Kapitel 5: EU – det realt eksisterende Europa

Vi skaber ikke union mellem stater, men mellem folk (Jean Monnet)

Europa afvises ikke længere som kun identisk med atombomben og udryddelseslejrene, ikke engang blandt de argeste og mest perspektivløse nej-sigere. Det er der mange årsager til, men en af de vigtigste er – tro det eller lad være – det økonomiske, bureaukratiske og kræmmeragtige europæiske samarbejde fra Rom, Maastricht, Edinburgh, Schengen og Amsterdam. I sin konkrete udformning er det ofte vanskeligt at forbinde med store tanker og perspektiver. Som vi så det i kapitlet om EU og Europa har det ikke skortet på luftige planer om samarbejde i Europa. Men én af de luftige planer blev til noget, Kul- og Stålunionen der blev foreslået af Robert Schumann realiseredes i 1952; i 1957 i Messina og Rom blev denne union udvidet til et Fællesmarked omfattende de samme seks medlemmer. Drivkraften var borgernes interesse for et bedre materielt liv og staternes interesse i økonomisk vækst. En dansk politiker, der tidligt indså sammenhængen mellem modernisering og europæisk samarbejde, er Jens Otto Krag (1914-78), hvilket fremgår af en ny udgave af hans taler og artikler. Den socialdemokratiske strategi hvilede på den moderniseringsteoretiske antagelse at industri var langt vigtigere i fremtiden, selv i en landbrugsbaseret økonomi som den danske. Og den industrielle fremtid så Krag og hans lille kreds af fortrolige kun mulighed for at realisere i det Fællesmarked, som blev skabt i 1957. Om nødvendigt var de villige til at gå enegang uden det Storbritannien, der i den almindelige bevidsthed stadig stod som selve garanten for afsætningen af de danske landbrugsprodukter. At de samtidig regnede med at denne industrialiseringsstrategi ved samme lejlighed ville fjerne vælgergrundlaget under den store konkurrent, partiet Venstre, på længere sigt var en “omkostning” de næppe beklagede (Laursen 1996 og Schmidt 1993). Mere end nogen anden enkeltperson har Krag æren for at Danmark i 1972, i modsætning til nordmændene, kom med i det realt eksisterende europæiske samarbejde. Muligvis har han også en stor del af skylden for at den danske debat er blevet så negativ, fordi han understregede flæskepriserne så markant i sit forsøg på at overtale (eller skræmme) den danske befolkning til at stemme ja. Men havde han ikke gjort det, var vi næppe kommet med. Og så havde debatten været helt anderledes luftig og ukonkret, end den trods alt er.

Jean Monnets Europa

Går vi til den endnu større statsmand Jean Monnet (1888-1979), får man en klar fornemmelse af, hvad det hele handler om ved at læse hans erindringer fra 1976. De blev oversat til dansk i 1987, men har som før nævnt tilsyneladende ikke gjort videre indtryk på den danske offentlighed. Alligevel er Monnet vigtig for forståelsen af det realiserede europæiske samarbejde. Det nye samarbejdende Europa begyndte på en måde i 1917 midt under 1. verdenskrig. Under indtryk af den trussel som Tysklands skærpede ubådskrig betød for de allierede forsyninger fik en lille gruppe embedsmænd i London bestående af to briter, John Anderson og Arthur Salter, og en ung franskmand, Jean Monnet, den idé at samle tonnagen i en fælles pulje, som blev sat under “overstatslig” administration. Der viste sig hurtigt at være store dynamiske muligheder i denne nye organisationsform. For at opnå den mest effektive udnyttelse af den sparsomme tonnage var det ikke nok at den blev administreret i fællesskab. Man måtte også i fællesskab organisere indkøbene af de varer, der skulle transporteres, først og fremmest varer som korn, der krævede mange skibe. Skibspuljen blev derfor efterfulgt af varepuljer.

Det hele fungerede så fortræffeligt at de samme embedsmænd, da freden stod for døren, fik den idé at benytte de samme internationale organisationsprincipper ved genrejsningen efter krigen. I efteråret 1918 overtalte de deres ministre til at foreslå den amerikanske regering en international økonomisk samarbejdsorganisation. Men det blev skarpt afvist i Washington ud fra en doktrinær liberalistisk modstand mod enhver form for regeringsindgreb i økonomien. Den afvisning blev sandsynligvis lige så afgørende for at 1920’rne kun blev til en mellemkrigstid i stedet for den efterkrigstid de krigsførende havde drømt om, som Senatets afvisning af Versailles-traktaten og Folkenes Forbund i 1920. Der kom intet ud af tankerne om et økonomisk samarbejde. Resultatet blev den økonomiske verdenskrise, hvor nationalstaterne søgte at tørre problemerne af på hinanden og derved forstørrede dem. Alt dette er velkendt stof, men de politiske og identitetsmæssige følger af det økonomiske samarbejde er ikke alment erkendte. Spill-over-effekten som det hedder på integrationsteoretisk (Haas 1958).

