Kapitel 9: Østersøen som historisk region

Har vi andet til fælles i Østersøen end forkærlighed for stegt kød med syltetøj? (anonym etnolog)

Et kort over Europa viser en halvø omgivet af have med lande til alle sider, Middelhavet, det Atlantiske Ocean, Nordsøen (som hos os af gode grunde kaldes Vesterhavet) og Baltikum eller Østersøen, som det hedder hos os, men logisk nok det Vestlige Hav i Estland og Finland. Spørgsmålet er nu, om Østersøen udgør en sammenhængende kulturel og historisk region i europæisk historie og kulturgeografi på samme måde, som Middelhavet længe har været, og som Sortehavet er ved at blive det i øjeblikket (Ascherson 1995). Med andre ord, har landene rundt om Østersøen andet end en militærstrategisk position, forurening og tusinde års krige til fælles? Og så nogle for sydeuropæerne at se barbariske madvaner.

Østersøen under den kolde krig

Den kolde krig trak et meget vanskeligt gennemtrængeligt Jerntæppe ned gennem Østersøen og overskar dermed de kulturelle forbindelser, der ellers havde været livlige og nære helt frem til 1939 – ja i virkeligheden helt til 1944, idet danske firmaer deltog ivrigt med investeringer og personel i det såkaldte tyske “østrum” (jvfr. Lund 1995), mens danske frivillige kæmpede under SS-bannere på Østfronten. Denne sidste historie er vi ikke stolte af i dag. Men i virkeligheden har forbindelserne mellem den østlige den vestlige ende af Østersøen været nære i hele Danmarks historie som selvstændig nation (og formentlig meget længere). Varigheden og dybden af forbindelserne fremgår med al tydelighed af en glimrende publikation om forbindelserne mellem Rusland og Danmark i 500 år (Christensen og Gottlieb 1993). Reelt har Danmark været allieret med Rusland næsten uafbrudt siden indgåelsen af freds- og venskabs-traktaten i 1562. De små 50 år under den kolde krig er således en undtagelse. Årsagen til alliancen mellem Danmark og Rusland var ganske vist ikke kærlighed, men et fælles modsætningsforhold til stormagten imellem dem, Sverige. Men det ændrer ikke ved at staterne har haft et fællesskab pga. geopolitiske interesser.

Denne lange historie med fælles handel, kultur og strategiske interesser i Østersøområdet blev imidlertid så totalt overskygget af den kolde krigs skillelinier at landene mod øst, især de baltiske lande og Polen, siden 1930‟erne er gledet helt ud af danskernes (og vel også svenskernes) bevidsthed til fordel for det nordiske fællesskab – en identifikation der med Vinterkrigen 1939-40 udstraktes til også at omfattede Finland. Der har bredt sig en fornemmelse af den nordiske verden som nært forbundet og adskilt fra resten af Europa. Forskellig pga. de fredelige, socialdemokratiske og lutheranske velfærdsstaters helt enestående fortræffelighed, i Sverige markedsført under den sigende overskrift “Folkehjemmet”. Denne opfattelse af Norden og østersøverdenen fremgår af et almindeligt Danmarkskort med det for os vigtigste land, Danmark i centrum. Billedet der i hvert fald indtil for ganske nylig var stort set enerådende er i princippet en nøgtern geografisk gengivelse. Men samtidig er det en mental forestilling om en familie af små, fredelige og nationalt homogene, socialdemokratiske velfærdsstater omgivet af lande ovre mod øst der var så eksotiske at en bog om de baltiske stater af forlæggeren Erik Vagn Jensen fra 1977 bar titlen Ukendte naboer. Bogen bygger på hans besøg i sovjetrepublikkerne Estland, Letland og Litauen arrangeret af sovjetisk-dansk venskabsforening før det blev muligt at bevæge sig frit rundt i landene. Forordet emmer af sympati, men også erkendelse af hvor fjerne “de” var blevet for “os”:

