Kapitel 6: Rusland og Europa

Rusland er landet med den uforudsigelige fortid (anonym diplomat)

Den utilsigtede følge af Mikhail Gorbatjovs forsøg på modernisering af Sovjetunionen i 1980’erne var opløsningen af det sovjetiske imperium. Først faldt den yderste ring i form af Warszawa-pagt-landene i 1989. Siden opløste Boris Jeltsin (f.1931) den anden ring, det forbund af 15 republikker som gik under navnet Unionen af socialistiske Sovjet Republikker USSR. Denne multinationale stat blev oprettet i 1922, da de sovjetiske ledere måtte erkende at verdensrevolutionen lod vente på sig. I stedet konsoliderede de med basis i Moskva det meste af det gamle zar-Rusland som en føderation af formelt selvstændige stater (Carrèrre d’Encausse 1978). På papiret var der tale om et ægte statsforbund, som resten af verden havde mulighed for gradvis at melde sig ind i – eller rettere blive meldt ind i. Ukraine og Hvide-Rusland var så nominelt selvstændige at de fik sæde i Folkenes Forbund. Det var grunden til at Sovjetunionen også havde tre pladser i efterfølgeren FN. Under Stalins terrorregime og den russisk-nationalistiske ideologiske oprustning i 30’erne blev det dog helt klart at Sovjetunionen var en fortsættelse af det førrevolutionære russiske imperium, blot med andre midler. Den afgørende faktor var det centralistisk organiserede kommunistiske parti, hvor alle var lige underordnede efter princippet om “demokratisk centralisme”. Set i den store sammenhæng var Oktober-revolutionens primære historiske rolle således at udskyde opløsningen af det russiske imperium i godt 70 år fra 1917 til 1991. 1. verdenskrig førte til opløsningen af Ruslands to konkurrenter, Østrig-Ungarn og Osmannerriget. Det russiske imperium derimod overlevede i kun let ændret skikkelse helt frem til december 1991, da Boris Jeltsin opløste Sovjetunionen efter det mislykkede kup mod Gorbatjov i august. Det indebar imidlertid ikke opgivelse af alle multinationale og imperiale aspirationer.

Rusland eller den Russiske Føderation?

Rusland er nemlig ingen nationalstat, hvad den tragiske krig i Tjetjenien så tydeligt understregede, men en fortsættelse af den Russiske Sovjetiske Føderale Socialistiske Republik, RSFSR. Denne republik var langt den største, men altså ikke den eneste. RSFSR blev organiseret i 1919-20 af de områder bolsjevikkerne havde kontrol over. Resten af zar-tidens besiddelser blev gradvis undertvunget militært og indlemmet som egne republikker. Særligt blodigt gik det for sig i Georgien februar 1921 og i Centralasien. I det sidste område udkæmpede sovjetiske tropper i 1920’erne en veritabel kolonikrig mod muslimske oprørere, de såkaldte basmatji (“røvere”). En indsats sovjetiske film siden glorificerede i en række “easterns”, hvor teknologisk overlegne russere med tanks og fly bekæmpede primitive og lumske muslimer på stepperne. Generobringen kronedes i 1940 med indlemmelsen af de baltiske stater, det østlige Polen og Moldavien i overensstemmelse med Molotov-Ribbentropp-pagten fra august 1939 mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. 1945 anerkendte resten af verden stiltiende denne uret, som først blev gjort god igen med opløsningen af USSR.

Den Russiske Føderation, som vi for nemheds skyld kalder “Rusland”, er såvel formelt som reelt et forbund af folk, regioner og såkaldt autonome republikker. Geografisk strækker staten sig fra Østersøen til Stillehavet og omfatter størsteparten af det eurasiske fastland uden respekt for den grænse mellem Europa og Asien ved Ural-bjergene, som talrige europæiske ideologer har proklameret uden viden om, hvor ringe betydning som geografisk grænse disse lave, skovbevoksede bjerge i grunden har. Det er befolkningen i dette kæmperige, som nu ved flere valg for flertallets vedkommende har bekræftet en eller anden form for russisk identitet – selv om de er uenige om næsten alt andet. Borgerne i føderationen kaldes rossijane af Rossija, uanset om de er tatarer, ukrainere, russere eller noget helt andet. Etniske russere derimod hedder ruski af Rus. Officielt omtales staten som før nævnt som både Rusland og den Russiske Føderation i skøn forvirring. Borgernes identitet er imidlertid ikke russisk i etnisk forstand, sådan som mange danske – og hvad værre er, også mange russere – er tilbøjelige til at tro. Folkeretsligt set er Rusland en forbundsstat, hvor republikker som Tatarstan og Jakutien har en meget høj grad af selvstændighed, mens andre som stakkels Tjetjenien (endnu) ikke har det. At etniske russerne så i praksis helt og aldeles dominerer føderationen og uden blusel taler om Rusland og russere (ruski) også når de taler på vegne af de i etnisk forstand ikke-russiske statsborgere er anden sag, som kommer til at skabe endnu flere vanskeligheder i fremtiden.

Den tredje og inderste ring i det flere hundrede år gamle russiske imperium er altså på ingen måde opløst, selv om vi hører mest om den grusomme skæbne for de 25 millioner russere, der er strandet uden for Ruslands grænser. Derfor er det stadig relevant at diskutere de imperiale traditioner. Jeltsins stat repræsenterer et delvis brud med den sovjetiske politistats moderniserings-forsøg. Men ikke nødvendigvis med tendenser i den lange russiske historie fra 1500-tallet til i dag. Modsat en udbredt opfattelse i dag udgjorde Sovjet-tiden nemlig ikke et afgørende brud med Rusland, når det gælder rigets multinationale karakter.

