Kapitel 8: Middelhavet og Sydeuropa

Mafiaens regler ligner statens en smule: de er ens for næsten alle (Antonoi Calderone, siciliansk angrende mafioso)

skønt der er – og var – forskelle mellem nord og syd, kan man sige at for disse grundlæggende regler for, hvordan verden ordnes og – derfor – ser ud, rådede der en betydelig ensartethed ved Middelhavets kyster. De selvstyrende, fejdende, ærekære lokalsamfund var i lige grad nord og syd for havet optagne af at udrede forholdene mellem familierne, tilrive sig anseelse, gifte døtrene fordelagtigt bort og pleje familiens ære – og modstanden mod at betale skat eller gøre militærtjeneste var akkurat lige udbredt (Anne Knudsen 1988, 126)

Den 27. november 1995, præcis 900 år efter at pave Urban II proklamerede det første korstog, åbnede Javier Solana – der på dette tidspunkt var spansk udenrigsminister – Barcelona-konferencen eller “The Euro-Mediterranean Conference”. For spanierne, og navnlig for catalanerne med præsident Jordi Pujol i spidsen, var konferencen ikke blot en manifestation af EU‟s nye middelhavspolitik, men et symbol på at 900 års krig, kævl og ballade nu skulle afløses af en ny æra med fredelig sameksistens i form af politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde. Det kontante udtryk for den nye tid var 35 mia. kr. fra 1995 til 2000 i bistand fra EU til middelhavsregionen. Siden Spanien efter Francos død entrede den europæiske scene, har landet arbejdet hårdt på at blive primus motor i EU‟s middelhavspolitik, og det var også i vid udstrækning på spansk initiativ at Barcelonakonferencen fandt sted. I den ny spanske selvforståelse og iscenesættelse af sig selv som den stat, der er placeret helt centralt i formidlingen mellem Europa, Nordafrika og Mellemøsten, er landets multikulturelle historie vigtig. Godt 500 år efter at det lykkedes for dronning Isabella og kong Ferdinando i 1492 at smide araberne ud af Granada, deres sidste bastion i Andalusien, trækkes maurernes og islams 800 års tilstedeværelse på den Iberiske Halvø nu frem af glemselen. Denne multinationale arv fortolkes nu i modsætning til tidligere som Spaniens historiske mission og berettigelse til at føre an i skabelsen af en fredelig sameksistens i det vestlige Middelhav.

På middelhavskonferencen i Barcelona forsømte spanierne ingen lejlighed til at omtale Guldalderen, hvor jøder, kristne og muslimer under islamisk overherredømme levede fredeligt sammen og skabte en højkultur i al-Andalus (nutidens Andalusien). Både konferencens vært, Cataluñas præsident Pujol, præsidenten for konferencen, den spanske udenrigsminister Javier Solana (før han blev generalsekretær for NATO), og de øvrige spanske hovedtalere brugte betegnelsen al-Andalus som metafor for en ny og bedre fremtid i middelhavsområdet. Maurernes arkitektur og kunst, deres teknologiske formåen, navnlig i forbindelse med kunstvanding, oversættelserne af den græske filosofi, der fik afgørende betydning for middelalderens kristne teologi og renæssancen, og ikke mindst tolerancen over for andre religioner og kulturformer blev gang på gang fremhævet som forbillede for et Europa i harmoni med de arabiske naboer på Middelhavets sydkyst. Garanten for virkeliggørelsen af utopien om et genfødt al-Andalus i universel målestok er i spaniernes selvforståelse Spanien selv, måske med lidt støtte fra Portugal, Italien og Frankrig og helt sikkert med stor støtte fra EU‟s pengekasse i Bruxelles.

Barcelona-deklarationen

EU‟s middelhavspolitik er formelt blevet fastlagt i form af vedtagelsen af the “Euro-Mediterranean Partnership Initiative” i november 1995. Begrundelsen for dette nye middelhavsinitiativ var tre udfordringer, den legale og den illegale migration fra Nordafrika til Sydeuropa, politisk instabilitet og risikoen for spredning af terrorisme og narkotikasmugling. Med henblik på offensivt at imødegå udfordringerne besluttede de 15 EU-lande, 11 sydlige middelhavslande samt det Palæstinensiske Selvstyre eller Autoritet via de såkaldte partner-skabsaftaler at igangsætte et samarbejde inden for tre hovedområder: politik, økonomi og kultur. Politisk vil man arbejde for at fremme demokrati og menneske-rettigheder. Dette er begrundet i en frygt for at situationen i Algeriet skal brede sig til hele Nordafrika; navnlig har man i EU- og NATO-sammenhænge formuleret frygt for at den islamiske fundamentalisme skal brede sig til de øvrige Maghreb-lande, Tunis og Marokko. Økonomisk vil man understøtte liberalisering af økonomierne med henblik på at etablere en frihandelszone omfattende hele middelhavsregionen i år 2010. Kulturelt vil man støtte udviklingen af et civilt samfund bl.a. gennem samarbejde mellem universiteter, medier og ngo‟er. Sikkerhed og stabilitet skal således opnås gennem demokrati og politisk samarbejde, økonomisk liberalisering og kulturelt samarbejde. For indeværende er det umuligt at overskue, hvilke konsekvenser disse partnerskabsaftaler vil få for middelhavslandene internt, og hvordan de vil påvirke relationerne mellem dem. Spørgsmålet er om man overhovedet kan tale om en middelhavsregion som sådan eller om middelhavsområdet også i fremtiden vil være perifert og underordnet i forhold til det centrale Europa, der indtil videre har udgjort kerne og omdrejningsakse i det europæiske samarbejde.

Uden for de professionelt engagerede kredse er Barcelona-dokumentet først og fremmest blevet opfattet som en indrømmelse til de sydeuropæiske lande, en art modydelse for at de nordeuropæiske lande fik lov til at udvide EU mod nord med Finland og Sverige, hvorved Østersøen blev et EU-indhav og de nu indledte optagelsesforhandlinger med Polen, Ungarn, den Tjekkiske Republik, Estland og Slovenien. Uanset om denne kyniske vurdering er rigtig eller ej, har aftalen sat middelhavsverdenen klarere på det europæiske landkort. Men samtidig gjort det lysende klart at den ofte omtalte “mediterrane identitet” i bund og grund er en uklar størrelse. Hvad er fælles for så forskellige stater som Marokko, Algeriet, Tunis, Ægypten, Jordan, Syrien, Libanon, Israel, den Palæstinensiske Autoritet, Malta, Cypern og Tyrkiet, de tolv lande der er omfattet af partnerskabsaftalen? Og hvori består den “europæiske” interesse i Middelhavet? Er interessen eksklusivt “mediterran” dvs. et anliggende for Spanien, Frankrig, Italien og Grækenland, eller er der en bredere europæisk interesse ud over angsten for at blive ramt af terrorisme og ukontrollabel indvandring?

Det mediterrane samfund

I 1960‟erne talte antropologer og politiske forskere meget om eksistensen af en fælles “mediterran samfundsform”. Ud fra lokale studier af magtforhold og forholdet mellem privat og offentligt påpegede de mange strukturelle ligheder mellem landene nord, syd og øst for Middelhavet, især vedrørende betydningen af offentlig anseelse. Den britiske socialantroplog Julian Pitt-Rivers påviste i 1954 i en klassisk undersøgelse den store betydning af forestillingerne om ære og skam i en andalusisk bjergby i det sydlige Spanien. I 1960‟erne blev disse forhold systematisk undersøgt i en lang række andre middelhavssamfund med det resultat at der kunne påvises en overraskende grad af lighed mellem opfattelserne af ære og skam mellem samfundene Middelhavet rundt (Schneider 1971, Tillion 1966). En række af disse komparative resultater findes i en antologi af antropologen J. G. Peristiany fra 1966. Den spanske tradition for stærke politiske ledere, “caciquismo” blev sammenlignet med tilsvarende ledere i Libanon, mens andre påviste paralleller mellem det syditalienske klientsystem og politiske traditioner blandt berbere i Algeriet og Marokko, klaner i Libanon, Syrien og andre mellemøstlige lande. Systemet blev sammenfattet under overskriften “patronage”, dvs. indflydelsesrige mænds beskyttelse af afhængige klienter i et vidt forgrenet netværk, hvor der også forekommer klienter af klienter og dermed risiko for krydsende loyaliteter. Patrons and Clients er titlen på en antologi om grundlaget for de politiske forhold i middelhavsverdenen redigeret af den nyligt afdøde sociolog og antropolog Ernest Gellner og Nordafrika-eksperten John Waterbury fra 1977. Værdifællesskabet blev sandsynliggjort ved observation af fælles træk i adfærden i det offentlige rum, på gader og torve – på italiensk corso og piazza – med bestemte regler for hvordan man (dvs. mænd) diskuterer og danner koalitioner på piazzaen, og andre regler for hvordan mænd og kvinder promenerer på corsoen ved aftenstide. Forskernes påstand var at dette fællesskab også gjaldt de politiske institutioner, som ikke var direkte afledte af religionernes forskellige institutionalisering. Hele denne forskning om sammenhængen mellem politiske institutioner og kulturelle normer er godt sammenfattet af antropologen Davis i bogen People of the Mediterranean fra 1977. Her hedder det bl.a.:

“Patronage optræder således altid, når personer indtager en respektfuld holdning over for dem, der har mere magt end de selv, og som resultat heraf opnår adgang til ressourcer. Forholdet forbindes med en forestilling om begrebet “ære”, da denne indebærer en moralkodeks, i hvilken rige og fattige er rangordnede, og hvor den gensidige afhængighed understreges kraftigere end i noget andet stratifikationssystem.” (Davis 1977, 132). “Folk indgår overenskomster og underhandler om forholdet. Måske er det mere udtalt i Cyrenaica end i Portugal, Italien og Grækenland, hvor klientforholdets betingelser er underforståede (…) Kontrakten eksisterer, selvom klienten på intet tidspunkt får direkte besked på at i morgen kan du tage dine rettigheder og pligter op til forhandling.” (Davis 1977, 138).

Det gør ikke forholdet nemmere at undersøge, men alligevel slår Davis fast at

“Det må nu fremgå klart at selve kernen i patronage er den kontraktlige underkastelseshandling. Et kameleonagtigt forehavende, som i høj grad tager såvel farve som form efter omgivelserne. Desuden påvirker det flere livsområder end den formelle politik og bureaukratiet gør: det er selve fundamentet i det politiske liv i hovedparten af de mediterrane samfund, som har været genstand for antropologiske undersøgelser. (…). Lige så lidt som patronage kan forståes med begreberne nepotisme og korruption, lige så lidt kan det forståes med begreberne kinship (slægtsskab), venskab, fadderskab.” (Davis 1997, 147-148).

De fælles træk i samfundsstrukturerne i de forskellige middelhavslande så for forskere som Boissevain, Blok, Perestiyani og Davis ud til at være langt vigtigere end de sproglige og kulturelle forskelle. For antropologerne gjaldt det Grækenland og Tyrkiet, som før Grækenlands tilslutning til EU befandt sig på et sammenligneligt økonomisk udviklingsstade – i hvert fald hvis man ser bort fra de østlige dele af Anatolien. Men det gælder også mellem Portugal, Spanien, Libanon, Israel, Libyen og Mahgreb, dvs. Tunis, Algeriet og Marokko. Samtidig er det både relevant og fra alle synsvinkler tilladeligt at inddrage et land som Italien i sammenligningen selv om det er meget mere økonomisk udviklet. Trods forskellene mellem nord og syd (eller netop i kraft af dem) er landet som gennemsnit mere økonomisk udviklet end de øvrige middelhavslande. Men netop som gennemsnit. Syditalien blev underlagt det industrialiserede Norditalien ved samlingsprocessen i sidste århundrede som en afhængig koloni, der leverede råvarer og arbejdskraft og aftog færdigvarer. Dermed udvikledes det klientelistiske system. Det forveksles ofte med korruption, men det er upræcist. I Italien efter 1860 blev hovedresultatet af den nationale forening en “nationalisering af korruptionen”. Det samme fænomen kan iagttages i udviklingslande og i de tidlige kommunistiske planøkonomiske lande.

