrog Gerschenkron til at forstå industrialiseringen i Europa som variationer over et tema, ikke identiske processer eller slaviske efterligninger. Forskellighederne var netop hemmeligheden bag den samfundsmæssige dynamik i Europa. Den industrielle revolution i Europa var ikke planlagt fra et politisk og administrativt center, som tilfældet havde været, hvis det samme havde fundet sted i Kina. Men i så fald ville der ikke være snak om en revolution, men om evolution. Og så ville Europa ikke have været “europæisk”.

Hvorfor kapitalisme i Europa?

I sig selv er der imidlertid ingen grund til at antage at et system af konkurrerende stater skulle være en nødvendig forudsætning for permanent vækst. Teoretisk set skulle man snarere tro at et imperium ville kunnet skabe økonomisk vækst i en skala, der overgik et usammenhængende system af selvstændige stater. Senest virkede dette argument overbevisende på de mange tilhængere af central planlægning i 1960’erne og 70’erne, såvel den sovjetiske som den blandingsøkonomiske model. Men kommandoøkonomierne brød sammen i 1980’erne og diskrediterede dermed det centralstyrende princip. Derved har vi fortrængt de oprindelige og stadig relevante indvendinger mod den pris, der følger af et samliv mellem mange, helt suveræne og egoistiske stater. Omkostningen ved et sådant system er at det forudsætter en magtbalance for at kunne overleve. Og balancen må i sidste instans hvile på et gensidigt anerkendt militært styrkeforhold. Ud over at det er meget dyrt, frister en sådan magtbalance også til at blive efterprøvet en gang imellem, sådan som Sadam Hussein lod sig friste af sin hærs tilsyneladende styrke til at invadere Kuwait i 1990. Nederlaget i foråret 1991 lærte hele verden en lektie. Ikke at aggression aldrig betaler sig, men at det gælder om at have det rigtige udstyr for at kunne hamle op med amerikanernes nye teknologi. Derfor investeres der som rasende i nyt militært isenkram her i 90’erne i den periode pæne og velmenende mennesker havde troet skulle være præget af omfordelingen af den såkaldte “fredsdividende”. Sådan er magtbalancens logik, og den kan man ikke bare ønske sig ud af, det er selv den relativt fredelige danmarkshistorie fuld af beviser på.

Årene mellem 1500 og 1700 var de mest krigeriske nogen sinde i Europa, både hvad angår antallet af år med åben konflikt (95 procent), hyppigheden af krig (næsten en hvert tredje år) og den enkelte krigs gennemsnitlige varighed, omfang og intensitet. I løbet af 1500-tallet var der næppe fred mellem Spanien og Frankrig overhovedet, mens i 1600-tallet de østrigske Habsburgere og Sverige var i krig gennemsnitligt to ud af tre år, Spanien i tre ud af fire, Polen og Rusland i fire ud af fem, og det Osmanniske Imperium praktisk taget hele tiden. I modsætning til almindelige antagelser viste våbenkapløbet sig imidlertid økonomisk fordelagtigt – om ikke for befolkningerne som sådan, så i hvert fald for de involverede stater. Den såkaldte “nye militære historieforskning” fra 1960’erne og 70’erne har med held demonstreret, hvordan de alvorlige administrative og logistiske problemer udløst af behovet for at bygge fæstninger og krigsskibe og at hverve og udstyre tropper i en hidtil ukendt målestok faktisk forårsagede en revolution i styreformen, som den moderne stat opstod af i 1700-tallet. Den såkaldte “militære revolution” opfattes i dag som den afgørende forklaring på udviklingen af den arbejdsdisciplin, det management og de teknologiske opfindelser som muliggjorde den industrielle revolution fra 1780.

Modsat decentralisering inden for et system af stater har et imperium muligheden for at styre økonomien centralt. A priori kan man ikke afgøre, hvilket system der er bedst. Europas eksempel viser dog at centralisering på langt sigt ser ud til at være mindre effektivt. Imperier bliver normalt ustabile i det lange løb, uanset hvor stabile de kan forekomme i det kortere perspektiv.