Moderniseringscykler

Overordnet set kan den russiske historie inddeles i tre store moderniseringscykler. Alle tre blev påbegyndt ovenfra af staten, og hensigten var at sætte Rusland i stand til at konkurrere med de store lande i vest, hvad enten disse nu var Sverige, Storbritannien, Frankrig, Preussen eller USA. Rusland og russerne har altid været besat af en underlegenhedsfølelse i forhold til det “rigtige”, dvs. vestlige Europa. Denne underlegenhedsfølelse har såvel givet sig udtryk i vilje til efterligning – som i øjeblikket – eller afvisning af vestlige, såkaldt “materialistiske værdier” og understregning af det “særligt russiske”, hvad enten dette nu opfattes som kristen inderlighed (Fjodor Dostojevski og Alexander Solsjenitsyn), et særligt egalitært bondedemokrati (Lev Tolstoj – og for øvrigt også Karl Marx på hans gamle og deprimerede dage) eller en særlig imperialistisk og statsbyggende evne (russiske nationalister fra Vladimir Sjirinovski til kommunisten Gennadij Sjuganov).

Den første af disse moderniseringscykler strakte sig fra midten af 1500-tallet til midten af 1800-tallet. Hensigten var at omdanne det af tatarerne dominerede Moskva-fyrstedømme til en stat, som kunne hævde sig mod først naboerne Sverige og Polen-Litauen, siden mod Europas enevældige stater. Den mest fremtrædende figur var Peter eller Pjotr den Store (1672-1725), der drev vestliggørelsen så vidt at han i 1703 grundlagde Sankt Petersburg ved Østersøen og “åbnede rigets vinduer mod vest” ved kort efter at gøre byen til hovedstad i stedet for det traditionelle Moskva. Højdepunktet for det russiske imperiums magt var årene 1812-16 efter sejren over Napoléon, da den russiske zar ansås for Europas mægtigste fyrste og var toneangivende i den Hellige Alliance af anti-revolutionære stormagter. Denne hegemoniale status blev understreget med russiske besættelsestropper i Paris, en tilstedeværelse der i øvrigt skabte udtrykket “bistro”. Det var hvad de russiske soldater utålmodigt råbte, når de ville skynde på de franske opvartere på restauranterne. Danske tropper deltog i øvrigt også i besættelsen af Frankrig i disse år; det var blandt officererne i dette ekspeditionskorps at der i 1818 blev udskrevet en konkurrence om en dansk nationalmelodi (Conrad 1991).

Ruslands position blev imidlertid hurtigt undergravet af den industrielle revolution i Storbritannien og Vesteuropa. Det første dramatiske tegn på ændringen i magtbalancen var Krimkrigen 1853-56, der som vi senere skal se ikke kun foregik på halvøen Krim, men også i Østersøen. Rusland led et dramatisk nederlag og måtte slutte en ydmygende fred efter Nikolaj II’s død i 1855. Under hans efterfølger, Alexander II, blev der gennemført en række store reformer, bl.a. ophævelsen af livegenskabet i 1861. Hensigten var at etablere et industrielt grundlag for det russiske imperiums stormagtsposition. På den måde minder Alexander II’s og Gorbatjovs mål, strategier og begrænsninger slående om hinanden, helt ned til anvendelsen af termer som zakonnost (lovlighed) og glasnost (åbenhed). Denne dristige tolkning har jeg overtaget fra den litauisk-britiske historiker Dominique Lieven stærkt inspireret af hans indlæg på de svenske historiedagar i Örebro 1994 (Lieven 1994). For begge reformatorer var målet at løsne den spændetrøje som henholdsvis livegenskabet og den stalinistiske planlægning havde lagt om samfundet for at sætte borgernes energi og initiativ fri. Samtidig indførtes retsstatslige principper, således at loven kunne beskytte borgerne og deres ejendom mod vilkårlige bureaukratiske indgreb fra en politiseret administration. I et forsøg på at mobilisere offentligheden til støtte for reformerne og svække det intellektuelle forsvar for det gamle ophævedes forbuddet mod offentligt at give udtryk for kritiske opfattelser.

Gorbatjov har siden fået hele æren (eller skylden) for de reformer af Sovjetunionen, der førte til dens opløsning. Men grunden blev faktisk allerede lagt under den tidligere KGB-chef Jurij Andropovs kortvarige styre 1982-84. Andropov (1914-84) døde efter kun 15 måneder ved magten men erkendte med sin viden fra KGB’s fortrolige indberetninger om landets virkelige tilstand behovet for radikale reformer. Han nåede næsten intet, men lagde grunden til den senere revolution ved at udnævne den efter sovjetiske forhold unge Mikhail Gorbatjov (f.1931) til medlem af Politbureauet. Denne kom til magten i 1985 efter et kort mellemspil under ideologen Konstantin Tjernenko. Fælles for Gorbatjovs og Alexander II’s reformer var at ledelsen og magten stadig skulle hvile uindskrænket i hænderne på manden i toppen og hans tilhængere i forvaltningen. Demokratiseringen kom dog hurtigt til at udfordre såvel Alexander II’s som Gorbatjovs positioner og dermed opretholdelsen af det vældige multietniske rige. For at opnå en modernisering under ordnede former fandt begge ledere det derfor hurtigt lettere at lægge bånd på de anderledes tænkende (dissidenterne) end at acceptere en tilbundsgående demokratisering af hele samfundet. Deres tøven over for en reel demokratisering skyldtes at de blev konfronteret med oprør i de ikke-russiske randområder i samme øjeblik liberaliseringen tog fart.

I 1860’erne såvel som i 1980’erne stod det hurtigt klart at den yderste ring i imperiet kun kunne opretholdes med tvang. Der var samtidig parallelle årsager til at regimet ikke brød hurtigere sammen i de to situtioner end tilfældet var. Trods store forskelle mellem zarernes og Stalins moderniserings-politik var der påfaldende ligheder mellem eliternes betingelser under zar-styret og i sovjettiden. Peter den Store havde bestræbt sig på at åbne Rusland mod omverdenen, mens Stalin gjorde det modsatte. Men begge præsiderede over ekstremt brutale autoritære regimer, der flyttede befolkningen rundt med hensynsløs grundighed og effektivitet, en brutalitet der også gik ud over de eliter der udførte politikken. Derfor var eliterne lettede over den større tryghed de opnåede efter såvel Peters som Stalins død. Under zarerne indebar det garanti af ejendomsretten, under Brezhnev tryghed i ansættelsen for bureaukratiet og stop for den hastige sociale mobilitet, der havde karakteriseret Stalintiden. Med tiden fik eliterne smag for vestlig luksus og frihed, samtidig med at deres børn i stigende grad fik mulighed for at gøre sammenlignende studier i velstand og frihed i øst og vest.