Det mediterrane samfundssyn har givet anledning til en organisering af det politiske system, som man kalder klientelisme. Her er båndene mellem politiske ledere og tilhængere baseret på gensidigt udbyttegivende transaktioner, hvor båndene er af en personlig og varig karakter. Systemet strækker sig gennem hele det politiske system. Lige fra “salg” af stemmer til den lokale politiske leder til gengæld for støtte over for statsmagten og eventuelle jobs i den lokale forvaltning, til båndene mellem medlemmerne af de forskellige politiske fraktioner i parlamentet (se Pitt-Rivers 1954, Silverman 1965, Blok 1969 og Weingrod 1968). Der er tale om bindinger, som er dybere og mere forpligtende, end vi nordeuropæere normalt forbinder med politiske og økonomiske transaktioner. Derfor er det også misvisende at bruge ordet “salg” om denne særlige forvaltning af stemmerne, men betegnende nok har vi ikke en bedre betegnelse. Bindingerne er ligeledes ikke nødvendigvis mere korrupte end de bindinger, et system med massepartier underkaster de valgte repræsentanter. Disse sidste kaldes ideologiske, men er nok så ofte af håndfast materiel karakter. Man behøver ikke at rejse til Sydeuropa for at finde politikere, der skaffer fordele til deres lokale valgkredse. Det danske jernbanesystem slyngede sig på sit højdepunkt i 1920‟erne umotiveret fra valgkreds til valgkreds.

Den nederlandske, engelsk-amerikansk uddannede socialantropolog Jeremy Boissevain er specialist på middelhavsområdets samfundsstruktur. Han har lavet grundige undersøgelser af samfundet på Malta, men i 1960‟erne skrev han en nu klassisk artikel om patron-klient-systemet på Sicilien. Heri findes forskellige eksempler på indholdet af de tjenester, der kan byttes mellem patron og klient i de transaktioner og som udgør essensen af systemet. Hans første eksempel var studenten i Salvatore, der ønskede en særlig tjeneste fra sin professor ved universitetet i Palermo. Salvatores første problem var overhovedet at få foretræde for professoren. Det klarede han ved først at henvende sig til en politiker i sin lille hjemby der skyldte Salvatore en tjeneste. Politikeren satte ham i forbindelse med en slægtning i Palermo som i sin tur kontaktede en af professorens assistenter der så arrangerede aftalen. Salvatore fik, hvad han ønskede og lovede til gengæld at arbejde for professoren ved det valg denne stillede op til.

Det andet eksempel er en smule mere kompliceret. Professor Volpe havde mistanke om at en af hans kolleger i al hemmelighed blokerede hans søns optagelse på universitetet i et forsøg på at bringe skam over hele Volpe-familien. Han sørgede derfor for at kollegaen blev skygget af en af hans egne og hans broders klienter – broderen havde megen indflydelse i Palermo. Da hans mistænksomhed blev øget, kontaktede professor Volpes broder en centralt placeret beslutningstager, og deres forenede pres var tilstrækkeligt til at udmanøvrere fjenden. Professor Volpes søn blev optaget på universitetet. Nogle måneder senere brød konflikten mellem professor Volpe og hans kollega ud i lys lue, da denne fornærmede professoren. Volpe henvendte sig til en gammel ven af familien, en lokal mafioso, og denne sidste truede diskret kollegaen med “ubehageligheder” medmindre han undskyldte. Kort efter modtog professoren en skriftlig undskyldning (Boissevain 1966). Den danske antropolog Anne Knudsen har leveret en glimrende – og sympatiserende – skildring af dette system af ære, skam, familie, politik og kønsroller i middelhavsverdenen. Om skammens sociale funktion skriver hun:

“Både nord og syd for Middelhavet mener man at faderen i enhver familie har den højeste autoritet både over sine voksne sønner og over sine døtre, og i begge områder tilstræber man at holde familiens ejendom samlet, sammen med familien. Voksne sønner forventes altså at arbejde sammen og enes, selv om man både under muslimsk og kristen lovgivning har lige arveret, sådan at sønnerne i grunden kunne forlange arven fordelt imellem sig. Billedet bliver imidlertid endnu langt mere kompliceret af det forhold at også døtre har arveret i hele området (Tillion 1966). Døtres arveret bliver i reglen forstået som ret til medgift; en datter vil altså tage noget af sit fædrene gods med sig til sin mands familie. Dette gods vil ikke komme til at tilhøre mandens familie, men kvinden selv og hendes arvinger, og i nogle områder (Gregorj 1843) kan kvindens familie i al evighed forlange godset tilbage, hvis kvindens linie dør ud. Skønt man altså systematisk lægger mere vægt på mænds ejendomme og mænds aktiviteter, spiller kvinderne alligevel en betydelig rolle. Denne rolle er ikke alene forbundet medat kvinder arver, men også med det forhold at kvinder gifter sig ud af deres umiddelbare familie. Den familie, kvinden gifter sig ind i – med samt sit gods – bliver nemlig allieret med hendes fædrene familie, og disse alliancer har en umådelig stor betydning i den daglige organisering af samfundet. Der er altså ganske vist tale om et slægtskabssystem med patrilineære træk – altså arv gennem faderlinien – men kvindernes placering både som arvinger og som bindeled til allierede familier gør slægtskabssystemet betydeligt mere indviklet end som så. Svogre, svigerfædre, svigersønner, dattersønner og nevøer er alle sammen mænd, som på én eller anden måde er forbundet med kvindens familie. Denne forbundethed spiller i hele området en stor rolle i det daglige politiske liv.

Et andet fællestræk ved hele Middelhavsområdet er nemlig at alle lokalsamfund er meget politisk aktive. Den form for politisk aktivitet, man finder i hyrdelandsbyerne og de små bjergbyer på disse kanter, minder imidlertid ikke meget om den form for politik, vi kender. Først og fremmest er det ikke en ideernes politik, hvori politiske ideologier spiller en stor rolle. Det er politik i den klassiske forstand; det, der har med byens fælles anliggender at gøre. Og denne form for politik handler naturligvis om lokale ressourcer, om adgangen til græsning, vand, jord osv. Det er i beslutninger af denne art at de allierede familier spiller en rolle. Over hele området har man nemlig en ganske udbygget demokratisk forestillingsverden; landsbyer styres ikke i det daglige af fraværende stormænd men af lokale landsbyråd, der mødes på torvet eller ved stemmeurnerne (Berque 1955). Og her spiller antal af stemmer, antal af mænd, naturligvis en betydelig rolle. Det er ikke alene ved optælling af stemmer, antallert spiller en rolle. En mands anseelse i al almindelighed afhænger af, hvor mange allierede han har, snarere end af andre faktorer. Og anseelse spiller den altdominerende rolle i det sociale liv ved Middelhavet.

Hele dette felt – anseelsen og det lokale politiske liv – hænger nøje sammen med en anden grundlæggende ejendommelighed ved disse samfund, nemlig den form for adskillelse mellem kønnene, der udfoldes i dagligdagen. Både nord og syd for Middelhavet råder der den form for adskillelse kønnene imellem at mændenes del af verden er det udendørs, pladserne, gaderne, caféerne, thehusene – alle de steder, hvor det offentlige liv finder sted, mens kvindernes del af verden er husenes indre, de lukkede gårde, det skjulte private liv. Og selv om der i vort århundrede har fundet en vis opblødning sted af denne fysiske adskillelse, så er det stadig en voldsom overskridelse for en kvinde både i den “europæiske” og den “afrikanske” middelhavsverden f.eks. at gå på restaurant alene eller med en anden kvinde, mens enhver mand i hvert fald en enkelt gang hver dag samles med andre mænd i et offentligt fællesskab, hvor offentlige anliggender diskuteres. Det private liv har altså en fysisk eksistens, såvel som en idémæssig. Og dette privatliv indgår i mandens anseelse i det offentlige liv, hvor store dele af hans liv udspiller sig. Hvis nemlig en mands privatliv ikke kan holdes privat – altså hemmeligt (Bourdieu 1979) – har hans ord ingen vægt i det offentlige liv; han har ingen ære.

Man kan altså sige at det offentlige ved politikken er afhængigt af, defineret af at der er noget, som ikke er offentligt, men netop yderst privat. Derfor spiller kvinders adfærd, og navnlig deres seksualitet, en ganske betydelig rolle i disse samfund. En kvinde er i stand til at ødelægge en mands muligheder for anseelse i den offentlige sfære ved selv at overskride grænsen for det private liv. Det er vanærende i sig selv for en kvinde at blive omtalt blandt andre mænd, selv hvis omtalen er positiv. Og vanæren rammer hendes far, hendes bror, hendes søn, hendes mand. Drab på kvinder inden for familien har indtil for nylig været behandlet med stor forståelse af domstolene på begge sider af havet; en søster, som vanærer familien, må dræbes af sin bror i stilhed, privat. Alle andre forholdsregler ville kunne medføre det værste af alt: offentlig snak om kvinden. Kvinder er altså umådeligt betydningsfulde i disse samfund; de råder for deres mænds ære i deres egen familie, og de udgør de bindeled, som kan skabe alliancer med andre familier.” (Knudsen 1988, 121-124).

I en mindre artikel har Anne Knudsen givet et konkret eksempel på disse mekanismer fra Corsica, det sted hvor hun har udført sit grundlæggende feltarbejde (Knudsen 1989). Som forklaring på vendettaerne skriver hun:

“En fransk journalist, som i 1840’rne rejste på Korsika og interviewede fredløse drabsmænd, citerer en af dem for denne skildring: Jean Pedignelli havde friet til sin kusine Maria og var blevet formelt forlovet med hende. Forlovelsen havde efter skik og brug fundet sted i det fri i overværelse af begges familier og var beseglet med håndtryk og håndkys. Men Marias far kom på bedre tanker og ville gifte hende bort til en mere betydningsfuld mand Jean. Jean mødte op med sin familie og krævede at pigen giftede sig formelt med ham: siden kunne hun så gå og leve med den anden, som hun ville. Selv ville han ikke længere have hende, men brylluppet skulle stå af hensyn til hans ære. Pigens familie ville ikke vide af dette forslag, og dagen efter Marias bryllup med den anden frier dræbte Jean hendes fader. En måned senere dræbte han også hendes ægtemand og gjorde således den pige, han ikke længere ville have, til enke og sig selv til fredløs. Og hvorfor? Jo: “…hvis jeg ikke havde gjort sådan, havde jeg været fortabt og hele min familie med mig. Vi var blevet hånet af alle og enhver. Ingen kvinde havde villet gifte sig med vore mænd, og ingen dreng havde villet ægte vore døtre. Mænd ville have spyttet os i ansigtet og børnene peget fingre af os på landsbyens torv; selv fuglene i skoven ville have forfulgt os med deres hånlatter”. Ikke alene var Æren altså vigtigere end Livet: der fandtes ikke noget liv uden ære. Hvis ikke en mand var parat til at kaste sit liv bort for sin ære, hvordan kunne man da stole på ham? Tro ham på hans ord i økonomiske og politiske aftaler?

Regne med hans loyalitet, hans mod, hans anstændighed? Umuligt! Hvis man lader sig ydmyge i et så vigtigt anliggende som ægteskab, kan man da overhovedet regnes for et menneske? Sådan var logikken. Og netop fordi det korsikanske samfund var præget af en forholdsvis lighed mellem mennesker, netop fordi ingen var født med en magt, rigdom eller position, som ikke kunne trues, var hvert menneskes ære desto vigtigere: for Ære betyder troværdighed, ordholdenhed, stabilitet. Man kan ikke have et socialt fællesskab med mennesker, der ikke står ved deres meninger, lyder begrundelsen for disse æresforbrydelser. Og derfor har den æreløse ingen plads i samfundet. (…) lighed mellem mennesker (mænd) er et princip. Ikke alene var der på Korsika ikke voldsomme forskelle i rigdom, ikke alene havde man på store dele af øen ikke anerkendt nogen adel siden 1300-tallet, og ikke alene var landsbyernes fællesarealer underlagt et landsbydemokrati, når de skulle uddeles til brug. Nej, ligheden var også til stede på et andet niveau, som et princip der lod den fattigste gedehyrde have lige så megen ære at tabe eller vinde som den velstillede ejer af vingårde og kvæg. (…) det korsikanske samfund var – som talløse tidlige europæiske og nordafrikanske og nærorientalske – uden et anerkendt magtniveau over den enkelte. Der fandtes ganske vist både regering, embedsmænd og domstole, men disse mennesker troede ikke på dem. Den virkeligt radikale forskel mellem et fejdesamfund og en stat består i denne manglende tillid til et magtniveau, som vil gøre ret og skel på hele samfundets vegne.” (Knudsen 1986, 138-141).

