Kapitel 4: Modernitet og holocaust

Europæisk civilisation? Jo tak, det ville sandelig være en vældig god idé (Mahatma Gandhi)

I Norge raser i øjeblikket noget for nordiske forhold så sjældent som en veritabel “historiker-strid”. Den foregår mellem nazismeforskeren Hans Fredrik Dahl på den ene side og flertallet af hans kolleger på de historiske institutter på den anden. Dahl har i tredive år skrevet om nazismen og fascismen, senest i form af en stor biografi over Quisling der udkom i to bind 1991 og 1992. Her har han sat sig for at forklare baggrunden for den norske nazisme og påvise hvor mange “pæne” nordmænd der sluttede op om Quislings styre – og efter 1945 derfor blev dømt for landsforræderi. Denne bog gav anledning til megen polemik, men anerkendes samtidig som det fundamentale værk om manden og epoken. Senere er Dahl imidlertid kommet under anklage for at gå langt over den tilladelige streg i en argumentation for at lade de såkaldte “revisionister”, dvs. dem der benægter udryddelsen af jøderne, komme til orde.

Konkret blev diskussionen udløst af at Hans Fredrik Dahl anbefalede oversættelse af en biografi af Joseph Goebbels skrevet af den berygtede revisionistiske historiker David Irving. Dahls argumentation var at nok benægter Irving Hitlers ansvar for udryddelsen af jøderne, men det berører kun ca. en tiendedel af bogens oplysninger (Irving 1966). Disse fejlagtige påstande opvejes ifølge Dahl af de mange nye indsigter i Goebbels’ virke baseret på omfattende og ofte utraditionelle arkivstudier. Bag dette opgør ligger Dahls relativt nye erkendelse af at kommunismen medførte endnu større ofre end nazismen og gjorde det med en parallel begrundelse, hensynet til opbygningen af et nyt og “bedre” utopisk samfund. Omfanget af kommunismens udryddelser er senest dokumenteret i den franske “sortbog” Le livre noir du communisme fra 1997. Denne opdagelse har fået ham til at spørge om man ikke bør føre processer mod tilhængere af kommunismen, når man nu gjorde det samme mod så mange relativt uskyldige og anonyme medlemmer af det norske nazistiske parti NS. I Norge blev det blotte medlemskab af partiet Nasjonal Samling efter krigen behandlet som en strafbar handling.

Det var anderledes i Danmark for slet ikke at tale om det neutrale Sverige. I Danmark forløb retsopgøret efter besættelsen bestemt ikke lydefrit. Men i princippet blev der kun idømt straffe for konkrete handlinger – om end ifølge love med tilbagevirkende kraft. Rene meninger og medlemskab af nazistiske foreninger straffedes derimod ikke. Den tidligere stærkt venstreorienterede Dahl spurgte ligefrem på en konference om marxismen og de intellektuelle i november 1997 på Roskilde Universitetscenter om hvorfor der ikke er formuleret krav om at gennemføre tilsvarende retsopgør efter afslutningen af den kolde krig, når ingen har beklaget straffene for blot og bart medlemskab af nazistiske organisationer under 2. verdenskrig. Det virker langt ude set fra konsensus-dansk synsvinkel og mødte ikke megen forståelse på jubilæumskonferencen. Ret beset er det dog mærkeligt at debatten om arven efter kommunismen hos os stort set kun er blevet ført i den satiriske tv-serie “DDR 2”, sendt på den lille kanal DR2 der kun kan ses af et mindretal af befolkningen. Her bliver kendte personer med en kommunistisk fortid interviewet i en lortebrun og syntetisk setting a la DDR afbrudt af autentiske klip fra DDR’s ugerevyer med militærparader og alenlange taler af Erich Honecker. Idéen var fremragende og vakte berettiget interesse i udlandet, især i Tyskland. Men som den eneste bearbejdning af en fortid, der også i et eller andet omfang var vores, virker det lidt fattigt. Eller rettere som typisk dansk historiefortrængning forklædt som humoristisk lethed i omgangen med tunge emner.

Den norske debat blev introduceret af Hans Fredrik Dahl i et indlæg på Roskilde Universitetscenters jubilæumskonference om “Marxismen, historien og de intellektuelle” 25. november 1997 under overskriften, “Det totalitære fenomen: Marxismen, fascismen og den 2. verdenskrig”. Hans indlæg vakte stor interesse især blandt de yngre studerende, men har ikke sat sig større spor i den danske offentlighed, selv om der var ganske mange journalister til stede. Hverken Dahls indlæg eller pamfletten af hans stærkeste kritiker Bergen historikeren Odd-Bjørn Fure med titlen Kampen mot glemselen (1997) er (endnu?) blevet kommenteret af danske historikere, end sige ført over på danske forhold. Det hænger formodentlig sammen med vores danske modvilje mod principielle debatter og skarpt optrukne debatfronter. “Så galt mente de det jo heller ikke” er den normale, og ikke ganske ubegrundede, danske reaktion. Det er ofte meget sympatisk, men ikke nødvendigvis, når vi har med så store emner som forholdet mellem totalitære ideologier og udryddelsen af hele grupper af mennesker at gøre.

Mørke midt på dagen

Den tysk-jødisk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt (1906-75) var en af de første forskere som seriøst undersøgte forbindelsen mellem det moderne samfund og nazisternes industrialiserede massemord på Europas jøder. Hun tog fat på arbejdet allerede under 2. verdenskrig straks efter at hun havde fået organiseret sin tilværelse efter at være kommet i sikkerhed i USA som flygtning i 1941. Resultatet blev det grundlæggende og stadig uovertrufne værk Det totalitære samfundssystems oprindelse. Her undersøger Arendt de moderne, totalitære ideologier som nazismen, fascismen og kommunismen for at forstå antisemitismen som et moderne og ikke et urgammelt fænomen. Værket udkom på engelsk i tre bind i 1951 og blev med det samme modtaget med enorm interesse over det meste af den vestlige verden – dog ikke i Danmark, hvor bøgerne havde det uheld at udkomme så sent, fra 1971 til 1979, at hendes analyser blev læst som et forsøg på at slå marxismen i hartkorn med nazismen og andre forbryderiske regimer. Og det var ikke velset i ret mange kredse på det tidspunkt. Dertil kom at det blev udgivet af et ganske lille og ukendt forlag, Notabene. Bedre blev det ikke af at Hannah Arendt i 1975 ganske kort før sin død fik Sonning-prisen. Det satte hende blot i bås med tænkere som Albert Schweitzer, Arthur Koestler og Karl Popper, hvilket ikke var heldigt i 1970’erne. Diffamering af marxismen var imidlertid ikke Arendts primære hensigt selv om hun kom til at grundlægge en hel tradition for sammenlignende udforskning af totalitære regimer og ideologier, først og fremmest det nazistiske Tyskland og Sovjetunionen, den såkaldte totalitarismeforskning. Hvad der optog hende var institutionaliseringen af terror med hemmeligt politi og koncentrationslejre. I forhold til især nazismen var det hendes formål at undersøge hvorledes antisemitismen blev sat i system og førte til masseudryddelse netop i det land, der havde været det første til at give jøderne fulde borgerrettigheder, Preussen, der samtidig var det land hvor deres integration i det øvrige samfund, emancipationen, i 1920’erne var kommet længst.