En stor del af 1700-tallets og i endnu højere grad 1800-tallets russiske historie handlede om sammenstødet mellem de vestlige politiske vurderinger, som dannede russere i stigende grad tog til sig og de principper zar-regimet byggede på. På samme måde var Gorbatjovs perestrojka et forsøg på at indføre retssamfund, humanisme og ligefrem demokrati i sovjetstaten. Men det russiske imperium, såvel i den zaristiske som i den sovjetiske udgave, havde sin egen indre logik, der ikke uden videre lod sig forene med vestlig import. De dannede klassers stadig stærkere krav om respekt for forfatningen og borgerlige rettigheder spillede en nøglerolle ved Romanov-dynastiets fald i 1917. På samme måde bidrog den ugennemtænkte og naive indførelse af demokrati i en håndevending til at styrte det sovjetiske regime i slutningen af 1980’erne. Rusland i 1700- og 1800-tallet var mere europæisk end i nogen anden periode af landets historie. Det havde ganske vist bevaret en række autoritære særtræk såsom livegenskabet, der var mere hårdhændet end i Central- og Østeuropa. Ligeledes var den russiske adel uden repræsentation helt frem til Katarina II i slutningen af 1700-tallet, ligesom hele retstraditionen og retsbevidstheden udviste store mangler. I det store og hele afveg Rusland dog ikke mere fra gennemsnitlige europæiske standarder i autoritær retning end Storbritannien afveg i liberal retning (Lieven 1992).

Ruslands stærke fremgang i 1700-tallet skyldtes at det modsat Osmannerriget åbnede sine vinduer mod Europa. Begge stater var store imperier ved Europas grænser. Omkring 1600 var det Osmanniske Rige langt mægtigere end Rusland, mens det i begyndelsen af 1800-tallet forholdt sig omvendt. En vigtig grund til at osmannernes magt gik i forfald var herskernes uvillighed til at låne fra Europa. I hele 1700-tallet havde osmannerne ingen repræsentanter i Europa, ingen europæiske bøger blev oversat og ingen udenlandske kristne fik adgang til rigets elite. Janitsarerne, der et par århundreder tidligere havde repræsenteret det ypperste i europæisk krigskunst, forhindrede en fornyelse af militæret. Denne alliance mellem en forældet militær organisation, religiøs intolerance og en dybt konservativ håndværkerklasse i byerne forhindrede enhver reform af styret indtil sultanen endegyldigt knækkede deres magt i 1826. I modsætning hertil havde Peter den Store mere end hundrede år tidligere, da han blev konfronteret med en tilsvarende konservativ udfordring, mobiliseret sin livgarde, streltsij, og kvalt opstanden i blod. Han kunne bygge videre på foranstaltninger fra sin faders tid, da han åbnede Rusland for vestlig teknologi og kultur og gav mange vest- og centraleuropæere mulighed for strålende karrierer i hæren og bureaukratiet, herunder et stort antal tysk-baltiske og polsk-litauiske adelige.

I hele Europa, Rusland inklusive, foregik politikken i 1700-tallet mellem nogle få grupper, monarkiet og dets forvaltning, højaristokratiet og godsejerne i provinsen, kirken, bønderne og borgerskabet i de større byer. Hvis en af disse aktører var meget stærk, svækkedes de øvrige normalt. Et godt eksempel er det britiske aristokrati, som ved årsskiftet år 1800 var Europas rigeste og mægtigste (Lieven 1992, Cannadine 1990). I Storbritannien medførte aristokratiets magt at det britiske monarki blev stadig svagere og bønderne næsten ejendomsløse, samtidig med at kirken havde tabt sin jord til adelen ved reformationen i 1500-tallet. Kirkens ejendom er i det hele taget et godt indicium på magtforholdene i samfundet. I Storbritannien, Skandinavien og det protestantiske Tyskland overtog adelen eller kronen kirkens gods. I de katolske områder som Bayern og Østrig derimod beholdt den sin magt og overgik endda adelen i magt og indflydelse (Lieven 1992). Selv i Rusland blev kirkens gods eksproprieret, men til fordel for kronen ikke adelen (her minder udviklingen i Rusland og Sverige efter Karl XI’ såkaldte “restitution” i 1680’erne om hinanden trods den religiøse forskel). Et andet udslag af kronens magt i Rusland var den i forhold til det øvrige Europa uhyre mængde af livegne bønder, der hørte under kronen og ikke private godsejere. Ved ophævelsen af livegenskabet i 1861 var halvdelen af de livegne beskæftigede på statens jorder.

I begyndelsen af 1800-tallet var zardømmet en respektindgydende institution. I 1700-tallet havde dets militær og skatteapparat vist sig uhyre effektivt. At de russiske eliter indoptog den importerede europæiske kultur i sin tilværelse med så ringe modstand beroede delvis på at de havde reddet ansigt takket være Ruslands magt, prestige og fremgang på den internationale scene. Ligesom romerne i deres relation til grækerne kunne bøje sig for en overlegen fremmed kultur, samtidig med at de brystede sig af deres militære og politiske dygtighed, kunne russerne pga. deres militære resultater tillade sig at efterligne Vesteuropa uden at komme til at lide af national mindreværdsfølelse. Militære sejre og enorm territoriel ekspansion i 1700-tallet legitimerede eneherskeren, gav jord og stolthed til adelen og dermed endnu mere styrke til zaren. En anden årsag til zarernes styrke var at den russiske enevælde i modsætning til næsten alle rivalerne på kontinentet, først og fremmest Frankrig, men også Østrigs kejser, ikke havde kvaler med de feudale priveligier i form af utallige korporative institutioner og rettigheder, der gennemsyrede disse samfund, privilegier der blev energisk forsvaret med henvisning til landsdelenes “urgamle” landslove. I løbet af den langvarige opbygning af Moskva-riget udslettedes lokale eliter og selvstændige institutioner som købmandsdemokratiet i Novgorod og tatarernes adelige demokrati i Kazán. Til ubodelig skade for udviklingen af et civilt samfund, men tilsyneladende en stor fordel for centralmagten, i hvert fald i første omgang (Waage 1990).

