Kapitel 7: Hvorfor vil vi ikke have Tyrkiet med i Europa?

in dieta Mantuana … decrevimus, ut Turchum de Europa divino adjutorio fugaremus (vedtaget på kongressen i Mantova 1459 om et korstog mod de osmanniske tyrkere)

Greek Orthodoxy provides no contrast with Catholicism, even not with Islam (Davis 1977, 149)

Hvorfor vil europæerne ikke have Tyrkiet med i EU? For det er jo reelt hvad EU’s regerings-ledere vedtog på topmødet mellem stats- og regeringsledere i Luxembourg 11.-13. december 1997. Ganske vist blev afslaget camoufleret som et tilbud om at indgå i en helt speciel konference begyndende marts 1998 under forudsætning af at Tyrkiet ville love at respektere menneskerettighederne og lade territoriale stridigheder med Grækenland afgøre ved den Internationale Domstol i Haag. Som spil for galleriet protesterede Grækenland mod også dette tilbud og måtte lade sig “banke på plads”. Reelt er der imidlertid tale om fuld støtte til Grækenland i striden med nabolandet, kombineret med en ydmygende udskydelse af Tyrkiets ansøgning om medlemskab, selv om landet trofast har været ansøger i over tyve år, er associeret og nu senest i toldunion med EU.

Helt forståeligt afviser den tyrkiske regering bestående af de mest pro-europæiske partier på højre og venstre fløj dette ikke-tilbud om at komme bag i køen efter 10 tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa og selv den delte ø Cypern. Under stor diplomatisk larm boykottede Tyrkiet topmødet med EU i marts 1998. I parentes bemærket kan man roligt opfatte udskydelsen af Tyrkiet som en garanti for at Cypern heller aldrig kommer med. Tyrkiet vil nemlig aldrig tillade de græske to tredjedele at handle på hele øens vegne. Så hellere en ensidig indlemmelse af den nordlige tyrkiskbesatte del af øen, med alle de uberegnelige storpolitiske følger det kan medføre. Begrundelsen for ikke engang at lade Tyrkiet indgå i den udvidede gruppe af lande der forhandler betingelser for optagelse er at landet krænker menneskerettighederne. Dertil kommer den uformelle, men ikke ubetydelige årsag at landet har et dybt og inderligt modsætningsforhold til EU-medlemmet Grækenland. EU har ellers ikke tradition for at følge Grækenland i dets konfrontationer med nabostaterne på det ustabile Balkan. Tænk blot på Grækenlands hysteriske reaktioner på Makedoniens valg af navn og symbolik. Da var der helt berettiget ingen større EU-forståelse for græske positioner. Det øvrige EU bakkede uden tøven op om Uffe Ellemann-Jensen, da han kom i voldsom modvind i Grækenland efter at have påpeget det urimelige i landets politik over for Makedonien, som Grækenland mente uberettiget havde stjålet sit navn fra Grækenlands historie og nordligste provins – og som derfor officielt stadig går under betegnelsen FYROM, Former Yugoslav Republic of Macedonia. Der var nogle år i de tidlige 1990’ere hvor det var yderst upraktisk at hedde Uffe til fornavn, når man rejste i Grækenland. Talrige er de endeløse forklaringer af det berettigede i Grækenlands hysteriske politik, som man blev påtvunget i den periode. Til gengæld må det siges at samme fornavn er en stor fordel i de baltiske lande.

Kritik af bruddene på menneskerettighederne er mere eller mindre tilsigtet blevet selve omdrejningspunktet i den danske politik over for Tyrkiet. Uden at analysere om torturen er del af en bevidst politik, som det var tilfældet under militærdiktaturet i Grækenland 1967-74, eller om det “bare” er rester af en gammel tradition for myndighedsovergreb som er fælles for hele det gamle osmanniske område i Mellemøsten og Balkan, fører Danmark en principiel politik, som driver landet i betænkelig nærhed af støtte til en stalinistisk-nationalistisk terrororganisation som den kurdiske “befrielses”-organisation PKK. Danmark skal selvfølgelig protestere når danske statsborgere mishandles i udlandet, også når det drejer sig om danske statsborgere af kurdisk oprindelse. Men det er muligvis ikke klogt at lade landets officielle udenrigspolitik lede af sympati med danske PKK-sympatisører. At politikken med at true med udelukkelse af det gode europæiske selskab fungerede mod den græske junta i 1960’erne, som Ole Espersen har formuleret det over for mig i en diskussion på det Danske Center for Menneskerettigheder 15. april 1997, er ingen garanti for at den vil virke over for Tyrkiet i dag. Faktisk er der meget der tyder på at kritikken og isolationstruslerne svækker nøjagtigt de europæisk orienterede kræfter i Tyrkiet, som udlandet, inklusive Danmark, ellers hævder at ville styrke. For flertallet af dagens europæere tager Tyrkiet sig tilsyneladende ud som en mellemøstlig stat med kraftige muslimske træk. Et tiltalende og eksotisk feriemål, men fjernt. Afstanden er trist nok ikke blevet meget mindre i kraft af den store tyrkiske indvandring til Europa, snarere tværtimod. Men denne mentale afstand er ret beset overraskende, når man betænker hvor nært de to områders historie har været vævet ind i hinanden gennem de sidste seks hundrede år.

EU og Tyrkiet i 1989

Tyrkiet har næsten fra begyndelsen været et loyalt medlem af NATO og underskrev i september 1963 en associeringsaftale med det daværende Europæiske Fællesskab, en aftale der senere samme år blev godkendt af Ministerrådet. Tyrkiet var dermed det første land, der indgik en associeringsaftale med EF. I associeringsaftalens artikel 28 hedder det at når “aftalens funktion har gjort det muligt at forudse Tyrkiets fuldstændige overtagelse af de forpligtelser, der hidrører fra traktaten om oprettelse af Fællesskabet, undersøger de kontraherende parter muligheden for Tyrkiets optagelse i Fællesskabet.” April 1987 søgte Tyrkiet om optagelse i EF. Men Kommissionens svar fra 18. december 1989 var vagt og henholdende, ja nærmest direkte afvisende. Med henvisning til komplikationerne ved en udvidelse af det Europæiske Fællesskab (nu Union) og landets tilbagestående økonomi og demografiske ubalancer blev Tyrkiet placeret i en venteposition, hvor det stadig sidder. Ordret hed det i afsnit I under overskriften “Generelle betragtninger”:

“Fællesskabet gør fremskridt i retning af Fællesaktens (det indre marked, U.Ø.) målsætning og er på vejen hen imod den økonomiske og monetære union; det forbedrer sine institutioners funktion og forener således udvidelse og uddybning. Først når Fællesskabet har kunnet foretage en objektiv bedømmelse af resultaterne i så henseende, råder det over et af de elementer det må lægge til grund for sin vurdering af en ny udvidelse. Der må tages forbehold over for ethvert forhastet initiativ i den retning, da følgerne heraf vil kunne være til skade for Fællesskabet. Alene af den grund mener Kommissionen at det ikke vil være klogt – hverken over for ansøgerlandene selv eller over for medlemsstaterne – hvis Fællesskabet indleder nye tiltrædelsesforhandlinger før 1993, medmindre ganske særlige forhold taler herfor.” (Kommissionens udtalelse vedrørende Tyrkiets ansøgning om tiltrædelse af Fællesskabet, Bruxelles den 18. december 1989 SEK (89) endelig udg. I.4 s. 2-3).

I afsnit II “Indledning af tiltrædelsesforhandlinger” hedder det endvidere.:

“Efter Kommissionens opfattelse bør enhver beslutning om at indlede forhandlinger med et land bygge på en fast overbevisning om at forhandlingerne kan – og sandsynligvis vil – blive afsluttet med et positivt resultat inden for en rimelig tid. Dette forudsætter dels at ansøger-landet anses for – efter udløbet af den traditionelle overgangsperiode – at kunne overholde alle de forpligtelser og regler, der gælder for medlemsstaterne, idet man ellers risikerer at påvirke Fællesskabets fremtidige udvikling negativt, dels at Fællesskabet er i stand til at klare de problemer, som ansøgerlandets integration – selv hvis denne sker gradvist – vil kunne give anledning til. I Tyrkiets tilfælde er begge disse sider af problemet så meget mere betydningsfulde som der er tale om et stort land, der er mere udstrakt og med tiden vil få en større befolkning end noget andet af Fællesskabets medlemsstater (53 millioner indbyggere i 1988; 68 millioner i år 2000), og hvis generelle udviklingstrin ligger væsentligt under det europæiske gennemsnit.

Trods de positive elementer, der kendetegner den seneste tids udvikling i Tyrkiet, kan den politiske og økonomiske situation i landet, sådan som Kommissionen vurderer den i sidste kvartal af 1989, ikke overbevise Kommissionen om at de tilpasningsproblemer, Tyrkiet vil blive stillet over for i tilfælde af en tiltrædelse, vil kunne klares på mellemlangt sigt.” (s. 4).

Dette selv om

“der siden 1980 er sket et bemærkelsesværdigt opsving i Tyrkiets økonomi. Bruttonational-produktet er steget med 5,2% om året (gennemsnit for 1981-88), sammenlignet med 2,0 % om året for de 12 medlemsstater under ét.” (s. 4).

Videre under overskriften “De politiske forhold” bemærkes:

“Siden militærkuppet i 1980 har Tyrkiet fået en ny forfatning. Det politiske system, som er blevet til ved successive reformer og i forbindelse med en række folkeafstemninger har skabt forudsætningerne for et parlamentarisk styre, der nærmer sig normerne i Fællesskabet. Det offentlige liv er dog stadig tynget af en lovgivning, som – selv om dens bestemmelser minder om dem, der findes i Fællesskabet – stadig hæmmer de politiske kræfter i landet og fagforenin-gernes aktiviteter. Selv om situationen med hensyn til menneskerettighederne og respekten for minoriteternes identitet har udviklet sig i løbet af de sidste år, er den ikke endnu nået op på det niveau, der er nødvendigt for et demokrati.” (s. 7).

Efter en paragraf med bekymring over splittelsen af Cypern konkluderes:

“Som det fremgår af de generelle betragtninger er Kommissionen af den opfattelse at Fællesskabet, der befinder sig midt i en udvikling i et Europa, som er i forandring, ikke på nuværende tidspunkt bør indlede nye tiltrædelsesforhandlinger. Kommissionen skønner endvidere, på baggrund af de politiske og økonomiske forhold i Tyrkiet at det ikke vil være hensigtsmæssigt allerede nu at indlede tiltrædelsesforhandlinger med dette land. Kommissionen finder dog at Fællesskabet bør fortsætte sit samarbejde med Tyrkiet, i betragtning af landets generelle orientering mod Europa. Fællesskabet har en grundlæggende interesse i at uddybe forbindelsen med Tyrkiet og hjælpe det til snarest muligt at fuldføre den politiske og økonomiske moderniseringsproces. Tyrkiet, som er associeret med Fællesskabet, er et stort land i ekspansion; det er også medlemsstaternes partner i NATO, og indtager en geopolitisk position af strategisk betydning.” (Kommissionens udtalelse vedrørende Tyrkiets ansøgning om tiltrædelse af Fællesskabet, Bruxelles den 18. december 1989 SEK (89) endelig udg. I.4 s. 8).

Siden hen er indvendingerne blevet endnu flere med Europarådets klager over politiets brud på menneskerettighederne og Europa-Parlamentets indsigelser mod undertrykkelsen af det kurdiske mindretal. Tyrkiets optagelse i Europa har således længere udsigter end nogen sinde, og man kommer i tvivl om at den nogen sinde har været realistisk. Efter langvarige forhandlinger, hvor Grækenland i flere måneder blokerede for en endelig aftale, trådte aftalen om toldunionen mellem EU og Tyrkiet i kraft den 1. januar 1996. Toldunionen havde været forudset i associeringsaftalen som kronen på forholdet mellem landene, men løb ind i problemer på begge sider på forskellige tidspunkter, hvorfor indgåelsen trak ud. Toldunionen omfatter industrivarer, men ikke landbrugsprodukter og offentlige tjenesteydelser. Som led i aftalen forpligtede EU sig til over en femårs periode at yde Tyrkiet en støtte på 375 millioner ECU som kompensation for tyrkiske tab pga. toldfriheden samt yde et lån på 750 millioner ECU fra den Europæiske Investeringsbank. Siden januar 1996 har Grækenland imidlertid blokeret for støtten og forhindret udbetaling af lånene fra Investeringsbanken.

Især Europa-Parlamentet har ført an i kritikken af Tyrkiet. Det har flere gange både før og efter ratifikationen af Toldunionen stillet krav om fremskridt på menneskerettighedsområdet. Denne kritiske holdning førte bl.a. til blokering af udbetaling af midler i forbindelse med Middelhavs-programmet, MEDA, i september 1996 (se kapitlet om middelhavsverdenen). Herudover krævede parlamentet i budgetanmærkningerne til 1997-budgettet for MEDA at midlerne kun må anvendes til projekter i Tyrkiet, når det gælder humanitære formål, eller til projekter, der støtter udviklingen af et “civilt samfund”. Toldunionen har ført til øget handel mellem EU og Tyrkiet, så Tyrkiet nu er EU’s fjerdestørste handelspartner, mens EU-landene tegner sig for godt 60% af Tyrkiets import og eksport. Alligevel – eller måske netop derfor – kritiseres toldunionen for at lægge det tyrkiske marked blot for europæisk eksport uden tilsvarende modydelser og for at den tyrkiske handelsbalance har udviklet sig i negativ retning. Hvor meget af handelsunderskuddet der rent faktisk skyldes toldunionen, er svært at sige, men givet er at de anti-europæiske følelser har fået fornyet vind i sejlene, en vind der ikke er blevet mindre af Luxembourg-topmødets “tilbud”.