Foranlediget af den israelske stats proces mod Adolf Eichmann udsendte Hannah Arendt i 1963 en bog hvori hun mere specifikt undersøgte hvad hun kaldte “ondskabens banalitet” i den moderne tidsalder, Eichmann i Jerusalem, med undertitlen “en rapport om ondskabens banalitet”. Denne lille bog indviklede hende i en enorm polemik især med jødiske miljøer, idet hun ud over Eichmanns middelmådighed beskrev jødernes egen delagtighed i deres udryddelse pga. passivitet. I modsætning til pessimistiske kritikere som de tyske frankfurter-filosoffer Max Horkheimer (1895-1973) og Theodor W. Adorno (1903-69) i Oplysningens dialektik (skrevet 1944 i Hollywood) opfattede Arendt ikke barbariet og udryddelserne som det eneste mulige resultat af moderniteten. Men som en mulighed under bestemte omstændigheder når en gruppe radikale tilhængere af en totalitær ideologi af historisk “tilfældige” grunde (som f.eks. Tysklands nederlag i 1. verdenskrig) kom i besiddelse af en moderne stats umådelige administrative og tekniske ressourcer.

Under bestemte omstændigheder har moderne regimer udfoldet et barbari, der er uhørt i forhold til tidligere tiders i kraft af dets omfang og “rationelle” gennemførelse. De totalitære ideologier nazismen og stalinismen havde det til fælles at udryddelserne blev foretaget af hensyn til et “større gode” for at realisere et utopisk idealsamfund. Denne side af det 20. århundredes barbari er vi endnu langtfra kommet til afklaring over. Til tider føres kritikken af det styrede og planlagte samfund til sin yderste konsekvens så selv den fredsommelige, nordiske, socialdemokratiske socialstat anklages for totalitarisme og dermed ubevidst nazisme eller kommunisme (det var undertonen i 1980’ernes postmodernistiske kritikker af statslig styring). Det er naturligvis absurd, men vi er endnu langtfra at have forstået forbindelsen mellem især kommunismens påstand om at høre til i oplysningstidens rationelle fremskridtstænkning og dens uhørte udryddelser af millioner af egne undersåtter i ideologiens navn.

Forudsætningen for at forstå forbindelserne er at være historisk præcis og nuanceret når man undersøger denne anden, mørke side af moderniteten. Ellers bliver resultatet let tynde generaliseringer som den franske filosof Jean-Paul Sartre forfaldt til da han som før nævnt sent i sit liv reducerede al europæisk og vestlig kultur fra Parthenon til katedralen i Chartres til atombomben og Auschwitz (Sartre 1961). Hovedproblemet ved forståelsen af det nazistiske folkemord på jøderne er at flertallet af deltagerne var ganske almindelige mennesker, der endog tog billeder af deres ofre og stolt viste disse fotografier fra deres arbejdsplads frem for familie og venner. Det er et af de mange rystende resultater af de senere års analyser af bureaukratiet bag udryddelsen af jøderne. Det samme gælder i vid udstrækning for kommunismen, selv om stalinismen og den tidligste kommunisme desuden betjente sig af højt begavede, men afsporede idealister. De psykologiske mekanismer bag disse ugerninger er glimrende fremstillet i Arthur Koestlers klassiker Mørke midt på dagen fra 1940 (oversat til dansk af H.C. Branner i 1947). Men det gjorde nazismen faktisk også, har vi opdaget i de senere år, f.eks. den i Danmark så anerkendte Werner Best. Hvorvidt alt dette fører til at vi i 1990’erne skal føre retssager mod medlemmer af kommunistiske partier under den kolde krig som Hans Fredrik Dahl foreslår er til gengæld mindre givet. Debatten om forskelle og ligheder mellem nazisme og kommunisme er derimod vigtige at tage, alene af den grund at så mange er tilbøjelige til at sige at vi skal lade være.

Ondskabens banalitet

Forholdet mellem udryddelsen af jøderne under 2. verdenskrig, holocaust, og andre folkedrab før og især siden diskuteres (endnu en gang) ivrigt i USA og Tyskland. Anledningen er en bog af den amerikansk-jødiske politolog Richard J. Goldhagen med titlen Hitler’s Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust fra 1996. Man kan undre sig lidt over den omfattende interesse, der er blevet bogen til del, for den bringer ikke særlig meget nyt. Det nye i den er især at Goldhagen fremhæver almindelige tyskeres deltagelse i udryddelserne frem for Hitlers og det snævre nazistiske lederskabs rolle. Hans forklaring er at der var en udbredt antisemitisme i det tyske samfund, som udløstes i udryddelsen af de jødiske medborgere. Det er ikke særligt tilfredsstillende som specifik forklaring på udviklingen i Tyskland, da antisemitismen var langt mere udbredt i Tysklands nabolande som Østrig, Frankrig og Polen. Antisemitismens udbredelse har Goldhagen ikke undersøgt komparativt, og man må også indrømme at det er vanskeligt at gøre metodisk tilfredsstillende. For Tysklands vedkommende er Goldhagen nået frem til at mindst 100.000, men sandsynligvis op mod to millioner var direkte involverede i myrderierne som bødler, vagter og lignende. Det har han ret i, men selv hvis man tager det høje af hans tal ved at medregne familie og bekendte, som de aktive stolt berettede om deres aktiviteter til, er det stadig ikke en overvældende stor procentdel af en samlet tysk befolkning på over 70 millioner.

Selvfølgelig må der have været – eller rettere sagt blevet udviklet – en antisemitisk holdning blandt mange tyskere. Men denne holdning var generel. Folk talte om at inflationen eller arbejdsløsheden skyldtes “jøderne” eller den “jødiske kapital”, ligesom modernismens usædelighed i det avantgardistiske Berlin blev forklaret ved jødisk dominans. Men sådanne generelle eller abstrakte beskyldninger fik ikke befolkningen til at rette vreden mod konkrete medmennesker af jødisk afstamning. Der er stor og afgørende forskel på verbal og fysisk vold. I parentes bemærket er det grunden til at demokratier som vores kan leve med total ytringsfrihed. I Danmark er det ikke forbudt at benægte udryddelsen af jøderne og eksistensen af koncentrationslejre. Her dømmes man for handlinger, ikke meninger (bortset fra en omstridt racismeparagraf i loven om ytringsfrihed).