Man skal dog ikke tro at den russiske monark omkring år 1800 var enevældig. Han havde ikke en stor pålidelig embedsmandsklasse og var derfor afhængig af de adelige godsejeres støtte, når han skulle hæve skatterne, rekruttere soldater eller holde bønderne under kontrol. I de højere regeringskredse havde aristokraterne og deres klienter stor indflydelse. En skarpsynet hersker som Katarina (på russisk Jekaterina) II (1729-96) kunne selv sikre sig loyale medarbejdere og igen tillade sig at give dem mulighed for selv at skaffe sig tilhængere. På samme måde som tidligere monarker havde taget adelsdamer fra provinser til ægte og forvandlet deres familie til loyale storgodsejere valgte Katarina i reglen sine elskere uden for hofeliten og udnyttede deres forbindelser som led i en balanceakt, der havde til hensigt at holde grupperne ved hoffet i stramme tøjler og styrke hendes egen magt. Men et sådant spil indskrænkede i sig selv enevælden. Og desuden spillede ikke alle herskere spillet så godt som Katarina. Såvel hendes mand som hendes søn blev styrtet af hofintriger. Det russiske aristokrati i 1700-tallet var uhyre mægtigt, men alt for splittet til effektivt at kunne lægge en bremse på monarkens magt. Var de i tvivl kunne de blot se til Polen for at overbevise sig om de mulige følger af et konstitutionelt aristokratisk styre. Det polsk-litauiske valgkongedømme (Rzespospolita Polska) gik under i interne stridigheder og blev delt mellem naboerne, først og fremmest den russiske, enevældige territorialstat (Davies 1984, 296).

Derfor blev 1700-tallets enevælde støttet af næsten alle uddannede russere. Stat og adel var tæt vævet sammen i administrationen af riget. Alliancen mellem dem blev forstærket af Ruslands militære succes og territorielle ekspansion. De nyligt erobrede områder i vest og syd gav langt større afkast end de gamle områder i rigets hjerte, storfyrstendømmet Moskva. Forøgelsen af arealet opvejede følgerne af den russiske adels tradition med at dele sine ejendomme mellem alle sønnerne. Næsten alt dette ændrede sig i 1800-tallet. Rusland havde mindre fremgang internationalt. De jordhungrende aristokrater fik mindre at dele imellem sig. De intellektuelle strømninger i Europa og dermed Rusland bevægede sig bort fra tanker om oplyst enevælde til fordel for liberale og ligefrem demokratiske forestillinger. Frem for alt overtog et stadig mere effektivt bureaukrati rollen som politisk elite til erstatning for adelen i slutningen af 1800-tallet. Sådanne bureaukratier opstod overalt i Europa, men i Rusland fik det en særligt magtfuld stilling i forbindelse med statens bestræbelser på at fremme industrialiseringen fra oven. Ruslands industrialisering var overraskende dynamisk i det halve århundrede før revolutionen i kraft af de mekanismer som den russisk-amerikanske økonomi-historiker har kaldt “the relative advantage of backwardness” (Gershenkron 1962). Staten var nødt til at spille en fremtrædende rolle pga. den private kapitals svaghed. Industrialisering var farlig for magtstrukturen, men nødvendig for ikke at sætte Ruslands stilling i forhold til de konkurrerende magter over styr. Resultatet blev et svulmende bureaukratisk apparat uden rødder i en bestemt klasses interesser og traditioner. Fraværet af en konstitutionel regering og et etableret retsvæsen gjorde det svært at overvåge dette bureaukrati og holde det i skak.

Eneherskeren fik skylden for disse manglende konstitutionelle og retlige kontrolmuligheder, men i realiteten var det svært for ham selv at overskue systemet pga. dets vækst og kompleksitet. Da Nikolaj II trådte til i 1894 efter Alexanders III’s død var det endnu muligt for ham at forhindre andre i effektivt at samordne regeringens politik. Men selv kunne han heller ikke gøre det. De tiltagende konflikter og irritationer mellem monark og forvaltningselite var kraftigt medvirkende til det gamle styres fald. Det samme gælder givetvis styrets uvillighed til at indrømme uddannede russere de politiske rettigheder, som de anså sig berettigede til som civiliserede europæere. I 1914 var andelen af befolkningen i byerne lige så stor som i de større lande i Central- og Vesteuropa. I de russiske industricentrer blomstrede modernismen, samtidig med at kapitalismen kørte for højtryk og med en arbejdsstyrke på hundredtusinder af radikaliserede førstegenerationsarbejdere. Men der var altså også et liberalt borgerskab, der udgjorde massepublikum for aviserne og købere af modernistisk kunst, arkitektur og litteratur (se Schlögel 1988 for en fremragende skildring af modernismen i Sankt Petersburg mellem 1909 og 1921). På denne baggrund fremstod Nikolaj II’s regime som et levn fra middelalderen, og behovet for en forfatning sprang i øjnene. Men som den franske forsker Hélène Carrèrre d’Encausse har påpeget i en helt ny og epokegørende bog om Nikolaj II var styret langtfra “dømt” til undergang, selv om flertallet i det 20. århundrede har ment det (Carrèrre d’Encausse 1996).