Kombinationen af Jean Monnet og Arthur Salter optrådte igen i det første, sensationelle (og dødfødte) forsøg på at sammensmelte Storbritannien og Frankrig til en ny politisk enhed efter deres katastrofale militære nederlag i maj 1940. Den nyudnævnte britiske premierminister Winston Churchill (1874-1965) tilbød i juni 1940 at indgå en politisk, militær og økonomisk union med det slagne Frankrig. Forslaget blev overbragt af den eneste franske general, der var kommet igennem kampene med hæder, general de Gaulle (1890-1970). Men forslaget var Monnets. Og det blev selvfølgelig afvist af det franske parlament, der var flygtet til Bordeaux, tæt ved det Cognac-distrikt, hvor Monnets familievirksomhed lå. I stedet overdrog det franske parlament, som få år tidligere under hele Europas bevågenhed havde indsat en Folkefronts-regering, næsten enevældig magt til veteranen fra 1. verdenskrig general Pétain (1856-1951). Hans styre med sæde i Vichy åbnede i perioden 1940-44 for et generalopgør med hele den 3. republik fra de konservative, monarkistiske og antisemitiske kræfter i Frankrig, der havde været marginaliseret siden slutningen af 1870’erne.

Efter Frankrigs sammenbrud blev Monnet som britisk embedsmand sendt til USA for at forestå indkøbene til det ensomt kæmpende land. Med sin enestående evne til at komme på fortrolig fod med de ledende statsmænd lykkedes det Monnet at vinde præsident Roosevelt for sin plan om at mobilisere USA’s industrielle ressourcer til støtte for det ensomt kæmpende Storbritannien. En langtfra nærliggende tanke i det isolationistiske USA, hvor Franklin D. Roosevelt (1882-1945) stillede op for tredje gang til præsidentembedet og blev mødt af en isolationistisk – og anti-britisk – front fra flyveren Charles Lindberg til John F. Kennedys fader, Joseph (der var ambassadør i London). Alt dette får man en indtrængende skildring af i erindringerne sammen med et indtryk af Monnets uformelle arbejdsmåde. Den bestod i altid at tænke fem skridt frem og have et kort og klart memorandum klar, som kunne løse et dagsaktuelt politisk problem, før det opstod som problem samtidig med at han holdt de langsigtede strategiske implikationer for sig selv og sine nærmeste medarbejdere. Denne såkaldt “funktionalistiske” strategi blev særkendet for det europæiske samarbejde i efterkrigs-tiden og ligger i grunden stadig bag tiltag som vedtagelsen af det indre marked i 1986 under Jacques Delors og sågar ØMU’en med Maastricht-traktaten. Delors er kristen socialdemokrat og protestant og kan næppe beskyldes for at elske det frie marked for dets egen skyld.

Alligevel tog han initiativet til gennemførelsen af det frie indre marked i 1986. Forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er at han fulgte Monnets taktik. Når først markedet var kommet i stand – det skulle træde i kraft i 1992 – ville det blive indlysende for regeringerne og befolkningerne at der var behov for reguleringer og nye initiativer som den fælles valuta. Derfor Maastricht-traktaten i december 1991 med proklameringen af en Europæisk Union.

Teorien var udmærket, og realiseringen sådan set også. Den gjorde det muligt for liberalisterne at proklamere det daværende EF som deres projekt i 80’erne, og for socialdemokraterne at hævde det samme i 90’erne. Og begge have ret, bare til hver sin tid. Men risikoen er at befolkningerne er blevet hægtet af projektet, således at liberalisterne står af nu hvor vi er kommet til reguleringsfasen, mens den socialdemokratiske del af befolkningerne endnu ikke har kunnet bekvemme sig til at opgive indgroede vaner med afvisning af det overnationale samarbejde. Politiske slagord har det med at gro fast, således at man kommer til at tro på dem, hvis man gentager dem ofte nok. Den nuværende krise for Europa viser begrænsningen i den funktionalistiske strategi. I denne situation er der behov for en åben og klar politisk diskussion med klare forfatninger og begejstrende formålserklæringer, hvis vi skal blive europæere. På den anden side må det indrømmes at havde Monnet ikke arbejdet, som han gjorde i begyndelsen af 1950’erne, ville vi næppe have været der, hvor vi er i dag. Med alle urimeligheder og kortsigtet nationalisme er det jo en grundlæggende politisk og i ordets gode forstand folkelig diskussion, vi fører med hinanden om indretningen af Europa. En diskussion som danskernes nej i 1992 har bidraget ganske meget til.