“Det er mange år siden der sidst i Danmark er udkommet en bog vore nabolande Estland, Letland og Litauen, og de fleste her til lands ved vist også mere om Brasilien, Thailand og Kina end om de små sovjetrepublikker på den anden side af Østersøen. Krigen, flygtningene og en massiv propaganda gjorde sit til at den ældre generation fik et meget ensidigt indtryk af, hvor skrækkeligt det stod til i de tidligere “randstater”. Først i det sidste tiår er der så småt ved at komme gang i turistrejser og gensidig udveksling af idrætsfolk, kunstnere etc., men stadigvæk har mange indtryk af at disse kyster mellem Finland og Polen er russiske. De færreste aner at mange danske bøger er oversat til estnisk, lettisk og litauisk siden 2. Verdenskrig at Kjeld Abell og Ernst Bruun Olsen er opført derovre, og at skandinavisk brugskunst, arkitektur og livsform har mange beundrere i Baltikum. Kulturudvekslingen har været temmelig ensidig, og det hænger ikke sammen med at den kunstneriske kvalitet er ringere end her, men snarere med forskellen i samfundssystem. Derovre har man trods stor fattigdom de første efterkrigsår alligevel haft overskud til at gøre det, vi forsømte af dovenskab eller af kommercielle grunde. Under fire besøg er jeg kommet til at holde meget af de tre folk. De har mange problemer at slås med, og meget fungerer trægt sammenlignet med her, men alligevel kan man ikke undgå at føle beundring for, hvad de indtil nu har nået, økonomisk, socialt og kulturelt.” (Jensen 1977, 7).

Sådan så verden ud indtil ganske nylig, og billedet er stadig med os, da mentale førforestillinger normalt ændrer sig meget langsommere end virkeligheden. Derfor er det relevant at undersøge eksistensen af historiske sammenhænge i østersøverdenen. Begrebsligt kan det formuleres som spørgsmålet om Østersøen som en “historisk region”. Såvel i den politiske som i den videnskabelige diskussion benyttes ordet region både om enheder under statens niveaue og over, dvs. om subregioner såvel som trans- og supraregioner. En gængs definition på region er at det er et geografisk nogenlunde velafgrænset område inden for eller på tværs af statsgrænser, som udmærker sig ved en høj grad af indre integration (Hedegaard 1997, 9). Man forsømmer ofte også at skelne mellem regionalisering, regionalisme og regionsbygning. Regionalisering er en statslig strategi med oprettelse lokale forvaltninger, mens regionalisme betegner politiske bestræbelser på at svække statsmagter, der opfattes som fremmede. I modsætning til disse to politiske programmer handler regionsbygning om pragmatiske bestræbelser på at opbygge egen identitet og institutioner (Hedegaard 1997, 9). I disciplinen international politik anvendes begreberne region og regionalisering anderledes; på den ene side bruges det om geografisk bestemte regioner med veldefinerede, objektivt bestemte grænser, hvor nærhed og kommunikation er bestemmende; på den anden om områder der defineres som regioner ud fra militære og økonomiske parametre. I det sidste tilfælde er der tale om at den overordnede internationale politiske struktur skaber regionerne (Heurlin 1997, 11).

Dette var situationen da historikerne efter 1989 (påny) rykked ind i et felt, der var blevet tomt, efter at de systematiske samfundsvidenskaber (som de lidt pretentiøst kalder sig selv) ikke rigtigt havde forudset ændringerne østpå. Kommunismens økonomiske og ideologiske sammenbrud i 1989 førte til åbning af Berlinmuren og dermed opløsning af Østblokken. Næste skridt var det fejlslagne kup i august 1991, som førte til opløsning af Sovjetunionen og dermed en af de største ændringer af geografien i verden omkring Østersøen siden grundlæggelsen af Sankt Petersburg i 1703. Efter denne omvæltning som vel kan karakteriseres som en revolution genåbnedes den dagsaktuelle politik og sågar forudsigelsernes område for historikerne – ironisk nok i første omgang under overskriften “Historien afslutning” (Francis Fukuyama 1992). En konsekvens var at beslutningstagere begyndte at henvendte sig til denne ellers lidt oversete og noget støvede branche med spørgsmål om deres/ vores bud på, hvordan verden ville eller kunne tænkes at se ud i fremtiden. Siden har i hvert fald nogle historikere boltret sig i forudsigelsernes og den praktiske politiks verden. Nu er verden langsomt ved igen at finde en fastere form, hvormed det bliver relevant igen at anvende samfundsvidenskabernes strukturelle betragtningsmåder. Det er i sig selv interessant, forudsat at det faktisk forholder sig sådan. Men sandsynligvis er verden endnu ikke fuldstændig frosset fast og dermed forudsigelig. Hvis det er tilfældet er det måske alligevel ikke helt irrelevant at sætte spørgsmålet om eksistensen af en Østersø-region og en dermed sammenhængende Østersø-identitet ind i et langt historisk perspektiv for at undersøge det man på engelsk med et vanskeligt oversætteligt udtryk kalder “the present and the future of the past” – “fortids fremtid” lyder enten for tysk eller for grammatisk eller begge dele, hvilket ikke er godt i moderne danske ører.