Men i virkeligheden var situationen ikke så enkel. Som man snart skulle opdage, var det ikke let at opretholde et multietnisk imperium, skabt gennem erobring, med liberale for slet ikke at tale om demokratiske midler. Allermindst i en epoke præget af hastig modernisering og spredning af nationalistiske idéer. År 1900 udgjorde den ikke-russiske nationalisme endnu ikke en trussel mod Romanov-regimet, først og fremmest fordi det store flertal af undersåtter var analfabeter og derfor stort set uimodtagelige for moderne, nationalistiske strømninger. Men de begyndte at rejse hovedet og indvarslede nye krav, som masse-alfabetiseringen snart skulle mangedoble i omfang og intensitet. Statsledelsen stod over for et dilemma. I mange europæiske lande udnyttede konservative regeringer og partier – Benjamin Disraeli i Storbritannien, Bismarck i Tyskland og J.B.S. Estrup i Danmark – nationalismen til at legitimere deres egen position i en konkurrence med liberale og socialistiske bevægelser om støtte fra flertallet. I en situation, hvor hastig urbanisering, sekularisering og almindelig skolegang havde sønderbrudt mange gamle bånd, var drømmen om det patriarkalske samfund ikke uden tiltrækning, som man kan se det af succesen for konservative massepartier i såvel Storbritannien som Tyskland. I Storbritannien anslår forskerne at rundt regnet en tredjedel af arbejderklassen – især i England, noget mindre i Wales og Skotland – stemte på de konservative. Det var muligt i disse to stater, fordi én etnisk gruppe udgjorde majoriteten, og begge stater desuden havde stor økonomisk og politisk fremgang, hvorfor det var let for indbyggerne at identificere sig med deres stater (Kearney 1989).

I Romanov-staten var derimod kun 46 % af befolkningen i 1897 storrussere, og det var længe siden staten havde haft succes i international politik pga. den relative økonomiske tilbageståenhed. Den traditionelle autokratiske mistænksomhed over for alle selvstændige bevægelser i folket hindrede længe regimet i at udnytte den russiske nationalisme til støtte fra styret mod de andre nationale grupper. Desuden nærede styret en velbegrundet frygt for at støde for mange af de øvrige undersåtter fra sig ved en for ensidig satsning på at opnå legitimitet via den russiske nationalisme. Og man må sige at erfaringen med de ret beset beskedne bestræbelser på at russificere Finland bekræftede denne bekymring. Her lykkedes det mellem 1890 og 1905 zar-dømmet effektivt at støde en hel befolkning fra sig. Zarerne havde ellers været ret populære i den finske befolkning, som havde fået sin selvstændige nationale identitet i forhold til de dominerende svenskere i kraft af den russiske erobring i 1809 og fået udvidet sit nationale territorium i kraft af indlemmelsen i 1812 af Karelen i det nyoprettede storhertugdømme Finland, der var i personalunion med Rusland (Engman 1983 og 1995, Klinge 1983 og 1993).

Regimets største problemer skyldtes imidlertid forholdene i det storrussiske samfund, ikke imperiet som helhed. I begyndelsen af 1900-tallet krævede de uddannede stadig mere højlydt borgerlige rettigheder. Men der var ingen garanti for at de besiddende eliter kunne overleve under et liberalt styre, og endnu mindre under et demokratisk. Fra 1860’erne havde en betydningsfuld revolutionær og socialistisk bevægelse slået rod i intelligentsiaen (Venturi 1952). Den søgte at skaffe sig en basis i befolkningen, som skulle gøre det muligt at styrte zarstyret og smadre hele det europæiske Ruslands sociale og økonomiske struktur. Modsætningerne i den første fase af den hastige industrialisering gjorde industriproletariatet rede til at spille rollen som massebasis for de intellektuelle revolutionære. Trods den kraftige vækst var byerne endnu relativt små, og det er meget sandsynligt at regimet ville have kunnet overleve oppositionen, så længe den var begrænset til den urbaniserede sektor. Men i begyndelse af 1900-tallet kom landbrugssektoren ud i en krise, som førte til oprør blandt bønderne. Krisen skyldtes at den russiske godsejerklasse på samme tid var for stærk og for svag. Den var for stærk til at dominere provinserne så uanfægtet, som det var tilfældet i Storbritannien (bortset fra Irland) og Preussen. Men den var alligevel så dominerende at den ikke ville give plads til bønderne, som det skete i det vestlige og sydlige Tyskland og i Skandinavien (Lieven 1992).

Det russiske bondesamfund var også forskelligt fra næsten alle andre i Europa. Trods senere propaganda mod såkaldte kulakker var der næsten ingen paralleller til de britiske forpagtere eller de preussiske og danske mellemstore gårdejere, der var i stand til at forsvare deres egne interesser. I et landbrugssamfund splittet mellem godsejere, få mellemstore gårdejere og en stor masse småbrugere eller helt ejendomsløse var det let for adelen at dele og herske. I Rusland stod en adel i hastig økonomisk nedgang således over for et relativt udiferrentieret og homogent landsbysamfund, der yderligere var holdt sammen af fællesskabsinstitutioner for bønder og jord (mir’en). Hvis man tilføjer det brutale livegenskab og den traditionelle russiske opfattelse af at jorden bør tilhøre dem der dyrker den, har vi alle ingredienserne i et traditionelt bondeoprør. Angst og mangel på initiativ holdt bønderne i skak, men i samme øjeblik statens autoritet blev svækket, som det skete med de militære nederlag til Japan i 1905 og endnu værre i 1. verdenskrig brød oprøret ud. Med de kendte følger i form af den russiske revolution og Stalins brutale moderniseringsdiktatur.