Den store vægt på skam og ære skyldes altså at der er tale om relativt egalitære samfund, der regulerer konflikterne internt uden at appellere til overliggende aristokratiske eller statslige niveauer. Anne Knudsen analyserer æren eller anseelsen i den førstnævnte artikel således:

“Men selv om kvinder, deres adfærd og deres placering i det sociale system er af afgørende betydning for mænds ære i det offentlige liv, hvor mænd konkurrerer om politisk indflydelse, er der andre sider af det offentlige liv, som springer mere i øjnene. En mands ære er ganske vist afhængig af hans private liv, men forsvaret af dette private liv er ikke det eneste, der optager ham. Mænds verden er i middelhavsområdet præget af en konstant vogten på hinandens anseelse; mænd udfordrer hinanden i en stadig afprøvning af, hvad modparten er værd. Igen spiller det offentlige hovedrollen; enhver vil i stilhed finde sig i uhyrlige overgreb, så længe de ikke finder sted i offentlighed. En udfordring på byens torv, derimod, kræver et passende svar, en gengældelse, som passer til udfordringen (Bourdieu 1979). Derfor balancerer mændenes fællesskab konstant på grænsen til konflikt, og hele middelhavsområdet har indtil for ganske nylig været præget af familiefejder. Hvis en fornærmelse går over grænsen for det tilladelige, står den fornærmede med valget imellem at miste sin anseelse og at myrde for den. Også i disse fejder spiller alliancerne en altdominerende rolle; både nord og syd for Middelhavet ville indtil for nylig fætre dræbe og lade sig dræbe for hinanden på grund af noget, som ville forekomme andre en bagatel, og hele landsbyer kunne ligge i veritabel krig i årevis, mens denne type uenigheder blev afgjort. Sådan som fejderne er dokumenteret fra henholdsvis de muslimske og de kristne områder ser det imidlertid ud til at endnu en forskel gjorde sig gældende; mens der i Nordafrika fandtes organiserede muligheder for at stoppe disse fejder, idet de muslimske hellige mænd ville starte fredsforhandlinger og sørge for at stridighederne blev bilagt efter en vis tid (Gellner 1969; Bourdieu 1979), så var der ikke tilsvarende på den kristne side faste procedurer for at andre end de stridende selv kunne standse myrderiet (Bousquet 1919). Den katolske kirke kender principielt ikke forskel på berettigede og uberettigede drab, og kirkens mænd kom aldrig til at spille rollen som mediatorer mellem fejdende. Derimod spillede kirkebygningerne en rolle som neutralt område, når fredsaftaler skulle indgås, ligesom klostrene fungerede som asyler. (…)

Det nationale niveau, staten, lovgivningen, domstolene osv. har spillet en meget ubetydelig rolle i lokalsamfundene her. Ganske vist kunne alliancerne omfatte politikere på nationalt niveau, men nationale anliggender optog sindene meget mindre end den voldsomme lokalpolitiske aktivitet, og i hele området førte man krige og politiske kampagner, som havde lokale og ikke nationale årsager og mål(Julien 1970). I hele området passede indtil langt ind i dette århundrede den analyse, som Ibn Khaldûn først fremkom med for det nordafrikanske område. Nationalstaternes område kunne opdeles i bled es makzen – det område, hvor statsmagten også havde magt – og bled es siba – det større område udenfor, som var i stand til at modsætte sig statens forordninger, skatter og troppeudskrivninger, men som ikke havde noget imod at høre til staten, så længe man ikke mærkede noget til det.” (Knudsen 1988, 125-126).

Sådan foregik politik og mange andre samfundstransaktioner i det typiske middelhavsland. Måske også hos os, men med den forskel at det her er undtagelser, der normalt camoufleres i bureaukratiske, “objektive” eller “rationelle” procedurer. I Sydeuropa er det et helt åbent anerkendt system, hvorefter man kun er noget i kraft af sine venner/beskyttere/klienter. Sådan var det på Sicilien i 60‟erne, og sådan er det i dele af Spanien, Grækenland og Tyrkiet i dag. På lokalt plan såvel som nationalt plan. Når vi betragter disse fænomener fra Nordeuropa, er det vigtigt ikke at opfatte dem som korruption. Det er de selvfølgelig (også), men ikke kun. Det er hele den måde, det lokale samfund er reguleret på, ligesom patron-klient-forhold regulerer forholdet mellem lokalsamfund og stat. Det klientelistiske system udspringer af fælles værdier og normer for adfærd i en særlig (mands)kultur, som er vanskelig at forstå for et industrielt, nordeuropæisk, socialiseret menneske, som tænker i individer, masse, klasseloyalitet og ideologi. Derfor kommer vi nemt til helt at misforstå den politiske udvikling i middelhavssamfundene. Selvfølgelig kommer de og vi hinanden nærmere i takt med den fremadskridende industrialisering og anonymisering og den dermed sammenhængende fremvækst af abstrakte (klasse)ideologier. Og selvfølgelig betyder abstrakte generelle ideologier som kommunisme og socialisme noget – på lokalt såvel som nationaltstatsligt plan. Men politiske alliancer er først og fremmest personlige forbindelser. Det er tilfældet i Italien den dag i dag, selv om industrialiseringen og det kommunistiske masseparti hver på sin måde gør deres bedste for at ændre og „modernisere‟ situationen. Og det er det i endnu langt højere grad i Spanien, Portugal, Grækenland og Tyrkiet i dag.

Forskerne var selvfølgelig godt klar over de vigtige religiøse forskelle mellem muslimer, ortodokse, katolikker og jøder. Men et antal valgte altså at betone de fælles træk “neden under” de religiøse og sproglige forskelle. Fremgangsmåden virkede overbevisende på mange i Nordeuropa og Nordamerika. For nord- og centraleuropæere med en lang tradition for at blive tiltrukket af sydens sol og varme virkede det plausibelt at tale om en “mediterran kultur” baseret på fællesskab om hvede, vin og oliven og spisning af oliefritterede småfisk, som vi nordeuropæerere ville smide ud med foragt, hvis de blev fanget i vore egne, langt næringsrigere farvande. Middelhavskøkkenet er i sit udgangspunkt et fattigt køkken, som arbejder med en total udnyttelse af de beskedne ressourcer, såsom lækre grønne salater af friske mælkebøtteblade. Alligevel er dele af dette køkken, især selvfølgelig pizza og pasta og på det seneste også den kolesterolfattige olivenolie, blevet enormt populære i hele den vestlige verden i de senere år. Ganske vist i tillempede former, som de oprindelige opfindere kan have svært ved at genkende. Men helt bestemt populære. Onde tunger vil også sige at klientelisme og decideret korruption har bredt sig nordpå i takt med den øvrige fascination af det sydeuropæiske. Det kan i høj grad diskuteres om det er en korrekt årsagssammenhæng eller om der ikke snarere er tale om generelle træk i den sejrrige markedskapitalisme. Men at der har eksisteret en sådan fælles kultur Middelhavet rundt var der i professionelle kredse stor enighed om i 1960‟erne og langt ind i 1970‟erne.

Det er der imidlertid ikke længere. Eller rettere der er ved at udkrystallisere sig enighed om at denne fælles middelhavskultur har eksisteret i hundreder, ja muligvis tusinder af år. Fællesskabet gjorde sig gældende i 1500-tallet i form af de strukturer som den franske historiker Fernand Braudel studerede i sit klassiske værk fra 1949. Fællestrækkene eksisterede sandsynligvis langt ind i dette århundrede, så der var ikke tale om en rekonstruktion fra antropologernes side, men de overså den afgørende betydning af nationalstaterne og de to verdenskrige. I dag dominerer analyser med fremhævelse af forskellene mellem den såkaldt “europæiske” og den “islamiske” civilisation. Ganske vist accepterer de mere tænksomme ikke en absolut modstilling mellem de to civilisationer, men fremhæver også forskellene inden for islam. Hele denne interesse for den religiøse baggrund for politik og kultur understreger behovet for en fornyet undersøgelse af den kristne baggrund for den europæiske civilisation i en global sammenhæng, som dem der bl.a. foretages i det tværfaglige Center for Europæisk Kirkeret og Kirkekundskab. En sådan besindelse viser, hvor forskellige også de kristne traditioner er. For slet ikke at tale om jødedommens rolle i den europæiske civilisation. Alt det gør det kompliceret at tale om “det europæiske” andet end i de allermest overordnede sammenligninger med andre store civilisationer som den kinesiske. Det samme gælder i allerhøjeste grad for islam. En nærmere undersøgelse viser tydeligt, hvor sammensat og indbyrdes stridende den islamiske verden er. Moderne tale om “den islamiske trussel” og lignende slagord er først og fremmest en overtagelse af de radikale islamisters (fundamentalisternes) påstande, kombineret med gentagelse af forenklede slagord fra korstogene og kampen mod de osmanniske tyrkere i 1500- og 1600-tallet.

Modernisering i Sydeuropa

En anden grund til at talen om en fælles mediterran samfundstype er forstummet, er den kraftige modernisering af de sydeuropæiske lande som følge af deltagelsen i det europæiske samarbejde. Igen er der en tilbøjelighed fra et nordisk synspunkt til at overse, hvor meget der er sket på det politiske, økonomiske og adfærdsmæssige plan i disse lande. Forskellene mellem Syd- og Nordeuropa er svundet kraftigt ind i løbet af de sidste tyve år. Det fremgår ved selv den mest overfladiske turistkontakt. Når lighederne i moderniseringsgrad alligevel ofte overses, skyldes det at vi som led i den europæiske integration informeres langt mere end tidligere om forholdene i Sydeuropa. Og information er ofte lig med beretning om kriser og problemer. At fokuseringen på sådanne problemer er en central side af moderniteten, som skyldes dens permanente selvrefleksion, tænker vi ikke over i den daglige strøm af rapporter om mafiaens kamp mod staten i Syditalien, korruptionen i Grækenland og arbejdsløsheden i Spanien. At f.eks. fødselsraten i Italien er den næstlaveste i hele verden netop som følge af moderniseringens stress og kvindernes ligeberettigelse, og at Madrid er blevet centrum for Europas kunstneriske avantgarde, har vi ikke plads til i en normal, nordeuropæisk optik. Men det er tilfældet, og har fået til resultat at samfundsforskerne er holdt op med at undersøge ligheder mellem de traditionelle samfundsstrukturer rundt om Middelhavet. Spanien og Portugal er ligesom succeshistorien Irland blevet moderne lande i kraft af medlemskabet af EU trods alle vanskeligheder. Selv Grækenland synes på det seneste efter afslutningen af Andreas Papandréous‟ national-populistiske styre at være slået ind på mere stabil inden- og udenrigspolitisk kurs. Og Italien har været moderne siden midten af 1960‟erne, bare på en helt anden måde end vi i det lutheranske Nordeuropa plejer at forestille os det moderne liv.