Den europæiske kritik af forholdene i Tyrkiet er absolut begrundet, ligesom der heller ikke kan indvendes noget mod analyserne af ubalancerne i den økonomiske og sociale udvikling og de vanskeligheder disse vil medføre for en hurtig integration i det Europæiske Fællesskab. Problemet er blot at sammenligner man formuleringerne med vurderingen af Grækenlands og Portugals situation tidligere i det samme årti, konkluderede Kommissionen det fuldstændigt modsatte. At det netop pga. landenes tilbagestående karakter og demokratiets usikre betingelser gjaldt om at integrere dem hurtigt og på lempelige økonomiske vilkår. Kun således mente man at kunne trække de tidligere diktaturer ind i den europæiske familie. Når de selv samme argumenter i Tyrkiets tilfælde fører til den modsatte konklusion, aner man at der neden under de nøgterne formuleringer om uafviselige problemer i Tyrkiet skjuler sig en mere eller mindre erkendt forestilling om at tyrkerne ikke hører hjemme i Europa, trods medlemskab af NATO og deres egen opfattelse af kulturel og politisk nærhed. Set fra Nordeuropa kan det imidlertid være ganske vanskeligt at få øje på den helt afgørende forskel mellem Tyrkiet på den ene side, og på den anden Grækenland, der er med i EU, og andre osmanniske efterfølgerstater som Bulgarien og Rumænien, der nu er inviteret til at forberede forhandlinger. De eneste der nu står helt ude i mørket er de jugoslaviske efterfølgerstater Serbien, Kroatien og Makedonien foruden Albanien. Og så altså Tyrkiet. Men oprindeligt var Anatolien (Lilleasien) og Rumelien (Balkan-halvøen) to ligeberettige kerneområder i det universalistiske Osmanniske Imperium. Et rige der havde mangfoldige “europæiske” træk, selv om man ikke skal være blind for at der også var andre elementer i det, som man godt kan vælge at kalde “asiatiske”.

Europæisk skepsis over for tyrkerne

I løbet af 1997 blev det europæiske ubehag ved Tyrkiets muslimske og asiatiske karakter mere åbent formuleret end det kom frem i Kommissionens og Rådets diplomatiske formuleringer fra 1989. På et møde i Bruxelles i begyndelsen af marts 1997 mellem kristeligt demokratiske partiledere – herunder flere EU-regeringsledere – udtalte det fremtrædende belgiske medlem af Europa-Parlamentet Wilfried Martens (f.1931) direkte at “EU er i færd med at bygge en civilisation i hvilken der ikke er plads til Tyrkiet.” (The Economist 15/3 1997, 30-31).

Den tyske kansler Helmut Kohl har ligeledes vovet sig langt frem i sine afvisninger af Tyrkiets europæiske aspirationer, hvilket har provokeret en voldsom reaktion i den tyrkiske presse, også den ikke islamisk-fundamentalistiske. I landets største dagblad Türkiye blev kansler Kohl eksplicit kritiseret for at ville bygge et kristent imperium i stil med Karl den Stores. Men det er ikke blot Tyskland, som blokerer for Tyrkiets ønsker. I foråret 1997 udtrykte nederlandske politikere offentligt tvivl om, hvorvidt tyrkerne hører til i Unionen med henvisning til at der er for mange af dem, og at de er for fattige. For slet ikke at tale om de velmenende, politisk korrekte, men lidt naive danske politikere og menneskeretsforkæmpere, der kommer til at gøre fælles sag med det stalinistiske parti for kurdisk selvstændighed PKK ved deres omhyggelige – om end ikke i sig selv forkerte – klager over ethvert eksempel på politibrutalitet uden at ofre tilsvarende anstrengelser på at undersøge, hvad PKK står for. Et typisk eksempel på denne danske kritik er en bog fra 1997 af Kurt Slavensky, Lasse Budtz, Erik Siesby og Gert Petersen, Kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. Det skal ikke forstås derhen at deres kritik er urimelig, især Søren Søndergaards gennemgang af sagen om Kemal Koc aldeles fremragende og veldokumenteret. Men at gøre denne kritik til Danmarks officielle udenrigspolitik risikerer at medføre det modsatte af det tilsigtede ved at drive det officielle Tyrkiet ned i skyttegravene.

De kristeligt demokratiske partilederes udtalelser har ikke fået lov til at stå uimodsagt. Den tænksomme udenrigsredaktør af Die Zeit, Theo Sommer, kommenterede de kristelige demokraters udtalelser under overskriften “Europa ist kein Christen-Club” (die Zeit 14/3 1997, 3) og argumenterede i sin artikel for at demokratisering, ikke borgernes religion, må være kriteriet for optagelsen af Tyrkiet. Noget tilsvarende skrev det usentimentale, men ofte skarpt tænkende britiske magasin, The Economist på ledende plads:

“Turkey certainly needs to brush up its democratic credentials if it is to join the EU, as it wishes to. But the Turks are right to ask whether the EU would accept them even if they sat firmly on their generals, ended their nasty war against Kurdish separatists, put a stop to torture and started to take human rights seriously. Many West Europeans, as six of their leaders made clear this week, have no intention of letting Turkey into their club. They see the Turks as too poor, too numerous and too Muslim. That view is prejudiced; it is also shortsighted. Western Europe needs Turkey. It needs a stable country at the juncture of Europe, Central Asia and the Middle East. It needs the example of a Muslim democracy to foster others in the Arab world. And it needs, pretty quickly, Turkey’s agreement to the enlargement of NATO. This could be withheld if the Turks continue to get a cold shoulder from the EU, especially from Greece: the Greeks are blocking on the one hand aid promised as part of an EU customs-union deal and, on the other, all progress on admitting Cyprus to the EU if the Turkish-Cypriot community is officially consulted, as France and Germany sensibly say it must be. The worst outcome would be a Turkish veto on NATOs expansion prompted by Greek obdurancy over EU membership for Cyprus. That in turn could prompt Greece to veto the Central and East European’s applications to join the Union. It is over 30 years since the embryonic EU promised one day to accept Turkey as a member. It should now renew that pledge, telling the Turks exactly what they have to do to see a day put to “one day”. Turkey will then have an incentive shape up. Meanwhile, all Europe – even Greece – will benefit.” (The Economist 8/3 1997, 18).

Hvorfra stammer denne europæiske ambivalens ved Tyrkiet og tyrkerne? Og hvordan hænger det sammen med det Osmanniske Rige, som var forløber for den moderne sekulare tyrkiske stat? Det multinationale Osmannerrige gik under i 1920 i kraft af nederlaget i 1. verdenskrig, for kort efter at genopstå i helt forvandlet skikkelse som en tyrkisk national republik. Denne moderne tyrkiske stat har siden vist sig levedygtig, selv om dens befolkning i udgangspunktet var en multinational miniudgave af det Osmanniske Imperium. Nationalstaten blev grundlagt ved at næsten alle ortodokse kristne blev udvist fra Vestanatolien (hvor de havde levet i årtusinder) som “grækere” og erstattet af et stort antal muslimer fra Nordgrækenland, der til lejligheden blev klassificeret som “tyrkere”. Samlivet mellem muslimer og ortodokse før de blev til “grækere” og “tyrkere” som følge af de nationalitetspolitiske konflikter er fremstillet plastisk og overbevisende i den græske forfatter Dido Sotirious’ selvbiografiske roman Farvel Anatolien fra 1962. I 1970 udkom dette mesterværk, der er oversat til en lang række sprog, også på tyrkisk som led i et forsøg på forsoning mellem de to nabolande.

Det tyrkiske nationalitetsbegreb er et barn af den moderne vestlige nationsforståelse i fransk aftapning – på godt og ondt. Den franske forbindelse gør at nationen kun er sprogligt og politisk bestemt, ikke etnisk eller kulturelt. Det indebærer at nationen ifølge officiel tyrkisk opfattelse også omfatter borgere af kurdisk oprindelse. Kurderne gjorde oprør i 1925 i skuffelse over ikke at have fået den selvstændige stat, de mente at være blevet lovet i 1920. Oprøret blev slået blodigt ned i det tyrkerne opfattede som fortsættelse af en national befrielseskrig mod udenlandske interventioner. I det omfang kurderne har accepteret den tyrkiske nationale identitet og nøjedes med at tale kurdisk i hjemmet, er de dog ikke blevet undertrykt. Tyrkiske statsborgere af kurdisk afstamning har indtaget de allerhøjeste poster i samfundet og statsapparatet, ja en enkelt, Ismet Inönü (1884-1973), en nær ven af Mustafa Kemal Atatürk, var præsident i årene efter dennes død. Det var i øvrigt Inönü der planlagde overgangen til flerparti-styre i 1950. Men i takt med at mange kurdere i de senere år har krævet større kulturel anerkendelse, er de blevet mødt med sanktioner fra den tyrkiske stat. Begrundelsen for denne undertrykkelse er imidlertid “moderne” dvs. “europæisk”. Det tyrkiske flertal opfatter kurdernes handlinger som udtryk for en undergravelse af deres patriotiske pligter over for staten og har derfor følt sig i deres gode ret til at handle på linie med den franske stat, der i et århundrede undertrykte de mange lokale sprog til fordel for nationens fælles (franske) sprog. Sådan ser verden også ud for mange tyrkere, og derfor bliver de så fortørnede, når velmenende europæere kritiserer dem for at udvise “asiatisk” eller “muslimsk” grusomhed, hvor de selv mener at handle efter “bedste” (dvs. værste) britiske, franske eller for den sags skyld danske nationsbyggende forbillede. Andre tyrkiske politikere har i de senere år givet udtryk for mere racistiske synspunkter, men også sådanne udtryk er i grunden “europæiske”, blot med reference til den tyske (og danske) etniske opfattelse af nationen.

Billedet af tyrkisk grusomhed stammer i realiteten fra sidste århundrede, da det Osmanniske Rige omtaltes som “Europas syge mand”, et svagt og despotisk rige hvis indbyggere kun pønsede på at gøre oprør og slippe for undertrykkelsen. Det fremgår klart af en berømt karikaturtegning fra det britiske blad Punch 5. august 1876 med titlen “Neutrality under difficulties”. Her forsøger det kvindelige symbol på Storbritannien og imperiet, Britannia, at presse den konservative premierminister Benjamin Disraeli (1804-81) til at tage affære over for tyrkernes nedslagtninger af kristne i Bulgarien. I baggrunden myrder og brænder regulære osmanniske soldater (ikke vilde og ukontrollable friskarer, de såkaldte bashi-bazouker) bulgarere på forskellig udspekuleret vis. Piger voldtages og småbørn smadres mod jorden. Sådanne fremstillinger af osmanniske troppers adfærd var på dette tidspunkt blevet fast inventar i den liberale europæiske presse. Disraeli ser uforstyrret til som en personificering af den britiske politik på Balkan og i Mellemøsten, der gik ud på at opretholde resterne af Osmannerriget som en modvægt mod den russiske ekspansion mod Middelhavet. Dette oprør gav russerne anledning til militær indgriben. De besejrede tyrkerne i en hård krig, der bl.a. gav anledning til det berømte ordsprog “Intet nyt fra Shipka-passet” (Mylius 1982) og fik oprettet Bulgarien som en selvstændig stat. Også danskere deltog i kampene i Bulgarien og har skrevet om deres indtryk. Daniel Bruun deltog som ung officer på russisk side i kampene om Plevna og Shipka-passet 1877-78 og har berettet om sine oplevelser i den spændende krigsreportage, Plevna-Schipka, der først udkom i 1915, mens Wilhelm Dinesen (Karen Blixens far) deltog som observatør på tyrkisk side og berettede om sine indtryk i novellen “Dalila” fra 1880.

Det stereotype billede af de grusomme tyrkere er altså ikke helt forkert, men som det 20. århundrede så tragisk har demonstreret, kan krigsforbrydelser ikke siges udelukkende at være en tyrkisk specialitet. I det 19. århundrede blev tyrkerne og især sultanen i den europæiske offentlighed opfattet som lystne, lastefulde, degenerede, tyranniske, lumske og morderiske. Sådan havde det imidlertid ikke altid været. Eller i hvert fald ikke kun. I de forudgående fem århundreder havde tyrkerne og det herskerhus, hvorfra rigets navn, Osman (misforstået til Ottoman på engelsk) stammer, været frygtede, men også respekterede i hele Europa. Måske er det derfor vi europæere så instinktivt afviser Tyrkiet trods Osmannerrigets ubetvivlelige europæiske karakter.

Arven fra osmannerne

Den moderne tyrkiske stat er altså en efterfølgerstat til det Osmanniske Imperium på samme måde som Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Serbien og Albanien er det, for slet ikke at nævne flertallet af landene i det nu forhenværende Jugoslavien. Men Tyrkiet identificeres normalt alene med al ineffektivitet og grusomhed i det Osmanniske Imperium. Såvel når man tidligere ville skræmme børnene til at sove med ordene “ellers tager tyrken dig”, som når man i dag skal forestille sig det modsatte af (europæisk) “civiliseret”. Den franske historiker René Grousset opsummerede i 1962 det traditionelle fjendebillede således:

“Anatoliens halvø er en firkantet højslette, der i en mere moderat form og i umiddelbar nærhed af middelhavslandene efterligner det høje Asiens geologiske struktur som den sidste tilsynekomst af de høje Altajbjerge i tilnærmelsen til det mere europæiske Europa (…) Denne halvø, Centralasiens fremskudte post, er med andre ord vendt mod Europa.” (citeret efter Béhar 1992, 32).

Billedet af det truende, asiatiske Tyrkiet fremmanes i øjeblikket i forbindelse med den fundamentalistiske uro og undertrykkelsen af det kurdiske mindretal, et billede af et land der på samme tid er geografisk nært og dog uendelig fjernt, islamisk og asiatisk. Men måske er det på sin plads lidt nærmere at overveje karakteren af det Osmanniske Rige, som gik forud for Tyrkiet. Risikoen for blindt at overtage et fjendebillede, der stammer fra afværgekampene mod det ekspanderende tyrkiske rige i 1400- og 1500-tallet, er nærliggende.