Europa som idé, proces – og nødvendighed

Det er vigtigt at placere den aktuelle diskussion om ØMU, Schengen og Amsterdam i den rette historiske kontekst. Debatten er stort set en variation over et tema, der har optaget tænkende og ansvarlige europæere lige siden grunden til de nationale stater blev lagt i højmiddelalderens dynastiske kampe og religionskrigenes territoriale stater. Vi enes formodentlig heller ikke denne gang om den eneste rigtige og i al fremtid gældende ordning. Den findes ikke, for Europa er ikke organisationer, ikke en ting og slet ikke en juridisk bindende kontrakt. Til frustration for alle rethaveriske og juridisk tænkende nordboer. Tværtimod er Europa en idé og en proces, som aldrig afsluttes. Af samme grund vil samarbejdet næppe nogen sinde resultere hverken i en renlivet og klar føderation, en konføderation eller en traditionel alliance af suveræne fædrelande, men snarere lidt af hvert i forskellige, uklare blandinger. Det uafklarede forhold mellem det fælles “europæiske” og de nationale og regionale forskelle er selve Europas sjæl. Værdien i “det europæiske” er staternes suverænitet. Men denne er samtidig problemet, fordi suveræniteten nødvendigvis skal afbalanceres, hvis staterne – og især deres befolkninger – ikke skal gå til grunde i den eksistenskamp som hævdelsen af staternes absolutte suverænitet logisk set ender i. Indtil nu har EU primært reddet staterne fra sig selv og den dybe legitimitets-krise, de var kommet i under og efter 2. verdenskrig.

Under indtryk af efterkrigstidens formidable økonomiske og politiske genrejsning er vi tilbøjelige til at glemme, hvor dybt næsten alle stater var sunket under krigen, undtagen de neutrale Schweiz og Sverige. Disse sidste havde “kun” taget skade på moralen og er først blevet ramt i de sidste par år med afsløringerne af deres køb af nazistisk guld og afvisning af ubekvemme flygtninge. Alle de andre lande, med undtagelse af Storbritannien, havde reelt været igennem borgerkrige under 2. verdenskrig, borgerkrige som ganske vist efter 1945 blev fortrængt til fordel for myter om, hvordan hele befolkningen bortset fra en håndfuld forrædere havde stået sammen imod “tyskerne”. Dermed benægtedes krigens karakter af ideologisk opgør mellem nazisme, kommunisme og demokrati, et opgør der satte dybe skel i befolkningerne i alle besatte lande. Modsat propagandaen fra såvel modstandere som tilhængere af et føderalt, dvs. centralt styret Europa, viser distancerede historiske analyser at det europæiske samarbejde i realiteten reddede nationalstaterne, selv om luften har været tyk af formuleringer om det modsatte. Det er overbevisende påvist af den britiske økonomihistoriker Alan Milward i et værk fra 1992 med den programmatiske titel “The European Rescue of the Nation State” (1992).

At redningen af nationalstaten har været det reelle formål med det europæiske samarbejde kan være svært at gennemskue for almindelige vælgere, der kun studerer traktaternes ord og bogstav og føler frustration over afstanden mellem indledningsparagraffernes alt for store ord og realiternes alt for beskedne og detaljerede verden. Måske er det nu på tide at tale ligeud og overskride begrænsningerne i Monnets funktionalistiske strategi. Den har tjent os godt ved at overvinde den national-egoistiske træghed og vanetænkning i statsapparaterne. Men det bliver i stadig stigende grad klart at vi risikerer at sætte demokratiet over styr og dermed hverken få det fælles Europa eller fædrelandenes Europa, men derimod det tredje og kun alt for velkendte magtbalancernes ustabile Europa. Der findes en fælles europæisk kulturarv, men den kan let sættes over styr, hvis den formidles for dårligt. Og arven er pga. sin ambivalente karakter meget dårligt egnet til at tjene som rettesnor for politiske afgørelser og strategiske valg. Historien kan misbruges til at legitimere alle mulige afgrænsninger og indretninger af Europa, så vi kommer ikke uden om at eksperimentere politisk og organisatorisk på eget ansvar uden højtravende henvisninger til civilisation, identitet og historie.

Fra Jalta til Luxembourg

Der skete meget for og i Europa i 1997. Og ikke alt sammen ubetinget dårligt. I de integrationsivrige indercirkler i Bruxelles, Paris og Rom dominerer ganske vist en noget mat stemning efter de store år med Delors i slutningen af 80’erne. De to luxembourgere, kommissionsformand Jacques Santer og den tidligere formand for det Europæisk Råd Claude Juncker kritiseres af traditionelle supereuropæere for manglende visioner. Og briterne har de samme supereuropæere ingen tillid til trods Tony Blairs modernisering af sit lands retorik. Reelt skete der imidlertid ganske meget positivt fra underskrivelsen af Amsterdam-traktaten til topmødet i Luxembourg 12.-13. december 1997. Mange andre europæere, især dem fra Danmark, Sverige, Storbritannien, men efterhånden også Tyskland, er godt tilfredse med den retning EU-projektet er ved at tage med den principielle enighed om at invitere til udvidelse af EU på topmødet i Luxembourg, samtidig med at de føderale visioner lægges på is med Amsterdam-traktaten.