En langt bedre og meget mere foruroligende beskrivelse af den almindelige tyskers adfærd er en undersøgelse af historikeren Christopher R. Browning, Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution fra 1992. Browning har undersøgt, hvordan helt almindelige tyske borgere under bestemte forhold blev involveret i masseudryddelserne. Goldhagen inddrager hans resultater, men fortegner dem, fordi han tolker dem ind i sin almindelige tese om tyskernes helt særlige antisemitisme. Browning har undersøgt 101. reserve-politibataljon, som var engageret i udryddelsen af jøder bag den tysk-russiske front i 1941-42. Materialet er retsakterne fra de sager, der i efterkrigstiden blev ført mod de overlevende. Mandskabet var rekrutteret blandt lidt ældre politimænd fra Hamburg, den mest socialdemokratiske by i Tyskland. Flertallet var satte familiefædre, næsten ingen var ideologisk overbeviste nazister og alle havde mange års erfaring som politibetjente i en by med mange forskellige slags mennesker. Alligevel udførte de i titusindvis af henrettelser af børn, kvinder og gamle tilsyneladende uden at føle meget andet end fysisk anstrengelse ved det. Et job som alle andre.

Problemet ved Brownings og andres forskningsresultater er at de bringer den uforklarlige ondskab tættere ind på livet af almindelige moderne mennesker og dermed i mindre grad gør dem til et spørgsmål om en særlig tysk skyld. Denne indsigt kom allerede frem i en undersøgelse fra 1952 som den norske kriminolog Niels Christie foretog af norske fangevogtere i tyske koncentrationslejre i Nordnorge (først udgivet 1972). Christie gennemførte kort efter krigen en undersøgelse af de norske vagter i fem KZ-lejre i Nordnorge, som den tyske hær havde oprettet i 1942 til at rumme tilfangetagne jugoslaviske partisaner. Vagtmandskabet var almindelige nordmænd ansat efter annoncering i aviserne. Det var ikke deciderede udryddelseslejre, men alligevel døde 69 % af de ca. 3.000 fanger i løbet af vinteren 1942-43. Dødsprocenten var altså lige så stor i disse norske lejre som i de værste tyske KZ-lejre bortset fra de deciderede udryddelseslejre. En del af årsagen var klimaet og det tynde tøj, men jugoslaverne (der næsten alle var serbere) blev udsat for en hård og umenneskelig behandling. En behandling som vel at mærke ikke var beordret af de tyske militære myndigheder, der endda ved enkelte lejligheder greb ind mod overivrige norske vagter.

Niels Christies undersøgelse bygger på interviewer med 300 af disse fangevogtere, foretaget mens de sad i norsk fængsel efter 1945. Her nåede han frem til mange af de samme resultater som Browning for 101. reserve politibataljon. Grunden til at personalet med god samvittighed udførte ugerningerne var at de ikke opfattede ofrene som medmennesker, men kun som en abstrakt kategori af “forbrydere”, “partisaner”, “kommunister” – eller “jøder”. Pga. af de elendige sanitære forhold opfattede vogterne endda knap nok jugoslaverne som rigtige mennesker, godt hjulpet af det forhold at de normalt heller ikke kunne tale med dem. Kun i sjældne tilfælde kom de til at opfatte fangerne som medmennesker. Og behandlede dem så tilsvarende bedre. Svaret, der også har gyldighed i dag, synes altså at være at normale medmenneskelige reaktionsmønstre sættes ud af kraft når medmennesker reduceres til repræsentanter for en abstrakt kategori. Det er en del af forklaringen på at folkedrab kan finde sted, også hvor det som i Bosnien og Rwanda drejer sig om tidligere naboer, der begynder at udrydde hinanden. Denne mere generelle erfaring fritager ikke det tyske folk fra den historiske skyld, men den er vigtigere end de henvisninger til generel antisemitisme i en hel kultur som Daniel Goldhagen i sin langt mere omtalte bestseller fra 1996 har gjort så meget ud af. Antisemitismen indgår, men kun som en del af et større kompleks, hvor man må indrømme at ideologer og politikere ender med at stå med det allerstørste ansvar, fordi de tager initiativet og leverer legitimeringen. Især jødiske forskere advarer mod enhver relativering af det absolutte onde i det nazistiske holocaust. Det kan de have nogen ret i, men kun nogen.

I 1990’erne har menneskeheden gjort en række tragiske erfaringer med folkedrab. Bosnien med den systematiske krig mod civilbefolkningen trænger sig på som et skrækindjagende memento. Allerværst og sværest at forstå er dog hutuers drab på mellem en og halvanden million tutsier – og andre hutuer – i løbet af godt hundrede dage fra april til juli 1994 i det centralafrikanske land Rwanda. I modsætning til holocaust var denne massakre lavteknologisk, hovedsageligt udført med macheter og køller. Alligevel var den højeffektiv. En inderkreds af fanatiske hutuer omkring den tidligere præsident Habyarimana havde planlagt folkemordet i årevis, indkøbt våben (med støtte fra Frankrig, der tilsyneladende ville gå langt for at bevare Rwanda som fransktalende mod den engelsktalende tutsi-guerilla i Uganda), udformet dødslister og sendt hadpropaganda gennem radioen til en underdanig og autoritetstro befolkning. Ligesom tyskerne parerede hutuerne i stort tal ordre. Naboer myrdede naboer, kvinder myrdede kvinder, ægtefæller af blandede ægteskaber myrdede hinanden. Endog præster og medlemmer af gejstlige ordener myrdede deres sognebørn direkte eller indirekte ved at udlevere dem til hutu-militserne.