For at kunne undersøge dette billede er man nødt til at tage sit udgangspunkt i nutidens billede af den Østverden, som Danmark og det øvrige Vesteuropa mere eller mindre hovedkulds kastede sig ud i at hjælpe i 1989 – en indsats der i parentes bemærket har medført at Danmark ikke siden 1991 omtaler sig selv som en småstat men som en middelstor magt (Mouritzen 1997). Det skyldes at Danmark kan fungere som selvstændig aktør, om end i høj grad på vegne af den amerikanske supermagt. Jerntæppet gennem Østersøen var både åndeligt og konkret. Uvidenheden om de andre var imidlertid ikke blot et resultat af den kolde krigs ideologiske konfrontationer, men en logisk følge af de nationalstatslige grænsedragninger i et område der kulturelt og økonomisk har udgjort en enhed i lange dele af historien. Jerntæppet medførte at flertallet af danske er vokset op næsten uvidende om Polen og Rusland, samtidig med at vi beslutsomt afskar os fra fordomsfri viden om Tyskland. Men reelt er vi også uvidende om de små baltiske lande, i hvert fald når man skal ned under slagordsplanet.

Mange har ganske vist som gode danskere fejret at vores nationale identitet stammer fra 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen i en klemt situation for de danske erobrere i Estland. Stedet indgår i den nationale mytologi, men var ellers ikke noget den gennemsnitlige dansker spekulerede over før 1989. Det forhold at flaget faldt ned fra himlen i akkurat Estland, og at denne hændelse kombineret med andre gav navn til Tallinn af estisk Taani Linn, der betyder “Danskerbyen”, har ikke været holdt skjult for os, selv om danske såvel som tyske erobrere kaldte byen for Reval efter det estiske landskab Revale eller Revele. (Bartholdy m.fl. 1993). Først efter selvstændigheden fik Tallinn officielt sit estiske navn. Men denne tidlige forbindelse med Estland har ikke haft større påviselige konsekvenser hverken for opfattelsen af Baltikum generelt eller Danmarks fortid specielt. Historisk kontinuitet er i dansk historieopfattelse reserveret for bestemte fredelige og idylliske episoder som landboreformerne i 1780‟erne, Grundloven i 1849, højskolerne og andelsforeningerne. Dansk imperialisme som Valdemar Sejrs forsøg på at etablere et hegemoni over hele østersøverdenen har ingen plads i den idylliserende nationale historieopfattelse af Danmark som et uskyldigt offer for andres aggression. Bortset fra vikingerne som vi til gengæld har formået at tildele en plads uden for den historie vi skal føle os ansvarlige for.

I stedet har vi opfattet Danmark specielt og Norden generelt som en nordeuropæisk periferi snarere end som nøglen til Østersøen. Efter Murens fald er Danmark – igen – blevet nøglen til Østersøen og kan pludselig se verden, som den er – og som den reelt også var under den kolde krig. Østersøen har givetvis udgjort en historisk kulturel region i mange hundrede år. Selv i dag er det let at overbevise sig om at det i hvert fald var tilfældet indtil 2. verdenskrig. Det fremgår eksempelvis af et besøg på søfarts- og bymuseet i Riga, hvor man ser udstillet en maritim kultur med kaptajner og et borgerskab, der var tæt integreret med København, Stockholm og hele den øvrige østersøverden så sent som i 1920‟erne og 1930‟erne. Der er tale om et tæt fællesskab, økonomisk, historisk og politisk, som går ud over det etnograferne plejer at studere. På spørgsmålet om hvorvidt der eksisterer en fælles kultur rundt omkring Østersøen svarer etnografer og etnologer ofte om end lidt tøvende at folk i Østersø-landene da i hvert fald alle sammen spiser syltetøj til stegt kød. Dette barbariske fænomen finder man ikke i de øvrige dele af EU. Så hvis man som dansker i Bruxelles eller i Rom skal forklare, hvorfor vi vil have flere nordeuropæere med i det europæiske fællesskab, møder man indvendingen at vi bare vil have nogle flere barbarer med, der i ramme alvor kan finde på at servere syltetøj sammen med stegt kød. Men der er mere der binder Østersøens folkeslag sammen. Øl f.eks. hedder øl på mange flere sprog end dansk. Polakker og tyskere bruger ganske vist ord som Bier og pivo, men øl anvendes i flertallet af østersø-sprogene. At tyskere, polakker og russere så er flest er en anden sag, som ikke plejer at veje tungt for repræsentanter for små, selvbevidste, selvstændige nationer som den danske.