1861-1917-1991

Anskuet i det store, funktionalistiske perspektiv indebar oktoberrevolutionen i 1917 ikke et egentligt brud, trods alle blodsudgydelser og katastrofale ødelæggelser. Snarere var der tale om en politisk ændring inden for rammen af én stor moderniseringscyklus i russisk historie, der i realiteten varede helt fra 1850’erne til 1970’erne. Ganske som Alexander I’s indmarch i Paris 1814 markerede Ruslands succes i den første modernisering, beseglede Sovjetunionens sejr over Nazi-Tyskland 1944-45 og erobringen af Berlin imperiets status som en af verdens stormagter. Russernes besættelse af Østberlin kom til at vare længere end Alexander I’s af Paris, men virkningen var den samme, indadtil såvel som udadtil. Indenrigspolitisk behøvede det herskende styre ikke længere at bekymre sig om herredømmets sikkerhed, og udadtil var prestigen sikret. Det så derfor ingen grund til at løbe den risiko, som radikale reformer altid indebærer i en stærkt centraliseret og autoritær stat, selv om mange havde en utryg fornemmelse af manglende effektivitet i landbrug og industri efter at fasen med ekstensiv genopbygning efter 2. verdenskrigs ødelæggelser var overstået.

Ekstremt lav produktivitet prægede store sektorer af Sovjetunionens økonomi. Dertil kom absurde forhold i distributionen og detailhandelen. Op til halvdelen af kornet rådnede op under transporten fra producent til forbruger, mens ekspedienterne havde en helt urimelig magt i forhold til kunderne, der var reduceret til ydmyge ansøgere om varer fra bagbutikkens hylder, hvis de ville købe noget som helst. Den generelt lave produktivitet sprang ikke alle iagttagere i øjenene, fordi den eksisterede samtidig med fremragende resultater inden for militær- og rumfartsindustrien. I dag ved vi at disse sektorer repræsenterede et lukket kredsløb i undtagelsestilstand med særlige privilegier. Men selv de fremragende resultater her repræsenterede snarere håndværksmæssige éngangsprodukter end massefremstillet design som i USA. Denne forskel er blevet tydelig med vanskelighederne for den håndlavede rumstation Mir og forklarer delvis hvorfor resultaterne fra den sovjetiske rumindustri aldrig slog igennem uden for sin egen højt specialiserede sektor. Der er helt afgørende forskel på at kunne producere ét eksemplar og massefremstille komponenterne.

Resultatet blev stagnations-perioden under Leonid Bresjnev fra 1964 til 1982. Denne stagnation svarede til Nikolaj I’s regering fra 1825 til 1855 i slutningen af den forrige moderniserings-cyklus. Forsigtige men ofte effektive reformer blev afløst af stivnet gammelmandsvælde og undertrykkelse. Akkompagneret af militært praleri sakkede Rusland i 1970’erne som i 1840’rne bagud i konkurrencen med mere demokratiske systemer, der var i stand til at ændre sig selv indefra. 1800-tallets industrielle revolution svarer til informationsrevolutionen i 1970’erne. Ingen af udfordringerne var lederne af det russiske imperium i stand til at besvare i tide. Derfor blev det nødvendigt at indføre en helt ny statsform.

Det var den seneste af disse tre moderniseringsbølger, indledt under Gorbatjov og videreført af hans modstander Jeltsin, som flertallet af vælgerne i den Russiske Føderation bekræftede 3. juli 1996 ved at genvælge Jeltsin som præsident. Reelt har vælgerne også bekræftet forfatningen ved valgene til Dumaen, selv om denne fik et Jeltsin- og reformfjendtligt flertal. Det store åbne spørgsmål for resterne af det russiske imperium, hvad enten folkene nu er blevet selvstændige eller ej, er om disse valg er indledningen til en ny reformcyklus, der vil lede til autokratisk stagnation, som det skete mellem 1820’rne og 1850’erne og igen i 1960’erne og 70’erne. Meget kan tyde på det, og mange såvel i som uden for Rusland, advarer om risikoen. Tegnene på overgang til en demokratisk, selv-opretholdende og selv-reformerende samfundsstruktur er ikke mange. Men muligvis er der alligevel sket noget afgørende nyt med den vidtgående uddelegering af magt til autonome (og råstofrige) republikker som Tatarstan og Jakutien – for nu ikke at sige noget om det ulykkelige Tjetjenien. Potentielt endnu vigtigere er dog opbygningen af magt i de russiske oblaster (regioner). Hvis Jeltsin tvinges til at fortsætte den decentralisering, der er i gang, er vi måske for første gang i historien vidne til et egentligt brud med traditionen for autoritær, top-styret modernisering af det russiske imperium. Hidtil er sådanne moderniseringsforsøg altid slået fejl på et eller andet tidspunkt. Men inden da har de ofte nået at påføre befolkningerne i Rusland såvel som naboerne talløse lidelser. Rusland er meget langt fra at være en afklaret nationalstat, selv om etniske russere nu udgør en meget større procentdel af befolkningen end på noget tidligere tidspunkt i de sidste fem hundrede års historie.

Den russiske stats uafklarede karakter mellem nationalstat og multinationalt imperium viser sig i dens ubehagelige afpresningspolitik over for Letland i foråret 1998. Mindst halvdelen af Letlands befolkning, herunder størstedelen af bybefolkningen, er af russisk afstamning. Mange af disse russere var i 1991 tilhængere af et selvstændigt Letland, men føler sig åbenbart ikke hjemme i den nationalistiske, lettiske ministat der blev resultatet af uafhængigheden. Kun godt 7.000 har hidtil benyttet sig af muligheden for at skifte det gamle sovjetiske statsborgerskab ud med et lettisk. Hvorvidt nogle af dem har fået russisk pas, nægter de russiske myndigheder at oplyse, så internationale iagttagere klassificerer ca. 700.000 indbyggere i Letland som formelt statsløse, hvilket dog ikke betyder at de ikke får udbetalt pensioner eller kan få arbejde (bortset fra følsomme stillinger i statsadministrationen). Det svækker Letlands legitimitet at store dele af befolkningen åbenbart ikke regner med at staten vil overleve i det lange løb (i modsætning til Estland og især Litauen). Det risikerer at blive en selvopfyldende profeti, der i sidste ende fører til at Rusland mere eller mindre formelt vil (gen)indtage en dominerende stilling som det allerede er tilfældet i Georgien, Armenien og andre forhenværende Sovjetrepublikker. Generelt er forholdene ret uafklarede for de etniske russere i flertallet af de gamle Sovjetrepublikker – ligesom de er det i flere af de autonome republikker i den Russiske Føderation. Dertil kommer spørgsmålet om Hvideruslands og Ukraines nationalitet i forhold til den dominerende storrussiske. Det vil derfor vare længe før det er afgjort om Rusland bliver en national, en multinational eller ligefrem en føderal stat.