FN’s forsigtige undersøgelseskommission karakteriserede to år senere forløbet som “en gennemtænkt, planlagt og systematisk masseudryddelse begået af hutu-elementer mod tutsi-gruppen”. Med andre ord et folkedrab. Tyskerne har ikke længere monopol på masseudryddelsen, selv om de pga. Tysklands industrielle effektivitet har stået for det mest velplanlagte og industrialiserede af arten. Sociologen Zygmunt Bauman (f.1925) har i en indflydelsesrig bog, Modernity and Holocaust understreget udslettelsen af jøderne som den mørke side af moderniteten. At man ikke kan få demokrati, lighed, produktivitet, ja sågar menneskerettigheder uden risiko for racistisk fanatisme og masseudryddelser. Meget kunne tyde på at Bauman har ret. Blot skal man ikke identificere “det moderne” med industrisamfundet. Hutuerne klarede sig med macheter, køller og benzin. Vi bør heller ikke glemme at store dele af den tyske udryddelse af jøderne og andre grupper foregik meget fysisk konkret ved skydning og slag. Gaskamre med komplicerede giftstoffer er en vigtig, men åbenbart ikke uomgængelig forudsætning for at mennesker kan bringes til at myrde hinanden. Under ekstreme betingelser kan de/vi endda myrde mennesker, som vi kender personligt, uden at det nødvendigvis er motiveret af håb om vinding eller stærke følelser. Det kræver “blot” at man holder op med at se dem som medmennesker og i stedet opfatter dem som repræsentanter for en abstrakt kategori af fjender, “andre”. Er det først tilfældet, er ingen forbrydelse åbenbart utænkelig. De nye erfaringer synes desværre at afkræfte det enestående ved folkedrabet på jøderne, selv om Hitler og hans ideologiske formuleringer i Mein Kampf har været tolket som bevis på det absolut enestående og tyske ved nazismen.

Mein Kampf

Mein Kampf blev en bestseller straks ved sin fremkomst i 1924 og antog status som et helligt skrift efter magtovertagelsen i januar 1933. Denne status gør det vanskeligt i dag at finde ud af, hvordan og hvor meget bogen reelt blev læst. Nazismens politiske modstandere henviste selvfølgelig til uhyrlighederne og umulighederne i det rodede og selvmodsigende skrift. Alt tyder imidlertid på at det helt store flertal af NSDAP’s tilhængere opfattede skriftet som et almindeligt stykke politisk propaganda. Dvs. ment principielt, men formuleret i et symbolsk og radikalt sprog, som ikke skulle opfattes bogstaveligt. Der er ingen grund til at tro at almindelige tyske vælgere regnede med at ord som “udryddelse” af jøder og bolsjevikker skulle tages bogstaveligt. At de gik med til at jøderne og andre borgere skulle fordrives fra det fælles fædreland var slemt nok, ligesom accepten af “genopdragelse” af homoseksuelle og prostituerede og “medlidenhedsdrab” (eutanasi) på sindslidende og håbløst syge var det. Men at Hitler og hans snævre ledergruppe faktisk mente deres program bogstaveligt var ikke til at forudse for almindelige vælgere. De var rekrutteret fra den “lunatic fringe”, der findes i ethvert samfund, men som her var kommet til magten pga. en helt usædvanlig situation med ydmygelsen efter 1. verdenskrig og verdenskrisens økonomiske katastrofer. I modsætning til almindelige politikere mente disse fanatikere hvert ord og førte dem ud i praksis, da de fik mulighed for det under krigens suspendering af alle almindelige regler.

Det nazistiske lederskab var godt klar over at den fysiske udryddelse af jøderne, i hvert fald de tyske, var upopulær blandt befolkningen. Det ved vi fra Gestapos fortrolige indberetninger om folkestemningen (Broszat m.fl. 1977). Diskrimination og tvungen udvandring blev accepteret af befolkningens flertal, men ikke drab. Derfor beordrede Hitler at Berlins jøder ikke skulle henrettes. Det er den ordre, de såkaldte revisionister i dag misbruger til at “bevise” at Hitler var imod jødeudryddelserne som sådan (Irving 1977). Det var han ikke, men som en dygtig politiker tog han hensyn til befolkningens stemninger. Et vidnesbyrd om denne hensyntagen til det tyske folks finere følelser er det faktum at udryddelserne hovedsageligt fandt sted uden for det egentlige Tyskland i generalgouvernementet Polen. Det var den del af Polen, som ikke blev indlemmet i Tyskland, efter at Tyskland og Sovjetunionen delte landet i 1939. De ophævede Polen som selvstændig stat og overtog de områder, som de havde måttet opgive efter 1. verdenskrig. Resten havde ingen folkeretslig status og blev styret direkte af tyskerne. Her samledes 1940-41 jøder fra hele Europa i kæmpestore ghettoer, hvorved tyskerne selv skabte det overbefolkningsproblem, som udryddelserne skulle løse.

Den manglende juridiske status for området var baggrunden for at tyskerne kunne opretholde fiktionen om intet at vide. Udryddelserne foregik jo i et juridisk set ikke eksisterende land. Det er grunden til at det siden har vist sig vanskeligt at placere ansvaret hos Hitler med absolut juridisk sikkerhed. Konklusionen af et halvt århundredes intens forskning i det nazistiske Tyskland og holocaust er den lidet opmuntrende at Hitler givetvis var ansvarlig i generel forstand. Men hvornår skrev han under? Og på hvad? Det er svært at bevise på en måde, som tilfredsstiller domstolenes krav om eksakt bevisførelse. Der findes ingen befaling om udslettelse af jøderne med Hitlers underskrift. En sådan er dog muligvis for nylig fundet af en ung tysk historiker i Moskvas arkiver. Den kildekritiske efterprøvning er imidlertid først netop indledt, så indtil videre er det klogt at tage den revisionistiske indvending alvorligt. Hitler lod nemlig uden at formulere ordren eksplicit forstå at han ønskede jøderne udryddet, hvorefter ivrige underordnede konkurrerede om at føre antydningen ud i livet på den mest effektive og bestialske måde. Denne proces er glimrende fremstillet i en tv-udsendelse med en rekonstruktion af Wannsee-mødet i foråret 1942 (Østergård 1992). Alligevel hævdede tyske konservative fra begyndelsen at personen Hitler og han alene var skyldig, fordi han åbenlyst havde fremlagt sit uhørte og sindssyge program i Mein Kampf. En art “blueprint for annihilation”, som mod alle tænkende menneskers forventninger, også flertallet af nazisternes, blev ført ud i praksis i ly af verdenskrigens undtagelsestilstand.

Sådan har argumentet lydt fra indflydelsesrige tyske historikere i mange år med den praktiske konsekvens at tyskerne som folk stort set går fri. Omvendt har en hel skole af socialliberale tyske og britiske historikere placeret skylden hos det nazistiske regime. De understreger beslutningsanarkiet og den improviserede natur af det nazistiske styre. Det vil sige at man simpelt hen ikke kan forvente at kunne placere ansvar så klart og tydeligt, som vi i hvert fald indtil for nylig forventede af en fungerende, velordnet retsstat (Broszat 1969 og Kershaw 1985). Nazismen var anderledes og herskede i høj grad via et tilstræbt beslutningskaos mellem forskellige organer med uklare og overlappende magtbeføjelser. Man kalder denne forklaring funktionalistisk, fordi den tenderer til at lægge ansvaret for nazismen på modsætninger i den tyske historie og nedtoner dermed betydningen af personen Hitler. Havde det ikke været ham, ville det have været en anden, som udløste det tyske folks frustrationer, skabt af nederlaget i 1. verdenskrig og modsigelserne i verdens hurtigste moderniseringsproces.