Italien – en anderledes modernitet

“Økonomisk kriminalitet over grænser” er undertitlen på journalisten Martin Burcharths glimrende bog om den italienske mafia fra 1993. Og transnational økonomisk kriminalitet i moderne former, ikke sicilianske æresbegreber, er lige præcis hvad bogen handler om. Økonomisk kriminalitet på lokalt, nationalt og internationalt plan er nemlig ifølge Burcharth et langt mere omfattende og langt farligere fænomen end den traditionelle mafia, som vi kender den fra talløse romantiserende film og romaner, især Francis Ford Coppolas trendsættende Godfather-serie. I Italien omsætter Mafia A/S ifølge pålidelige skøn årligt for over 200 milliarder kr., hvilket vil sige næsten lige så meget som den altdominerende Fiat-koncern. Ganske vist er forbryderkartellet ikke centralt organiseret og styret, men som Burcharth i sine grundige reportager fra mafiaens talløse forgreninger påviser, er der en lang række fælles træk og adfærdsmønstre for såvel den velorganiserede italienske Cosa Nostra som den anarkistiske ndrangheta i Calabria og Napolis velhavende Camorra. Fælles træk der også gælder for de mere almindelige virksomheder, som forbryderne investerer deres penge i. Det er nemlig blevet således at mafiaen i de seneste tiår har tjent så store summer at den har fået brug for at investere pengene på traditionel vis på børsen i Milano og andre steder i Europa – hovedgrunden til at mafiaen næppe er repræsenteret på den danske børs er at denne er for lille til at være af interesse. Det værste er ikke selve investeringer, hvor forvridende de end må være, men at mafiaen har forandret og ødelagt mekanismerne i de erhverv, den er gået ind i.

Det mest foruroligende ved den historie Martin Burcharth fortæller, er nemlig at mafiaen fuldstændigt har skiftet karakter i 1970‟erne og 1980‟erne. Han afviser håndfast enhver romantisk fascination af mafiaens traditionelle æresbegreber og myten om dens rolle som den lille mands beskytter. Eller rettere, sådan har det muligvis været engang under det franske og spanske overherredømme og i den forenede italienske stats første hundrede år. Men sådan er det overhovedet ikke mere. Nu er der tale om en fuldstændig moderne økonomisk virksomhed som “blot” har udvidet viften af virkemidler med systematisk voldsanvendelse – eller i hvert fald med truslen om at bruge den – og bestikkelse af politiske og bureaukratiske magthavere. Afsløringerne under overskriften “mani pulite” (rene hænder) i første halvdel af 1990‟erne har entydigt vist at bestikkelse ikke var (er?) forbeholdt forbrydersyndikaterne, men har været praktiseret af næsten hele det italienske erhvervsliv. Martin Burcharth tøver ikke med at placere ansvaret for mafia-fænomenets eksplosive vækst i de sidste 30 år hos det klientelistiske politiske system, som de regerende kristelige demokrater og socialister i alliance med andre partier har opbygget efter den såkaldte apertura à sinistra i 1963. Systematisk har dette system forvredet alle ansatser til skabelsen af et moderne erhvervsliv baseret på almindelig konkurrence. Fristelsen til at skyde genvej ved direkte køb af beslutningstagerne og eliminering af ubehagelige konkurrenter har været alt for stor for mange forretningsmænd. Kræftsvulsten har også inficeret de norditalienske entreprenørvirksomheder i syd og efterhånden også etableret sig fast i Norditalien.

Som 1990‟ernes afsløringer har demonstreret, er det en myte at det hypermoderne Milano skulle være immun for mafiøse forbindelser. Dette på trods af at Milano opfatter sig selv som en del af Centraleuropa og var drivkraft i Italiens bestræbelser på at komme med i ØMU‟en fra første færd. Lombardiet har ligesom Venezia og Toscana været under habsburgerne og ser nu tilbage på denne periode som tiden med ærlig og effektiv administration. I dag er mafiaen til stede på Milanos børs og omsætter ifølge mafiakommissionens autoritative vurdering for millioner af kroner. Selv den italienske socialdemokratiske kommunismes showcase nummer ét, Bologna på Po-sletten, byen der både har velfungerende offentlig transport, børnehaver og skoler og ingen tradition for korruption, er blevet invaderet af mafiaen i den mest primitive og voldelige form. Det blev til fulde bevist ved en brutal nedskydning i 1992 af tre betjente på en måde, der kun kan kaldes henrettelse. Det store spørgsmål som bogen kredser om er, hvorvidt det allerede er for sent for Italien, såvel som for hele det europæiske samfund at bremse denne overhåndtagende grænseoverskridende kriminalitet. God vilje alene gør det i hvert fald ikke. Det er nemlig ikke sådan at Italien og italienerne har savnet engagerede personer, der ville gøre noget ved sagen. Hele vores omfattende viden om fænomenet skyldes omhyggelige undersøgelser foretaget af modige og ukorrupte dommere, politifolk og journalister. Martin Burcharth trækker på denne viden når han ved hjælp af klassisk reporterteknik bringer os ind på livet af mafiaen i grundige interview, der på plastisk vis giver læseren følelsen af selv at være til stede på de solsvedne gader og restauranter og de kontorer hvor han taler med sine informanter.

Problemet i Syditalien er tværtimod at det netop er den moderne udvikling all’italiana, der har stillet de enorme beløb til rådighed, som mafiaen i dens forskellige forgreninger har ernæret sig af. Det gælder i Catania på Siciliens østkyst (ikke langt fra det yndede turistmål Taormina), som man indtil for nylig troede var mafia-fri. Siden har det vist sig at byen er totalt indspundet i et net af økonomisk og politisk korruption, som blot er så effektivt at det ikke behøver at anvende særlig megen åbenlys vold (Fava 1991, Seindal 1995, 140-45). Fravær af vold har til gengæld ikke præget det skandaleramte område omkring havnen Gioa Tauro i Calabria, der blev bygget som udskibningshavn for et kæmpemæssigt stålværk. Værket kom aldrig, og dybvandshavnen ligger i dag spøgelsesagtig hen uden nogen sinde at have modtaget et eneste skib, hvilket er dobbelt tragisk når man betænker, at havnen blev anlagt på frugtbar landbrugsjord med en blomstrende landbrugsproduktion, der let kunne afsættes. Kampen om sådanne statslige investeringer udløste langvarige og yderst blodige bandekrige, der optog forsiderne af den italienske presse i årtier. Men disse beretninger befæstede det fejlagtige billede af mafiaen – der med en betegnelse af græsk oprindelse her kaldes ndrangheta – som et tilbagestående fænomen i en underudviklet økonomi.

Takket være forskere som Martin Burcharth, den danske historiker René Seindal (1995), sociologen Peter Søndergaard og talløse udenlandske forskere, tegner der sig efterhånden et billede af Syditalien som resultat af en systematisk fejludvikling, ikke en underudvikling i traditionel forstand. Dvs. en situation der kan sammenlignes med fejludviklingen i de centralstyrede kommunistiske regimer. Også der forsøgte man at modernisere samfundene (fra oven) og endte med resultater der skal afvikles før en bedre modernisering kan sættes i værk. Østeuropa og Syditalien er ikke underudviklede, men fejludviklede. Og det bliver stadig værre, som det fremgår af Burcharths plastiske og eksemplariske skildring af opkomsten af en ny forbryderorganisation, Sacra Corona Uníta i Puglia, der aldrig tidligere havde kendt til organiseret kriminalitet. Under overskriften “Apuliens fald”, skrevet i bedste amerikanske oprydnings- og antikorruptions avisreportagestil fra 1900-tallets første årtier (muckraking), giver Burcharth et rystende indtryk af den fare for en moderne – eller måske snarere postmoderne – økonomisk kriminalitet, der lurer på os alle, også i det lille, relativt uskyldige Danmark i fremtidens globaliserede økonomier:

“Foggia kunne være en støvet og forladt by i 1930’ernes Kansas. Byen er det kommercielle center for Apuliens kornlager og ligger på midten af en flad og frodig slette, hvor korn og tomater dyrkes i overflod. Men på en eller anden måde synes denne triste og ucharmerende provinshovedstad at være blevet bremset i opstarten. Landbruget har aldrig beriget Foggia – eller rettere: Kun nogle få, snedige kornhandlere forstod at udnytte egnens økonomiske potentiale til egen fordel. I dag hersker nogle få mænd over Foggia. Den mægtigste hedder Pasquale Casillo, som i løbet af et tiår har opbygget et kornimperium fra ingenting. (…) I Foggia findes kun nogle få statsadvokater med speciale i organiseret kriminalitet. Den dygtigste og mest erfarne hedder Rocco Antonio D’Amelio. For nogle år siden lykkedes det ham at arrestere Pasquale Casillo, men kun 24 timer senere var byens kornhandler nummer ét på fri fod igen. Livet i Foggia holder op med at eksistere, når klokken slår 14, og folk skynder sig hjem eller ind i skyggen af en restaurant. De støvede gader ligger helt mennesketomme. Bilen kan uden besvær parkeres uden for byens dyreste hotel, hvor Rocco D’Ameli påstår at det fineste spisested skulle findes. Inden for står tjenere klædte i stive, hvide uniformer med guldknapper og skulderfrynser og hilser ærbødigt på statsadvokaten. På vej til bordet må han kæmpe sig igennem den tykke tobaksrøg og en perlerad af ansigter hos mænd, som enten ønsker at kaste et elskværdigt smil, råbe en hilsen eller rejse sig respektfuldt op og trykke hånd. Efter at have sat sig ned, siger D’Amelio. – Ham den mand derovre var min skolekammerat; i dag arbejder han i Rom som socialistpartiets landskasserer. Han blev engang arresteret og sigtet for opkrævning af returkommissioner til partiet, men Craxi greb ind og reddede ham.

D’Amelio nikker mod et andet bord. – Det er en gruppe ingeniører fra nogle byggeselskaber. Ham der hilste på mig, er kendt som en gemen svindler. (…) Statsadvokaten beskriver baggrunden for mafiaens indtog i Apulien – en region, hvor den før 1980’erne aldrig havde haft fodfæste. (…) I 1989 opfanger Rom-parlamentets antimafiakommission nogle alarmsignaler og sender i hast en delegation til Apulien. Rapporten tegner et chokerende billede af situationen på scenen. (…) I kommissionens tredje rapport fra 1993 synes det værste mareridt at være blevet til virkelighed. Befolkningens modstand er nu svækket, mafiaen har infiltreret de politiske partier og den offentlige administration, og finansselskaber til hvidvaskning af illegale indtægter knopskyder. Kan situationen i Apulien være brudt så totalt sammen i løbet af fire år? Eller har politikerne blot haft bind for øjnene? Hvordan kan det være at mafiaen altid løber foran den italienske statsmagt? Svaret præsenteres af statsadvokat D’Amelio: Når korruptionen systematisk trænger ind i samfundets fjerneste hjørner, svækkes folks modstandsevne over for organiseret kriminalitet. Denne proces stimuleres yderligere af en alvorlig økonomisk krise, der forårsager øget arbejdsløshed og det sociale systems sammenbrud, eftersom statsinstitutionerne i Syditalien ikke magter at leve op til deres forpligtelser. Ungdomskriminaliteten vokser herefter og ligesom i Gela og Reggio Calabria bliver Baris rastløse unge mænd og kvinder rekrutteret af de nye mafiaklaner til at udføre pengeafpresning og lejemord. Historien om den italienske stats inkompetente politik i Apulien og knæfaldet for mafiaen er endnu ikke skrevet. Den vil kunne blive et lærerigt eksempel for regionerne i Norditalien og resten af Europa, som ligeledes risikerer at falde under mafiaens indflydelse.” (Burcharth 1993, 137-141).