Det er selvfølgelig altid farligt umiddelbart at tro på erklæringerne fra ens egne ministre, når de vender hjem fra topmøderne i EU. Skulle man tage udtalelserne på ordet, er der altid lige så mange sejrherrer som deltagere. Men denne gang ser det faktisk ud til at hr. Rasmussen og hr. Petersen, som Poul Nyrup og Niels Helveg kaldes i den udenlandske presse, har spillet en stor rolle og sammen med Sverige og Storbritannien været afgørende for at der indledes optagelsesforberedende forhandlinger med alle de ti ansøgerlande fra Østeuropa plus Cypern. Ganske vist i to forskellige klasser, men immervæk forhandlinger. Hvem der har skylden eller ansvaret for udelukkelsen af Tyrkiet er et andet spørgsmål, men forvisningen af Tyrkiet til bunden af femte division strider i hvert fald ikke med officiel dansk politik. At det er dumt at afvise tyrkerne er andet emne, som jeg analyserer nærmere i kapitlet om Tyrkiet og Europa. Her gælder det de samlede perspektiver for Europas udvikling, og de er slet ikke dårlige. Især set fra et dansk perspektiv.

At danskerne er glade, er ganske vist på ingen måde garanti for at resten af Europa har grund til at glæde sig. Men i dette tilfælde har “vi” faktisk grund til at være stolte. Det er et godt signal at EU nu forhandler med hele det gamle Østeuropa og ikke blot optager Centraleuropa, Polen, Ungarn og den Tjekkiske Republik, som den tyske kansler Helmut Kohl (f.1931) oprindelig satsede på. I officiel enighed er der nu udsendt en invitation til ikke blot de seks lande som Kommissionen efter lange, interne diskussioner anbefalede, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Estland og Cypern, men også til de fem fattigere og mindre reformerede, Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, som Kommissionen i sin anbefaling fra juni 97 havde skudt længere ud i fremtiden. Ganske vist er de anbragt i en anden gruppe, men perspektivet er der. Formodentlig har Kohl helt ret i sin bemærkning om at havde der været hemmelig afstemning, var udvidelsen ikke blevet vedtaget. Men det er der ikke, og derfor har eventuelle egoistiske eller bare skeptiske lande ikke kunnet blokere for invitation.

En invitation til forhandlinger er langtfra en optagelse, meget langt endda. Men det er mindre vigtigt i forhold til at der nu er indledt en realistisk og for begge sider forpligtende proces. Det indebærer normalt i sig selv en positiv udvikling på en række områder ud over den rent økonomiske hjælp. Samtidig er der en vigtig symbolik, i hvilke lande der er med i første runde. Vigtigst og mest tungtvejende er selvfølgelig de tre gamle centraleuropæiske lande Polen, Tjekkiet og Ungarn. Det var dem som Tyskland oprindeligt ønskede at begrænse sig til at optage, og som det ville være så godt som umuligt at afvise. Men ved at invitere tre lande derudover har EU sendt et vigtigt signal. De tre andre lande er nemlig 1) et post-sovjetisk land, Estland, 2) et post-jugoslavisk land, Slovenien og 3) et post-osmannisk land, Cypern. Det er stadig lidt uklart hvordan invitationen til Cypern kom i stand, om det var et græsk ønske eller hvad. Hensigten med at gøre et eller andet for at opbløde situationen på Balkan er helt rigtig, men det er det forkerte land, EU har valg at invitere, i hvert fald hvis man ønsker afspænding i området. Især kombineret med den yderst uheldige relegering af Tyrkiet til allersidste division er invitationen af det delte Cypern, før der er truffet aftaler om øens fremtid, helt katastrofal. EU optræder ofte lige så dumt i international politik som de enkelte medlemslande. Det skyldes demokratiseringen af udenrigspolitikken, hvilket medfører at den tit bestemmes af meget andet end rationelle hensyn. Men selve hensigten med at markere EU’s ansvar for hele Europa er som sagt god nok. Så må vi bare håbe at Vorherre ser på hensigterne og ikke evnerne, når det store regnskab skal gøres op. Men det må vi jo i det hele taget håbe på som danskere.

“Europa” er og kan aldrig være andet end en proces, aldrig et færdigt produkt. Behandlingen af Tyrkiet, der har været associeret det Europæiske Fællesskab siden 1963, viser med al tydelighed at diskussioner ikke er en garanti for optagelse. Men efter december 1997 er det vanskeligt at forestille sig en total opgivelse af den udstrakte hånd til Øst- og Centraleuropa, uanset hvor mange vanskeligheder der vil tårne sig op. Luxembourg-vedtagelsen indebærer at Europa og EU nu er så tæt på at blive identiske at man godt kan opgive den politisk korrekte skelnen mellem de to betegnelser. Medmindre man da er modstander af alt forpligtende samarbejde i Europa, som det bliver stadig tydeligere er det reelle rationale bag modstandernes udtalelser. Kjeld Albrechtsen, Drude Dahlerup og Ole Krarup hævder alle at ønske et meget “bedre” samarbejde, men de har lige så svært som Holger K. Nielsen ved at lyde overbevisende. Nærheden til Pia Kjærgaards nationalistiske lejr bliver stadigt tydeligere. Det gælder også kravet om det “endnu større” Europa. For hvad er det efter de sidste udvidelser? OSCE har 54 medlemmer (plus det boykottede Serbien, officielt kaldet FRY, Former Republic of Yugoslavia). Det er ubetinget flere lande. Men man kommer langt ud, hvis man vil hævde at Tadjikistan, Uzbekistan, Turkmenistan eller Kirgistan er europæiske kernelande. De er formentligt udmærkede stater, ligesom Canada og USA er det. Men ikke centrale dele af Europa.