Kinas muligheder

Det var på ingen måde givet på forhånd at demokratiet skulle komme til at udvikle sig i Europa, eller at man ved de demokratiske revolutioner skulle komme til at “opdage” og dermed erobre resten af verden. Når netop dette til slut lykkedes Europa, var det et resultat, som var langt mindre forudbestemt end normalt antaget, både i det vellykkede Europa og blandt de underkastede folkeslag. Som Kinaforskeren Søren Clausen skrev i det nu hedengangne tidsskrift Omverden i 1990, er der mange indicier på at Kina var yderst tæt på et moderne gennembrud under det store Song-dynasti mellem 960 og 1279. Befolkningen fordobledes i perioden på basis af forbedring af produktiviteten i landbruget, der igen beroede på en lang række landbrugstekniske forbedringer. Byerne voksede eksplosivt og med dem handelen, der byggede på avancerede mekanismer som kreditgivning og en vis bogføring, som ellers forbindes med renæssancen i Europa. Dertil kom teknologiske opfindelser i hobetal fra bogtryk, metaludvinding – produktionen af jernmalm oversteg i mængde den, der udgjorde grundlaget for den industrielle revolution i Storbritannien efter 1750 – til papirpenge, kompas og andre navigationsinstrumenter, foruden naturligvis alle de forfinede produkter fra porcelæn til silke, som vi europæere samler under den ikke ubetinget rosende betegnelse “kineserier” (Clausen 1990).

I dag ved alle at det var kineserne der opfandt krudtet. Men ifølge en livskraftig europæisk myte anvendte de kun krudtet til fyrværkeri, ikke til på ægte europæisk og moderne vis at slå hinanden effektivt ihjel med geværer og kanoner. Det er uklart hvorfra denne myte stammer. Under alle omstændigheder er der intet sandt i den. Kineserne brugte krudtet til såvel geværer som kanoner og anbragte dem sågar på store søgående krigsskibe med avanceret sejlteknologi og navigationsinstrumenter (McNeill 1982). De slog hinanden og andre ihjel på bedste europæiske vis, blot med den forskel at i kinesisk strategi ansås det for en dyd at miste så få soldater som muligt. Derfor udviklede de manøvrerne til det mest kunstfærdige. Måske er det disse avancerede bevægelser i landskabet, der har fået primitive europæiske observatører til at tro at kineserne ikke kunne slå ihjel. Forskellen var at de i modsætning til europæerne ikke så nogen pointe i at gøre det, medmindre det var uundgåeligt. Hellere et flot fyrværkeri efter en ublodig sejr end en massiv nedslagtning af egnes og modstanderens soldater. Kinesernes maritime bedrifter i første del af 1400-tallet viser, hvor tilfældig den europæiske dominans over resten af verden egentlig var.

I 1368 forlod mongolerne Kina og vendte tilbage til stepperne. Magten tilfaldt en dygtig, ambitiøs og autoritær general, som grundlagde Ming-dynastiet (1368-1644). Han regerede i 30 år under navnet Hongwu. De tidlige Ming-kejsere foragtede mongolerne og anlagde en hårdere linie mod alle nomadefolk. Blandt andet forsøgte Hongwu og hans efterfølger, Yung-lo (1402-1424), at udrydde den private handel og at trække udenlandsk handel ind under det centrale skattesystem. Men de første Ming-kejsere støttede også et foretagende, som havde til hensigt at udbrede kinesisk indflydelse over hele det Indiske Ocean. Syv armadaer af junker med et mandskab på op til 37.000 om bord i hver flåde besejlede havområderne fra Kamchatka i nord til Zanzibar i vest, mens de lagde ind i fjerne havne i vore dages Indonesien, Vietnam, Malaysia, Sri Lanka og Østafrika. Rejserne fik lille eller ingen varig betydning, da hofpolitik satte et brat stop for aktiviteten. Rejserne er alligevel værd at mærke sig, eftersom de på dramatisk vis demonstrerede Kinas potentiale for kulturel ekspansion i 1400-tallet.

Ming-rejserne fandt sted mellem 1405 og 1433 efter tilskyndelse fra kejser Yung-lo. Givetvis håbede Yung-lo at opnå fast kejserlig kontrol over fremmed handel og at imponere fremmede folkeslag med den styrke og magt, som Ming-dynastiet havde genoprettet i Kina. Under ledelse af den dygtige diplomat og general, eunukken Zheng He (eller Zheng Ho), der var muslim af fødsel, demonstrerede rejserne Kinas økonomiske og militære formåen. Ekspeditionerne bestod af formidable flåder og talte til tider mere end 300 skibe, indregnet 63 gigantiske, nimastede skatteskibe på hver 1500 ton. Til sammenligning var Vasco da Gamas flagskib kun på 300 ton – og Columbus’ endnu mindre. De enorme kinesiske skibe kunne hver rumme op til 500 mand. Kina havde skibe, kanoner, mandskab, lastkapacitet og sømandskab, der overgik hvad som helst europæerne på Columbus’ og Magellans tid kunne mønstre. Fuldt lastet med silke, porcelæn, lakarbejder og andre produkter af udsøgt kinesisk håndværk opsøgte skibene i den kinesiske ekspeditionsstyrke nær sagt samtlige vigtige havne i det Indiske Ocean. Zheng He benyttede sin værdifulde last til at etablere kommercielt og diplomatisk samkvem overalt, og han vendte tilbage til Kina med al slags fremmed gods. Krydderier, røgelse, tekstiler, ædelstene, farmaceutika og til og med dyr, som f.eks. en meget omtalt giraf, der blev fragtet fra Malindi til Ming-dynastiets kejserlige zoologiske have via Bengalen.