De europæiske forestillinger om Europa opstod nemlig netop i kraft af denne tyrkiske ekspansion. Al kollektiv identitetsdannelse forudsætter eksistensen af en såkaldt “signifikant anden”. Og denne “anden” blev for Europa tyrkerne, der opfattedes som den største trussel mod det kristne Europa. Derfor blev tyrkerne i den litterære og efterhånden også folkelige offentlighed identificeret med alt ondt, ukristeligt og ikke-europæisk. Fjendebilledet af Osmannerriget som den store trussel mod Europa er i den folkelige forståelse forstærket af de grusomheder, der uafviseligt blev begået under dets svaghed i sidste århundrede. Men den grusomme adfærd i Osmannerrigets sidste hundrede år var ikke karakteristisk for alle rigets seks hundrede års historie. Osmannerrigets betydning for Balkan og Centraleuropa, men også indirekte for resten af den europæiske civilisation, kan ikke vurderes højt nok. Alligevel står tyrkerne for mange europæere stadig som selve indbegrebet af det “fremmede”. Denne mentale arv er baggrunden for mange af de fordomme om tyrkerne, der har gjort det vanskeligt at acceptere dem som borgere i Vesteuropa. Samtidig dyrkes denne arv af grækere, serbere, bulgarere og rumænere af politiske grunde som en af begrundelserne for deres selvstændige stater.

Tyrkerne derimod opfattede sig – og nogle gør det stadig – som de egentlige arvtagere til den antikke græsk-romersk-byzantinske civilisation. Det fremgår bl.a. af det faktum at de tyrkiske seldsjukker, der kom til Anatolien fra Centralasien i det 10. århundrede, opkaldte deres statsdannelse efter Byzans med betegnelsen mamâlik-i-Rûm (Østergård 1996a). Befolkningen i det byzantinske rige henviste til sig selv som Romaoi (dvs. romere) når de skrev på græsk, mens de brugte betegnelsen Graeci i latinske tekster. Latin brugtes sideordnet med græsk de første mange århundreder af rigets eksistens; således skete nedskrivningen af romerretten i 500-tallet på latin selv om det foregik i Byzans (Treadgold 1997). Sammenligner man udstrækningen af de to riger på forskellige tidspunkter, er parallellerne mellem deres geografiske udstrækning ligeledes iøjnefaldende. Byzans på Justinians tid o. 560 svarer stort set til det Osmanniske Imperium i midten af 1600-tallet. Hovedforskellen er at Justinian havde underlagt sig Italien, mens de osmanniske herskere havde erobret Mesopotamien (det moderne Iraq) i begyndelsen af 1500-tallet og derved var blevet direkte fjender af Persien (Iran). Det byzantinske imperium i 560 mindede i udstrækning om det Osmanniske Imperium i midten af 1600-tallet. Det samme gælder, hvis man sammenligner de to rigers kerneområder. I 1000-tallet, før nederlaget til seldsjukkerne ved Manzikert i Østanatolien i 1071 og korstogenes erobringer, svarede det Byzantinske Rige i udstrækning nogenlunde til det Osmanniske i 1480, der således funktionelt meget vel kan opfattes som dets efterfølger (Kitsikis 1985). Den italienske forfatter Claudio Magris har beskrevet forholdet mellem Europa og det tyrkiske Osmannerrige således i sin bog om Donau-kulturerne:

“Mødet mellem Europa og det Osmanniske Rige er et slående eksempel på to verdener, der efter i århundreder at have angrebet og lemlæstet hinanden, ender med at gennemtrænge hinanden og berige hinanden gensidigt. Det er ikke tilfældigt at den største vestlige forfatter, der har skildret mødet mellem de to verdener, jugoslaven Ivo Andric, er så fascineret af billedet af broen. Den dukker til stadighed op i hans romaner og noveller, som symbolet på en stejl ufremkommelig vej, udspændt hen over farlige floder og dybe kløfter, som bindeled mellem forskellige trosretninger og folkeslag. Den er stedet for væbnede sammenstød, men samler lidt efter fjenderne i en mangesidet, men alligevel forenet verden, som på et episk freskomaleri – på samme måde som de tyrkiske soldater og hejdukkerne fører evig krig i Balkans bjergslugter, og ender med at ligne hinanden. (…) For tyrkerne var Wien “det gyldne æbles by”, kejserdømmets mytiske midtpunkt, der skulle erobres for enhver pris. Det virkede som om nomaderne fra de asiatiske stepper, de “vilde æsler” der anså enhver form for bydannelse for fordærvelig, med Wien ønskede at tilkæmpe sig selve indbegrebet af byen, af deres egen modsætning. Sultanerne, der stod foran Wiens mure, så måske allerede byen som hovedstad i det universelle “romersk-muslimske” kejserrige, som de – ifølge den store rumænske historiker Jorga – havde til hensigt at grundlægge.” (Magris 1986, 214-15).

Efter erobringen i 1453 var Konstantinopel for tyrkerne centrum for hele den kendte politiske og religiøse civilisation, hvilket de markerede ved at bevare betegnelsen “Det andet Rom” for deres hovedstad. Betegnelsen Konstantinopel var græsk af Konstantins polis, dvs. den romerske kejser Konstantins by (Konstantin havde nygrundlagt den i 324 evt.). Dette navn brugtes i den byzantinske periode afvekslende med det oprindelige græske navn Byzans. Deraf vores betegnelse for det folk der lidt ulogisk skiftevis betegnede sig selv som romaoi (på græsk) og graeci (på latin – jf. Treadgold 1997, Obolensky 1971 og Gradel 1998).

Almindeligvis nøjedes byzantinerne dog med at omtale deres hovedstad som “byen”, hê polis. Det er sandsynligvis dette ord, der gav anledning til det tyrkiske navn for byen, Istanbul, af eis tên polin, der betyder “til byen”, noget muslimerne let kan have opsnappet hos deres græske naboer i Lilleasien. Skønt meget brugt blandt tyrkere og andre muslimer fandt navnet Istanbul ingen anvendelse i officielle osmanniske dokumenter. En fantasifuld variation, Islambol, fuld af islam, kan træffes på mønter og dokumenter, men det er en lærd konstruktion baseret på fri fantasi. Flertallet af sultanerne foretrak at henvise til byen som Konstantiniyya eller forskellige poetiske omskrivninger. Regeringen og sultanen betegnedes som “Den Høje Port”. Den endegyldige og officielle erstatning af navnet Konstantinopel med Istanbul fandt først sted i 1930, længe efter indførelsen af republikken (Lewis 1963, ix-x).

Det begyndte i Lilleasien, hvor den tyrkiske feudale høvding Osman I (1281-1326) i 1301 grundlagde en lille røverstat på grænsen mellem det svækkede byzantinske rige og seldsjukkerne i Konya. Vestanatolien havde udgjort et magtvakuum siden midten af 1200-tallet, idet Byzans var knækket af tyrkerne og den latinske erobring under det fjerde korstog i 1204. De nominelle herskere over Lilleasien var mongolerne, men de udøvede ingen effektiv kontrol, lige så lidt som de kristne kejsere gjorde, selv efter at de havde generobret Konstantinopel i 1261. Langs den byzantinsk-seldsjukiske grænse opstod en række småriger, hvor stormænd samlede muslimske krigere rekrutteret blandt de tyrkiske hyrder omkring sig. I starten var Osmans organisation den mindste af disse småriger, der legitimerede deres overfald på de kristne ud fra islams forestillinger om jihad, hellig krig. Krigerne opfattedes som gazi, professionelle trosforkæmpere.

I forhold til de andre grænsestater havde Osmans efterkommere den fordel at de lå nærmest de kristne områder. Det gav gode muligheder for materielt bytte og religiøs prestige gennem krigstogene. Disse togter lykkedes, fordi kejserne prioriterede kampen mod vest. Det afgørende gennembrud for osmannerne skete, da de anførte de anatolske tyrkeres invasion af Balkan i 1353. Fra et brohoved på Gallipoli-halvøen erobrede tyrkiske rytterhære under osmannisk ledelse i de følgende tiår næsten alle Byzans’ europæiske besiddelser bortset fra området inden for Konstantinopels stærke mure. Mellem 1371 og 1396 faldt ikke blot de relativt svagt forsvarede byzantinske område, men også militært stærke, feudale riger som Bulgarien og Serbien i et forbløffende tempo. Balkanstaternes tungt udrustede ridderhære blev totalt slået af det osmanniske infanteri i samarbejde med let kavalleri. Det samme skete for de vesteuropæiske ridderhære, der kom de ortodokse trosfæller til undsætning. Mest dramatisk i slaget ved Nikopolis i 1396 i det nordlige Bulgarien, hvor en vestlig korsfarerhær under ledelse af den ungarske konge og senere tysk-romerske kejser, Sigismund, blev udslettet. Et af de mest skæbnesvangre slag i denne serie af kristne nederlag var det serbiske riges undergang på slagmarken Kosovo Polje (solsortesletten) i 1389. Serberne besynger stadig dette nederlag og indledte den serie af ulyksalige begivenheder, der førte til den barbariske opløsning af Jugoslavien med storstilede nationalistiske festligheder i anledning af 600-års jubilæet for nederlaget til de tyrkiske arvefjender. Slobodan Milosevics kyniske udnyttelse af denne fest til at erobre magten i det serbiske kommunistparti er fremragende skildret af den britiske journalist Misha Glenny i The Fall of Jugoslavia fra 1992. Selv om den kun behandler den første fase af konflikten mellem serbere og kroater op til foråret 1992 og borgerkrigen i Bosnien er det stadig den bedste analyse af forholdet mellem historie, myter og politisk manipulation i denne tragiske konflikt.

Begivenhederne i Jugoslavien demonstrerer på tragisk vis den betydning, en mytologisk og forvrænget opfattelse af fortiden kan have for nutidens politik i dette blodige og underudviklede hjørne af Europa. Næsten alle dagens modsætninger mellem Tyrkiet og Grækenland, mellem Bulgarien og Tyrkiet, mellem serbere og muslimske bosnere og albanere, mellem kroater og serbere osv. har deres mytiske rod i begivenhederne omkring den blodige grundlæggelse af det Osmanniske Rige. Erobringerne indebar nederlag for de kristne, feudale statsdannelser og sejr for det universalistiske tyrkisk-muslimske imperium. Men også alle de gensidige misforståelser går tilbage til denne periode. Det begivenhedsforløb de kristne i hvert fald siden hen har opfattet som grusomt asiatisk despoti og muslimsk religionskrig, opfattede tyrkerne og de øvrige muslimer på Balkan og i Anatolien – og opfatter delvis stadig – som udskiftningen af ét universelt kejserrige, det Østromerske, med et andet, det Osmanniske. Hvor kristne europæere i hvert fald fra slutningen af 1700-tallet har talt om muslimsk undertrykkelse og religiøs fanatisme, husker tyrkerne den relative fred og stabilitet, som “deres” rige medførte på begge sider skillelinien mellem Europa og Asien, Rumelien og Anatolien, som de to landsdele kaldtes dengang. Selvfølgelig eksisterer der også en muslimsk fortolkning, der anskuer forløbet som de rettroendes sejr over de vantro kristne, men denne tolkning har i hvert fald tidligere ikke været så udbredt i tyrkiske kredse som den civilisatoriske.

I et civilisationshistorisk perspektiv er der store ligheder mellem Pax Ottomanica og Pax Romana, en civilisatorisk arv som sultanerne i Istanbul eksplicit hævdede at bære videre. Osmannerne satsede så hårdt på at erobre Konstantinopel netop for at etablere sig selv som de retmæssige efterfølgere til de byzantinske kejseres universelle magtkrav. Derfor følte de det som en stor uretfærdighed at det i 1500-tallet lykkedes de i deres øjne uciviliserede russere i Moskva at overtage værdigheden som “Det tredje Rom” (Østergård 1992 a, 117-23). Umiddelbart efter stormen på Konstantinopel skrev sultanen til paven i Rom og krævede at blive anerkendt som legitim hersker over hele kristenheden. Og blev dybt rystet, da paven tog det som en udfordring og erklærede korstog mod tyrkerne. Tværtimod at være en asiatisk invasion i Europa var det Osmanniske Rige i sin egen forståelse efter erobringen af Byzans en europæisk stat. Herskerhuset havde ganske vist udstrakte besiddelser i Orienten og Nordafrika, men disse blev primært styret indirekte via lokale herskere. I de centrale område på Balkan (Rumelien) og i Lilleasien (Anatolien) udfoldede det Osmannsiske Rige en række “europæiske” dyder mere effektivt end de fleste andre europæiske stater i den tidligt moderne periode. Den osmanniske stat var bedre organiseret, religiøst mere tolerant og militært mere moderne end konkurrenterne. Derfor vandt den gennemgående i konflikterne med de europæiske modstandere. Den danske historiker Stephen Christensen har fremhævet de moderne træk ved den disciplinerede og fremsynede tyrkiske krigsførelse i modsætning til den ukalkulerende, impulsive “ridderlighed” hos deres kristne modstandere, der i realiteten blot var udtryk for dumhed og manglende evne til at beregne følgerne af egen og andres adfærd (Christensen 1990).

Ligeledes var det til Osmannerriget, de spanske og portugisiske jøder flygtede, da de i århundredet efter 1492 blev fordrevet, først fra den iberiske halvø, siden også fra den spanske konges besiddelser i Nederlandene. Kun her kunne jøder – der af islam henregnes til “bogens folk” sammen med kristne af enhver art, selv om de har fået et forkert resultat ud af det – regne med en tolerant behandling. Den franske rejsende Nicolay, der i 1531 rejste rundt i det Osmanniske Rige, kunne ikke skjule sin forbavselse over denne tolerance:

“Særlig påfaldende er det umådelige antal jøder, der er bosat i Tyrkiet og Grækenland, men navnlig i Konstantinopel, og deres antal stiger støt. Næsten overalt i riget driver de handel med varer og penge, da jo de forskelligste slags varer fra alle Herrens lande føres hertil til lands og til vands. Det er dem, der ejer Konstantinopels største pakhuse fyldt med alle mulige varer. Man møder også de dygtigste håndværksmestre og manufakturformænd blandt dem, navnlig blandt marranerne, der for nylig er fordrevet fra Spanien og Portugal (af marranos, svin. Udtrykket brugtes om de konverterede spanske jøder, der hemmeligt fastholdt deres jødiske ritualer. De blev fordrevet efter store autodafé’er i 1490’erne, U.Ø.). Desuden udmærker jøderne sig ved deres sprogkundskaber, så man gerne benytter dem som tolke.”

Franskmanden observerede desuden, at

“til største skade for kristenheden gør disse folk også tyrkerne bekendt med opdagelser på krigsudrustningens område, med fabrikation af artilleri, hagebøsser, ammunition og mere af den slags.” (citeret efter Keller 1966, II, 122-23).