Delingen af Europa

Sandheden er at EU er godt i gang med at lukke den kolde krigs parentes og hele sårene fra delingen i Jalta. Det vil selvfølgelig tage lang tid før alle lande er med. Og selv en forening af de europæiske lande betyder ikke en mental forening. Det demonstrerer forholdet mellem Øst- og Vesttyskland med al ønskelig tydelighed. Alligevel er der god grund til at reflektere lidt over, hvad det indebærer for vores opfattelse af EU at Europa faktisk vil blive forenet inden for det kommende tiår. Europa blev delt på Jalta-konferencen 4.-12. februar 1945. Da mødtes sejrherrerne i 2. verdenskrig, de såkaldte “tre store”, Churchill, Roosevelt og Stalin, samt landenes udenrigsministre og militære topchefer i havne- og badebyen på halvøen Krims sydkyst. Det var først for nylig blevet helt sikkert at de tre lande faktisk ville sejre over det nazistiske Tyskland og Japan. Det var kun to år siden at tyskerne havde erobret Krim og påbegyndt en overflytning af “folketyske” emigranter til dette klimatiske paradis fra forskellige dele af det erobrede Europa (bl.a. Sydtyrol). Men efter den fejlslagne tyske offensiv i Ardennerne december 1944 og den Røde Hærs sejre stod det fast at det kun var et spørgsmål om måneder før de allieredes hære ville mødes i et besejret Tyskland. Deraf behovet for en holdbar aftale, så det tyske håb om at de allierede ville komme i krig med hinanden og redde Tyskland fra dets selvskabte skæbne, ikke ville gå i opfyldelse.

På mødet blev der opnået enighed om at kræve betingelsesløs kapitulation af Tyskland, således at der ikke skulle være det mindste grundlag for en ny tysk dolkestødslegende i stil med 1. verdenskrigs påstand om at hæren kunne have vundet, hvis ikke det “feje” civile bagland havde overgivet sig. Endvidere aftaltes det at opdele Tyskland i fire besættelseszoner – fire fordi Frankrig under de Gaulle havde held med at liste sig med ind blandt sejrherrerne selv om det ikke var med i Jalta og reelt ikke havde været blandt de krigsførende (en parallel mellem Danmark og Frankrig som alt for sjældent erindres i dagens Europa-debatter). Man enedes desuden om at straffe krigsforbryderne – de tyske vel at mærke – størrelsen af krigserstatningerne og forløbet af grænsen mellem Polen og Sovjetunionen (i dag Ukraine, Hviderusland eller Belarus og Litauen). Desuden aftaltes det at indkalde en konference i San Francisco for at oprette en ny international organisation, de Forenede Nationer til afløsning af det mislykkede Folkenes Forbund.

Vigtigere end alle disse officielle aftaler var dog de hemmelige underhåndsaftaler efter hvilke de allierede delte verden imellem sig. Mod at give Storbritannien 90% frie hænder i Grækenland sikrede Stalin sig en tilsvarende indflydelse i Polen, mens en lang række andre lande deltes fifty-fifty eller med andre procenter. Det har været diskuteret om aftalerne var udtryk for at den snu politiker Franklin Delano Roosevelt var svækket af den sygdom, der rev ham bort ganske kort tid senere, eller om han simpelthen var for naiv til at hamle op med to kyniske realpolitikere som Churchill og Stalin. Det er der dog ingen grund til at antage, selv om aftalerne medførte talløse lidelser for de borgerlige modstandsfolk i Polen og de kommunistiske partisaner i Grækenland, som blev ofret på hver sin side af delingslinierne. Det vigtigste for USA var at sikre at Sovjetunionen ville gå ind i krigen mod Japan senest tre måneder efter sejren i Europa. Vi må her huske at det på dette tidspunkt langtfra var sikkert at Japan ville bryde sammen så hurtigt som det skete. Atombomben var ikke kastet og ingen ansvarlig politiker troede at dens følger ville blive så uhørte som videnskabsmændene, herunder Niels Bohr, profeterede. Derfor affandt amerikanerne sig med det mindre onde, som delingen af Europa var – for dem.