Så vidt muligt baserede Zheng He sig på overtalelse og diplomati i sin omgang med fremmede folkeslag, men inkluderet i hans følge var 28.000 bevæbnede soldater. Og de blev benyttet i en række tilfælde. På Sumatra tog han en sørøverkaptajn fra Palembang og en tronraner fra Samudra til fange; begge blev senere henrettet i Kina. I 1411 kom det til en strid med en lidet samarbejdsvillig konge i Sri Lanka. Efter at have nedkæmpet hans hær på slagmarken tog Zheng He kongen og hans familie til fange og førte dem til Kina, hvor de senere blev sat fri af kejser Yung-lo. Zheng He viste også militære muskler ved La’sa (nær Aden i Arabien) og i Mogadishu (dette sidste besøg er dokumenteret i form af fund af kinesisk porcelæn fra perioden). Dersom dette skulle minde læseren om nyere amerikanske ekspeditioner til Mellemøsten, skal han eller hun så absolut være undskyldt. Alligevel afspejlede Ming-ekspeditionerne primært politiske og kommercielle interesser, ikke missionsiver eller opdagelsestrang. Et vidnesbyrd om de kinesiske besøg er en stele rejst 1409 på det sydlige Sri Lanka. Monumentet beskriver besøget af den kinesiske flåde på tre sprog, kinesisk, tamil og persisk og ærer forskellige guddomme i hver af de tre inskriptioner. Den kinesiske tekst priser Buddha og det sinhalesiske buddhistiske samfund, versionen på tamil hylder Tenavarinayanar, en af Vishnus inkarnationer, mens den persiske tekst forherliger Allah og islams helgener. Inskriptionen stadfæster videre at Zheng He ærede Buddha, Vishnu og Allah rigeligt med gaver, deriblandt tusind guldmønter, fem tusind sølvmønter, et hundrede ruller silke og store mængder parfumeret olie og gejstlige ornamenter (Bentley 1993).

Efter dette singalesiske monument at dømme, havde søfarerne fra Ming og deres sponsorer ingen interesse i at fremme kinesisk kultur eller værdier i fremmede lande. I hvert fald i begyndelsen søgte de kinesiske ekspeditioner blot at etablere kommercielle og diplomatiske forbindelser med fremmede folkeslag og at opnå anerkendelse af Kina som verdens centrum, omgivet af underordnede vasalstater. Fraværet af missionerende hensigter forklarer delvis, hvorfor en række problemer på det kinesiske fastland i 1420’erne og 30’erne kunne bringe de succesrige ekspeditioner til ophør. Oversvømmelser, hungersnød og epidemier forårsagede alvorlige økonomiske problemer, som undergravede kejserens muligheder for at finansiere store ekspeditioner. Samtidig herskede der mistro blandt de konfucianske lærde ved hoffet til den klike af eunukker, som støttede og organiserede ekspeditionerne. Konfucianerne hævdede at oversøisk handel var dumdristig og farlig virksomhed, som helst burde vige til fordel for jordbrug og industri. I 1436 fik de endelig medhold, da kejseren udstedte et dekret, som forbød bygning af nye søgående fartøjer. Mandskabet blev beordret til at bemande bådene, som trafikerede indenlandsruterne på den Store Kanal mellem den Gule Flod i nord og Yangtsekiang i syd, der var færdiggjort i 1417. De ressourcer, der tidligere gik til flåderne, blev kanaliseret over i bygning og vedligeholdelse af offentlige bygningsværker som kanalerne og den Store Mur, der beskyttede mod invasioner fra stepperne. Samtidig blev de sydkinesiske købmænds sønner sat i mandarinskoler for at få en klassisk kinesisk uddannelse, og efter de 25 års studium det tog at beherske hele tegnsystemet var enhver form for entreprenørånd effektivt brændt ud af denne gruppe. I løbet af kort tid glemte kineserne til og med hvordan man byggede de enorme skibe, som havde slået de fremmede betragtere fra Java til Malindi med ærefrygt. Hvor meget dette valg end skyldtes Kinas interne udvikling, skulle det komme til at åbne banen for europæerne, hvem det lykkedes at erobre så godt som hele verden i løbet af de følgende århundreder. Denne proces var på den anden side meget mindre nødvendig og lovmæssig end sædvanligvis antaget, som det kinesiske eksempel demonstrerer.