Ifølge Werner Kellers fremstilling af jødernes historie fortrængte den stærke tilstrømning af spansktalende jøder (sefarder) græsk som omgangssprog blandt jøderne i Nærorienten og det Ægæiske Hav, ligesom den sefardiske liturgi blev indført:

“Jøderne har overført vort sprog, som de har bevaret trofast og ulasteligt, til Tyrkiet”, skrev den spanske forretningsmand Gonzalvo de Ilescas omkring 1550. “I Saloniki, Konstantinopel, Alexandria, Cairo og andre byer benytter de udelukkende det spanske sprog i handelssamkvem og også ellers. I Venezia lærte jeg jøder fra Saloniki at kende, der talte castiliansk lige så flydende som jeg selv.” (Keller 1966 II, 123-24).

Dette spansk-baserede jødiske sprog (ladino) tales stadig blandt sefardiske jøder og kan også høres i Israel, især blandt efterkommere af bulgarske og rumænske jøder. Det samme gjaldt for jøderne i byerne på det øvrige Balkan, som man kan overbevise sig om i Ivo Andrics skildringer af livet i Travnik. Af tilsvarende grunde foretrak de sydøsteuropæiske bonde-befolkninger det relativt velordnede tyrkiske styre frem for andre alternativer (Jelavich 1983 II, 165-68). De evindelige oprør og de grusomme repressalier hører 1800-tallet til og var primært forårsaget af overtagelsen af europæiske nationalistiske og racistiske forestillinger i de forgæves forsøg på at modernisere staten, ikke endemisk “tyrkisk ondskab”. De helt store massakrer fandt sted i forbindelse med den ungtyrkiske revolution i 1908. De moderniserende officerer søgte at redde deres stat ved at “osmannisere” befolkningerne i de tiloversblevne dele af riget, på samme måde som den russiske regering søgte at russificere nogle af befolkningerne i sit udstrakte rige, og Preussen søgte at gøre det i det nyligt samlede tyske kejserrige – noget der især gik ud over de polsk- og dansktalende indbyggere. Makedonien blev blodigt undertrykt efter et oprør, og armenerne blev udsat for flere pogromer, der kulminerede i folkemordet i 1915, den begivenhed der for alvor bekræftede Europas fordomme om det Osmanniske Rige (jævnfør Franz Werfels gribende roman, De 40 dage på Musa Dagh fra 1933). Først i sin svaghed udfoldede dette rige den blodtørst og det misregimente, vi har vænnet os til at forbinde med “tyrken”. Og selv da kan undertrykkelsen overdrives. Det gælder således for forfølgelsen af det armenske mindretal. Ofte fremstilles fordrivelsen af armenerne i 1915 som et folkemord på linie med den senere udryddelse af jøderne. Men det bestrides af mange moderne historikere såsom Stanford og Ezel Kural Shaw. I forordet til 2. udgave af deres fremstilling af det Osmanniske Imperiums historie skriver de som svar til kritikere af den første udgave af værket:

“No one denies, or seeks to deny, that the Armenian people suffered terribly during the last years of the Ottoman Empire. We do make this clear, but in the context of Ottoman history. What may be overlooked is that the experience of the Armenians, however terribly it undoubtedly was, was not unique to them. It was part of a general tragedy that engulfed all the people of the Empire – Turks, Greeks, Armenians, Arabs, Jews, and all others, all of whom have traumatic memories of the period. This was the terrible result of the final breakup of a multinational society as the result of a whole series of brutal and destructive foreign invasions, terroristic attacks, national revolts, massacres and counter massacres, and famine and disease, in which all the Empire’s people, Muslim and mon-Muslim alike, had their victims and criminals.” (Shaw and Shaw 1978, x).

Man kan desuden ikke frakende armenerne enhver skyld, selv om det ikke på nogen måde undskylder det tyrkiske styres brutalitet. På samme måde som kurderne i dag indledte armenske grupper en terrorkampagne mod centrale osmanniske institutioner. Det var kulminationen på et skift over de foregående hundrede år, hvor armenerne gradvis havde skiftet loyaliteten mod de osmanniske herskere ud med de russiske zarer i håb om at opnå en selvstændig stat. Det lykkedes i form af den nuværende armenske republik, men efterlod hovedparten af den armenske befolkning inden for Osmannerrigets grænser. Det var den geostrategiske baggrund for den grusomme flytning af hele den armenske befolkning midt under krigen mellem det russiske og det Osmanniske Imperium i 1915. Disse hændelser er baggrunden for at Armenien i dag selv efter at have opnået sin selvstændighed i 1991 er nært allieret med Rusland, hvortil kommer konflikten med det muslimsk-tyrkiske Azerbadjan over enklaven Nagorno-Karabhak.

Det Osmanniske Riges europæiske karakter

I realiteten var det tyrkiske rige senest fra 1362 en europæisk stat med hovedstad i Adrianopel (Edirne) på den europæiske side af stræderne. At staten nu havde sin vigtigste basis i Europa blev demonstreret af hændelserne efter nederlaget til en mongolsk invasionshær under Timur Lenk ved Ankara i 1402. Sultan Bajazet I blev slået og taget til fange med hele sin hær efter et blodigt slag, der først blev afgjort, da højre flankes asiatiske kontingenter gik over til mongolerne efter at have set at krigslykken gik deres osmanniske hersker imod. Venstre flanke bestående af styrker fra Anatolien og “europæiske” tropper fra Balkan, især serbere, kæmpede derimod ifølge Timur Lenk “som løver” (Béhar 1991, 38). Nederlaget var tæt på at få det Osmannerriget til at bryde sammen. De anatolske vasaller skyndte sig at generobre deres uafhængighed under Den høje Ports svaghed efter sultanens tilfangetagelse og efterfølgende død. Men de europæiske besiddelser forblev loyale. Tilsyneladende var Balkans bondebefolkninger tilfredse med deres tolerante, ufanatiske nye herrer, som gav dem lov at benytte deres eget sprog, praktisere deres egne love og udøve deres egen religion. Det var først og fremmest serbernes loyalitet, der tillod de osmanniske sultaner at bringe riget på fode og genoptage ekspansionspolitikken, først mod Ungarn siden mod Konstantinopel.

Fra hovedsædet i Adrianopel bekendtgjorde sultanerne for enhver interesseret europæisk ambassadør at de havde tre mål. Først at erobre det østromerske riges hovedstad, Konstantinopel, dernæst det vestromerske riges nye hovedstad, Wien, og endelig det vestromerske riges gamle hovedstad og den kristne stormuftis sæde, Rom. Denne drøm var slet og ret en ny version af den gamle drøm om et universelt imperium, der havde hjemsøgt Vesteuropa lige siden det vestromerske rige gik i opløsning. Det var den samme universallistiske drøm, som havde fået kongerne af Frankrig og Tyskland til at stræbe efter den romerske kejserkrone. Forskellen var blot at Mehmet II ville samle Europa fra øst i stedet for vest. I de tyrkiske herskeres optik ville religionen ikke volde problemer, for islam så sig selv som fuldendelsen af kristendommen, og i øvrigt var sultanerne tolerante og ret ligeglade med, hvilken religion deres undersåtter praktiserede, blot de betalte skat uden vrøvl.

Første fase af denne plan blev fuldført med erobringen af Konstantinopel 29. maj 1453. Sultan Mehmet II fik i den anledning tilnavnet Fatih, erobreren og opfattede sig desuden som kaysar-i-Rûm, dvs. kejser om Byzans (det andet Rom). Fra denne basis udgik en ny mægtig erobringsbølge. 1459 underlagde Mehmet II sig Serbien med undtagelse af Beograd (en del af Serbien var som tidlige anført allerede blevet erobret i 1389 efter slaget på Solsortesletten i Kosovo, Kosovo Polje); 1464 erobrede han Bosnien og 1467 Hercegovina. Erobringen gik nemt, da den lokale overklasse, hvad enten den var ortodoks eller bogumilsk, foretrak de religiøst tolerante tyrkiske herskere frem for det katolske alternativ. Bogumiler betyder på slavisk “Guds elskede”; det var navnet på en særlig kristen sekt i Bosnien, der blev forfulgt som kættere af både den ortodokse og den katolske kirke. Det er blevet hævdet at bogumilerne var dualister ligesom katarerne i Sydfrankrig, og derfor religiøst nærmere islam. Det er sandsynligvis forkert, men uanset hvordan forholdet var mellem bogumiler og islam, er det givet at de religiøse forhold spillede en afgørende rolle for islams fremgang i Bosnien. I det omfang bondebefolkningerne blev spurgt, foretrak de så absolut de tyrkiske skatteopkrævere, der opkrævede en fast takst, frem for deres egne lunefulde feudalherrer, som havde skruet kravene op år for år for at kunne føre krig mod tyrkerne.

Efter et mellemspil, hvor Selim I mellem 1514 og 1517 erobrede Iraq, Kurdistan, Syrien, Palæstina og Ægypten med Nordafrika kom turen til Centraleuropa. Selims søn, Suleiman I, erobrede i 1521, året efter sin tronbestigelse, den ungarske grænsefæstning Beograd og indledte derfra felttoget mod Ungarn. 1526 besejrede han Lajos II af Ungarn og Bøhmen ved Mohács i det sydøstlige Ungarn. Den unge konge faldt i spidsen for sin hær, og arvekravet på de to kongedømmer overgik til ærkehertug Ferdinand af Østrig. Denne krævede nu foruden Bøhmen herredømmet over det resterende Ungarn sammen med Kroatien, der havde været i personalunion med Ungarn siden 1102, i tillæg til sine habsburgske arvelande omkring Wien (Nedre og Øvre Østrig, Tyrol, Steiermark, Kärnten og Krain – de to sidste udgør det nuværende Slovenien, mens resten stort set svarer til Østrig, bortset fra Sydtyrol, der tilhører Italien). De kroatiske adelige valgte i 1527 Ferdinand til konge, især fordi han i deres øjne besad den store kvalitet ikke at være magyar. Flertallet af de magyariske adelige accepterede imidlertid ikke Ferdinand, og de næste 200 år var præget af strid mellem habsburgerne og forskellige magyariske tronprætendenter. Disse sidste anerkendte i forskellig grad sultanen i Istanbul som deres øverste herre, hvorved billedet af en absolut frontdannelse mellem kristne habsburgere og muslimske tyrkere i nogen grad fortoner sig (Lázár 1997).

Den gråmelerede realitet fremgår med al ønskelig tydelighed af sammensætningen af de tyrkiske hære, der belejrede Wien med regelmæssige mellemrum mellem 1529 og 1683. Af den osmanniske hær på 140.000, der i 1683 belejrede Wien, var de 32.000 kristne, heraf mindst 20.000 frivillige ungarere, der foretrak det tyrkiske styre frem for habsburgerne (Béhar 1991, 68). Hæren led imidlertid nederlag til en kristen koalition under den polske konge Jan Sobieski, og det blev begyndelsen til enden for det svækkede Osmannerrige (ligesom det blev det for det polske kongerige, der i 1700-tallet blev delt mellem nabostaterne, herunder de utaknemmelige habsburgere). Ved en serie krige mellem 1697 og 1718 erobrede det habsburgske dynastis hære under den fremragende general prins Eugen af Savoyen Ungarn og dele af Balkan fra tyrkerne og lagde grunden til en national vækkelse blandt osmannernes kristne undersåtter.

Indtil engang i 1700-tallet var Osmannerriget på mange måder den mest moderne og tolerante stat i Europa. Det har været svært for europæerne at indrømme, og billedet er heller ikke trængt igennem uden for speciallitteraturen. Men faktisk kan man selv overbevise sig om den europæiske karakter af den ældre tyrkiske kultur ved at studere moskéerne i Istanbul. Som bygningsværker er de selvfølgelig fremmedartede for os med det kvadratiske rum og de to, fire eller seks minareter uden for. Denne fremmedartethed forstyrres ikke af det faktum at en af de mest fremtrædende moskéer, Hagia Sofia ved sin opførelse i 300-tallet var en af de fire vigtigste kirker i kristenheden (ved siden af Jerusalem, Antiochia og Trier – Peterskirken i Rom blev først dominerende temmelig sent). Ser man nøjere efter, viser det sig imidlertid at disse “typiske” islamiske, tyrkiske bygningsværker repræsenterer de forskellige europæiske arkitekturretninger, som toscansk renæssance, barok og sågar nyklassicisme. Årsagen er den enkle at arkitekterne var indforskrevne europæere – eller kristne bondesønner som arkitekten Sinan (1489-1588). De medbragte det sidste og nyeste i vestlig bygningsteknik fra det Italien og Frankrig som osmannerne stod i nær forbindelse med. Det vil sige at den europæiske kristenheds fjende par excellence i realiteten stod i tæt kulturel udveksling med hovedfjenden. Det er ikke kun i Sarajevo at man kan (eller rettere kunne) møde islamisk kultur i europæisk aftapning. Det samme gjorde sig gældende inden for militærteknologien. Den osmanniske hær, som indtog Konstantinopel i 1453, rådede over det mest moderne artilleri i Europa – et artilleri man kan besigtige den dag i dag uden for Topkapi-museets mure. Tyrkerne vandt deres store sejre, ikke som en antitese til europæerne, men ved at overtage og forfine en lang række europæiske kulturelle opfindelser. Det frygtede infanteri, janitsarerne, blev rekrutteret blandt bondesønner på Balkan og trænedes jernhårdt, så det blev det bedste og mest disciplinerede infanteri i hele Europa. Kort sagt, skal man forstå Osmannerrigets succes, skal man ikke se det som en flok nomader fra stepperne, som væltede ind over de agrare civilisationer i Europa, men snarere som den anden side af den europæiske civilisation, den anden side der i sidste ende ved sit tryk skabte to andre store imperier, det habsburgske og det russiske.