Således kan det gå selv et velfungerende erhvervsliv, når mafiaens organiserede kriminalitet får fodfæste. Med udgangspunkt i fængslerne, hvor forbryderne lærte hinanden at kende, har klanerne bredt deres fangarme ud over hele samfundet. Det allermest skræmmende i bogens afdækninger er påvisningen af at den mest lukrative kilde for berigelsesforbrydelserne er ved at blive EU‟s landsbrugsstøtte og regionale støtteordninger. Det aner man allerede i EU‟s egne kritiske revisionsrapporter, men det står langt værre til, viser Burcharth i en omfattende afdækning af Italiens to største kornhandelsfirmaer, der hører hjemme i Puglia. At der blev svindlet med motorvejsbyggerierne på Sicilien og erstatningerne for jordskælvet i Napoli vidste vi i forvejen, ligesom selv den mest overfladige besøgende i Gela på sydkysten med egne øjne kan se, hvor galt det står til. Men at det velfungerende og økonomisk udviklede Puglia er så inficeret og centrum for en omfattende og systematisk svindel med landbrugets støtteordninger er rystende. Især fordi det givetvis vil blive værre og ikke bedre i fremtiden. For hvor skal de statsadvokater rekrutteres fra, som er i stand til og motiverede for at afsløre kriminalitet med penge, der stammer fra så fjerne og anonyme kilder som EU? Som det hedder i analysen:

“Siden 1987 har Italien årligt anmeldt svig mod EU’s landbrugsfond i en størrelsesorden af 5-600 millioner kr. I henhold til EU-kommissionens statistik over svindel i de tolv medlemslande ligger italienerne altid klart i spidsen. Men beløbet er sat latterligt lavt af den italienske regering. Hvert år udbetales for 35 mia. kr. EU-støtte til Italiens landbrugssektor. Det ville endda være i underkanten at estimere svindlens omfang til 10-20 pct. af denne sum. Men alle og enhver – ministre og embedsmænd i Rom, EU-kommissærer og deres eksperter i Bruxelles – synes at leve i en helt anden verden.” (Burcharth 1993, 227).

Så sort tegner nutiden og fremtiden sig i denne analyse. Dramatisk advarende udtalte den unge og aktive statsadvokat i Palermo, Roberto Scarpinato, til Burcharth at Italien og muligvis hele Europa nu stod ved en afgørende korsvej:

“I de kommende måneder afgøres finalen mellem den italienske stat og Cosa Nostra. Enten lykkes det at besejre dem og så har vi sandsynligvis elimineret en trussel mod Europa, og måske mod hele verden. Eller også lykkes det aldrig.” (Burcharth 1993, 63).

En ældre og mere fatalistisk bekæmper af mafiaen, magistratsdommeren Salvatore Boemi udtrykte sig dog lidt mere fatalistisk:

“Problemet er at vi simpelt hen ikke ved, hvem der står bag mafiaen. Alle kender til Totó Riina og hans ligemænd i Kalabrien og Kampanien. Men jeg må spørge mig selv, om det virkelig er sandsynligt at al organiseret kriminalitet i Italien har været i hænderne på disse mænd. Det forekommer mig utænkeligt. Med retssagerne mod disse ledere fører vi i realiteten en kamp mod mafiaens militære arm, der tog magten i slutningen af 1970’erne, og som nu er et færdigskrevet kapitel. Mafiaen har allerede skiftet ham, og ligesom et dyr lever den nu bedre end i sin gamle klædning. I den forstand vil vi aldrig kunne komme mafiaen til livs. Derimod kan vi begrænse fænomenet med et konstant pres fra retssystemets og fra statens side. Men det går ikke kun at tage problemet alvorligt seks måneder hvert tiår, som staten hidtil har gjort.” (Burcharth 1993, 65).

Det er grunden til at selv udskiftningen af store dele af den politiske og den økonomiske elite siden 1992 ikke har knust mafiaens økonomiske magt. Selv om det skulle lykkes at få dømt den mangeårige statsminister Giulio Andreotti og hans medskyldige, vil fænomenet fortsat være med os. Skulle det mod al forventning lykkes den nye 2. italienske republik, som vi ser tage form i disse år, at gøre op med korruptionen, flytter kriminaliteten blot til andre lande. Ja, det har den vel allerede gjort som Burcharth antyder i sit sidste perspektiverende kapitel. Østeuropa og Rusland er på march, og samtidig har mafiaen allerede etableret sig grundigt i Tyskland og har stukket hovedet op så overraskende steder som Sverige og Nederlandene. For slet ikke at tale om den franske Riviera, hvor mange butikker nu skilter på russisk af hensyn til de nyrige kunder fra Moskva. Dermed fortsætter de en tradition for russisk tilstedeværelse på Rivieraen fra begyndelsen af århundredet, med det resultat at de sidste overlevende emigranter fra revolutionen nu blander sig med med nyrige russere af mere eller mindre kriminel oprindelse under gudstjenesterne i den russisk-ortodokse kirke i Nice, som zar Nikolaus II lod opføre omkring år 1900.

Den italienske undersøgelsesdommer Giovanni Falcone var, da han 23. maj 1992 blev myrdet med en bilbombe på motorvejen uden for Palermo, ved at undersøge mafiaens investeringer i Tyskland. Det er sikkert forgæves at ville udrydde økonomisk kriminalitet, men det er nødvendigt at prøve. Italiens eksempel er en skræmmende demonstration af, hvor galt det kan gå, når man lader stå til. Skidt går det sikkert under alle omstændigheder i takt med de aktuelle liberaliseringer af verdensøkonomien. Men det kan blive meget værre, hvis politisamarbejdet over grænserne ikke kommer til at fungere bedre.

Mani pulite

“Italienske skandaler. Ifølge telegrammer modtaget fra Rom i går (3. februar 1892) er situationen i det italienske parlament blevet alvorligere, og ministeriet Giolitti modsætter sig fortsat en undersøgelse af bankskandalerne. Der går rygter om at kong Umberto har grebet ind for at redde nogle deputerede. Han har på samme tid spillet rollen som dygtig politiker og gavmild hersker. Men hans indsats vil være forgæves. Vi lever i en alder, hvor folket har tabt enhver tiltro til dem, der repræsenterer det. Det tror ikke at de er bedre end det selv. Det vil have ærlige mænd.”

Sådan kunne man læse i International Herald Tribune i 1892. Og kunne derfor let fristes til at tænke at der intet nyt er under solen. Det er der muligvis heller ikke, hvis man kommer på tilstrækkelig lang afstand af begivenhederne. Men set i et mere almindeligt historisk perspektiv har begivenhederne i 1990‟ernes Italien i sandhed været omvæltende. Forfatteren Leonardo Sciascia (1921-1989) har i roman efter roman forklaret, hvordan hele magteliten hænger sammen i et stort korrupt hele, tv-serien La piovra (Blæksprutten), som også har været vist i Danmark, demonstrerede den totale korruption af det politiske og økonomiske establishment, og den svenske journalist Anders Ehnmark har beskrevet “Paladset”, som denne totalt infiltrerede struktur kaldes i Italien (Ehnmark 1980). Men igen har virkeligheden overgået fiktionen. Modsat de ordinære nordiske forestillinger er Italien imidlertid et moderne land, hvor mangt og meget fungerer. Man skal ikke betale bestikkelse for at blive ekspederet på posthuset eller andre offentlige kontorer. Man skal ganske vist ofte betale portnerne på universiteterne for at få oplysning om, hvor og hvornår – og ved hvem – undervisningen finder sted, fordi læseplanerne aldrig foreligger ved semesterets start, ligesom skoleeleverne først lidt ind i skoleåret finder ud af, hvilke lærere de centrale myndigheder har anvist til deres skole. Men det er omkostningerne ved et centralistisk og bureaukratisk system, ikke nødvendigvis vidnesbyrd om et gennemkorrupt tredjeverdensland, hvor alle priser skal forøges med mindst 20 procent pga. nødvendig “smøring”.

Bag den tilsyneladende effektive og hypermoderne overflade kan vi imidlertid nu se at der skjulte sig en sump af korruption på højt niveau. Vi har nu lært at hele det partipolitiske system hvilede på opkrævelsen af godt og vel fem procent ekstra på alle offentlige kontrakter, lige fra aftalen om rengøring af et alderdomshjem – den lille sten, der startede lavinen i februar 1992 i Milano – til bygningen af sportsanlæggene ved verdensmesterskaberne i fodbold og metroen i Milano og Rom. Vi anede det nok i forvejen, men vidste ikke, hvor velorganiseret det hele var. At de offentlige arbejder var delt op i feudale len, således at det socialistiske parti, PSI, fik procenter af alle arbejder i Milanos lufthavn mens de kristelige demokrater, DC, “ejede” metroen. Det var ingen hemmelighed at DC med oprettelsen af republikken efter 2. verdenskrig overtog et helt system af offentligt ejede virksomheder fra fascismen. Og håndfast udnyttede denne situation til at give det nydannede parti en solid materiel basis i form af direktørjob i de statsejede virksomheder. Heller ikke at PSI fik sin del af rovet efter at det i 1963 trådte ind i regeringen og derfor drillende blev kaldt partiet af vicedirektører. Fordelingen af disse job efter politiske kriterier var nemlig helt åben og blev offentliggjort i aviserne. Listerne over nybesættelser var at læse, når der var indgået et kompromis ved den såkaldte lottizzazione (fordeling) mellem partierne. Det var imidlertid ikke en lodtrækning i almindelig forstand, der foregik, men en fint afstemt fordeling af poster efter antal opnåede stemmer. Også oppositionspartierne fik deres – om end mindre – del. Selv kommunisterne, PCI, kom ind i denne varme med eksperimentet mellem 1976 og 1979 med et uformelt samarbejde mellem regeringsblokken og PCI. Dette samarbejde fortsatte åbenbart nogle steder på lokalt og regionalt plan, også efter PCI‟s omdøbning til Partiet for demokratisk Socialisme, PdS. Også demokratiske socialister har, om end i beskedent omfang, været involveret i bestikkelserne. Selv partiet med de selvproklamerede “rene hænder” blev snavset ved kontakten med den politiske virkelighed. Nyfascisterne i Alleanza Nazionale har fremhævet sig selv som rene, men det skyldes primært at de ikke har haft del i magten, hvorfor der ikke var noget formål med at bestikke dem. Det vil givetvis ændre sig når eller hvis de kommer til magten.

Men at der ved siden af disse åbenlyse fordelinger ligefrem foregik skjulte lodtrækninger om, hvem der skulle have de fem procent på de offentlige kontrakter var alligevel overraskende. En af de anklagede, milaneseren Alberto Zamorani, der blev arresteret i 1993, har beskrevet, hvordan private firmaer samarbejdede om fordelingen af kontrakter. “De skrev simpelthen hver især deres navne på et stykke papir og trak dem op af en hat. Den første vandt så den første kontrakt, nummer to den anden og så fremdeles.” Inden man går helt i luften af forargelse over dette horrible eksempel på “typisk italiensk” korruption, er det dog klogt at huske på at nøjagtigt sådan fordelte de danske værfter for ganske få år siden kontrakterne på færger til DSB. Og det er ikke lang tid siden at tyske politikere fra alle partier blev slæbt i retten, fordi de havde modtaget tilskud til det politiske arbejde. I Frankrig afværgede socialisterne kun anklager for korruption ved at ændre loven om finansiering af partierne i sidste øjeblik. At den borgerlige regering så har vist sig at være meget værre, især bystyret under den nuværende præsident Chirac, er pinligt, men undskylder ikke socialisterne. Ønsket om oprydning har dog ført til noget godt idet det ligger bag den renhjertede protestant Lionel Jospins overraskende valgsejr i foråret 1997.

Men turen er altså også kommet til Italien, og det er ikke et øjeblik for tidligt. En moralsk rensningsaktion har der længe været behov for. Politisk blev den mulig i foråret 1993, da regionalistiske partier under ledelse af den upolerede, men karismatiske Umberto Bossi vandt voldsomt frem ved valgene i Milano og mange andre steder i Norditalien. Det slog sprækker i det tæt sammenvævede partisystem, der ligefrem kaldes partitokrati (partitocrazia) blandt journalister og politikforskere. Grunden blev lagt da undersøgelsesdommer Antonio Di Pietro sammen med politiet havde lagt en fælde for lederen af et plejehjem i Milano, mens han lå inde med store kontante beløb, som han havde modtaget i bestikkelse for kontrakten på vask og rengøring. Politiet og undersøgelsedommeren overraskede ham på fersk gerning med lommerne fulde af hundredtusindliresedler som han febrilsk søgte at skylle ud i toilettet. Mario Chiesa som den underordnede politiker i socialistpartiet hed valgte at tale ud om mekanismerne i den skjulte politik. Lo scambio occulto som dette supplement til den åbne politik er blevet døbt af den italienske politolog Donatella della Porta (1994 og 1995). Denne fangst fik lavinen til at rulle i et omfang, som end ikke Di Pietro havde forestillet sig – og som altså også forudsatte et politisk magtskifte. Anklagerne mod tusindvis af politikere førte til en gennemgribende udrensning af den tæt sammenvævede politiske og økonomiske klasse, hvoraf mange på ydmygende vist blev vist frem på landsdækkende tv mens de blev ført bort i håndjern (på italiensk nelle manette). Men angrebet på den sammenfiltrede magtstruktur, tangentopoli, som systemet kaldes på italiensk med en afledning af ordet tangente (betaling), indebærer ikke nødvendigvis et opgør med klientelismen som princip. Den partipolitisk styrede korruption hænger på en eller anden måde sammen med klientelismen. Men den korruption, der er blevet afsløret efter afslutningen af den kolde krig, skyldes især en bestemt konjunktur. Den partipolitisk organiserede klientelisme var ikke et nødvendigt resultat af den italienske tradition for at benytte venskaber, slægtskab og andre former for etablering af menneskelige relationer i modsætning til dem vi foretrækker i det kølige, markedsstyrede og bureaukratiske Nordligere Europa.