Det enestående Europa

I halvandet århundrede efter det moderne internationale systems opståen ved freden i Westfalen var konflikterne i den europæiske verden først og fremmest konflikter mellem monarkiske territorialstater der til stadighed forsøgte at udvide deres bureaukratier, deres armeer, deres merkantilistiske økonomiske styrke og, allervigtigst, deres territorier. Efterhånden skulle mange af disse territorialstater ændre karakter og blive nationalstater. Som en amerikansk historiker R. R. Palmer har formuleret det, “i 1793 var kongernes krige ovre, mens folkenes krige begyndte” (Palmer 1959). Dette mønster varede ved indtil slutningen af 1. verdenskrig, da konflikten mellem nationer veg for konflikten mellem ideologier, i lande og mellem lande. Først mellem kommunisme, fascisme og nazisme på den ene side og liberalt demokrati på den anden, siden mellem kommunisme på den ene side og demokratiet på den anden. Under den kolde krig manifesterede konflikten sig i kampen mellem to supermagter, som ikke var nationalstater i ordets klassiske, europæiske betydning, men i stedet definerede deres identitet i ideologiske termer. Først med Sovjetunionens nederlag bevægede international politik sig endelig ud af sin vestligt dominerede epoke og ind i en egentlig global. Det er samtidig denne globale situation der mere end nogensinde gør det nødvendigt at gentænke det aktuelle europæiske samarbejdsprojekt på andre præmisser end de snævert nationale (og nationalistiske), der normalt præger den danske debat – og i øvrigt også debatten i næsten alle de andre medlemsstater.

En distanceret historisk sociologisk analyse af udviklingen i Europa gør altså klart at den revolutionære vækst blev sat fri i kraft af det opsplittede statssystem. En god idé kunne altid flygte og søge sig en ny beskytter i et andet land. Det er baggrunden for de franske calvinistiske huguenotter i Berlin og sågar i Fredericia i den ellers fundamentalistisk lutheranske og primitive dansk-norske stat under Christian IV. De flygtede fra religionsforfølgelserne i deres eget land og slog sig ned, hvor herskerne havde så meget brug for deres dygtighed at de så igennem fingre med deres anderledes religion. Til tider var behovene store nok til at staterne blev tvunget til at behandle anderledes tænkende anstændigt. Selv jøder fik visse rettigheder i nogle af de mere perifere europæiske lande, hvilket er grunden til at det akkurat var i et relativt perifert land som Preussen at diskriminationen af jøderne først blev ophævet (i slutningen af 1700-tallet). Men normalt havde jøderne kun acceptable forhold i det tolerante Osmanniske Rige, hvor de flygtede hen efter udvisningen fra Spanien og Portugal i 1492.

Enhedsbestræbelser i Europa

Den europæiske dynamik kan altså i vid udstrækning føres tilbage til konkurrencen mellem staterne. Men det er ikke ensbetydende med at systemet var omkostningsløst. Tværtimod var det uhyre blodigt og hensynsløst mod sine indbyggere, for slet ikke at tale om den omverden som det underlagde sig. Derfor kan vi møde forslag fra velmenende tænkere om europæisk samarbejde praktisk talt fra begyndelsen til de suveræne stater i højmiddelalderen. Omkring år 1300 fremlagde Dante Alighieri (1265-1321) i skriftet De Monarchia en plan for en politisk orden, et “universelt monarki” i et forenet Europa. Paven fik i Dantes system tildelt rollen som Guds befuldmægtigede på jorden; så meget, men heller ikke mere i modsætning til Bonifacius VIII, der på Dantes tid aktivt deltog i det storpolitiske magtspil for at fastslå pavemagtens overherredømme over kejser og konger. I Dantes system var der ingen plads til suveræne småstater, styret af fyrster i stil med det Firenze, som han var blevet drevet i eksil fra i 1302. Et sådant system ville efter hans mening uvægerligt føre til kaos. Samtidig gjorde Dante sig til talsmand for en adskillelse mellem den åndelige og den verdslige magt, sacerdotium og imperium. Det var en kritik af pavernes forsøg på at tiltage sig direkte politisk magt. Denne mente Dante skulle reserveres kejseren i det Hellige Romerske Rige. For Dante var et universelt monarki, der samlede de enkelte stater under sig med bevarelse af deres særtræk, en afgørende betingelse for opretholdelse af freden.