Religion, kirke og nationer på Balkan

Denne fortolkning bekræftes yderligere, hvis man undersøger nøjere, hvordan tyrkerne behandlede den ortodokse kristendom i de erobrede lande. Allerede i 1454, året efter erobringen af Konstantinopel, fik sultan Mehmed med tilnavnet erobreren indsat en samarbejdsvillig patriark Georg Scholarios med munkenavnet Gennadios. Han var en indædt modstander af det kompromis med den katolske kirke, der var indgået ved synoden i Firenze i 1439 – som i parentes bemærket blev anledning til et yderligere skisma med skabelsen af den unierede kirke. Denne kirke befinder sig imellem den katolske og den ortodokse, den anvender ortodoks liturgi, men anerkender paven som øverste autoritet og findes i dag især i det vestlige Ukraine, hvor den gør krav på at være den nationale kirke. Med sin modstand mod kompromiset med paven var Scholarios i god overensstemmelse med flertallet af sine trosfæller, der opfattede katolikkerne som hovedfjenden og villigt gik på kompromis med tyrkerne, da disse ikke forfulgte de andre “bogens folk”, jøderne og de kristne.

Den ortodokse kirke med hovedsæde i Istanbul eller Konstantinopel overtog forvaltningen af hele den ortodokst kristne “nation” – millet – på alle områder, og patriarken fik status i den højeste tyrkiske rangklasse. Til tider omtaltes disse kristne som “grækere”, men den kristne millet omfattede fra 1453 til 1557 alle ortodokse uanset sprog, dvs. foruden grækere, serbere, bulgarere og kristne arabere. I perioder blev de rumænske fyrstedømmer administreret af græske skatteforpagtere på vegne af Den Høje Port. Disse grækere kaldtes fanarioter efter det kvarter i Istanbul de stammer fra. Normalt beskrives fanarioternes indsats som blot og bar udplyndring, og de har i hvert fald efterladt sig et enormt had til alt græsk i de rumænske og bulgarske bondebefolkninger. Faktisk er hovedgrunden til at der ikke er antisemitisme i Bulgarien at vreden traditionelt er blevet rettet mod grækere. Således var der store anti-græske pogromer i Plovdiv i 1878. Også armenerne forpagtede skatteudskrivningen i stor stil, hvilket var en af årsagerne til det voldsomme folkelige had mod dem, der udløstes i de omfattende massakrer i 1915.

Systemet med tvangsudskrivning af bondesønner på Balkan betød nok sorg i familierne, men frembød også mulighed for social mobilitet, idet de tvangsudskrevne slaver konverterede til islam og fik den bedst mulige uddannelse og således kunne stige til samfundets højeste poster. Betragtet som en enevældig stat var Osmannerriget til langt ind i 1600-tallet i virkeligheden mildere og mere retfærdigt end de øvrige europæiske territorialstater. Derfor var det heller ikke helt så uhyrligt at det franske kongerige, som følte sig trængt af det habsburgske dynasti i det tysk-romerske rige og Spanien, i lang tid var i alliance med osmannerne. Hvorimod den midlertidige alliance omkring år 1500 mellem den franske konge, sultanen og pave Alessandro VI af Borgia-slægten må have føltes mildt sagt overraskende.

Den serbiske kirke indgik midt i 1500-tallet et kompromis med de osmanniske herskere, der tillod oprettelsen af et serbisk patriarkat i Pec. I 1557 indsatte storvesiren Mehmed Pasha Sokolovic sin broder Makarios som ortodoks ærkebiskop (en familieforbindelse der yderligere relativerer forestillingen om Osmannerriget som kun undertrykkelse af de kristne balkanfolk). Denne aftale blev til gensidig gavn. Serberne genvandt nu deres religiøse selvstændighed og dominerede Balkan fra det vestlige Bulgarien til Adriaterhavet, fra Ungarn til Makedonien, mens Den Høje Port i Istanbul fik hjælp til at indkræve skatter og udskrive slaviske bondesønner til deres infanteri, den såkaldte devsirme. Denne gensidige hjælp varede, afbrudt af enkelte tyrkiske nedbrændinger af serbiske helligdomme, til slutningen af 1600-tallet. Efter habsburgernes sejre allierede det serbiske patriarkat sig med det katolske Østrig og brød med Istanbul. Da krigslykken midlertidigt vendte, flygtede patriarken Arsenije III i spidsen for sit folk fra Kosovo (“Det gamle Serbien”) til området omkring Novi Sad (Vojvodina) og Østslavonien. De fik garanteret religionsfrihed af kejser Leopold I og oprettede et metropolinat i den lille by Sremski Karlovci i Vojvodina. Albanske hyrder flyttede ind i de områder de forlod, og deres efterkommere udgør i dag det altovervejende befolkningsflertal i Kosovo (Malcolm 1998).

I 1739 lykkedes det osmannerne at tilbageerobre Valakiet, Bosnien og Serbien. Derved uddybedes skellet mellem de forskellige dele af Balkan. På den ene side de økonomisk tilbagestående, osmannisk beherskede lande, på den anden de mere velhavende, habsburgsk regerede, som fik del i den økonomiske vækst og de administrative reformer i det øvrige østrigske kejserrige i 1700-tallet. Serberne i Osmannerriget (stadig det helt store flertal af dem) begyndte på den anden side at orientere sig mod Rusland for at få hjælp i deres selvstændighedskamp mod tyrkerne og understregede derfor deres ortodokse og slaviske identitet, mens kroaterne blev mere og mere centraleuropæiske og katolsk orienterede. Men samtidig var deres bosættelser altså uhjælpeligt sammenblandede. Forskellen på serbere og kroater er først og fremmest et resultat af økonomiske og politiske processer i forbindelse med skabelsen af de moderne territorialstater i Central- og Sydøsteuropa, hvor der var to konkurrerende nationsbygningsprojekter, et kroatisk (katolsk) og et serbisk (ortodokst) – hvortil i dag efter borgerkrigen kommer et tredje, et bosnisk (muslimsk), til tider kaldt bosniaker. Udviklingen af national bevidsthed kompliceredes yderligere af en særlig del af arven fra det Osmanniske Imperium. Ikke så meget den økonomiske stagnation, selv om den også betød noget, som det faktum at befolkningerne i Osmannerriget var organiseret efter religiøse kriterier (det førnævnte millet-system). Det indebar at den serbiske ortodokse kirke kom til at spille en afgørende rolle for bestemmelsen af serbisk identitet, en rolle som var fremmed for den noget mere kosmopolitiske katolske kirke. Denne sammenhæng mellem serbiskhed og ortodoks kristendom afrundedes med etableringen af det autonome serbiske fyrstedømme i 1830 (Banac 1984, 66).

De muslimske befolkninger er ligeledes et resultat af disse stats- og nationsbygningsprocesser, men ikke som man måske skulle tro på grund af aktiv missionering fra de islamiske tyrkiske erobreres side. Tværtimod var omvendelse af kristne undersåtter ikke i de nye herskeres snævre interesse, da den kostede dyrt i manglende skatter. Ikke-muslimske undersåtter havde fuld religionsfrihed, men var forpligtede til at betale kopskat og formueskat samt yde forskellige former for hoveriarbejde for hærene, hvilket muslimer undgik. Det er blevet anslået at kristnes omvendelse allerede inden Suleimans erobring af Ungarn årligt kostede sultanen 2,8 tons guld (Béhar 1991, 54). Derudover slap omvendte muslimer for hvert femte år at skulle aflevere en andel af drengebørnene i form af den såkaldte blodtold – på tyrkisk devsirme (eller devshurmeh). Denne “afgift” var blevet indført i begyndelsen af 1400-tallet og spillede en central rolle i det osmanniske forvaltningssystem. Hele regeringsapparatet var formelt set sultanens husstand og således ikke frie, der kunne lade deres stillinger gå i arv. Sultanernes egne sønner blev til gengæld systematisk holdt ude fra magten for at de ikke skulle forsøge at tage magten. Embedsmændene blev uddannede på særlige slaveskoler og var i hvert fald i teorien sultanens undergivne uden mulighed for at indlede feudale opsplitningsprocesser. Med jævne mellemrum rejste sultanens embedsmænd rundt i de kristne landsbyer på Balkan, langs sortehavskysten og det vestlige Anatolien og samlede drengebørnene sammen og tog hvert femte med sig. Ivo Andric har i optakten til sin roman Broen over Drina givet en gribende skildring af en sådan indsamling i byen Travnik, hvor bogen foregik:

“Hin novemberdag nåede et langt tog af belæssede heste frem til flodens venstre bred, og standsede for at overnatte dér. Janitsarernes aga var på vej tilbage til Konstantinopel med sit bevæbnede følge efter at have været rundt i landsbyerne i Østbosnien for at samle det antal kristne børn sammen, der krævedes som blodtold. Der var allerede gået seks år, siden man sidst havde indkrævet denne blodtold, og der havde derfor denne gang været nok at vælge imellem. Uden vanskelighed fik man fat i det nødvendige antal sunde, velskabte og intelligente drengebørn mellem ti og femten år, skønt mange forældre havde skjult børnene i skoven eller vist dem, hvorledes de skulle spille halvtossede eller lade, som om de haltede – ja de klædte dem i pjalter og laser og smurte dem ind i snavs, alt sammen for at undgå aga’ens blik; nogle havde endog lemlæstet deres egne børn ved at hugge en finger af. De drenge man havde udvalgt, blev nu sendt af sted på små bosniske heste i en lang karavane. Over hestens ryg hang der en flettet kurv på hver side, og i hver kurv var der anbragt en dreng, der havde sin lille bylt og et stykke kage, det sidste han havde fået med sig hjemmefra. Fra disse gyngende og knirkende kurve stak drengenes friske, men forskræmte hoveder op. Nogle så roligt tilbage over hestens ryg mod den hjemlige egn så længe som overhovedet muligt, andre spiste og græd på samme tid, mens atter andre sov med hovedet lænet mod paksadlen.” (Andric 1944, 18).

Der var altså ikke tale om den rene idyl, men for det første var der sjældent det i 1500-tallets Europa, og for det andet gav denne voldelige fjernelse af børnene reelt mulighed for en social mobilitet, der var ukendt i de øvrige europæiske stater. I Istanbul blev børnene nemlig opdraget i den muslimske tro og absolut troskab over for sultanen for at kunne indgå i hans administrative og militære korps – de førnævnte janitsarer, der kommer af tyrkisk jeni ceri, dvs. de nye krigere. Nogle af dem drev det vidt og endte på samfundets højeste poster. Andric’ fortælling tager sit afsæt i at en af disse drenge blev en succesrig general, giftede sig med en af sultanens døtre og avancerede til storvesir (hele denne succesfulde familie er grundigt skildret i Samardjitch 1994). I sin høje alderdom testamenterede Mehmed Pasha Sokoli eller Sokolovic et stort beløb til bygningen af en pragtfuld bro over floden Drina, en bro der overlevede alle katastrofer, indtil den blev sprængt i luften under krigen mellem Østrig-Ungarn og Serbien i 1914. Og nu igen under borgerkrigen mellem deres efterkommere i 1990’erne.

Uanset hvad årsagerne end var, bevarede den bosniske adel ligesom adelen i Albanien og på Kreta sin jord og sine privilegier ved at konvertere til islam (Jelavich 1983 II, 2). På længere sigt kom denne islamisering til at skærpe de kulturelle modsætninger i Balkanlandene. Ganske vist opgav de nyomvendte ikke deres modersmål, men udtrykte sig fortsat på serbisk (serbokroatisk), albansk eller bulgarsk. Alligevel adskilte de sig stadig mere fra de omgivende kristne befolkninger i vaner og verdenssyn, især fordi de sammen med muslimer af tyrkisk afstamning, der havde fået ret til at åbne forretninger i byerne som kompensation for deres uregelmæssige lønudbetalinger, kom til at udgøre hovedparten af bybefolkningen i 1792 55 % af indbyggerne i Saloniki, vore dages Thessaloníki (Béhar 1991, 82). Muslimerne udgør stadig eller rettere udgjorde indtil for ganske nylig over 50 % af bybefolkningerne i Bosnien, altså en meget større andel end deres andel af den totale befolkning. Forskellen på en sofistikeret og kosmopolitisk bybefolkning på den ene side og en tilbagestående landbefolkning på den anden er ifølge mange iagttagere ligefrem en af årsagerne til borgerkrigens helt exceptionelt forbitrede og grusomme karakter.

Opløsningen af det Osmanniske Imperium

I 1800-tallet blev befolkningerne på Balkan i stigende grad inddraget i den europæiske moderniseringsproces. Kejser Napoléon samlede efter freden i Schönbrunn i 1809 dele af Kroatien, Slovenien og Dalmatien – herunder Dubrovnik, der var blevet indtaget for første gang i bystatens historie af franskmændene i 1806 (Carter 1972, 525-40) – til én stat ved navn Provinces Illyriennes, efter Østrigs totale nederlag til Frankrig, kort efter at det var blevet udråbt til kejserrige efter ophævelsen af det hellige romerske kejserrige i 1806. Det var i dette Illyriske Rige at den første forestilling om en jugo- dvs. syd-slavisk enhed af slovenerne, kroaterne og en del serbere blev formuleret (Mørch 1991, 91-93). Denne statsdannelse varede kun fem år, men hvor kort perioden end var, kom det franske herredømme til at betyde en kraftig modernisering af samfundet med deraf følgende spændinger og modsætningsforhold (skildret i Andric 1942). Feudalismen blev svækket med fjernelsen af adelens skatteprivilegier og ophævelse af hoveriet. Desuden ændredes skolerne, hvilket de slaviske befolkninger udnyttede til at konsolidere deres nationale sprog. Handel og håndværk blev fritaget for lavsvæsenets bindinger, og kommunikationsmidlerne blev forbedrede. Hvordan disse begivenheder indvirkede på Bosnien under det tyrkiske herredømme, er glimrende skildret i en anden roman af Ivo Andric, Travnicka hronika (der på dansk har fået den lidt misvisende titel Forvist til Bosnien). Handlingen udspiller sig mellem den østrigske og den franske repræsentant (konsulen) i Travnik og deres vanskelige relationer til den lokale befolkning og det tyrkiske herredømme.