Uanset om den ene eller anden af disse to forklaringer er rigtig – og begge rummer noget af sandheden – er det overraskende at det netop var i Tyskland, jøderne blev mest systematisk forfulgt og udryddet. I begyndelsen af det 20. århundrede var antisemitismen langt mere udbredt i Frankrig og Østrig-Ungarn end i Tyskland (og stort set fraværende i Osmannerriget, ligesom den stadig var det under 2. verdenskrig i Bulgarien, hvis jøder ikke blev udleveret til udryddelse). Nazismens og antisemitismens fremmarch i 1920’erne kom helt bag på alle rationelt tænkende politikere. Ledende socialdemokrater, som bekymret havde studeret den autoritære udvikling i Italien efter Mussolinis magtovertagelse i oktober 1922, konkluderede at fascismen var en voldelig og autoritær strategi for at modernisere et tilbagestående land som Italien. Derfor var der ingen grund til at være særligt bange for den tyske efterligningsbevægelse. Som en af de ledende teoretikere formulerede det: “Fascisme er for lande med hestekraft, ikke dampkraft”. Han skulle blive klogere og fik mange år til at tænke over sin fejltagelse i en koncentrationslejr. Men socialdemokraterne havde ret i at påpege at fascisme og nazisme ikke var den samme ideologi, selv om Hitler beundrede Mussolini og kopierede en lang række træk fra hans program og bevægelse. Det viste sig da også at de to regimer hurtigt kom i konflikt om herredømmet over Europa, efter at Hitler var kommet til magten i januar 1933. To hypernationalistiske bevægelser som fascismen og nazismen måtte nødvendigvis tørne sammen. Først da Mussolini som konsekvens af militære nederlag underordnede sig, indgik de to stater en alliance – på tyske betingelser.

Men det var Hitler og nazisterne der gennemførte den systematiske udryddelse i en ideologis navn med anvendelse af den mest moderne organisation og teknologi. Ofte endda på en måde så det gik ud over krigsførelsens effektivitet, som når faglærte jødiske arbejdere der var nødvendige for krigsindustrien blev myrdet, eller når tog med forsyninger til fronter blev forsinket til fordel for transport af jøder. Det unddrager sig enhver rationalitet. Eller rettere, holocaust var udtryk for en anden, en fanatisk ideologis rationalitet. Det er derved den minder om sin tilsyneladende modpol, den sovjetiske kommunisme under Stalin, som ifølge Alan Bullocks parallelbiografi af Hitler og Stalin havde ansvaret for udryddelsen af endnu flere af sine egne, selv om metoden her snarere var sult, udmattelse og deportation end direkte drab (Bullock 1991). Fælles for begge regimer er at beslutningerne blev foretaget af en lille inderkreds, men udført af ganske almindelige, om end moralsk afstumpede medlemmer af samfundet.

Nazismen og det danske

Som dansker bør man dog ikke fortrænge at NSDAP faktisk fik den største opslutning ved et frit valg før magtovertagelsen netop i Schleswig-Holstein, den tyske delstat der minder mest om Danmark i social struktur og religiøs mentalitet. Dette skal ikke bortforklare at Hitler, nazismen og holocaust skete i Tyskland. Men Tyskland var ikke dømt til Hitler, hverken i 1848, 1870, 1914, 1918 eller ved katastrofevalget i 1928. Nu hvor det er sket, vil Hitler imidlertid være et kors for alle tyskere i al fremtid. Det er slemt nok for de nulevende og kommende generationer af tyskere, så vi andre behøver ikke at gøre byrden endnu tungere ved hovedløst at sætte eksklusivt lighedstegn mellem holocaust og Tyskland. Hitler og holocaust er desværre et resultat af hele den europæiske historie. Selv om det er forkert at tale om en særlig nordisk samfundsmodel til forskel fra resten af Europa, er det dog ubetvivleligt at de nordiske lande i det 20. århundrede har gennemløbet en mere harmonisk moderniseringsproces end de fleste andre lande i Europa. Takket være kompromiserne mellem landbrugets og arbejderklassens organisationer i 1930’erne viste Norge, Sverige og Danmark sig relativt immune mod nazismens og fascismens fristelser (Lindström 1985). At de var det, skyldes imidlertid bestemte politisk-kulturelle forhold i de nordiske stater, ikke en mystisk “nordisk” immunitet mod radikale ideologier.

Ved rigsdagsvalget 6. november 1932 opnåede NSDAP i hele Tyskland 33,1% af de afgivne stemmer. Men i delstaten Schleswig-Holstein stemte lidt over 45% på det nazistiske parti. Det er ret velundersøgt i den klassiske politiske sociologi. Specielt interessant er at en ung, tysk historiker Wilhelm Koops for nylig har taget forholdene i Sydtønder amt omkring Niebøll op til nærmere undersøgelse (Koops 1993). Trods – eller måske netop på grund af – de mange dansksindede i denne del af i Schleswig-Holstein opnåede NSDAP nogle af sine allerbedste valgresultater i denne i forvejen særligt nazistiske del af Tyskland. Allerede før 1914 kunne man spore antidemokratiske og antisemitiske stemninger her. Men det adskilte ikke Sydslesvig fra andre dele af det tyske kejserrige. Det nazistiske beredskab i den altovervejende agrare befolkning blev ifølge Koops grundlagt i tiden mellem 1918 og 1921. Som reaktion på det uforståede nederlag i verdenskrigen og afståelsen til Danmark af byen Tønder (med tysk flertal) trak den landlige befolkning og dens interesseorganisationer sig tilbage i en afvisning af det moderne liv og alle dets følger. En del af forklaringen på denne tilbagetrækning er at den økonomiske krise i 1920’erne ramte allerhårdest i de perifere grænseegne mod Danmark. Men stærkt medvirkende var bitterhed over afståelsen af Nordslesvig til Danmark og den deraf følgende grænsedragning, som af flertallet af tysksindede nord og syd for grænsen opfattede som urimelig. Derimod var det lille danske mindretal stort set immunt mod nazismens fristelser (Mogensen 1981). Det skyldtes dog i mindre grad antinazisme end modvilje mod en stærk og aggressiv tysk stat, der kunne true mindretallets ret til at identificere sig kulturelt med Danmark. Alt dette demonstrerer at der ikke var nogen simpel sammenhæng mellem nazistisk beredskab og “nordisk” mentalitet. Forklaringen må søges i en bestemt konstellation af politisk nation, statsdannelse, social struktur og politisk kultur.