Dantes plan blev snart modsagt af Pierre Dubois (ca. 1250-ca.1320), kronjurist hos den franske konge Philip IV (den Smukke) i et skrift med en meget længere titel, De Recuperationes Terrae Sanctae (Om tilbageerobringen af det Hellige Land) fra 1306. Dubois forestillede sig i stedet et statsforbund ledet af et råd af suveræne fyrster og reguleret af en voldgiftsdomstol. Ingen af forslagene blev gennemført. I stedet fik Europa de blodige religionskrige og usikre magtbalancer med skiftende alliancer helt til og med det 20. århundredes selvmorderiske broder- og borgerkrige. Men vi finder altså allerede omkring 1300 de to hovedlinier, som har præget tankerne om europæisk enhed lige siden. Den ene forestiller sig et centralistisk styre, mens den anden vil skabe en art statsforbund, en føderation – der ikke som moderne danskere tror betyder en centralistisk union, men tværtimod beskriver en klar kompetencefordeling mellem forskellige niveauer i magten. Med andre ord subsidiaritet.

Hverken Pierre Dubois eller Dante Alighieri anvendte ordet Europa i deres planer. Europa som sekulariseret betegnelse blev første gang brugt af pave Pius II i 1458, da han opfordrede til kamp mod de muslimske osmannere, der i 1453 havde erobret Konstantinopel. Claudio Magris beretter i bogen Donau at den tyrkiske sultan efter sin sejr noget naivt skrev til paven i denne egenskab af overhoved for kristenheden og forlangte titlen som universel kejser, nu da han havde erobret det andet Rom (eller Byzans). Som vi senere skal se, var det osmanniske styre ikke religiøst fanatisk. Tværtimod anerkendte det officielt fire religioner, islam, den ortodokse kirke under patriarken i Konstantinopel, jødedommen og den armenske kirke (Kitsikis 985). Senere i 1800-tallet fik den katolske og flere protestantiske kirker tilsvarende rettigheder, men det var et resultat af Osmannerrigets svaghed, ikke overbevisning. Disse fire oprindeligt anerkendte religioner var ikke helt på samme niveau, men de religiøse samfunds ledere indgik i det officielle hierarki og regulerede stort set på egen hånd forholdene for deres egne trosfæller, der var organiserede i hver sin millet. Den eneste undtagelse var deres forpligtelser over for sultanen og når medlemmer af forskellige trossamfund kom i strid med hinanden. I sådanne situationer havde muslimer flest rettigheder. Alle var de til gengæld retsløse over for medlemmerne af det osmanniske herskerhus. Det ændrer imidlertid ikke ved at der i lange perioder faktisk var tale om et universalistisk imperium, hvor sultanen som den øverste hersker mæglede mellem de forskellige grupper, der udgjorde staten. Derfor var det heller ikke så tåbeligt at han forestillede sig en officiel anerkendelse. Det fik han imidlertid ikke. Tværtimod kaldte den italienske humanistiske tænker Aeneas Sylvius Piccolomini (1405-64) som pave Pius II europæerne sammen til krig mod de “vantro tyrkere”. Og gav derved stødet til det moderne sekulariserede begreb om Europa som vi bl.a. kender fra Sebastian Müntzers allegoriske fremstilling af Regina Europa i hans Cosmographia fra 1550, et begreb der stadig dominerer i vore dage.