Sideløbende med denne nationale vækkelse gik Osmannerriget i stadig hurtigere opløsning under dobbelt pres fra den nye beskyttermagt for de ortodokse kristne, Rusland, på den ene side og Storbritannien og Frankrig på den anden side. Disse sidste ville ikke acceptere at Rusland fik magt over hele Balkan og dermed direkte adgang til Middelhavet. Som et nyt ideologisk våben i sin århundredlange kamp mod Osmannerriget var Rusland begyndt at opfordre de slaviske bondebefolkninger til at gøre oprør mod tyrkerne i “panslavismens” navn. Rusland havde allerede i slutningen af 1400-tallet efter Konstantinopels fald overtaget værdigheden som kristenhedens “tredje Rom” (se Østergård 1992, 117-23), og i en tidsalder med voksende nationalisme var det derfor nærliggende at påberåbe sig rollen som beskytter af alle rettroende slaver. Det kunne Rusland gøre så meget desto lettere, som det var gået ud af Napoléonskrigene som det europæiske fastlands ubestridt stærkeste magt (jævnfør kapitlet om Rusland og Europa).

1804 startede et serbisk oprør mod tyrkerne. Den vigtigste oprørsleder var Karadjordje Petrocic. 1817 blev Karadjordje dræbt af Milos Obrenovic, som anerkendtes af sultanen som arvelig fyrste af Serbien under tyrkisk overhøjhed. 1830 blev den serbiske autonomi-ordning internationalt anerkendt, samtidig med at Grækenland blev en selvstændig stat efter stormagternes intervention i den græske frihedskrig 1821-29 (Clogg 1992 og Dakin 1973). I 1861 proklameredes en selvstændig rumænsk stat under kong Alexandru Cuza (Hitchins 1994), hvilket igen opildnede andre kristne folkeslag til at prøve lykken. I 1875 brød et serbisk bondeoprør ud i Hercegovina, som hurtigt bredte sig til Bosnien og til kroaterne i Bosnien-Hercegovina. Opstanden inspirerede også grækerne på Kreta og i Thessalien og bulgarerne til at gøre oprør. Uroen fik først Serbien og Montenegro, så Rusland til at erklære osmannerne krig, hvilket efter et halvt års forbitrede kampe i Bulgarien førte til at zar Alexander II i 1878 dikterede freden i San Stefano. Blandt bestemmelserne var anerkendelsen af Bosnien-Hercegovinas autonomi og oprettelsen af et Storbulgarien med en grænsedragning, som Bulgarien lige siden har påberåbt sig som den eneste retfærdige (Crampton 1983 og 1987). Selv om Serbien havde lidt militært nederlag til tyrkerne havde det håbet på territorielle udvidelser og chokeredes derfor, da det så godt som intet fik af byttet. Bulgarien tegnede nu til at blive den dominerende stat på Balkan.

Denne nye russiske orden i Sydøsteuropa fik imidlertid de øvrige stormagter til at reagere, som de havde gjort tidligere under Krimkrigen 1854-56. Ikke fordi de ønskede at redde “Europas syge mand”, som Osmannerriget nu stadig oftere blev kaldt, men fordi de selv ville have del i byttet. Storbritannien sendte en flåde til Konstantinopel, mens Østrig-Ungarn truede med krig. Bismarck lagde sig imellem og indkaldte til kongres i Berlin. Berlinkongressen i 1878 blev et betydningsfuldt skridt på vejen til skabelsen af nationale stater på Balkan. Rumænien, Serbien og Montenegro slap fri for deres formelle underordning under sultanen og blev fuldt selvstændige stater på linie med Grækenland. Serbien udråbtes til kongerige i 1882. Montenegro havde været et reelt uafhængigt fyrstbispedømme indtil 1860 idet embedet gik i arv inden for familien Njegos. Danilo I var åbenbart træt af cølibatet og udråbte sig til verdslig fyrste, men blev kort efter myrdet og efterfulgtes af Nikola I der blev anerkendt som suveræn ved Berlinkongressen. Først ved sit 50-års jubilæum i 1910 antog Nikola kongetitel, men riget regnes som et monarki fra 1860. Bulgarien blev reduceret til en strimmel land langs Donaus sydlige bred plus området omkring hovedstaden Sofia og måtte acceptere sultanens formelle overhøjhed. 1885 indlemmede fyrst Alexander Østrumelien omkring Plovdiv syd for Balkanbjergene og beholdt det trods russisk modstand. Først 1908 blev Bulgarien et helt selvstændigt kongerige (Crampton 1983). Serbien fik en beskeden forøgelse, mens Montenegro fik sit område fordoblet i form af opfyldelsen af et længe næret ønske om adgang til havet. Bessarabien tilfaldt Rusland, mens Østrig-Ungarn fik overdraget administrationen af Bosnien-Hercegovina med hovedstaden Sarajevo samtidig med at det besatte Sandjak Novi Pazar i det nuværende Serbien (Jelavich 1983 II, 7).

Bosnien-Hercegovina kom til at skabe store problemer for Østrig-Ungarn især efter den formelle anneksion i 1908. Næsten to millioner serbokroater af katolsk, ortodoks og muslimsk tro blev dermed indlemmet i et imperium, hvor slavernes nationale rettigheder i forvejen blev ignoreret. Ganske vist blev provinsen administreret i fællesskab af Ungarn og Østrig af dobbeltmonarkiets finansminister i Wien, så Bosnien undgik den hårdhændede magyariserings-politik, der prægede resten af den ungarske rigshalvdel (Jelavich 1983 II, 60). Men især de bosniske serbere var glødende utilfredse og så hen til kongeriget Serbien som deres beskytter, især efter dets sejre i den 1. og 2. Balkankrig mod tyrkerne og bulgarerne 1912-13. Bulgarien og Serbien havde aftalt at dele Makedonien, hvor et albansk oprør mod ungtyrkernes osmanniseringspolitik havde svækket tyrkerne alvorligt. Serberne skulle have Nordalbanien og dermed den attråede adgang til havet, mens Bulgarien skulle have størstedelen af det nuværende Makedonien. Grækenland og Montenegro sluttede sig til koalitionen, der derefter åbnede fjendtlighederne med et ultimatum til Osmannerriget, som det stadig hed, selv om de ungtyrkiske officerer havde taget magten i 1908 og indledt en modernisering for at redde det multinationale rige. Sejren var hurtigt hjemme, da de forenede balkanhære var veludrustede og dobbelt så mange som tyrkerne. Der blev indkaldt til en fredskonference i London. Her splittedes sejrherrerne, især på grund af Bulgariens enorme territorialkrav; det ønskede stadig San Stefano-traktatens grænser. Bulgarien forsøgte sig med et overraskelsesangreb på Serbien, hvilket fik rumænerne og tyrkerne til at blande sig på serbernes og grækernes side. Stillet over for dette pres måtte Bulgarien kapitulere efter 14 dages kamp. Denne krig mellem serberne, støttet af Rusland og bevæbnet af Frankrig, på den ene side og Bulgarien, støttet af Østrig-Ungarn og udrustet af Tyskland, på den anden, skulle vise sig at være en generalprøve på 1. verdenskrig.

Med freden i 1913 var det praktisk talt slut på den osmanniske tilstedeværelse i Europa. Bulgarien fik det vestlige Thrakien og dermed adgang til Middelhavet, Grækenland det meste af Makedonien, mens Albanien til de krigsførende staters store overraskelse blev en selvstændig stat først og fremmest for at hindre Serbien i at få adgang til havet (Jelavich 1983 II, 99). Serbien var alligevel den store sejrherre med en næsten fordobling af sit territorium i form af indlemmelsen af det vestlige Makedonien og Sandjak Novi Pazar. Dette sidste havde Østrig-Ungarn forladt i 1908 som modydelse for indlemmelsen af Bosnien-Hercegovina. Således fik Serbien og Montenegro omsider fælles grænse og kunne derfor samarbejde militært, noget Østrig-Ungarn havde modarbejdet i årevis. Den nye, selvsikre serbiske stat stræbte efter at samle alle sydslaver om sig, og mange begyndte at kalde den nye stat for “Balkans Piemonte” med en hentydning til den stat, der et halvt århundrede tidligere havde samlet Italien.

Tyrkiet, Grækenland og det øvrige Balkan

Osmannerriget blev sønderlemmet ved Sèvres-traktaten af 10. august 1920 og opdelt i en række europæiske protektorater, herunder et græsk. Grækenland havde fået overdraget Smyrna (Izmir) med en stor græsktalende befolkning og besatte med denne by som udgangspunkt det vestlige Anatolien. Det provokerede en national tyrkisk reaktion. Sejrherren fra Gallipoli i 1915, Mustafa Kemal Pasha (1881-1938), samlede i den anatolske by Sivas de kræfter om sig, der ikke ville acceptere Tyrkiets forsvinden. Kernen var demobiliserede veteraner, men hurtigt sluttede også mange lokale godsejere og osmanniske embedsmænd sig til oprøret. En hastigt sammenkaldt nationalforsamling proklamerede 23. april 1920 en tyrkisk national republik i en lille skolebygning i den ubetydelige provinsflække Ankara i hjertet af Anatolien. Efter et månedlangt slag i eftersommeren 1921 besejrede den tyrkiske hær grækerne ved Sakarya-floden lidt vest for Ankara. Under tilbagetoget brød den græske hær helt sammen og 9. september 1922 kunne Mustafa Kemal i triumf indtage Smyrna, der siden har heddet Izmir. Det markerede indledningen af den første store folkeflytning på Balkan under international overvågning. Knap 2 millioner såkaldte “grækere”, dvs. ortodokse blev fordrevet fra Anatolien og den europæiske del af Tyrkiet (Thrakien), mens godt 700.000 “tyrkere”, dvs. muslimer, blev sendt den anden vej (Pentzopoulos 1962). Trods international overvågning fra Folkeforbundet omkom i hundredtusindvis af mennesker i processen. Resultatet var at hvor den kristne befolkning i 1910 havde været på 2,4 millioner, var der i 1923 kun 400.000 kristne (“grækere”) tilbage i Tyrkiet. Denne første internationalt overvågede “etniske udrensning” medførte et had og en bitterhed mellem de to stater, som endnu langtfra er overvundet (Volkan and Itzkowitz 1994). Samtidig medførte den en social destabilisering først og fremmest i det mindre Grækenland, der resulterede i to militærdiktaturer henholdsvis 1936-41 og 1967-74 og en forbitret borgerkrig mellem 1944 og 1949, der især førtes i den nordlige del af landet op mod Albanien og Makedonien, hvor den kommunistiske bevægelse fik støtte fra Titos Jugoslavien, indtil 1949 da grænsen blev lukket (Bærentsen m.fl. 1987).

Ved Lausanne-traktaten 24. juli 1923 anerkendte stormagterne Tyrkiets selvstændighed, og i april 1924 blev kalifatet afskaffet. Dermed var Tyrkiet endegyldigt en sekular republik efter vestligt forbillede med nogenlunde sikre grænser. Mustafa Kemal grundlagde det republikanske folkeparti, Cumhüriyet Halk Partisi for at fastholde og videreføre revolutionen som en vestligt uddannet elites dominans over et muslimsk bonde- og godsejersamfund – CHP var indtil 1946 det eneste tilladte parti. Revolutionens program fremgår af partiets symbol, en rød fane med seks hvide pile. Disse pile stod for etatisme, populisme, sekularisme, nationalisme, republikanisme og revolutionisme (Webster 1939, Ahmad 1993, 63). Regimet opfattede sig selv som revolutionært og markerede det ved at bruge ordet “devrim” (revolution). I officielle fremstillinger blev det nye Tyrkiet karakteriseret som “Atatürks revolution”, “hatterevolutionen”, dvs. forbudet mod fez og slør, “bogstavrevolutionen”, dvs. indførelse af det latinske alfabet, “kalender-revolutionen”, dvs. opgivelsen af den islamiske kalender og “efternavns-revolutionen”, der tvang alle tyrkere til at antage et efternavn efter vesteuropæisk skik.

Denne stribe af revolutionære tiltag fremlagde Mustafa Kemal selv med stolthed i en seks dage lang tale om revolutionens resultater i 1927, der omtales som Nutuk (Talen). Udvalgte dele af denne enorme tale er citeret på væggen af hans kæmpemæssige gravmæle Amikabir i hjertet af Ankara, hvor det ligger som et monument over den nationale i revolution opført i en stil der ville have frydet Mussolini. Hvis Mussolini ikke forsmædeligt var endt med hovedet nedad klynget op i en lygtepæl på Piazzale Loreto i Milano, ville hans gravmæle efter al sandsynlighed have set sådan ud. Mussolinis skæbne er ikke overgået Mustafa Kemal, der ved en parlamentsbeslutning i 1934 fik tilnavnet Atatürk, dvs. “tyrkernes fader”. Republikken blev skabt næsten egenhændigt af ham, og hans liv og skæbne personificerer fremragende den komplicerede baggrund for den moderne tyrkiske nationalstat. Født i Salonikis muslimske befolkning, kom han på militærakademi i Monastir (i dag Bitola i Makedonien) og indledte en hurtig militær karriere, der dog hæmmedes af hans modsætningsforhold til de toneangivende i den ungtyrkiske revolution, især Enver Pasha (1881-1922). Mustafa Kemal var som før nævnt hjernen bag den tyrkiske hærs nedkæmpning af det allierede angreb på Gallipoli under 1. verdenskrig og ledede siden den anatolske samling mod udenlandsk intervention. Det er i høj grad hans fortjeneste at det lykkedes at fæstne revolutionen i officerskorpset, der siden hans dage har opfattet sig som garant for den sekulare forfatning. Hæren har tre gange i efterkrigstiden, 1960, 1971 og 1980, grebet ind for at beskytte republikken mod demokratiet, forstået som de folkevalgte partier. Det har omverdenen haft svært ved at acceptere, for normalt ved vi kun alt for godt hvad det handler om, når militæret vil beskytte demokratiet mod demokratiet. Men i det tyrkiske tilfælde har officererne faktisk alle tre gange trukket sig tilbage til kasernerne igen, ganske vist først efter at have sikret sig store økonomiske privilegier i form af virksomheder i den store statsejede sektor. Men sammenlignet med den græske junta mellem 1967 og 1974 eller de kommunistiske regimer er det alligevel en forbløffende demokratisk adfærd.