Det samme resultat fremgår af en ikke-forudindtaget undersøgelse af forholdene i de øvrige nordiske lande. Nazistiske sympatier i den svenske kulturelle og politiske elite er ikke systematisk undersøgt, men er behandlet i adskillige litterære bidrag, senest i en svensk tv-serie om dagliglivet under 2. verdenskrig. Forholdene i Norge er derimod grundigt undersøgt i forbindelse med den omfattende udforskning af det nazistiske parti Nasjonal Samling og senest Hans Fredrik Dahls omfattende biografi af den norske “fører” Vidkun Quisling (Dahl 1991-92). Dahl tegner et mere nuanceret billede af den norske befolkning, der svarer til forholdene i Danmark. Dette nye billede viser de nordiske befolkninger som splittede mellem en radikal nazistisk og pro-tysk minoritet på den ene side og en anti-nazistisk og anti-tysk modstandsbevægelse på den anden. Helt indtil 1943 var det store flertal af befolkningerne derimod ret indifferente over for nazismen og besættelsen. De deltog i hvert fald ikke aktivt i opgøret mellem de to grupper der befandt sig på hver sin politiske yderfløj. Trods al mytologi om “norske tilstande” og “hjemmehæren” var der stor lighed mellem adfærden i Norge og Danmark. Den norske regering og kongehuset var i eksil og kæmpede mod Tyskland. Men på den anden side var den pro-tyske del af den norske befolkning også langt mere aktiv hjemme end de tilsvarende i Danmark. Der var snarere tale om en grads- end en artsforskel. Til gengæld har begge befolkninger været lige gode om at fortrænge splittelsen mellem anti- og pronazister til fordel for en myte om hele folkets samlede modstand. Det var tilfældet ved befrielsen, da alle erklærede sig som frihedskæmpere. Derved minder Norge og Danmark lidt om det Italien, hvor man plejer at sige at befolkningen fordobledes i 1943-44, da 40 millioner fascister blev til 40 millioner anti-fascister.

Selv om udviklingen siden 1945 har nærmet de nordiske og tyske befolkninger til hinanden i levestandard og politiske præferencer er der stadig forskelle i holdninger, som er værd at undersøge. Trods aktuelle problemer med finansieringen af velfærdsstaten i Sverige og Danmark står de nordiske lande stadig som lysende eksempler på social orden og internt demokrati – forbilledlige for sig selv, men faktisk også for forbløffende mange andre i verden. Og med nogen ret. De nordiske lande – model eller ej – fungerer bedre end de fleste samfund. Problemet er blot at store dele af befolkningerne har taget forestillingen så meget til sig at de tilsyneladende opfatter det nordiske fællesskab som noget uden for Europa, ja lige frem et alternativ. Nøgternt betragtet er de nordiske landes historie og kultur blot en variation over fælles europæiske mønstre og temaer. En variation der pga. en lang række geopolitiske forhold er resulteret i små, nationalt homogene, socialt demokratiske og lutheranske stater. Men altså en variation over det fælles europæiske tema, den systematiske tvetydighed der er indbygget i moderniteten (se Østergård 1997d for en fortolkning af Nordens historie som del af den almindelige europæiske udvikling).

Holocaust, atombomben og imperialismen var ikke de eneste resultater af den europæiske civilisation og moderniteten, som kritiske europæere havde tendens til at tænke i 1940’rne og 50’erne. Men ubetvivleligt en mulig side af den. Denne dobbelthed er en uomgængelig side af den europæiske civilisation, men den er ikke udelukkende parkeret i det centrale og sydlige – eller østlige – Europa. De nordiske lande har været heldige de sidste par hundrede år og har opbygget ret velfungerende sociale demokratier på basis af ret homogene nationale identifikationer. Men de har aldrig været immune over for de tvetydigheder, der indgår som en uomgængelig del af den europæiske historiske arv. At parkere alt det onde mod syd og det gode mod nord som det somme tider sker i EU-debatten om “Rom”-unionen er i hvert fald ikke historisk underbygget.

Holocaust på museum

April 1993 åbnede i Washington et nyt stort museum for udryddelsen af jøderne under 2. verdenskrig under opmærksomhed fra medierne og tilstedeværelse af alverdens politikere fra Bill Clinton og Al Gore til Franjo Tudjman og Arne Melchior – rækkefølgen er tilfældig, det fælles var ønsket om at blive fremhævet i tv og aviser. Det skete på et tidspunkt, hvor de sidste overlevende fra koncentrationslejrene nærmer sig afslutningen af deres liv. Mange af dem frygtede at verden ved slutningen af århundredet var ved at glemme deres lidelser, og at antisemitismen igen stikker sit hæslige ansigt frem. Samtidig satte borgerkrigen i Bosnien atter foreteelser som etnisk udrensning og forsøg på masseudryddelse af en hel befolkning på dagsordenen, om end på en mindre videnskabelig og systematisk vis end nazisternes industrialiserede massemord. Museet blev finansieret ved private donationer, indsamlet af en energisk amerikansk-jødisk forretningsmand, der tog over efter en indledende fase under den karismatiske, men upraktiske nobelfreds-prismodtager Elie Wiesel. Den centralt beliggende grund i forlængelse af Washingtons centrale museumsallé, The Mall, stillede forbundsregeringen til rådighed.

Kort efter afslutningen af 2. verdenskrig udtalte Theodor Adorno at “efter Auschwitz er det umuligt at skrive poesi”. På sæt og vis holder dette udsagn stadig, i hvert fald når vi forsøger at bearbejde det ufatteligt onde, der skete i udryddelseslejrene. Alligevel er det netop, hvad fire udvalgte kunstnere har forsøgt at gøre i deres udsmykning af museet. De fire blev udvalgt af en overordentlig omhyggelig komite af museumsfolk, forskere og samlere. De har undgået realistiske fremstillinger af typen “lille barn klynger sig til moders skørt”, med den indbyggede fare for at blive til kitsch, der lurer på alle forsøg på at omgås med det ufattelige. Hvad vi ser, er seriøse abstrakte værker, der alligevel i deres form prøver at håndtere de store spørgsmål. Selvfølgelig havde Adorno ret i den forstand at intet kunstværk kan komme blot i nærheden af det følelseschok, der ligger i selve udryddelsens instrumenter. Og de findes til overmål, udstillet efter alle den moderne museumskunsts nyeste principper. At se en af de jernbanevogne, som transporterede ofrene, eller beholderne til cyklon B giftgassen giver en direkte fysisk fornemmelse af udryddelsens omfang og videnskabelige gru, på samme måde som først bunkerne af hår, sko og gebisser i Auschwitz får det til at gå op for en at det ikke bare er tal i en bog eller rapport men konkrete, levende mennesker, der blev udryddet i et abstrakt princips navn.