I bagklogskabens lys er det let se at disse aftaler kombineret med opdelingen af Tyskland i tre plus en besættelseszoner lagdes grunden til 45 års deling af Europa i to verdener. Men det var sværere at forudse i foråret 1945, hvor alle forestillede sig at Sovjetunionen ville være svækket for en lang tid af krigens uhyrlige kraftanstrengelse. Derved overså man at kommunismen ganske vist er elendig til at styre et sofistikeret forbrugersamfund – derfor gik USSR fallit i 1980’erne – men velegnet til mobilisering af store mængder arbejdskraft under ekstensive indsatser som første fase af genopbygningen efter en total krig. Hvordan det end forholdt sig, så indebar Jalta en opdeling af Europa i to bevæbnede lejre med nogle få neutrale lande indimellem. Til ubodelig skade for i hvert fald den østlige del af kontinentet og med alle de kendte følger i form af undertrykkelse og fattigdom i Øst- og Centraleuropa. Ja, man kan sige at Centraleuropa – Mitteleuropa som tyskerne plejede at sige – helt forsvandt til fordel for en skarp opdeling i Vesteuropa og Østeuropa (se Gerner 1997 for en helt up to-date skildring af Centraleuropa aktuelt og historisk).

Opdelingen blev ligefrem cementeret med en terminologi, efter hvilken man talte om den “første verden” bestående af Vesteuropa og Nordamerika, dvs. de industrialiserede, kapitalistiske lande over for den “anden verden”, de industrialiserede kommunistiske lande. I fællesskab adskilte disse to “moderne” verdener sig fra resten, som man fra begyndelsen af 1950’erne begyndte at kalde den “tredje verden”. I hvert fald i begyndelsen bestræbte de sig på at være uafhængige af såvel den første som den anden industrialiserede verden. I 1955 organiserede de sig i Bandung med Indien, Indonesien og Ægypten i spidsen som neutrale i forhold til konflikten mellem USA og USSR. I 1961 fulgtes det op med et møde i Beograd, hvor deltagerkredsen blev udvidet og marskal Tito fik slået sin rolle fast som neutral leder på linie med Indiens Nehru, Indonesiens Sukarno og Ægyptens Nasser (jeg har skildret afkoloniseringens mentalitet nærmere i Akropolis-Persepolis fra 1991). Alt dette er i dag i den grad historie at det er vigtigt at minde om for at forstå omfanget af omvæltningerne i 1990’erne. Mødet mellem de såkaldte non-aligned countries i Beograd foregik således under indtryk af at Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov (1894-1971) samme år havde proklameret at inden årtiet var omme ville Sovjetunionen overhale USA i velstand! Og verden – i hvert fald den uden for østblokken – brød ikke sammen i krampelatter over absurditeten i udtalelsen. Tværtimod svarede den nyvalgte præsident John F. Kennedy (1917-63) igen med at proklamere et kapløb med Sovjet om verdensrummet med et løfte om at bringe mennesker til månen inden tiåret var omme. Det sidste lykkedes, mens Sovjet gik ind til den evige stagnation under Leonid Bresjnev (1906-82), hvilket igen udløste Mikhail Gorbatjovs (f.1931) desperate reformer og den deraf følgende opløsning af det sovjetiske imperium.

Var udvidelserne en selvfølge?

Skal man rigtigt forstå den vesteuropæiske integrationsproces skal den ses i lyset af Jalta-aftalernes deling af Europa i øst og vest. Der var selvfølgelig mange forskellige og til tider modstridende formål med at skabe et institutionelt samarbejde mellem de europæiske stater. Et af de vigtigste var at fjerne muligheden for krig mellem Frankrig og Tyskland ved at binde disse to landes jern- og kulcentre sammen med de mellemliggende belgiske, luxembourgske og nederlandske. Det var baggrunden for Kul- og Stålunionen, der blev vedtaget i 1950 og sat i kraft fra 1952. Men det var samtidig midt under den kolde krig, der var ved at blive varm i Korea. Sovjetunionen havde befæstet sit herredømme over Østeuropa, militært såvel som ideologisk i slutningen af 1940’rne og udryddet alle tegn på selvstændighed. Det ville derfor forudsætte vilje til krig at integrere disse lande i det vestlige Europa. Men det betyder ikke at der ikke var lyst til det.

I analysen af den europæiske integration skal man holde sig for øje at det i toneangivende miljøer under den kolde krig hele tiden har været hensigten at samle hele Europa i én overnational organisation. Hensigten var og er at forhindre fremtidige borgerkrige på dette kontinent, hvis hele historie har været præget af videnskabelige opfindelser, fri udfoldelse af fantasi og skabende kraft, materielle fremskridt – og krige. Det er ikke helt uden betydning at Rom-traktaten blev underskrevet netop i Rom efter møder i Messina og således fra starten omfattede et sydeuropæisk land. Italiens hensigt var den samme som Tysklands, nemlig at komme tilbage i det gode, demokratiske selskab efter fascismens fejltagelser. Men det ændrer ikke ved at landet faktisk kom med, trods en svag industriel basis i 1950’erne. I 1957 var det ikke let at forudse at Italien ville blive verdens femtestørste industrimagt inden for en kort årrække.