Hvad vi var vidne til under det andet økonomiske mirakel fra slutningen af 1970‟erne (det første mirakel var i 60‟erne) var en eksplosiv vækst i overførselsindkomsterne. Denne stigning blev gjort mulig af den enorme vækst især i den uformelle økonomi. Pengene er blevet opsuget ved indenlandsk statslig gældsætning og genfordelt for at sikre opslutning om den partistyrede stat. Det har ført frem til en situation, hvor overførselsindkomsterne udgør næsten samme andel af bruttonationalproduktet som i Danmark. Pengene fordeles bare til andre grupper og efter andre principper. Vigtigst er tilknytning til et parti. Netop derfor var partitokratiet længe næsten umuligt at rokke. Men da det først begyndte at skride, var processen til gengæld så godt som umulig at standse. Den fundamentale årsag til 90‟ernes opgør var dog at det var blevet for dyrt – Italiens statsgæld overstiger et års nationalprodukt. Gradvis gik det op for alle at der skulle ændres ved hele fordelingen mellem statsligt og privat og ryddes grundigt op i alle de fordele og finansieringer, der præger den særligt italienske udgave af socialstaten. Ikke bare for at kvalificere Italien til ØMU‟en, men i det hele taget for at Italien kan overleve som stat. Nationaløkonomisk er gælden ganske vist ikke truende, blot uretfærdig. Renterne på gælden betales af de lovlydige skatteydere (og dem er der mange af selv i Italien). Disse penge betales derefter til ejerne af obligationerne, hvorved der er sket en overførsel fra skatteydere til kapitalejere (der traditionelt ikke beskattes særlig effektivt, om overhovedet).

Puritanske nordboer har tøvet med at kalde den italienske model for en velfærdsstat, fordi den næsten ikke har forsøgt at legitimere overførslerne ved generelle principper eller retfærdighed, men udelukkende ved vane. Erhvervede rettigheder opgives kun nødigt i Italien, end ikke ikke retten til at hæve løn for et arbejde der er overflødigt, hvorfor mange, i hvert fald tidligere, heller ikke ulejliger sig med at komme på deres officielle arbejdsplads, men gemmer kræfterne til det andet eller tredje job, ligesom i de tidligere kommunistiske lande. Med en let tilspidsning kan man sige at Italien ved hjælp af sit juridiske system har indledt en nødvendig slankning af velfærdsstaten. En beskæring Danmark, Sverige og Finland møjsommeligt indledte tidligere i årtiet og som det forenede Tyskland kæmper med at få indledt. Men det er kun udartningen af klientelismen og åbningen for det rene forbrydervælde (mafiaen), der er gjort op med, ikke nødvendigvis klientelismen som samfundsorganisatorisk alternativ til bureaukrati og marked.

At opgøret så samtidig kan medføre ændringer af det politiske system, er en anden sag. Det er dog vanskeligt at tro at en ny forfatning eller en anden valgmåde med flertalsvalg i enkeltmandskredse vil gøre italienerne mindre “italienske”.

Ingen kan i øjeblikket overskue, om det vil lykkes det politiske system for alvor at sætte en stopper for korruptionens politiske økonomi, “kleptokratiet” som systemet er blevet kaldt af økonomihistorikeren Giulio Sapelli (1994), eller om korruptionen blot skifter skikkelse. Men uanset hvordan det vil gå, har afhøringerne afsløret mange af de indviklede mekanismer i den systematiske bestikkelse som forudsætning for at få offentlige kontrakter. Det har den førnævnte italienske professor i lokalforvaltning, Donatella della Porta fra univeritetet i Firenze alene og i samarbejde med andre forskere skrevet flere centrale bøger om (della Porta 1992 og 1994; della Porta e Meny 1995). Det var især i regionerne og kommunerne at de helt store pengebeløb skiftede hænder i republikkens sidste år. Ved hjælp af intensive lokalstudier tre forskellige steder i Italien er det lykkedes hende at afdække den præcise måde korruptionen fungerede på, helt ned til formerne for overrækning af penge og det fordækte sprog de involverede betjente sig af, når man skulle aftale summer og ydelser uden nogen sinde at sige ligeud, hvad det handlede om; samtalerne kunne jo blive aflyttede eller kontaktpersonen kunne vise sig at være ærlig – eller bare dum.

Når man vil forstå korruptionen og klientelismen er det imidlertid vigtigt at skelne mellem direkte kriminel virksomhed, mafia og den politiske korruption. Der har selvfølgelig været forbindelser, som da retten i Palermo undersøgte den tidligere mangeårige kristeligt demokratiske premierminister Giulio Andreottis forbindelser med den organiserede kriminalitet. Alt tyder på at mafiaen leverede stemmer og muligvis mord til gengæld for beskyttelse fra allerhøjeste sted, sådan som Leonardo Sciascia og mange andre fiktionsforfattere i årevis havde påstået uden at det fik følger. Dette samarbejde eksisterede i hele den 1. republiks historie og har sine rødder i den amerikanske besættelsesmagts kyniske brug af mafia-organisationen efter invasionen i Syditalien i 1943. Kun mafiaen turde amerikanerne stole på i deres opgør med fascismen, fordi Mussolini havde forsøgt at bekæmpe mafiaen. Men mafia er ikke identisk med politisk korruption, selv om korruptionen i en række tilfælde har gjort det lettere for den voldelige kriminalitet at vinde indpas uden for det oprindelige kerneområde. Men partipolitisk klientelisme er heller ikke identisk med den korrupte politik.

Korruptionen fik især fra midten af 80‟erne statsudgifterne til at eksplodere helt ukontrollabelt, samtidig med at det førte til etableringen af en art partipolitisk dobbeltsystem. Ved siden af de offentligt kendte politikere, der trådte frem på tv og holdt taler, etablerede sig et lag af såkaldte “architetti di regime” (regimearkitekter), der slet ikke besværede sig med almindelig politik. De var normalt offentlige embedsmænd eller ansatte i de statslige virksomheder og brugte al deres tid på at forvalte de penge, som kom ind ved salget af kontrakterne. Angrende udøvere (pentiti) har forklaret domstolene, hvordan den direkte, rå pengemagt fungerede i form af et helt parallelt politisk system (lo scambio occulto). Marxistiske kritikere har ganske vist altid påstået at det forholder sig sådan i alle demokratier, men her har vi faktisk et eksempel på pengenes direkte politiske magt. Problemet var at også denne skjulte politik fungerede efter politiske principper. Nogle måtte bruge al deres tid på at overvåge at alt gik “rigtigt” til, således at kontrakterne faktisk gik til dem, der havde betalt. Og omvendt kontrollere at dem der havde lovet at betale, faktisk også gjorde det. De kunne jo ikke så godt henvende sig til domstolene, hvis nogen ikke opfyldte deres forpligtelser. Systemet blev mere og mere indviklet og endte til sidst med at tage de involveredes hele tid, sådan at der slet ikke blev tid til noget så underordnet som at bedrive politik. Della Porta nævner en fremtrædende politiker fra Liguria, der i hele sit liv aldrig havde holdt en tale. Før han endte i retten vel at mærke (1995). Hele systemet var så tidrøvende og ineffektivt at det ikke engang formåede at fordele allerede bevilligede penge, som i Napoli hvor ofrene for jordskælvet i begyndelsen af 1980‟erne aldrig har fået erstatningerne udbetalt. Pengene var der, men administrationen havde så travlt med den skjulte politik at den aldrig fik dem fordelt. De var ikke stjålet, selv om alle ellers regnede med det, men “bare” ikke kommet igennem systemt.

Det svage punkt i hele dette system – ud over omkostningerne selvfølgelig – var selve overrækningen af pengene. Korruptionen i Milano blev som nævnt først afsløret, da en underordnet embedsmand begyndte at tale, efter at politiet stormede hans lejlighed så hurtigt efter en transaktion at han kun havde held til at skylle en lille del af pengesedlerne ud i toilettet. Da han først begyndte at tale, brød den næste også sammen og gik til bekendelse. Udskrifterne af retssagerne har skaffet en enestående viden om, hvor indviklede mekanismer der skal til for at et system baseret på pengenes rå magt kan fungere. Vi kender nu det omsvøbenes sprog, der blev anvendt, så de involverede kunne skjule for sig selv og eventuelle aflyttende politifolk, hvad der foregik. F.eks. citerer della Porta en samtale, hvor lederen af korruptionen i Firenze overdrog sit net af kontakter til sin efterfølger med angivelse af navnene på dem, der kunne sørge for at alt foregik som “det plejede”, underforstået levere kontrakter mod kontant betaling. Den sorte økonomis behov for udveksling af store beløb i kontanter i øvrigt gør at kompetente iagttagere anslår at halvdelen af alle store dollarsedler anvendes af forbrydersyndikaterne. Af samme grund antager de samme iagttagere ifølge Financial Times april 1998 at det er forbryderne der vil få størst fornøjelse af de store Euro-sedler. Alle vi andre lovlydige anvender jo elektronisk overførsel af større beløb, men forbrydelsens økonomi rummer akkurat ikke det element af gensidig tillid, der gør traditionel bankvirksomhed mulig.

Det for demokratiet trods alt relativt beroligende er at det tilsyneladende stabile og magtfulde korrupte økonomiske system i Italien bukkede under i kraft af selve sin hemmelige natur og manglende økonomiske effektivitet. Det blev for dyrt og kunne til sidst ikke levere varen i form af kontrakter til de entreprenører, som betalte bestikkelserne. Man skal dog være opmærksom på at ikke alle dele af staten tiltrak sig opmærksomhed. Returkommissioner kunne lettest indkasseres i forbindelse med store offentlige anlægsarbejder, mens områder som lov og orden ikke tiltrak sig partiernes interesse. Det resulterede i at der eksisterede ukorrumperede bureaukratier, som kunne tage initiativet til at bringe den skjulte politik til fald, da bestikkerne begyndte at finde den for dyr. Og da først den skjulte politik begyndte at falde, var der ingen partipolitisk legitimitet tilbage, som kunne forhindre sammenbruddet.

Hvem er Umberto Bossi?

Som en sidste øjebliks-julegave til italienerne bragte det norditalienske regionale protestparti Lega Nord lille juleaften 1994 regeringen under mediekongen Silvio Berlusconi til fald, den regering der var kommet til magten syv måneder tidligere efter jordskredvalget i marts 1994, hvor to tredjedele af medlemmerne af parlamentet blev skiftet ud. Lige fra begyndelsen havde politiske iagttagere understreget det umulige i samarbejdet mellem det såkaldt “postfascistiske” Alleanza Nazionale, Berlusconis Forza Italia og de norditalienske regionalister i Lega Nord. Koalitionen kunne vinde et valg, men ikke regere. Det eneste fælles var at de for vælgerne fremtrådte som et uprøvet alternativ, der måske kunne rydde op i korruptionen. Regeringens syv måneder gav kritikerne mere ret end de kunne ønske sig. Pengene fossede ud af landet, liren blev devalueret med yderligere 10%, og aktiekurserne faldt med 25%. Det lykkedes med hiv og sving at få vedtaget en finanslov, men den var helt tandløs og begyndte ikke engang at beskære de alt for generøse overførselsindkomster. Kort sagt, mange italienere var ved at foretrække det gamle, korrupte system for Berlusconis “management revolution”.