Selv den seneste indgriben i efteråret 1997, hvor hærledelsen fra sin plads i det Nationale Sikkerhedsråd (indført med 1971-forfatningen) gennemtvang et forbud mod det fundamentalistiske Velfærdsparti Refa under Necmettin Erbakan, var lovlig. I hvert fald i den forstand at en forfatningsdomstol først havde erklæret partiet forfatningsstridigt, inden Erbakan blev tvunget ud af regeringen. Man kan diskutere om det er demokratisk eller klogt, men ikke benægte at dette “bløde” eller “postmoderne” kup har mere end et skin af konstitutionel legalitet over sig. Sandsynligvis er det uklogt at håndtere fundamentalismen på denne måde – sporene fra Algeriet skræmmer. Men Tyrkiet er i en ganske anden situation end militærdiktaturet i Algeriet, først og fremmest fordi landet i næsten 80 år har levet under en sekulær forfatning med skarp adskillelse mellem stat og religion og regelmæssige valg med deraf følgende udskiftning af regering. Det er skellet mellem stat og religion fundamentalisterne anklages for at ville nedbryde til fordel for en islamisk republik. Forskellen til Algeriet er videre at der findes en meget stor europæiseret middelklasse i byerne, ligesom bondefolkningen i Anatolien har haft tid til at vænne sig til demokratiets spilleregler. Fundamentalismen har sine tilhængere blandt de mange millioner af nyligt indvandrede jordløse til storbyerne, først og fremmest de uorganiserede forstæder, gecekondü uden for Ankara og Istanbul.

I en vis forstand er Tyrkiet den officielle efterfølgerstat til Osmannerriget, men har brudt med dettes multinationale karakter til fordel for en nationalstat. Men det gør i hvert fald ikke Tyrkiet mindre “europæisk” end de andre nationale efterfølgerstater på Balkan, Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Albanien og Jugoslavien. De har alle forsøgt at skabe homogene nationalstater på basis af en dominerende befolkningsgruppe, og ingen af dem kan siges at være meget mere succesfulde end Tyrkiet. Den tyrkiske stat har været præget af både styrker og svagheder placeret som den er midt mellem Europa og Nærorienten, mellem islam og en sekulariseret republik, mellem moderne industri og traditionelt bondesamfund. Komplekset af republikanisme og nationalisme var baggrunden for Tyrkiets intervention på Cypern i 1974, der skete under den venstreorienterede og i Danmark i hvert fald indtil besøget i foråret 1998 populære politiker Bülent Icevit (f.1925). Ecevit er den civile politiker der mest direkte personificerer arven fra Atatürk. Derfor er det ikke så paradoksalt at det var ham der som venstreorienteret politiker gav ordre til interventionen på Cypern. Som venstreorienteret i Tyrkiet er Ecevit på samme tid republikaner og nationalist, og hensigten med interventionen var at redde den tyrkiske befolkning på øen fra at blive indlemmet i Grækenland efter et dilettantisk kup dirigeret fra militærjuntaen i Athen. Under det britiske herredømme fra 1878 til 1959 havde Cypern været en Middelhavets perle på linie med tidligere tiders Beirut og Alexandria og som den græske del er blevet det igen i 1980’erne. Men rigdommen og civilisationen hvilede (og hviler stadig) på skrøbelige og sårbare kompromiser mellem konkurrerende slægter inden for en snæver elite. Konsensus mellem de ledende grupper er igen og igen brudt sammen, mest markant med kuppet i 1974 og tilslutningen til Grækenland, på græsk Enosis. Det provokerede en tyrkisk invasion og en deling af øen, som har varet lige siden.

Nu er det internationale samfund ved at være træt af at opretholde freden med tropper, hvilket har ledt til en ny spiral af oprustning på den delte ø. Senest med grækernes køb af et russisk missilbatteri. Pessimister mener at den ustabile balance på øen først vil blive afgjort efter en ny krig mellem Grækenland og Tyrkiet i Ægæerhavet. Der er altså tilstrækkeligt mange ydre usikkerhedsfaktorer til at holde en hel hær af mæglere beskæftiget. Men årsagerne til den forbitrede konflikt skal ikke søges uden for øen, selv om det virker nærliggende og til dels “politisk korrekt”. De indre strukturelle årsager er glimrende blotlagt i en omfangsrig monografi af en tysk forsker med bopæl i Athen, Jeanette Choisi. Hun har eksemplarisk analyseret den kyniske og egoistiske baggrund for den nationalistiske mobilisering af grækere mod tyrkere og omvendt på Cypern fra 1878 til 1990. I udgangspunktet var der ikke tale om to adskilte samfund, men om to (eller flere) religioner, der levede fredeligt mellem hinanden. Først den virulente nationalisme, som konkurrerende klaner inden for eliten slap løs for at skaffe sig selv mere magt, indledte den spiral af vold og usikkerhed, som endte med flugt og fysisk adskillelse mellem grupper, der nu opfatter sig som helt forskellige “folkeslag”. Men denne adskillelse skete først i 1950’erne i takt med svækkelsen af den eksterne besættelsesmagt Storbritannien (Choisi 1993). Parallellerne med Bosnien er slående og nedslående.

Cypern-problemet åbner for hele det ømtålelige og vanskelige kapitel om, hvordan den moderne græske og den moderne tyrkiske nation voksede ud af det Osmanniske Imperiums sammenbrud. I dag er ingen af befolkningerne i tvivl om at deres respektive nationer har århundreder på bagen og “altid” har været udsat for aggression fra naboerne. Kun NATO’s eksistens og USA’s faste hånd har hidtil afholdt de to formelt set allierede stater fra at komme i krig med hinanden om en lang række spørgsmål fra mindretalsrettigheder til grænsedragninger og ret til olieeftersøgning i Ægæerhavet. Men den interessante lære af historien er at begge folk er børn af Osmannerriget. Tyrkerne vedkender sig arven, men ikke gælden. Grækerne derimod har lige fra begyndelsen af 1800-tallet og den meget romantiserede græske frihedskrig i 1820’rne fremstillet sig selv som den klassisk kristne, europæiske og demokratiske antitese til de grumme “asiatiske” tyrkere. Denne tese om kontinuitet til antikken skjulte at idéen om en græske nationalstat opstod blandt velhavende grækere i diasporaen, især det græske samfund i den russiske sortehavsby Odessa. Lige siden har grækerne dyrket et billede af sig selv som direkte arvinger til det forfinede athenske demokrati og konstruerede i sidste århundrede et klassisk inspireret græsk højsprog, katharévousa, som de siden med ringe held har forsøgt at få befolkningen til at anvende. Så sent som under militærjuntaens styre mellem 1967 og 1974 var det officiel politik at fremme den eksklusive brug af katharévousa på bekostning af folkesproget demotikí. Først efter diktaturets fald blev folkesproget i 1976 anerkendt som landets officielle sprog (Clogg 1992, 2).

Denne forvrængede og propagandistiske historieopfattelse er slået igennem i græsk tankegang i en sådan grad, at selv videnskabelige publikationer i ramme alvor fremfører tesen om nutidens grækerne som direkte efterkommere af athenerne, der på det skammeligste er blevet undertrykt under de tyrkiske osmanneres rædselsstyre, det såkaldte tourkokratia. Tvetydigheden i den græske nationale identitet er stadig påfaldende. Moderne grækere har indtil for ganske nylig ignorerer betydningen af den ortodokse millet, dvs. religiøse “nation” i Osmannerriget. Officielt kaldtes de ortodokse på tyrkisk millet-i Rûm, hvilket betød den “græske nation” eller den “byzantinske” nation (Byzans er sat i anførselstegn da “Byzantinerne aldrig benyttede denne betegnelse om sig selv; det er en senere tids valg). Denne sprogbrug svarede til at sultanerne i den første fase efter erobringen af Konstantinopel i 1453 kaldte sig Kaysar-i-Rûm, dvs. kejser over grækerne og deres rige mamâlik-i-Rûm (Østergård 1996a). Flertallet i den ortodokse millet var græsktalende, især efter at serberbne i 1500-tallet fik deres egen ortodokse millet, og de spillede en vigtig rolle i riget som handelsmænd, søfarere og administratorer. Grækere bemandede i vid udstrækning de flåder, med hvilke osmannerne kæmpede mod Spanien og Venezia om søherredømmet i Middelhavet fra midten af 1500-tallet. Osmannerne tabte ganske vist det afgørende slag ved Lepanto (Naupaktos) ved Patrasbugten i 1571, men fastholdt magten over den østlige halvdel af middelhavsverdenen. Dette søherredømme gav rige udfoldelsesmuligheder for græske handelsmænd, der etablerede sig i alle større byer rundt om det østlige Middelhav og dermed skabte en diaspora, der overgik den tidligere jødiske i omfang. Det storgræske program for en nationalstat omfattende alle grækere og med hovedstad i Konstantinopel, den såkaldte “Store Idé” (Megali Idéa), overså imidlertid fuldstændig ønsker og traditioner hos det flertal af grækere, som levede i Vestanatolien, i Smyrna (nu Izmir), Istanbul, Alexandria, langs Sortehavskysten og i bredt bælte fra Vlore (i det nuværende Albanien) til Varna (i det nuværende Bulgarien). Disse grækere, hvoraf en del var tyrkisktalende (ligesom muslimerne på Kreta omvendt var græsktalende), havde ingen større interesser i en fattig mini-nationalstat på Peloponnes og Achaia, men foretrak udfoldelsesmulighederne i det udstrakte multinationale imperium. Her kendte de reglerne og kunne klare sig ved at bestikke de rette (jf. Pelt 1996 for en de meget få analyser af denne oversete befolkningsgruppe og Clogg 1992 for en detaljeret påvisning af græskheden som en “opfunden” tradition i bedste 1800-tals nationalistiske stil).

Efter oprettelsen af den uafhængige græske stat i 1830 levede et overvældende flertal af grækerne fortsat under osmannisk herredømme, idet mindst to tredjedele af samtlige græsktalende på Balkan, i Anatolien og Mellemøsten var undersåtter under sultanen. Græske politikere og det græske militær opfattede den nye statsdannelse som første led i en fortsat proces, der først var afsluttet når den sidste “græker” var blevet borger i den nye stat. Idéen om en selvstændig græsk stat var først og fremmest undfanget i det græske samfund i den russiske sortehavsby Odessa, hvor vestlige oplysningsidéer og forestillinger om national identitet havde slået rod (Clogg 1992, 32). Men da alle nationale programmer forudsætter en tæt forbindelse mellem territorium, folk og sprog var det nødvendigt at etablere staten på den gamle “hellige” jord – på nøjagtig samme måde som det jødiske nationale program, zionismen, ikke kunne udfolde sig i det Østeuropa hvor idéen var undfanget på linie med andre nationale programmer, men måtte finde fodfæste i Palæstina. Grækerne i det Osmanniske Rige var formelt underlagt sultanen i Konstantinopel, men som før nævnt fungerede patriarken i praksis som deres verdslige og åndelige overhoved. Den osmanniske græske identitet var i modsætning til den nye nationale græske identitet trosmæssigt defineret og betegnede den person som “græker” der tilhørte det græske ortodokse samfund. Den nye græske nationale idé var således ikke blot en udfordring til sultanen men også til patriarken. Den “Store Idé” mødte derfor hårdnakket modstand fra den ortodokse kirke og sejrede kun i kraft af støtte fra de europæiske stormagter, Storbritannien, Frankrig og Rusland.

Den ungtyrkiske revolution i 1908 indledte en national omdefinering af grundlaget for det Osmanniske Rige. Reformer var strengt nødvendige, men den tyrkisk-nationale omorientering fik den ortodokse befolkning til i vid udstrækning at bekende sig som nationale grækere. Det faldt sammen med en vellykket græsk militær indsats mellem 1912 og 1922. Men trods denne tilsyneladende succes og en vis nybesindelse på den byzantinske arv var den unge græske nationalstat ekstremt følsom over for diskussioner af grundlaget for den nationale ideologi som den havde været det i begyndelsen af 1800-tallet under den voldsomme strid om den tysk-østrigske historiker Jakob Philipp Fallmerayer (1790-1861). Denne udsendte i 1830’erne en række historiske undersøgelser baseret på grundige kildestudier, hvoraf det fremgik at nutidens grækere intet slægtskab havde med antikkens grækere, men primært nedstammede fra indvandrede slaviske folk (Fallmerayer 1830-36 og 1835). Han benægtede ikke den enestående sproglige kontinuitet fra det klassiske Grækenland til 1800-tallet, men alligevel udløste Fallmerayers resultater et formeligt ramaskrig blandt alle “rettænkende” grækere og filhellenske intellektuelle overalt i Europa, hvilket førte til at man siden taler om “Fallmerayer-syndromet”, når det gælder diskussioner af græsk identitet (Pelt 1995, 154). Årsagen til ophidselsen over Fallmerayers noget bombastiske men ikke urimelige formuleringer af den manglende kontinuitet mellem Hellas og det moderne Grækenland var den afgørende politiske betydning af det klassiske idealbilledes genkomst i den nye stat, uanset hvor tilbagestående, snavset og “balkanagtigt” det konkrete landskab måtte fremtræde.

Konfrontationen mellem drømmen om det evige Grækenland og den nygræske virkelighed var voldsom og ofte smertefuld med bitter skuffelse de indfødte, der hverken gik i hvide lagner, talte om filosofi eller talte oldgræsk. Alligevel viste antikbegejstringen sig storpolitisk virksom. Den var afgørende for at Storbritannien brød med sin traditionelle protyrkiske politik i Orienten og sammen med Frankrig intervenerede i befrielseskrigen (Clogg 1992). Samme antikbegejstring lå formodentlig ligeledes bag EF’s ikke alt for gennemtænkte accept af Grækenland som fuldgyldigt medlem i 1981. Især i Storbritannien er denne opfattelse blevet formuleret eksplicit af politikere og embedsmænd, sandsynligvis pga. den store rolle læsningen af græske klassikere spillede indtil for ganske nylig. I debatten i det britiske underhus om ratifikationen af traktaten om græsk medlemskab udtalte udenrigsministeren at Grækenlands indtræden var “a fitting repayment by the Europe of today of the cultural and political debt that we all owe to a Greek heritage almost three thousand years old” (citeret efter Clogg 1992, 2). Heldigt nok for Grækenland har erindringen om det nazistiske Tyskland begejstring for “græske” dyder – dog primært dem hos det militaristiske Sparta, i mindre grad dyderne hos det demokratiske Athen – ikke fæstnet sig i den kollektive europæiske bevidsthed. Den danske grækenlandsekspert Mogens Pelt har fremdraget nazisternes begejstring for Grækenland i 1930’erne i en fin lille artikel i det populærhistoriske tidsskrift Sfinx, hvilket fik den græske ambassade i København til at rynke på de officielle øjenbryn. Historiske myter er helt central ingrediens i den usikre moderne græske identitet, som 1990’erne har leveret så mange næsten lattervækkende eksempler på.