Alligevel kommer de tre skulpturer af Richard Serra, Joel Shapiro og Ellsworth Kelly plus Sol LeWitts vægmaleri ikke til kort over for den historiske virkelighed. Det skyldes nok især kvaliteterne ved selve museumsbygningen, der er tegnet af James Ingo Freed fra Pei Cobb Freed & Partners. Den dengang 62-årige New York-arkitekt er født i Essen i 1930 og selv flygtning fra nazismen. Men som han har udtalt i interviews, havde han trods sin jødiske opvækst intet personligt forhold til udryddelsen, før han fik opgaven. Først da han læste om emnet og besøgte koncentrationslejre som forberedelse til tegningen af museet, kom den dybere forståelse. Skolet som han var i Ludwig Mies van der Rohes (1886-1969) kølige og abstrakte modernisme, var det ingen selvfølge for Freed at skabe en ramme for et så følelses- og symbolladet indhold. Men han er sluppet fremragende fra udfordringen. Det ses ikke så meget udefra, hvor den fem etager høje, kalkstensbeklædte bygnings antikke søjler passer godt ind blandt Washingtons neoklassistiske templer for politik, statsfornuft og rækken af Smithsonians museer. Men den tilsyneladende traditionalistiske bygning afslører ved nøjere eftersyn et utraditionelt indre for den besøgende. Nøgne murstensflader, ståldragere, tungt tilgitrede vinduer og massive vægge giver et truende indtryk og leder tanken hen på den oprindelige holocaust-arkitekturs blanding af funktionel modernisme og tung magtdemonstration. Ikke som et postmoderne citat, men netop som en alternativ modernistisk variation over det fælles udgangspunkt.

Modernismen var ikke et antinazistisk kunstudtryk, selv om vi har fundet det bekvemt at huske det sådan. Mange af de arkitekter, der arbejdede for det nazistiske diktatur, kom fra Bauhaus-miljøet, men måtte for at overleve bygge fabrikker og meget andet for de nye magthavere, især organiseret gennem organisationen Amt Schönheit der Arbeit. Funktionalismen forsvandt ikke totalt da Hitler kom til magten trods førerens afsky for dens formsprog. Den udfoldede sig blot på mindre iøjnefaldende områder end statens officielle bygninger såsom fabrikker og boliger, af hvilke flertallet gik tabt under verdenskrigens bombardementer. Herunder også lejre i det erobrede Østeuropa. Til det formål benyttede de sig af den moderne masseproduktionsteknik, der var udviklet i 1920’erne. Denne ingeniørmæssige enkelhed, grænsende til minimalisme har Freed ført ind i det nye museum og samtidig kombineret med den næsten pralende monumentalisme, der f.eks. prægede Dachau – han har således fundet ud af at Dachaus grundplan var hentet fra Michelangelos Campidoglio med Roms rådhus. Freed har studeret konstruktionsteknikken i datidens fabrikshaller og lejrbygninger og ud fra disse detaljer udviklet et sammenhængende formsprog. F.eks. har han overført de stålforstærkninger til forbrændingsovnene, der var nødvendige pga. den stærke varme. Ligeledes er de gennemgående indre murstenvægge omkring atriumgården og trapperne forstærket med ståldragere, der giver et truende indtryk. I stedet for halvkredsformede rundbuer, der ville have givet murværket et renæssanceagtigt udtryk har Freed valgt flade buer fra krematoriernes ovnåbninger som strukturerende motiv. Bygningen er fyldt med følelsesladede symboler, men uden at forfalde til flad entydighed, som mange kritikere af et “Disneyland on the Mall” havde frygtet. Således findes der ikke et eneste hagekors. Selv i den nødvendige forsoning i den afsluttende, store og lyse “Erindringens sal”, i hvis midte den evige flamme brænder, har Freed undgået al banalitet. Den er i sig selv et stærkere abstrakt og metaforisk udtryk end nogen af udsmykningerne. Alligevel træder den i baggrunden og giver på sine tre udstillingsetager plads til såvel udsmykning som en overvældende ophobning af dokumenter, billeder, genstande, film, videopræsentationer og interviewer med overlevende. Ja selv en original fiskekutter, der transporterede danske jøder til Sverige, er der blevet plads til.

Åbningen var iscenesat som international begivenhed med deltagelse af honoratiores fra hele verden. Hvis ikke emnet var så dybt tragisk, kunne man fristes til let kyniske kommentarer om at alle begivenheder, også de mest forfærdelige, åbenbart kan bruges til at skaffe sig opmærksomhed i tv-apparaternes aldrig standsende billedstrøm. I hvert fald gav åbningen anledning til en debat mellem amerikanske jøder og tyske intellektuelle om, hvem der i grunden “ejer” holocaust, og hvor et museum for ofrene for nazismens udryddelsesvanvid rettelig hører hjemme. Deltagerne i åbningsceremonien var indbudte repræsentanter for de overlevende sammen med amerikanske og tyske politikere – udenrigsminister Klaus Kinkel, ministerpræsident Manfred Stolpe fra Brandenburg og adskillige medlemmer af det tyske parlament. Den tyske presse kritiserede at hverken kansler Kohl eller præsident Weizsäcker deltog, men udenrigsministeriet svarede at Kohl allerede på egen hånd havde besøgt museet i marts, og at præsident Weizsäcker skulle komme i sidste uge af maj. Mere interessant er den debat, der udspandt sig i de tyske medier, om hvorfor et sådant museum ikke er blevet opført i Tyskland, men i USA. Kansler Kohl udtalte at efter hans mening har Forbundsrepublikken gjort et godt arbejde med “sine” koncentrationslejre, mens f.eks. den konservativt-liberale Frankfurter Allgemeine Zeitung og ankerkvinden i ARD’s nyhedsudsendelser Sabine Christiansen beklagede at museet for udryddelsen af de tyske jøder ligger i USA og ikke Tyskland. Hertil er for det første at sige at museet ikke blot er for de tyske jøder og for det andet at holocaust er blevet en central del af efterkrigstidens amerikanske politiske kultur. Så meget fylder harmen over udryddelsen af jøderne at sorte ledere, som har fremsat antisemitiske ytringer i forbindelse med deres generelle kritik af det hvide middelklasse-USA i de senere år forsøger at forsone sig med den jødiske befolkningsgruppe ved at fremhæve jødernes kulturelle frembringelser. Således valgte den sorte leder Louis Farakhan, der ofte har fremsat antisemitiske udtalelser, da han tidligere i 1993 optrådte som amatør-violinvirtuos ved en klassisk koncert på et universitet i Sydstaterne, af alle komponister at spille et stykke af den tysk-jødiske komponist Mendelsohn! Muligvis fordi han kan lide Mendelsohn, men den politiske symbolværdi af hans valg blev understreget af de amerikanske medier.