Hører Rusland med til Europa?

På spørgsmålet om Ruslands europæiske karakter kan man indledningsvis slå fast at håndbogen Pocket Europe udgivet af The Economist har foretaget et klart valg mellem 1992- og 1994-udgaven. Rusland er ikke med i 1992-udgaven der af lande fra den gamle Sovjetunion kun medtog Estland, Letland og Litauen som tilhørende Europa. I 1994-udgaven findes derimod oplysninger om Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova foruden de tre kaukasiske republikker, Georgien, Armenien og Azerbadjan. Men sådanne valg er naturligvis rent pragmatiske og ikke nærmere begrundede. Det er klart at Rusland hører med til den europæiske civilisation i kraft af religion og historie. Men det medfører ikke nødvendigvis automatisk medlemskab af sammenslutningen af europæiske stater, EU. Alene størrelses-forholdet gør det vanskeligt at forestille sig Rusland som ét medlem blandt andre i EU. Russerne vil sammen med ukrainere, hviderussere og andre forhenværende sovjetstater næsten udgøre halvdelen af et tænkt, samlet Europa, der omfatter alle potentielle medlemmer, selv hvis klart asiatiske og muslimske stater som Uzbekistan, Turkmenistan, Tadjikistan og Kyrgystan holdes udenfor. Den Russiske Føderation er med eller uden de nordlige sibiriske provinser som Jakutien simpelt hen for stor og selvhævdende til at indgå i en organisation af EU’s type – som de vel at mærke heller ikke har ansøgt om medlemskab af.

Faglitteraturen har i århundreder diskuteret Ruslands “europæiske” træk over for de “asiatiske” (f.eks. Rudi Dutchkes nu stort set glemte undersøgelse af den marxistiske diskussion om Ruslands karakter fra 1975). Meget tyder på at landet i perioden op til den mongolske erobring i 1240 fulgte den almindelige kristne, europæiske udvikling om end i dens ortodokse byzantinsk inspirerede udgave. Således er den “russiske” skik med at udstyre kirkerne med løgkupler i virkeligheden et moskovitisk træk, der udviklede sig i dette fyrstedømme i 1300- og 1400-tallet. De første russiske kirker var derimod bygget i samme stil som i det øvrige middelalderlige Europa, blot noget mindre (Filippovskij 1997). Moskva-fyrstedømmet skaffede sig sin dominerende position ved at samarbejde med mongolerne og i kraft af dette samarbejde underlægge sig nabostaterne, herunder den aristokratiske købmandsrepublik i Novgorod (nærmere beskrevet i kapitlet om Østersøen). I denne proces kvaltes alle tilløb til en vesteuropæisk, feudal udvikling til fordel for et centralistisk og autoritært styre. Og dermed alle muligheder for udvikling af alternative magtcentre i forhold til fyrstehoffet. Kort sagt, ethvert demokratisk potentiale udryddedes i kraft af den særlige karakter som det multinationale rige antog, især efter erobringen af Kazán-khanatet i 1552 (Kappeler 1990).

Denne militære succes skaffede, som vi har set, en ganske tilfreds herskende klasse i riget, men kvalte mange dynamiske potentialer. Stagnationen var dog langtfra indlysende for omverdenen, der til forskellige tider har skildret Rusland som morgendagens land på linie med den anden europæiske aflæggerkultur, USA. Det gælder så forskellige iagttagere som den dansk-tyske forfatter C. F. von Schmidt-Phiseldeck (1770-1832) i værket Europa und America oder die künftigen Verhältnisse der civilisirten Welt fra 1820 og tænkeren Oswald Spengler (1880-1936) i det berømte og berygtede værk Untergang des Abendlandes, der udkom mellem 1918 og 1922. Forhåbningerne til såvel som angsten for Rusland har været stor i forskellige epoker, og det sidste ord i sagen er langtfra sagt endnu. Men så længe Rusland opretholder sine krav på stormagtsposition og ret til at øve særlig indflydelse i hele den tidligere Sovjetunion (imperiets anden ring), der i den aktuelle russiske militære og udenrigspolitiske doktrin kaldes det “nære udland”, er der grund til at holde statsdannelsen på en vis afstand af det Gorbatjov døbte det “europæiske hus”. Russerne vil simpelthen i forudsigelig fremtid være alt for store, larmende og uordentlige lejere i dette hus. Som de altså heller ikke selv betragter sig som almindelige beboere i.