Først godt hundrede års krige, systematisk national indoktrinering og oprettelsen af en national græsk-ortodoks kirke i 1833 i konkurrence med det universalistiske patriarkat i Istanbul har skabt nutidens græske mini-nation, der er fyldt af mindreværdskomplekser og aggressioner mod alle naboerne, som de da også konstant har været i konflikt med. Eneste undtagelse er serberne, som grækerne deler mange kollektiv-psykologiske træk med. Senest blev denne alliance demonstreret under krigen i det forhenværende Jugoslavien. Tyrkerne er ikke skyldfri, bestemt ikke. Men tilsammen udgør de to nationer en farlig og virulent konstellation, som det er meget vanskelig at bringe til fred og forsoning. Fristelsen for populistiske og magtbegærlige politikere til at mobilisere hadet for selv at komme til magten har sjældent været til at modstå. Men den primære grund til hadet er at de ligner hinanden til forveksling.

Hvor “tyrkiske” de anatolske bønder i grunden er, véd ingen. Efter Byzans’ totale nederlag til seldsjukerne ved Manzikert i 1071 (i nærheden af søen Van) brød det byzantinske riges struktur med selvstændige soldaterbønder definitivt sammen, men allerede tidligere var den sociale struktur ændret, således at småbønderne var blevet til fæstere under feudale herskere. Efter Manzikert afløstes de græske godsejere gradvis af seldsjukiske (tyrkiske) småfyrster, som etablerede et antal uafhængige, indbyrdes stridende riger med hovedbasis i Konya syd for Ankara (kaldet Rûm). Men hvorvidt befolkningen rent faktisk blev udskiftet i etnisk forstand er vanskeligt at afgøre. Måske skiftede bønderne “blot” religion for at undgå skat (som det i et vist omfang skete i Bosnien og Hercegovina). Resultatet blev at agrarstrukturen i Anatolien i hundreder af år domineredes af småbrug, idet de osmanniske herskere bevidst beskyttede bønderne mod feudalherrerne for at bevare dem som soldater og skatteydere. Denne bondeklasse er ifølge mange historikere og sociologer det sociologiske grundlag for, at det parlamentariske demokrati trods alle vanskeligheder har fungeret i Tyrkiet siden indførelsen af topartisystemet i 1946 (Keyder 1983). Det samme argument kan forklare de antifeudale politiske traditioner i Bulgarien, som ligeledes arvede en egalitær småbrugsstruktur fra osmannertiden. De samme egalitære traditioner forklarer, hvorfor kommunismen længe fungerede godt som udviklingsstrategi i Bulgarien i modsætning til det øvrige Østeuropa, sådan som det fremgår af Nicos Mouzelis’ sammenlignende undersøgelse af bønderne i Bulgarien og Grækenland (Mouzelis 1978).

Grækerne og tyrkerne har en næsten tusindårig fælles historie, hvor grækerne på udmærket vis – og til stor fortjeneste for sig selv – udfyldte opgaver som sømænd, fiskere, handelsmænd og skatteopkrævere i hele det Osmanniske Imperium. Fra dette multinationale riges tid stammer de talrige græske enklaver, der er spredt overalt langs Middelhavets kyster. Den osmanniske civilisation var nemlig ikke kun den islamiske, antikristne statsdannelse som den selv – og europæerne – opfattede den som. Den var en grænsecivilisation, der opstod i selve sammenstødet mellem de to kulturer. Det var en ekspansiv statsdannelse, hvis hovedstad altid lå i grænseområdet til den kristne civilisation, først Bursa, siden Nikopolis i Thrakien og til sidst Konstantinopel selv. Selvfølgelig betyder de religiøse og historiske forskelle noget. Men grækerne er ikke direkte efterkommere af de klassiske grækere, sådan som de lærer det i skolen, men snarere af senere indvandrede slaviske folk, dvs. af samme herkomst som makedonere, bulgarere etc. Det gør dem på ingen måde til dårligere grækere, sådan som visse raceteoretiske historikere i sidste århundrede påstod. Den græske nation er baseret på sprog og kultur, ikke etnisk tilhør og “blod”. Det samme gælder tyrkerne der opfatter sig som direkte efterkommere af de centralasiatiske nomader, der fra omkring år 1000 begyndte at vandre ind i Anatolien fra de centralasiatiske områder i Sinkiang, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan.

Begge dele er politiske myter. Livskraftige myter ganske vist, som meget vel kan føre til krig mellem de to lande i nær fremtid, men myter. Nærheden mellem kulturen hos grækere og tyrkere, fra “tyrkisk” kaffe, der til forveksling ligner den “græske”, til folkemusikken og meget mere, er indlysende for den besøgende, men er sjældent eller aldrig bemærket i den historiske litteratur, der lægger mest vægt på folkenes selvforståelse, hvor uhistorisk den end er. Parallellerne fremgår også af social-antropologiske analyser af lokale samfund i Grækenland og Tyrkiet. Men som den britiske socialantropolog Davis i 1977 formulerede det i et dristigt forsøg på at sammenfatte litteraturen om middelhavsverdenen “har antropologer aldrig set det som deres opgave at sammenligne. Og de historikere, der skulle gøre det, har i stedet blot solidariseret sig med den ikke-udtalte selvforståelse i de kulturer, de skriver om”. Det gælder selvfølgelig ikke kun for Grækenlandseksperter, men måske nok i særlig grad for dem, fordi det er “den europæiske kulturs vugge”, der står på spil. Som Davis udtrykker det i en sammenligning af den ideologiske begrundelse for patron-klient-forholdet i mediterrane lande: “Greek Orthodoxy provides no contrast with Catholicism, even less with Islam” (Davis 1977, 149).

En række af mekanismerne i den moderne opfattelse af national identitet hos moderne grækere er studeret af antropologen James D. Faubion. Han har studeret identitetsdannelse hos moderne græske storbyboere i Grækenland og blandt græske samfund rundt om i verden, især Canada og Australien, ved indtrængende feltarbejde der afdækker den valgte og konstruerede karakter af identiteten. En helt anden, men ikke irrelevant fremgangsmåde ved afdækningen af forholdet mellem tyrkere og grækere, er det forsøg på at stille en socialpsykologisk diagnose som to amerikanske forskere af armensk-tyrkisk afstamning har foretaget. Vamik Volkan er professor i psykiatri i USA, mens Norman Itzkowitz er sociolog med speciale i Mellemøsten og suppleret med omfattende psykologisk træning. Denne baggrund har de to forfattere udnyttet til at stille en klinisk diagnose af den mistænksomhed og frygt, der præger grækerne og tyrkerne i omgangen med hinanden. Som historiker er man instinktivt mistænksom over for sådanne psykologiske generaliseringer, men i dette tilfælde fungerer det overraskende godt. Ydermere er der et klart strategisk, behandlingsmæssigt perspektiv i bogen. De vil ikke bare beskrive modsætningerne og hadet, men foreslår også løsninger, der nærmer sig en psykologisk behandling af de kollektive neuroser der kommer ud over banal psykologisering af konflikten mellem mennesker. Fremgangsmåden er overbevisende, fordi begge forfatterne har et intimt kendskab til konflikten og er dybt og ægte engagerede. Deres velmente udspil til konfliktløsning er så meget mere beundringsværdigt, som det er meget få armenere herunder amerikanske (og franske) armenere, der har kunnet sætte sig ud over tyrkernes mord på armenerne i 1915. Men det formår Vamik Volkan.

Som før antydet er Bulgarien også en osmannisk efterfølgerstat med et kompliceret forhold til sin fortid. En strålende middelalderhistorie blev efterfulgt af et meget direkte herredømme af tyrkiske godsejere. Disse fremstilles altid som grusomme og vilkårlige, men var muligvis mindre krævende end deres kristne forgængere. Hvordan skal man ellers forklare at så mange kristne gik over til islam i Bulgarien foruden i Albanien, Bosnien og på Kreta? Eksistensen af et muslimsk såkaldt “tyrkisk” mindretal i Bulgarien kom til omverdenens kendskab i 1980’erne, da en tvangsbulgarisering førte til at det såkaldte “tyrkiske” mindretal på godt en million – ud af en total befolkning på 9 millioner – begyndte at udvandre til Tyrkiet i protest mod at de blev tvunget til at udskifte deres efternavne med bulgarske. Indtil da havde mange af dem været registreret som sigøjnere! De fleste er i mellemtiden vendt tilbage, og den direkte forfølgelse er holdt op. Etniske og nationale modsætninger, der dog snarest er af religiøs art, overlejres i øjeblikket af den frygtelige økonomiske og sociale deroute, som har ramt hele landet siden 1991. Forhåbentlig reagerer befolkningen ikke på samme måde som i sidste århundrede med pogromer, hvor vreden som før nævnt ikke rettede sig mod jøderne der altid har haft det godt i Bulgarien og reddede sig stort set uskadte gennem 2. verdenskrig trods landets alliance med det nazistiske Tyskland.

Nej, i sidste århundrede rettede bondebefolkningens radikale antikapitalisme sig især mod grækerne, der sad på størstedelen af handelen i byerne, selv om de kun udgjorde knap 2 % af den totale befolkning. Det kom til voldsomme optøjer og massemord på grækere især i den gamle hovedby Plovdiv, der dengang helt dominerede over den nuværende hovedstad Sofia, som er en relativt sen opfindelse, placeret i den yderste vestlige del af landet kun 50 km fra grænsen til det Makedonien bulgarerne traditionelt har opfattet som “Vestbulgarien”. Bulgarien blev etableret som selvstændig stat med russisk støtte efter krigen i 1878, men fik som led i magtbalancen mellem stormagterne den tyske prins Alexander von Battenberg til konge. 1885 indlemmede fyrst Alexander Østrumelien omkring Plovdiv syd for Balkanbjergene og beholdt det trods russisk modstand. Først 1908 blev Bulgarien et helt selvstændigt kongerige.

Landets første ministerpræsident, Stefan Stambolov, kaldes ofte for Bulgariens Bismarck. Dermed hentydes til hans betydning for skabelsen af en stærk hær, der i den 1. Balkankrig 1912 besejrede tyrkerne og i den 2. Balkankrig næsten klarede sig mod en koalition af alle naboerne. Men kun næsten, med det resultat at de andre delte Bulgariens erobringer og reducerede det til en lille, revanchistisk stat, der siden ved enhver lejlighed har søgt at revidere grænserne til fordel for sig selv i erindring om det store middelalderlige rige, som det ikke er mere. Stambolov gennemførte også den første industrialisering af landet, men udviklede sig efterhånden til en autoritær diktator i stil med den kommunistiske leder Todor Sjivkov. Denne blev i 1989 afsat af sine egne og lever i husarrest i en af sine talrige pragtvillaer. Fængselksforholdene må være relativt udholdelige for han har netop udgivet et forsvarsskrift. Det er skrevet i typisk kommunistisk papstil med den hensigt at hans fejltagelser og beklage sig over den “uret” der overgik ham, da han blev afsat af Centralkomitéen. I stedet for at jamre skulle han nok prise sig lykkelig over at det ikke er gået ham så ilde som kollegaen i Rumænien, Ceaucescu. Stambolov lagde sig ud med de ekstremistiske makedonske nationalister i organisationen IMRO (på makedonsk Vatreshna Makedonska-Revolutsionna Organizatsiya, på bulgarsk Vutreshnata Makedono-Odrinska Revolutsionna organizatsiya, dvs. den Indre Makedonske Revolutionære Organisation) og blev til sidst myrdet af disse i 1895, svigtet af alle sine gamle støtter.

Stambolov blev efter flere mellemspil efterfulgt af en radikal bondeleder Alexandûr Stamboliski, der byggede sin magt på den store klasse af egalitært indstillede bønder, lidt i stil med den klasse der i modsætning til traditionerne i Rumænien og Albanien har muliggjort demokratiet i Tyrkiet (Bell 1977). Bulgarien har imidlertid ikke været så heldig som Tyrkiet, især pga. utilfredsstillede territoriale krav og udenlandsk intervention. Stamboliski blev myrdet på endnu mere bestialsk vis end Stambolov af den makedonske terroristorganisation IMRO, der har ansvaret for en lang række af århundredets mest spektakulære politiske mord. Med passiv støtte fra det traditionelle establishment torturerede IMRO den demokratiske bondepolitiker og endte med at “skære de hænder af der havde skrevet under på fredstraktaten” efter 1. verdenskrig, som havde kostet Bulgarien alle tidligere gevinster, herunder Vestthrakien der gik til Grækenland, således at Bulgarien mistede den efterstræbte direkte adgang til Ægæerhavet uden om det tyrkisk kontrollerede Bosporus. Bekymrende nok er netop det ultranationalistiske IMRO talrigt repræsenteret i det makedonske parlament i dag som officielt anerkendt parti.

Så enkle og så komplicerede er forholdene på Balkan. Det er vanskeligt på denne baggrund at hævde at Tyrkiet ikke har noget som helst at gøre i Europa. Når grækere og russere med god grund regnes med til den europæiske civilisation, bør det også gælde tyrkerne. Det eneste der skiller dem ud, er religionen islam. Men islam har historisk udgjort en vigtig om end ikke central ingrediens i udviklingen af Europas særlige identitet. I 1960’erne, da titusindvis af tyrkiske arbejdere blev inviteret til Nordeuropa som “gæstearbejdere” til at gøre det arbejde man ikke kunne få den lokale befolkning til, var der ingen tale om Tyrkiets “artsfremmede” eller ikke-europæiske karakter. Siden hen er disse indvandrere blevet til tredje- og fjerdegenerations tyskere og danskere med det resultat at vi nu må udvide definitionen af dansk og tysk identitet med disse bindestregsborgere (se f.eks. Özdemir 1997 og Necef 1994). Det får vigtige følger for de pågældende stater, men ændrer ikke afgørende ved at Tyrkiet i kraft af sin osmanniske fortid hører hjemme i Europa. I hvert fald hvis man anskuer forholdene i det lange historiske perspektiv jeg her har anlagt.