Det kan derfor ikke helt afvises at Rom-traktatens fædre faktisk mente hvad de skrev i præamblen til traktaten at hensigten var at skabe “en stadig nærmere forening mellem de europæiske lande”. Og at det som oprindeligt formuleret i traktatens paragraf 237 “står frit for enhver europæisk stat at søge om medlemskab” – i Amsterdamtraktaten er denne bestemmelse præciseret og optaget som artikel O stk.1 med ordlyden “enhver europæisk stat der overholder fordringerne i artikel F stk.1 kan ansøge om at blive medlem af Unionen”; fordringerne går på demokratisk adfærd og overholdelse af de vedtagne regler. Skeptiske, lutheranske danskere har en tendens til i bedste fald at fortolke dette som et forsøg på at genskabe den middelalderlige pavekirkes universelle magt. “Rom”-unionen! Men det svarer faktisk ikke til praksis siden 1950’erne, trods introduktionen af det lidt misliebige og vanskelige udtryk “subsidiaritet” med Maastricht-traktaten. Nok betyder subsidiaritet ikke blot og bart “nærhed”, som de danske forhandlere valgte at oversætte det med, og nok har det rødder i katolsk organisationstænkning. Men først og fremmest antyder subsidiaritet nogle organisationsprincipper, der kan supplere det uklare danske dobbeltprincip med fuldt lokalt selvstyre og universelle love i en ekstremt centraliseret stat, der er nærmere analyseret i kapitlet om lutheranismen og det danske demokrati. Danskerne specielt og skandinaverne i almindelighed er blevet så ens i hovederne at man kan tillade sig at lægge administrationen af universelle regler ud til lokale myndigheder – og regne med at resultatet bliver sammenligneligt. Det kan man ikke i større samfund, men den forskel er der ringe forståelse for i Danmark.

Det Europæiske Fællesskab tog faktisk et ganske stort skridt til at forene adskilte historiske erfaringer, da det i 1972 accepterede Storbritannien, Danmark og Irland som medlemmer. At der kunne være grunde til at holde et lille rigt land som Danmark ude, er der ganske vist ingen der nogen sinde alvorligt har forestillet sig her. Men det er der faktisk. Vores selvretfærdige, bedrevidende og renfærdige attitude til mange emner må virke umådeligt uforståelig på mere pragmatiske europæere med katolsk baggrund. Det er selvfølgelig praktisk med nogen der overholder reglerne og har ret begrænset korruption. Men det er der faktisk også mange andre der har. Og dem der snyder mest er ikke altid de lande vi først tænker på. Italien ligger overraskende nok i den pænere ende, mens Nederlandene har rekord i underslæb, både absolut og i forhold til indbyggerantal. Danmark ligger pænt, men ikke kvalitativt forskelligt fra mange andre.

Så måske er vores hellige renfærdighed mere indlysende for os selv end for andre. Under alle omstændigheder var det ikke ganske selvfølgeligt at tage nordeuropæerne med i Europa, sådan som det for alvor skete med optagelsen af Sverige og Finland i 1995 og nu med invitationen til Estland. Danmark slap i sin tid med ind i skyggen af Storbritannien og siden har briterne lavet så megen ballade at Danmark har kunnet ligge lunt i læ af dem. Det bliver vi imidlertid næppe ved med at kunne, især ikke efter af Finland er begyndt at demonstrere at også nordeuropæere kan være med til aktivt politisk arbejde for at forene det splittede kontinent. Hvordan man end vælger at fortolke det lille Danmarks rolle i den europæiske integration, er selve vores medlemskab en demonstration af at nogen faktisk har taget den europæiske forpligtelse i traktaterne alvorligt. Denne europæiske forpligtelse blev endnu mere udtalt med optagelsen af Grækenland i 1981 og Spanien og Portugal i 1986 efter diktaturernes fald. Det har ikke været ukompliceret, og specielt optagelsen af Grækenland har under Andreas Papandréous (1919-96) langvarige, national-populistiske styre – for nu ikke at bruge det belastede ord “national-socialisme” – ofte fået mange til at ønske landet ud igen. Men Grækenland er med, er blevet rigere og mere udviklet og ender måske en dag med at opføre sig stabilitetsfremmende i sin region og er i den forstand en succes. I hvert fald uendeligt meget mere af en succes end det neutralistiske Jugoslavien, som så mange danske (herunder mig selv) i tresserne og halvfjerdserne satte store forhåbninger til som en mellemvej mellem øst og vest, mellem kapitalisme og kommunisme, mellem centralisme og arbejderstyre.

Specielt optagelsen af Grækenland er symbolsk vigtig af en anden grund ud over den sydeuropæiske dimension, selv om landet så rigeligt har levet op til alle fordomme som egoistisk beskytter af ikke-eksisterende oliventræer og anden støtteudløsende landbrugsproduktion. Grækenland tilhører den ortodokse verden og hører således til på den anden side af det civilisations-tæppe, som Samuel Huntington og andre strateger i 90’erne har forsøgt at lade gå ned mellem Øst- og Vesteuropa. De taler ikke et slavisk sprog, men tænker i samme byzantinsk-ortodokse tradition som mange andre lande i området, herunder det kæmpestore Rusland. Det overså EF formentlig i 1981, hvor man optog Grækenland under indtryk af et sværmeri for Athen som demokratiets vugge og en romantisk drøm om antikken, der systematisk er blevet næret af undervisningen i oldtidskundskab. Ganske vist rækker gymnasiets undervisning i klassisk græsk ikke meget længere end til at kunne læse gadeskilte. Og “græsk” kaffe og “græsk” musik, der til forveksling ligner de tilsvarende fænomener i Tyrkiet har oldtidsfaget på intet tidspunkt introduceret. Men alligevel kom Grækenland med som et europæisk demokrati og er nu efterhånden ved at blive det.