I 1459 indkaldte Pius II kristenhedens vigtigste fyrster samt repræsentanter for de italienske bystater til en kongres i Mantova for at diskutere et korstog mod den osmanniske fremtrængen på Balkan. Kongressen besluttede at den “med Guds hjælp ville fordrive Tyrken fra Europa” (“in dieta Mantuana … decrevimus, ut Turchum de Europa divino adjutorio fugaremus” (Hay 1968, 85). Korstog blev det ikke til, men beslutningen er alligevel vigtig, fordi den vidner om at den katolske kirke var ved at udvikle en ny forståelse af begrebet Europa. For det første blev det nu for første gang slået fast at Europa var de kristnes land og kun de kristnes. Den osmanniske sultan var velkommen til sit rige, men det burde ligge i Asien, ikke Europa. For det andet skiftede målet for de korstog, som kirken siden slutningen af 1000-tallet havde opfordret til. Hidtil havde de været rettet mod det Hellige Land generelt og Jerusalem specielt, selv om der også var ført korstog mod hedningene i de baltiske lande, indtil litauerne som de sidste i Europa antog kristendommen i 1386 (Christiansen 1980). Mantova-kongressen udpegede nu “Europa” som målet for korstogs energien, et Europa der blev opfattet som en truet fæstning, hvor osmannerne allerede havde erobret de ydre skanser i form af Konstantinopel. Denne nye brug af Europa som synonym med kristenheden var et resultat af muslimernes nye imperium, idet den katolske kirke (med rette) mistænkte osmannerne for at ville oprette et versdensherredømme, et såkaldt “monarchia del mondo”.

Der var to grunde til populariteten for begrebet Europa. Den ene var at ordet pga. sin antikke baggrund i sig selv havde autoritet for humanistisk dannede personer som den førnævnte Piccolomini. Koblingen af begreberne medførte at den kristne nu blev defineret som europæer. Men det betød omvendt også at alle europæere skulle være kristne (Christensen 1988, 70-72). En eksklusiv kobling af kristendom og Europa var der ikke nogen som havde tænkt sig i middelalderen, selv om jøderne blev udplyndret og forfulgt i forbindelse med korstogene, eller udvist som det skete i England. Kristenheden, Christianitas, havde været en større og mere åndelig størrelse end det geografiske Europa, der kom til at tegne sig som svar på den osmanniske fremmarch. I stedet for stridigheder mellem kristne indbyrdes og mellem verdslige og kirkelige myndigheder forsøgte Pius at gøre grænsen mellem de kristne i Europa og de vantro i resten af verden til den centrale dimension i det kristne verdensbillede. Det havde han ikke videre held med på kort sigt, men på længere sigt må man unægtelig sige at han havde succes. For hvad er Samuel Huntingtons bestemmelse af den vestlige civilisation andet end en moderniseret udgave af renæssancepaven Pius II’s formuleringer? På kort sigt stødte Pius’ bestræbelser imidlertid på modstand fra de kristelige monarkier, først og fremmest den stærkeste enkelte magt, Frankrig. Den franske konge og hans rådgivere afviste alle universelle identifikationer af Europa med kristenheden og ville kun anerkende Europa som en værdineutral geografisk betegnelse for et kontinent bestående af forskellige – og dermed stridende – stater. Stater som nok var kristne, men først og fremmest havde deres egne interesser – og efterhånden også kirker som den gallikanske i Frankrig og den anglikanske i England (Christensen 1988, 75).

Den minimale forudsætning for en vellykket kamp mod de effektive og moderne tyrkiske hære var at rivaliseringen mellem de europæiske stater hørte op, i det mindste for en tid. Sådanne utopiske ønsker om en våbenstilstand i indbyrdes krige fremførtes med jævne mellemrum i de næste århundreder af velmenende humanister. Men ønsket strandede hver gang på geopolitiske realiteter. I stedet for at holde fred indbyrdes, allierede den isolerede stat sig typisk med den tyrkiske fjende. Det gjaldt som før nævnt først og fremmest Frankrig. Alligevel var det en fransk statsmand, hertugen af Sully (1559-1641), der i 1638 fremlagde et udkast til et kristent, europæisk statsforbund, “la République très chrétienne”. I dette skulle der indgå 15 stater: seks klassiske territorialstater, Spanien, England, Frankrig, Lombardiet, Danmark og Sverige; fem valgstater, det Hellige Romerske Rige (kejserriget der nu var sunket ned på niveau med andre stater), Pavestaten, Bøhmen, Ungarn og Polen, foruden fire republikker, Venezia, det Italienske Forbund, det Schweiziske Edsforbund og de Forenede Nederlande.