Alt dette samlede opmærksomheden omkring Lega Nord som partiet, der holder nøglen til landets politiske fremtid i sin hånd, i hvert fald på kort sigt. Og siger man Lega Nord, siger man Umberto Bossi. Ganske vist var han i overensstemmelse med gammel italiensk tradition ikke medlem af regeringen, men foretrak at trække i trådene som partileder. I december 1993 kneb det dog med at få kollegerne i regeringen til at lystre, især den selvrådige indenrigs-minister Roberto Maroni, der ikke lagde skjul på at han befandt sig godt i den magtfulde stol. I det centralistisk styrede Italien er indenrigsministeriet på mange måder det vigtigste ministerium, idet præfekterne og politikorpsene er direkte underlagt det (derfor meget beroligende at det i Romano Prodis regering centrum-venstre reegring fra 1996 er en hæders-mand som Giorgo Napoletano der fik embedet). De kristelige demokrater forbeholdt sig traditionelt altid dette ministerium i hele efterkrigstiden, også når de var med i koalitions-regeringer ledet af andre partier. Efter en del tøven og trusler om at sprænge partiet indvilligede Marroni i at følge Bossi ud af regeringen og prioritere partiets oprindelige program, en føderalisering af den centralt styrede stat. Den iltre og tilsyneladende uberegnelige person Umberto Bossi, “barbaren fra Lombardiet” eller “il senatur”, som senator staves på lombardisk, kom derved tilbage til den rolle som oppositionspolitiker han foretrækker.

Det var der ikke mange, som forudså i 1987, da han første gang blev valgt til senatet (andet-kammeret) som eneste repræsentant for Lega Lombarda, som partiet hed dengang, og under det politiske establishments almindelige latter krævede Lombardiets selvstændighed eller som minimum Italien omdannet til en forbundsrepublik efter amerikansk eller tysk mønster. Men det skulle vise sig at hans småborgerlige oprørsbevægelse havde tiden med sig. I takt med at skattetrykket i den italienske udgave af den sociale overførselsstat steg og steg, voksede lysten i det industrielle nord (Milano) og nordøst (Veneto og Friuli) til at rive sig løs fra Rom. Og her kom Bossis utraditionelle stil til sin ret. I en nation, hvor flertallet af politikerne er glatte sagførere eller veltalende universitetsprofessorer, fremtræder Bossi som totalt utilpasset. Hvor man i offentligheden plejer at føre sig frem med et kultiveret sprog (“italiano colto”), langt fra almindelig tale, henvender Bossi sig til folk på deres eget sprog. Han taler dialekt og argumenterer lige på og med grove gloser, som man gør på gader og i barer, ikke langt og floromvundet som ellers på fjernsyn. Det har gjort ham elsket af medierne, der lugter skandale og sensation, hver gang han siger noget. Og derfor villigt har ladet sig manipulere.

Bossis baggrund er usædvanlig for en politiker i det stærkt klassedelte land. Født i 1941 på landet i Lombardiet voksede han op i nær kontakt med de sidste rester af den traditionelle bondekultur. Droppet ud af skolen som 14-årig levede han af skiftende job og mindre ungdomskriminalitet, indtil han i 1962 slog sig til ro med et mindre kontorjob i byen Varese. Det var midt under det økonomiske mirakel i Norditalien, og han erkendte hurtigt at mere skolegang var nødvendig. Med basis i brevkurser i elektronik og det meste af en medicinsk eksamen begyndte han at udvikle elektronisk udstyr for det medicinske fakultet i Pavia. Her mødte han i 1979 Bruno Salvadori, der kom til at ændre hele hans livsforløb. Salvadori arbejdede for en selvstændig status for den delvis fransktalende provins Val d‟Aosta og fik Bossi interesseret i føderalismen som politisk teori og middel til at forbedre forbindelsen mellem borgerne og staten. I første omgang fik Bossi dog ikke andet ud af forbindelsen end gæld, som han arvede efter Salvadori, da denne blev dræbt året efter ved et færdselsuheld. For at kunne forsørge sin familie og betale sin gæld afbrød han studierne og kastede sig ud i alle slags aktiviteter. I 1984 grundlagde han sammen med nogle få venner Lega Lombarda. Navnet var inspireret af det forbund af norditalienske bykommuner, som i 1176 besejrede den tysk-romerske kejser Friedrich I Barbarossa i slaget ved Legnano uden for Milano. Symbolet for Lega Nord er den dag i dag lederen af dette forbund, Alberto Guissano, med hævet sværd i hånden. Selv om hele det traditionelle politiske spektrum fra højre til venstre afviste dem som latterlige, småborgerlige eller ligefrem racister og fascister voksede bevægelsen eksplosivt i takt med den økonomiske og politiske krise i begyndelsen af 1990‟erne. Slogan som “tyven Rom” (Roma ladro) og “Lombardiet som hønen der lægger guldæg” talte til sparsommeligheden og bedreværdsfølelsen i småforetagernes Norditalien. Samtidig fik beveægelsen en teoretisk velskolet ideolog i Gianfranco Miglio (Harder 1997, 224).

Medierne elskede den lille grimme mand med den direkte tale og de grove gloser. Det gav ham mulighed for at føre sit program frem også på landsplan. I 1990 sluttede Lega Lombarda sig sammen med tilsvarende bevægelser i Piemonte og Veneto til Lega Nord og erobrede 19 % af stemmerne ved lokale valg. I 1992 blev det til 80 mandater i parlamentet, et langt spring fra begyndelsen i 1987. Samtidig vandt ligaen borgmesterposten i Milano, der tidligere havde været socialisten Bettino Craxis faste borg. Denne sejr gjorde det muligt at indlede det opgør med korruptionen, som førte til valgsejren i foråret 1994. Problemet for Bossi er at han tager sit føderale program alvorligt, men af hensyn til sine vælgere af venstrefløjens centralisme har været nødt til at samarbejde med højrefløjen. I et land hvor også venstreorienterede går ulasteligt klædt, lægger han vægt på at gå i det samme jakkesæt der ser ud som om han har sovet i det flere nætter i træk. Uanset hvordan man bedømmer Bossi, repræsenterer han et større brud med fortiden end nogen anden italiensk politiker, hvilket også forklarer hvordan han er kommet godt fra at bruge en næsten hellig titel fra den antifascistiske kamp som titel på sit eget politiske manifest. Hans bog Vento del Nord fra 1992 spiller på titlen på socialisten Pietro Nennis klassiker om modstandskampen fra 1943, der ligeledes hed Il Vento del Nord, men unægtelig henviste til en anden form for ændring.

Selv om centrum-venstre-regeringen under den hæderlige kristelige demokrat Romano Prodi, der i foråret 1996 afløste en overgangsregering af ikke-partipolitiske eksperter under ledelse af en tidligere nationalbankdirektør, er den ærligste og mest kompetente Italien har haft siden De Gasperi i republikkens første år, er der dog ingen garanti for at opgøret med det gamle Italien bliver ført til bunds. Og slet ikke for at det bliver decentraliseret. Der skal man nok snarere sætte sin lid til bevægelsen af venstreorienterede borgmestre under ledelse af filosoffen Massimo Cacciari fra Venezia. Men at dele af Italien er et hypermoderne europæisk land, er der til gengæld ingen tvivl om. Spørgsmålet er udelukkende om vi bryder os om denne modernitets ansigt. Denne dobbelthed hænger sammen med at Italien er mindst to lande, et centraleuropæisk og et mediterrant. Hvilket Italien der har overtaget, er ikke så enkelt at afgøre som man skulle tro ud fra de officielle økonomiske indikatorer. Det driftige og velfungerende Norditalien omkring Veneto forsøger at gennemtvinge en decentralisering af landet, men Umberto Bossis og Lega Nords højtråbende krav om direkte opløsning af landet er ikke længere så populært. Årsagen er sikkert at italienerne har lært af opløsningen af Jugoslavien ligesom catalanernes Jordi Pujol har gjort det. Slovenien er nu på vej til at blive en succes som selvstændig stat på vej ind i EU. Men det holdt hårdere end det havde regnet med. Bortfaldet af markedet i resten af Jugoslavien ramte det industrialiserede Slovenien hårdere end det havde regnet med ud fra de officielle regnskaber der viste store overførsler fra nord til syd. Noget tilsvarende er formentlig også tilfældet i Italien, selv om ikke alle vil erkende det. Hvordan fremtiden vil tegne sig for Italien, er ikke til at afgøre i øjeblikket, men det er givet at landet er europæisk, ikke nordafrikansk eller nærorientalsk, selv om mange nordeuropæere ofte tror det.

Arabisering og islamisering

En helt anden udvikling i middelhavsverdenen ses i arabiseringen og islamiseringen af storbyerne. Det begyndte med befolkningseksplosionen i Cairo i 1950‟erne og udvandringen af grækerne fra Istanbul og Alexandria i samme tidsrum. Det sidste var næstsidste fase af den blodige udveksling af befolkninger der indledtes på den tyrkiske Ægæerhavskyst og Nordgrækenland i 1922. Ud over at skabe to nationalstater, der hader og mistror hinanden, har processen ændret Izmir (Smyrna) fra en kosmopolitisk, græsk-osmmannisk middelhavsstorby til en tyrkisk havne- og industriby og det multinationale Saloniki til en græsk provinsby Thessaloníki (der dog var europæisk kulturhovedstad i 1997 mellem København og Stockholm; men det siger måske mere om disse sidste hovedstæders status i Europa end om Thessaloníki).

Parallellen til denne tyrkificering (og grækificering) er arabiseringen af Algeriet efter sejren over franskmændene i 1962 og shiiternes indtog i Beirut under borgerkrigen i Libanon i 1970‟erne og 80‟erne. Diktaturerne i Libyen og Syrien har af andre grunde svækket det gamle mediterrane byborgerskab til fordel for en ny militær elite rekrutteret fra andre grupper inde i landet. Den gamle kosmopolitiske middelhavscivilisation kan stadig iagttages på Malta i form af en blanding af arabisk sprog – maltesisk er det eneste arabiske sprog som skrives med latinske bogstaver – italiensk kultur og britisk imperialisme. Malta er da også blevet stillet EU-medlemskab i udsigt på et ikke alt for fjernt tidspunkt. Kosmopolitismen har forrygende succes på den græske del af Cypern, som er blevet et finansielt og turistmæssigt centrum. Men prisen for roen og den tilsyneladende sikkerhed var den militære deling af øen ved den tyrkiske invasion i 1974, en deling som de tyrkiske cyprioter betaler den største pris for i dag i form af isolation og økonomiske stagnation, selv om det var dem der skulle reddes fra indlemmelse i Grækenland i sin tid.

Fremtidsudsigterne for den oldgamle, kosmopolitiske middelhavskultur er altså ikke de bedste. Det nyeste træk er at arabiseringen og islamiseringen af de sydlige og østlige storbyer nu også gør sig gældende på de nordlige kyster. Marseille er for længst blevet en arabisk-afrikansk by ved siden af den italiensk-provençalsk-catalanske by den altid har været. Barcelona er en formidabel moderniserings-succes og centrum for en af de rigeste regioner i hele EU, Catalunya (Cataluña på spansk). Men også her presser indvandringen fra de sydlige dele af middelhavsverdenen sig på, som den gør det i Bari, Palermo og Napoli (hvor man dog ikke skal overse de enorme fremskridt der er sket i de senere år under de nye og mindre korrupte venstreorienterede bystyrer, der senest fik deres mandater bekræftede ved lokalvalg i foråret 1998). Grækenland præges især af illegal indvandring fra Albanien, græsktalende ortodokse såvel som muslimske albanere plus en nytilkommen gruppe af (anderledes) græsktalende fra det gamle Pontos ved Sortehavet op mod Georgien og Abkhazien. Ligesom tyrkificeringen af Lilleasiens kyst er alle disse indvandringer dele af den samme proces, bjerg og ørken-befolkningernes erobring af kysternes klassiske bystatskulturer.