Det fik jeg bekræftet i efteråret 1996, da jeg på en forelæsningsturné i Jaroslavl, Kostroma og Moskva afprøvede nogle af hypoteserne i dette kapitel for et russisk publikum af historikere. Uanset hvor positive de var over for afskaffelsen af Sovjetunionen og ophævelsen af kommunistpartiets magtmonopol og den centralstyrede planøkonomi, var det vanskeligt for dem at mobilisere større begejstring for mit typisk danske perspektiv at det nu omsider er muligt for russerne at skille sig af med alle stormagtsambitioner og koncentrere sig om at skabe et velfungerende samfund og eventuelt opbygge en velfærdsstat. Det lykkedes for det lille Danmark efter 1864, det er tilsyneladende hvad tyskerne er blevet enige om at gøre efter 1945, og det er hvad EU står for på det overordnede europæiske plan – i hvert fald sammenlignet med Europas tidligere dominerende imperialistiske position. På hver sin måde syntes de tilstedeværende russere at det danske, socialdemokratiske perspektiv var for småt. Selv om de ikke ville have noget mod levestandarden i et sådant socialt demokrati, ønskede de sig alle noget større, enten i form af den sovjetiske supermagtsstatus, fra dengang alle var bange for dem, eller noget åndeligt i stil med Fjodor Dostojevskijs inderlige kristendom eller Lev Tolstojs kristne utopiske socialisme. Rusland er anderledes, om end på en for andre europæere genkendelig måde. Det gælder for selve Rusland fuldt så meget som for det lange smalle bælte langs den transsibiriske jernbane fra Omsk til Khabarovsk og Vladivostok ved Stillehavet, hvor 25 millioner russiske bønder, forhutlede industriarbejdere og efterkommere af landsforviste politiske fanger lever under almindelige uordentlige russiske rodede forhold.

Med den svenske Ruslands-forsker Arne Bodin kan man konkludere at den lange tradition i russisk kultur for at profetere, prædike og at mene at sidde inde med den absolutte sandhed måske ikke udelukkende er et resultat af de særlige forhold for kritikken i en totalitær stat. Bodin mener at disse træk blot er de seneste resultater af en lang kristen, russisk tradition, som forener åndelighed og æstetik, himmel og jord (Bodin 1993, 15 ff.). Efter hans opfattelse er der nær forbindelse mellem dissidenterne under Bresjnev, nogle af de aktuelle strømninger i kunst og kultur og hesychasmen, der var den dominerende fromhedsretning i den russiske kirke i middelalderen. Denne retning tolkede kristendommen som skønhed og guddommens nærvær på jorden. Tilsvarende samme træk finder Bodin i nihilismen og andre af de populistiske retninger i 1800-tallet der blandt andet er skildret af Franco Venturi (1952).

Den russiske kunsts rolle har helt fra begyndelsen været at give udtryk for den følelse af hellig fryd som fyrst Vladimirs udsendinge ifølge Nestors krønike fra 1113 overvældedes af da de i slutningen af 900-tallet første gang overværede en gudstjeneste i katedralen Hagia Sofia i Konstantinopel – ifølge legenden årsagen til at de russiske herskere i Kiev besluttede sig for denne udgave af kristendommen frem for den religionsudøvelse de mødte hos “bulgarene” (islam) eller “tyskerne” (katolicismen). Et andet træk er ifølge Bodin russernes fascination af ritualer. Den ortodokse kirke udtrykker først og fremmest sit budskab gennem ikonerne og gudstjenesten, langt mere end i prædikener og teologi, hvilket er en afgørende forskel til den vesteuropæiske variant. Alle disse forskelle og mange flere springer i øjnene når man studerer den russiske kultur eller bare opholder sig i landet og taler med indbyggerne. Det er vigtige forskelle, men om de rækker til at konstituere en særlig og fra Europa artsforskellig civilisation, som Huntington og hans tilhængere hævder, er til gengæld stærkt tvivlsomt.

Denne religiøse side af russisk identitet sammenfattes under betegnelsen “svjataja Rus”, “det hellige Rusland”, i modsætning til begrebet “Rossija” der har forbindelse med Moskva-staten og den russiske nation. Svjataja Rus henviser til ikonernes, gudstjenesternes, klostrenes og de fromme zarers Rus, hvilket opfattes som helt forskellig fra det centralistiske og autoritære moskovitiske Moskva-rige. Drømmen om “det Hellige Rus” er drømmen om det hellige rige på jorden uden politiske overtoner (Bodin 1993, 75-76). De to programmer er klarest formuleret i en brevveksling mellem fyrst Andrej Mikhajlovitj Kurbskij (1528-83) og Ivan IV den Skrækkelige (1533-84) fra årene 1564 til 1579. Kurbskij var en af zarens generaler der var flygtet til Polen-Litauen for at undgå zarens terrorstyre. For ham var det hellige Rus det modsatte af alt det Ivan IV stod for. Men man kan også som den danske udgiver Bjarne Nørretranders fortolke sammenstødet som en kamp mellem Kurbskijs vesteuropæisk inspirerede politiske principper og Ivans byzantinske. Ved sit tilsyneladende forræderi handlede Kurbskij i troskab over for traditionerne fra hans forfædre i fyrstedømmerne i Jaroslavl og Smolensk. Kurbskij var også elev af den til Rusland indvandrede lærde Maxim Grækeren, der i sin ungdom havde studeret i Firenze og der lyttet til munken Savonarola. Gennem sin lærer var Kurbskij således kommet i forbindelse med renæssancens humanisme. Han læste de religiøse tekster som en filolog. Ivan stod for alt det modsatte, en skånselsløs magtpolitik, der udelukkende satsede på ekspansion af imperiet. I sammenstødet mellem disse to skikkelser og deres programmer finder vi hele Ruslands og det russiske imperiums grundtemaer trukket op. I tiden for affattelsen af det første brev var Ivan ved at forberede sig på det kup, hvorved han rev bojar-systemet op med rode.

Ivans revolution fra oven skulle komme til at danne skole i resten af Ruslands historie, fra Peter den Store over Josef Stalin til Jeltsins bratte afskedigelse af sin regering i april 1998. Men der er altså hele tiden blevet formuleret alternative synspunkter, som blot har lidt nederlag pga. magtkoncentrationen i det udstrakte imperium. Af disse grunde er det urimeligt at give et klart svar på spørgsmålet om hvorvidt Rusland hører hjemme i det dynamiske og demokratiske Europa. Det har rødder inden for såvel som uden for og personificerer dermed meget godt nogle permanente europæiske dilemmaer. For Europa er som bekendt også andet end dynamik og demokrati. Det spørgsmål man derimod kan besvare er om Rusland hører hjemme i EU. Det gør det på grund af sin størrelse ikke – indtil videre.