Hele Europa – eller det halve

På baggrund af denne efterhånden lange historiske erfaring er det derfor ikke helt umuligt at nogle af de europæiske politikere mener i hvert fald noget af det de siger om på langt sigt at få hele Europa med i EU. Det tror fundamentalistiske, danske lutheranere naturligvis ikke på, og derfor maser vi sammen med svenskerne på med vores maksimale krav. Det er måske også godt og muligvis ligefrem klogt. Politiske beslutninger består altid af kompromiser mellem forskellige positioner i landskabet og derfor er det til tider klogt at indtage ekstreme positioner. Under forudsætning af at man kan give sig og til allersidst indgå et kompromis mod løfte om senere revurderinger. Problemet er at det ikke er let at fremstille en sådan taktik som en sejr over for et tvivlende og skeptisk, demokratisk hjemmepublikum. Især ikke et hjemmepublikum som tror at alle ideelle hensyn er parkeret hos det selv.

På baggrund af Luxembourg-mødets beslutning om at indlede forhandlinger om optagelse af 11 lande i Øst- og Centraleuropa er det sandsynligt at 1997 vil markere begyndelsen på samlingen af Europa. Vejen bliver selvfølgelig lang for alle landene, uanset om de er med i første runde eller ej. Og processerne er ganske forskellige fra Cypern til Estland. Men det faktum at de faktisk er lykkedes at udvide fra seks til femten giver anledning til håb om at delingen af Europa nu faktisk vil blive ophævet. Det er jo ikke artsfremmede lande der er tale om, uanset hvor fattige og fejludviklede de fremtræder i dag. Tjekkoslovakiet var et af Europas rigeste lande i mellemkrigstiden, med højere BNP pr. indbygger end f.eks. Danmark. Denne rigdom skyldtes landets fortid som industrielt centrum i det multinationale Østrig-Ungarn før 1914. Siden er landet blevet fattigere i forhold til andre europæiske stater, og det skyldes til en vis grad det kommunistiske styre (som tjekkerne selv bragte til magten ved ret frie valg i 1948). Men kun til en vis grad. Uanset hvordan udviklingen var forløbet, med eller uden kommunisme, ville Tjekkiet som gammelt industriland have været i vanskeligheder i dag på samme måde som de gamle industriområder i det fransktalende Belgien og det nordøstlige Frankrig er det og de britiske og skotske og walisiske industriområder har været det. Lande og regioner skifter placering i forhold til hinanden og ikke meget står fast i den proces, som Karl Marx beskrev så profetisk i det Kommunistiske Manifest for 150 år siden med ordene:

“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladeligt at revolutionere produktionsmidlerne og altså produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.” (Marx og Engels 1848, 29-30, min fremhævelse U.Ø.).

Men bortset fra denne permanente revolution og den deraf følgende utryghed har 1997 været et godt år for en europæisk vision, der opfatter Europa som et forpligtende samarbejde mellem nationale stater. Det vil næppe forhindre kritikere i at tale om et nyt “sølvtæppe” mellem rige og fattige europæere eller fremføre renlivede nationalistiske argumenter om behovet for opretholdelse af grænserne med det formål at holde de “fremmede” ude. Grænser og rødder bliver store temaer i den politiske debat. Det er pinligt, men på sæt og vis reelt, da den danske debat står mellem nationalisme og samarbejde, ikke om hvilket Europa vi ønsker.

Mere skuffede er de supereuropæere der ønsker sig nationalstaternes bortdøen. De har ret i kritikken af nationalstatens centralisme og utålsomhed over for andre identifikationer, men har endnu ikke været i stand til at skabe et overbevisende identitetsmæssigt og demokratisk alternativt forankringspunkt. Derfor sejrer den vision om Europa som et samarbejde mellem nationale stater under bevarelse af deres særpræg, der sådan set hele tiden har været reelt dominerende (som det fremgår af historikeren Alan Milwards analyser). Tyskland er ved at slå ind på den vej efter genforeningen (om end Tyskland stadig er hundrede gange mindre nationalistisk end Danmark). Italien er også på vej til at blive et “normalt” europæisk land, der formulerer nationale interesser ved siden af de regionale og ideologiske. Optagelsen af to gamle territoriale stater som Polen og Ungarn vil uvægerligt trække i samme retning – når de først er kommet ind. På det principielle plan bliver det nemmere at være dansker i Europa i fremtiden. Forudsat at vi ikke kvæler vore repræsentanter i mistænksomme og detaljerede krav, der gør at de ikke kan indgå kompromiser til fordel for “vores” politik, som det var tilfældet på fødevarelovgivningens område december 1997.