Netop Holocausts betydning i den amerikanske politiske kultur er grunden til at museets ledelse beslutsomt nægtede at bøje sig for diskrete tyske følere om i den historiske sandheds navn at indføje et afsnit, der viser at tyskerne har forbedret sig siden. Det er et museum for Holocaust som verdenshistorisk chok, ikke en dokumentation af beklagelige forhold i nyere tysk historie, svarede man. Af samme grund henviste præsident Clinton heller ikke til demokratiet i Forbundsrepublikken i sin tale. Ikke fordi han ikke mener noget godt om det, tænk blot på den helt overstrømmende tale Clinton holdt i anledning af 50 års-dagen for luftbroen til Berlin i begyndelsen af maj 1998. Men fordi temaet ikke passede til holocaust-lejligheden. Derfor er der heller ikke tale om nogen form for joint venture mellem de to stater, selv om det øjensynligt var på tale i en tidligere fase af projektet. Ud over disse så at sige fødte deltagere optrådte repræsentanter for nogle af de lande, der havde forbindelse med udryddelsen af jøderne under 2. verdenskrig – på godt eller ondt. De gode var danskerne, repræsenteret ved daværende turist- og trafikminister Arne Melchior, mens en af de fremtrædende onde, der bare ikke selv var klar over at han repræsenterede de onde, var præsident Franjo Tudjman fra Kroatien. Hans styre personificerer i stigende grad arven fra den katolsk-fascistiske Ustasja-stat, og selv er Tudjman blevet herostratisk berømt for i den bog, hvormed han under Titos styre startede sin politiske karriere, at have hævdet at antallet seks millioner døde jøder i 2. verdenskrig er overdrevet, og at jødernes dominerende karaktertræk er “egoisme, foretagsomhed, upålidelighed og gerrighed”. Selv hævder Tudjman at det er en misforståelse, opstået ved en forkert oversættelse. Alligevel afslog han at uddybe sit indtryk af museet over for den amerikanske presse.

Slobodan Milosevic, Tudjmans ærkemodstander, var ikke inviteret, hvilket harmede mange amerikanere af serbisk afstamning. De hævder at serbernes rolle under 2. verdenskrig var helt anderledes stueren end kroaternes, idet det var dem der var ofre for et kroatisk folkemord. Men serbere havde dengang som nu ikke god presse nogen steder uden for Beograd og i Pale i højdedragene over Sarajevo. Selv ikke en henvendelse til præsident Clinton fra kronprins Alexander af Jugoslavien om at måtte deltage hjalp. Holocaust er et grufuldt minde, men også aktuel politik i USA, Tyskland og i resten af Europa. Det mindes verden konstant om senest med den tilsyneladende uafsluttelige diskussion om et holocaust-monument i centrum af det genforenede Berlin. Kansler Kohl har doneret penge og en stor grund centralt i byen, nær Hitlers gamle bunker og Brandenburger Tor, der hvor det tidligere “ingenmandsland” bag Muren lå. Projektet begyndte tidligt i 1988, da tv-journalisten Lea Rosh indsamlede ti tusinde underskrifter til støtte for et mindesmærke for Europas myrdede jøder. I 1992 donerede den tyske regering jorden og udskrev en konkurrence der tiltrak sig 500 forslag. Vinder blev et projekt med en kæmpemæssig betonplade med indgraverede navne på de 4,2 millioner identificerede jødiske ofre. Den fremgangsmåde der virker så uhyggeligt gribende ved monumentet for de faldne amerikanere i Washington – og i Mindeparken i Århus for de næsten 5.000 danske faldne på begge sider i 1. verdenskrig. Da forslaget blev kritiseret for at være for gravstensagtigt udskrev Kohl en ny konkurrence, der foreløbig har frembragt fire finaleforslag. Favoritten, og efter sigende også Kohls foretrukne forslag, er udarbejdet af billedhuggeren Richard Serra og arkitekten Peter Eisenmann, der ellers mest er kendt som en avanceret arkitekturteoretiker i New York. Deres forslag er en mark med 4.000 sorte betonpiller, hver ca. 8 meter høje med en afstand på mindre end en meter. Et andet forslag er af Jochen Gerz og viser 39 stænger med ordet “hvorfor” skrevet på forskellige sprog. Et tredje af Gesine Weinmuller består af 18 gigantiske sandstensblokke, der symboliserer den jødiske historie. Endelig er der det sidste forslag af arkitekten Daniel Liebeskind med en ødelagt mur der refererer til Tysklands brudte historie (refereret efter Hansen 1998).

Hele projektet med et monument er kommet under voldsom kritik fra mange sider, anført af en større gruppe tyske intellektuelle efter et læserbrev af den ungarsk-jødiske tidligere dissident György Konrad (der i øjeblikket bor i Berlin) i Frankfurter Allgemeine Zeitung i januar 1998. Hans kritik gik på monumentets triste og skrækindjagende karakter. Konrad mente at der er behov for noget mere livsbekræftende, f.eks. en park hvor børn kunne lege, end en stor frygtindgydende kirkegård, hvor ingen ville vove at komme efter mørkets frembrud. På det seneste har også byens overborgmester Eberhard Diepgen kritiseret hele idéen om et nationalt mindesmærke i den ny hovedstad. Byen har tilstrækkeligt mange mindesmærker, mener han. Og det kan han i en vis forstand have ret i. Tæller man alle mindesmærker med relation til holocaust og nazismen i Berlin sammen, bliver antallet over fyrre, rækkende fra en skulptur af tomme reoler til minde om de jødiske værker der blev brændt på bålet uden for Humboldt-universitetet i 1933 til stensøjler med navnene på de talrige henrettede efter 20. juli-attentatet i 1944 i gården til forsvarsministeriet. Daniel Liebeskind har også stået for et jødisk museum. Men som han siger, det er netop et museum og intet monument. På det aller seneste har kritikken fået Peter Eisenmann til at ændre forslaget, hvorefter Richard Serra har trukket sig ud af deres fælles projekt.

Diskussionen raser og kan principielt aldrig afgøres. Hverken Europa eller Tyskland vil nogen sinde kunne komme til rette med det moderne, industrialiserede barbari som holocaust repræsenterer. Derfor er det en umulig tanke at sætte mindet på museum som overstået historie eller gøre det ufarligt i form af et monument.