I sin banebrydende og nu klassiske analyse af “Middelhavet på Filip II‟s tid” fra 1949 indførte den franske historiker Fernand Braudel en grundlæggende skelnen mellem kystbefolkningerne og bjergfolkene i de indre egne (Hinterlande som de kaldes på fransk med en tysk inspireret betegnelse). Denne skelnen var ikke ny, men reelt en videreførelse af den arabiske historiker og politiker Ibn Khaldûns (død 1406) modstilling af de bofaste bybefolkninger i de frugtbare oaser over for ørkenens mobile nomader. Samspillet mellem disse to sociale kategorier er den vigtigste årsagsforklaring på samfundsmæssig ændring i hans hovedværk Muqaddimah (“Indledning til historien”) skrevet mellem 1375 og 1379 (se Hammersheib 1982). Hos Braudel er det blot bybefolkningerne, der er mobile og kosmopolitiske og som skaber forbindelseslinier via havet, mens hinterlandenes bjergboere er mentalt snæversynede, stavnsbundne – og fattige. Disse sidste er til gengæld barskere og mere voldelige og har derfor ofte underlagt sig de militært eftergivende kystbefolkninger. Man kan diskutere holdbarheden af denne modstilling og den dynamik den giver anledning på det lange, det mellemlange og det korte sigt. Braudels tese er især resultat af en analyse af forholdene langs den dalmatiske kyst fra Trieste til Dubrovnik (Ragusa) og længere sydpå. Den tragiske borgerkrig i eks-Jugoslavien synes at bekræfte analysens værdi den dag i dag. Men ellers må man nok indrømme at ændringerne af befolkningernes sammensætning, den eksplosive urbanisering og fremkomsten af nye transportmidler som jernbaner, veje og fly i nogen grad har ændret relevansen af gamle forbindelseslinier som dem, der i årtusinder bandt Middelhavets søfarende kystbefolkninger sammen til noget, der mindede om én fælles kultur uanset forskelle i sprog og religion (Hallager 1997 om kystfarten på Middelhavet gennem tiderne).

Romernes forestilling om “mare nostrum”, “vort (fælles) hav”, der bandt de mangfoldige, etnisk forskellige grupper sammen under en fælles kulturel, økonomisk og militær hat, har øvet en permanent og til tider fatal tiltrækning på senere tider. Byzantinere, arabere, normanner (herskere af fransk-nordisk afstamning i Syditalien, Sicilien, Byzans og Palæstina), osmanniske tyrkere, franskmænd og senest det fascistiske Italien har alle med større eller mindre held prøvet at genoplive det gamle fællesskab. Og har alle lidt skibbrud og i faldet skabt en eller flere nye skillelinier. Dem der har haftS størst held med at skabe et sådant oikomene har i virkeligheden været først jøderne i frivillig og ufrivillig diaspora under romersk herredømme og siden hen grækerne under osmannernes beskyttende dække. Uanset nationalistiske påstande i dag, trivedes den græske, ortodokse “nation” (på tyrkisk millet) under de muslimske osmannere i tiden mellem Konstantionopels fald i 1453 og den græske frihedskrig i 1820‟rne som vi så det i det foregående kapitel. Ja, for flertallets vedkommende helt til erobringskrigen i Anatolien 1921-22 og udvandringen af de græske mindretal i Istanbul, Alexandria, Syrien og Palæstina i 1950‟erne.

Det eneste længerevarende militære hegemoni i området har været det britiske med baser i Gibraltar (som de stadig hænger på), Malta, Cypern og Suezkanalen. Det begyndte med erobringen af Gibraltar under den Spanske Arvefølgekrig 1701-14. I 1700-tallet kæmpede briterne og franskmændene om søherredømmet og i den kamp havde Storbritannien i lange perioder base på øen Minorca. Fra den velbeskyttede havn i bugten ved Mahon kunne briterne true den franske flådehavn i Toulon. Denne britiske tilstedeværelse i knap hundrede år har sat sig mange spor der stadig mærkes i arkitekturen på den lille ø, især de angelsaksiske vinduer, og i spisevanerne med bacon og smør. Dette sidste var resultat af at en reformivrig britisk guvernør indførte sortbroget kvæg, der stadig græsser mellem de særprægede storstensgrave fra stenalderen. Siden opgav briterne det udsatte Minorca til fordel for Malta som de overtog fra Frankrig, der i 1798 havde erobret øen fra Malteserordenen på vej mod Ægypten.

Herredømmet udvidedes senere med overtagelsen af Cypern i 1878 og befæstedes endegyldigt med besættelsen af Ægypten i 1882. Franskmændene forsøgte med et vist held at anfægte de britiske herredømme i den vestlige del af Middelhavet efter erobringen af Algeriet i 1830, men havde ikke held med sit fremstød i detn østlige ende, selv om det var franske ingeniører og fransk kapital der stod baf anlægget af Suez-kanalen. Den franske flåde i basen Mers el Kebir var så formidabel en magtfaktor i 1940, at briterne efter det franske nederlag i juni følte sig tvunget til at sænke den, en handling nationalt bevidste franskmænd lige siden har haft svært ved at tilgive dem.

Men bortset fra sådanne episoder herskede briterne i Middelhavet som overalt i deres verdensomspændende med små midler via en del og hersk politik først og fremmest i form af støtte til det skrantende multinationale Osmanniske Imperium. Logikken bag denne støtte var ønsket om at forhindre russerne i skaffe sig passage ud og ind fra Sortehavet. Det britiske middelhavsherredømme kom i vanskeligheder, da de efter meget besvær (Lawrence of Arabia og alt det) i 1917-18 erobrede Palæstina fra osmannerne. Brudte løfter til de arabiske herskere og halvhjertet støtte til jødisk indvandring i Palæstina lagde grunden til såvel den arabiske nationalisme, den sekulære pan-arabisme i 1950‟erne og 1960‟erne og beredte grunden for den aktuelle radikale islamisme (“fundamentalisme”). Briternes herredømme overlevede på et hængende hår 2. verdenskrig, men derefter måtte de overlade deres imperium til USA, der alene og i modspil med Sovjetunionen indtil denne supermagts sammenbrud lige siden har domineret Middelhavet. Middelhavets geopolitiske status kan altid aflæses på status for Dardaneller-strædet mellem Sortehavet og Ægæerhavet. Når russerne er stærke, har de fri gennemsejlingsret i dette snævre og afgørende farvand. Når de er svage, som i øjeblikket eller i 1920‟rne, overtager Tyrkiet kontrollen på egne eller en stærkere magts vegne

Det er i denne historiske situation at EU-landene forsøger at genetablere en vis indflydelse i det umiddelbare sydlige og sydøstlige nærområde. Ikke militært, men økonomisk og delvis kulturelt, som det ses i kampen mellem fransk og engelsk i Algeriet, hvor den islamistiske opposition tilbyder undervisning i engelsk for at bryde den fransk-sprogede elites monopol på magten og forbindelserne til udlandet. Noget tilsvarende, men langt mindre dramatisk og blodigt, gør sig gældende i forholdet mellem spansk og arabisk i de dele af Marokko, der har hørt under Spanien – for slet ikke at nævne de tre enklaver, der stadig gør det. Især i det tidligere Spansk Sahara statser oprørsbevægelsen Polisario på det engelske sprog som et brud med fortidens kolonimagter. EU-landenes langsigtede, strategiske hensigter er uklare. På kort sigt handler det om at begrænse risikoen for ukontrollabet indvandring af fattige flygtninge og infiltration af radikale terrorister. Det er en reel fare. Der befinder sig allerede mellem 6 og 10 millioner muslimer fra de nordafrikanske lande i EU, legalt såvel som illegalt, og de bliver stadig flere. Det samme gælder risikoen for terroristiske anslag. Ikke blot Frankrig er berørt, politiet i Belgien, Nederlandene og Sverige har i de senere år afsløret islamiske terrorgrupper. Selv Danmark har ført en retssag mod mistænkte muslimer fra Ægypten. De blev frikendt, men angsten er der.

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre ud over at lukke øjnene og håbe det bedste. Barcelona-dokumentet lover finansiel støtte og investeringer. Man må så blot håbe at pengeoverførsler ikke vil føre til en massiv klientgørelse og statslig korruption, som det har været tilfældet i Syditalien, Grækenland og mange andre steder. For at undgå det opererer aftalen med et mål om skabelse af et frihandelsområde i stil med det nordamerikanske Nafta i 2010. Om dette er nok, og om det vil blive opfattet som begyndelsen til en retfærdig deling af verdens goder af de brede befolkningslag i den muslimske verden er uklart. I øjeblikket går det den forkerte vej med fald i bruttonationalproduktet i næsten alle de underskrivende, arabiske lande, og da befolkningerne de fleste steder vokser hastigt, sidder vi alle på en tikkende bombe. Et af de få lyspunkter er Tyrkiet, hvor befolknings-væksten er faldet i takt med at det er lykkedes at øge pigernes skolegang på mellemniveauet. Men Tyrkiet er i det hele taget atypisk, som det fremgik af forrige kapitel. Landet er på lige så europæisk som mange Balkanlande, selv om det islam i øjeblikket er på fremmarch. En sådan fremmarch indebærer imidlertid ikke nødvendigvis en udtræden af Europa. Der findes nemlig også moderne former for islam, som nemt kan trives sammen med de værdier vi plejer at kalde europæiske.

Er der et middelhavskøkken?

Hvad EU-landene har tænkt sig med Middelhavet på længere sigt er sværere at overskue. Sandsynligvis ingenting, der er jo heller ikke mange som aner, hvordan EU selv skal udvikle sig i næste årtusinde. I den situation kan det måske være beroligende at gøre sig klart at verden hele tiden ændrer sig, selv den tilsyneladende så stabile middelhavskultur. Sociologen Sami Zubaida fra Birkbeck College i London gjorde på Udenrigsministeriets konference om islam i middelhavsverdenen juni 1996 (Jerichow & Simonsen 1997) opmærksom på at vores forestilling om et fælles middelhavskøkken bygget på olivenolie muligvis helt forkert eller i hvert fald en meget nyere foreteelse end vi plejer at antage. Grækerne og romerne producerede og eksporterede olie (foruden vin) i smukke amforaer, som undervandsarkæologerne finder i store mængder. Ifølge Zubaidas undersøgelser brugte de bare ikke olien til madlavning i den udstrækning, eftertiden har troet ud fra en tilbageslutning fra samtiden. Det er rigtigt at olien nævnes i mange kilder, især Plinius (jvfr. Hannestad 1979). Men den anvendtes først og fremmest som brændstof i de olielamper af bronze, som vi også har fundet så mange af. Romerne krydrede deres mad med en saltet og gæret fiskesauce, garum, som får det til at vende sig i sarte, moderne maver. Heller ikke i middelalderens Provence eller Toscana brugte man olie i større udstrækning, men derimod svinefedt ligesom i Nordeuropa, mens folkene i det Nære Østen, hvor svin betragtedes som urene, brugte smørfedt.

Hvis Zubaidas og den franske historiker J-L. Flandrins resultater (især i Le cuisinier français fra 1983) står til troende, er det populære middelhavskøkken som mange skribenter med Elisabeth David i spidsen har udødeliggjort, og som nu går sin sejrsgang over hele kloden fulgt af ernæringseksperters anbefalinger, i virkeligheden resultat af en relativt sen udvikling, muligvis først fra midten af 1800-tallet. Hvis noget så fundamentalt som madvanerne har kunnet ændre sig så radikalt flere gange i løbet af en civilisatorisk set kort historisk periode som Europa siden middelalderen, er der måske håb forude. Også i forholdet mellem EU og middelhavsverdenen. Trods den aktuelle arabisering, islamisk fundamentalisme og europæisk frygt stammer næsten hele grundlaget for den europæiske civilisation fra middelhavslandene, og det endda fra de sydøstlige områder. Et udspring vi i øvrigt deler med muslimerne og jøderne. Før vi fortaber os i denne arv er det imidelrtid på sin plads med et par kapitler om den modsatte ende af det europæiske kontinent, Østersøen og Danmark.