Mange træk i vore dages politiske kulturer i Europa kan forklares ud fra de historiske forskelle, der fremgår af denne opregning. Forslaget var uden muligheder for at blive realiseret, men listen viser hvilke af vore dages stater der har historiens legitimitet med sig. Det gælder først og fremmest de seks monarkier, af hvilke fem eksisterer i dag som suveræne nationalstater sammen med tre af valgstaterne. Lombardiet forsøger at blive suveræn igen, mens Polen takket være Hitlers og Stalins myrderier og grænseflytninger for første gang er blevet en etnisk homogen stat. Ungarn tabte i begge verdenskrige hvorfor mindst en tredjedel af de magyarisktalende i dag lever uden for landets grænser. Men befolkningen synes stort set at have affundet sig med situationen. Bøhmen og Mæhren har skilt sig af med Slovakiet og har dermed alle betingelser for at blive et velstående demokrati igen, som det var i tiden under Østrig-Ungarn fra 1867 til 1918. “Sverige” og “Danmark” eksisterer tilsyneladende ubrudt, men i 1600-tallet var de begge multinationale stater hvis navne er gået i arv til nutidens små homogene nationalstater (jf. Østergård 1997d). Denne arv og den kollektive erindring om altid at have været der og således have ret til sin uindskrænkede suverænitet forklarer meget af den politiske holdning i disse to skandinaviske lande. Og er baggrunden for at landene trods deres ringe størrelse tænker sig selv som legitime stormagter, der blot tilfældigvis er temmelig små i fysisk forstand, men til gengæld hævder sig som moralske stormagter.

Sully foreslog at et råd med 60 medlemmer skulle stå i spidsen for dette forbund blandt andet med den opgave at udarbejde en europæisk folkeret. Desuden foreslog Sully at der skulle oprettes seks regionale råd, hvis afgørelser det enkelte land skulle kunne indklage for rådsforsamlingen. Han foreslog også oprettelsen af en stående hær, som skulle opretholde den interne orden i den kristne republik. Den skulle derfor kunne intervenere i staterne, men skulle også beskytte borgerne mod herskernes vilkårlighed. Den udenrigspolitiske opgave var at fordrive tyrkerne fra Europa. Alt dette førte ikke til noget som helst. Tværtimod fulgte Frankrig sine snævre egoistiske interesser i Trediveårskrigen og underminerede den habsburgske kejser, som bar hovedbyrden i afværgekampene mod de fremtrængende osmannere, der i denne periode herskede over det meste af Ungarn og Kroatien og to gange trængte frem til Wiens porte, i 1529 og igen i 1683. Så var der mere fremtid i filosoffen og pædagogen Comenius’ forslag fra 1645 om at forene europæerne ved at forbedre undervisningssystemet under ledelse af et internationalt akademi. Fri udveksling af informationer var for ham forudsætningen for europæisk enhed. Siden skulle de undervisningsmæssige bestræbelser efterfølges af et politisk samarbejde inden for rammerne af nye internationale institutioner. Endemålet var forsoning mellem de stridende kirker og oprettelse af et fælles “verdenskonsistorium”. Vil man vide mere om disse planer, kan jeg anbefale Ingmar Karlssons fremragende lille bog, som det foregående afsnit har mange af sine idéer fra. De nyere planer og idéer om europæisk samarbejde er godt behandlet i Henri Brugmans’ klassiker fra 1970.

Pessimistisk desillusion efter 2. verdenskrig

I de følgende århundreder produceredes massevis af idealistiske planer til overvindelse af den politiske splittelse (Brugmans 1970). Opsplitningen var som sagt forudsætningen for den ekstraordinære dynamik på alle samfundslivets felter i Europa, men samtidig ufatteligt kostbar. Især under de store omvæltninger efter den franske revolution og igen i det 20. århundrede med de to verdenskrige, der reelt er at betragte som en fortsat europæisk borgerkrig. I 1945 havde parterne næsten udslettet hinanden med det resultat at kontinentet blev domineret af de to nye dynamiske stormagter, sejrherrerne USA og USSR, der forvaltede hver sin del af arven fra den europæiske civilisation. Nazismens racistiske folkemord havde diskrediteret den europæiske modernitet samtidig med at europæiske videnskabsmænd i eksil i USA havde produceret den frygtelige atombombe. Ganske vist i en god sags tjeneste, for at besejre de totalitære fjender af demokratiet. Men konfronteret med bombens altødelæggende kraft, der kunne udslette ven såvel som fjende, var det svært at forudsige dens reelle fredsskabende potentiale. Danskeren Niels Bohr (1886-1962) følte sig på vegne af hele fysikerstanden ansvarlig for opfindelsen af dette frygtelige våben og opfordrede flere gange politikerne til at drage radikale politiske konsekvenser af den nye situation. I sit berømte “Åbent brev til De Forenede Nationer” fra 1950 citerede Bohr et memorandum til den amerikanske regering af 24. marts 1945. Det begyndte således:

“Frem for alt må det forstås at vi kun befinder os i begyndelsen af en udvikling, og at der sandsynligvis i meget nær fremtid vil blive fundet midler til at forenkle metoderne til fremstilling af de aktive stoffer og at forstærke deres virkninger i en grad, der vil tillade enhver nation, som er i besiddelse af store industrielle hjælpekilder at råde over ødelæggelsesmidler, der overgår alt, hvad man tidligere har kunnet forestille sig. Menneskeheden vil derfor være stillet over for farer af hidtil ukendt karakter, medmindre der i tide kan tages forholdsregler til forebyggelsen af en skæbnesvanger kappestrid om sådanne frygtelige rustninger og til oprettelsen af international kontrol med fremstillingen og anvendelsen af de farlige stoffer.” (Bohr 1950, 236-37).

I dag kan vi se at den kolde krig undgik at blive varm netop i kraft af den disciplin, som atomvåbnene pålagde modparterne. Men det var ikke let at forudse i 1940’erne – og man skal heller ikke overse, hvor tæt det flere gange har været på at gå endegyldigt galt under den kolde krigs terrorbalance, som under Cuba-krisen i 1962. I denne situation forfaldt mange intellektuelle til total fortvivlelse over Europa og fraskrev det ethvert positivt indhold. Jean Paul Sartre (1905-1980) udtrykte en hel selvkritisk generations desperation, da han i forordet til Frantz Fanons anti-imperialistiske traktat Fordømte her på Jorden fra 1961 afskrev Europa og alt europæisk. Intet bevaringsværdigt fandt Sartre i den vestlige rationalisme og humanisme – selv om den jo bl.a. havde produceret ham selv! I denne tekst, som rigtigt nok er skrevet på højdepunktet af den franske debat om kolonikrigen i Algeriet, undsagde Sartre hele den europæiske kulturarv med ordene:

“Tidligere havde vort kontinent andre pontoner: Parthenon, Chartres, menneske-rettighederne, hagekorset. Vi ved nu (efter holocaust og imperialismen U.Ø.), hvad de er værd: og så kan man kun redde os fra skibbrud gennem vor meget kristelige skyldfølelse. Vi er færdige, som De ser: Europa springer læk overalt. Hvad er der da sket? Simpelt hen at før var vi dem, der skabte historien, og nu skaber andre historie med os som stof. Styrkeforholdet er vendt om, afkoloniseringen er i gang; alt hvad vore lejesoldater kan gøre, er at sinke dens fuldendelse.” (Sartre 1961, 23-24).

Ekstremt i sin afvisning af alt europæisk, men i grunden ikke afgørende forskelligt fra fortvivlelsen og håbløsheden i Heretica-generationen herhjemme, som vi finder den udtrykt hos Poul La Cour, Martin A. Hansen eller Bjørn Poulsen. Disse kulturpessimistiske holdninger blev på en eller andet måde identificeret med Europa og det europæiske, mens alt det positive, civiliserede og demokratiske blev forbundet med drømmen om det nordiske, siden hen suppleret med et engagement i den tredje verden. Holdningerne lever i udvandet udgave som en automatisk, men ikke diskuteret mentalitet videre hos talrige præster og lærere og indgår således som en vigtig del af den intellektuelle modstand mod EU i Danmark.

Midt i efterkrigstidens følelse af total afmagt på civilisationens, menneskehedens eller i hvert fald Europas vegne opstod imidlertid konkrete planer om en ny og for første gang effektiv organisering af samarbejdet mellem staterne i det vestlige Europa. Den praktiske udførelse af disse planer er i vid udstrækning forbundet med én bestemt person, Jean Monnet (1888-1979). Hans navn har ikke gjort videre indtryk i den danske offentlighed. Trods 25 års medlemskab af det europæiske samarbejde er jeg ofte blevet mødt med en vis usikker tavshed når jeg har præsenteret mig med min fulde titel som Jean Monnet-professor i europæisk civilisation. Denne tøven skyldes ikke betegnelsen “europæisk civilisation”, selv om heller ikke dette begreb har nogen høj status i Danmark. Nej, det er Jean Monnets navn der udløser det tøvende spørgsmål, “øh, er det ham maleren?”. Før en nærmere omtale af Jean Monnets virke og EU som det realt eksisterende Europa er det imidlertid på sin plads lidt nøjere at undersøge sammenhængen mellem nazismens folkemord på jøderne og den europæiske udgave af moderniteten.