Unionen mellem Polen og Sverige

Det er givet at Østeuropa i løbet af de sidste ti år er kommet meget mere i centrum for vesteuropæernes bevidsthed end det var tilfældet under den kolde krig. Men alligevel ikke helt i centrum, for hvem i Vesten kender til eksistensen af et af de største statsforbund i europæisk historie, den polsk-litauiske union, en statsdannelse der eksisterede fra 1386 til Polen blev delt mellem nabostaterne i 1795? Og blandt de ret få der har hørt om denne stat opfattes den som et fjernt og eksotisk foretagende. At der for en kort periodes vedkommende ligefrem var bestræbelser på at kombinere Polen-Litauen med Sverige-Finland i en personalunion under Gustav Vasas sønnesøn Sigismund (eller Zygmunt Wasa som han staves i Polen) fra 1592 til 1599 har ikke været taget alvorligt i nordisk historieforskning. Denne store statsdannelse blev ikke til noget, men det skyldes næppe nogen logisk nødvendighed. Reelt var Polen i denne periode ret parallel til de nordiske lande. Forskellen var at hvor Danmark og især Sverige centraliserede magten hos kronen, der eksperimenterede Polen med en de facto adelsrepublik efter 1569. Kongen var et symbolsk, valgt overhovede, mens den reelle magt lå i den store adelsforsamling. Det førte som før nævnt på længere sigt til opløsning af den polsk-litauiske stat, mens Danmark og Sverige overlevede som militariserede, centralstyrede monarkier. Uheld er imidlertid ingen begrundelse for at ignorere Polen-Litauen og den østeuropæiske side af Sveriges og Danmarks historie.

Sigismund, søn af Johan III og Katarina Jagellonica og arving til Sverige, blev i 1587 valgt til konge af Polen efter Stefan Batory (af Transsylvanien). 1593 overtog han den svenske krone efter faderens død, men hans onkel Karl regerede som rigsforstander. Baggrunden for den polske adels valg af Sigismund var familiebaggrunden med relationen til det jagellonske dynasti, men først og fremmest et håb om at Sigismund ville bringe provinsen Estland (den nordlige del af den nuværende republik Estland) med sig ind i unionen. Det blev ikke til noget, men vidner om at Sverige efter ekspansionen syd for den Finske Bugt i årene efter 1561 var i centrum af det storpolitiske opgør mellem Polen-Litauen og det moskovitiske fyrstedømme under Ivan IV Groznyj (den Grusomme), der regerede 1533-84. Hele denne fjerne og delvis fortrængte episode i Nordens og Østersøens historie er forbilledligt analyseret af den danske historiker Knud Rasmussen (1973), mens en anden dansk forsker Bjarne Nørretranders har analyseret det samme hændelsesforløb fra russisk side (Nørretranders 1959 og 1964) Alligevel synes denne viden ikke at have gjort videre indtryk uden for den snævre kreds af eksperter.

Min hensigt med at minde om denne fjerne historie er at placere vores eget lille land i i hvert fald en del af dets geografiske og geopolitiske logik. Polens skæbne har været endnu mere omtumlet end Danmarks, idet landet har ligget næsten hvor som helst mellem Sortehavet og Østersøen. Det har fået onde tunger til at kalde Polen for “staten på hjul”. Men heller Danmark er bare “Danmark”. Selv dette stabile og kontinuerlige land fik i realiteten først sine nuværende grænser i 1920 efter en lang og omtumlet historie, hvor staten overlevede på trods af velmente indsatser fra herskere og generaler. Hovedårsagen til overlevelsen er placeringen ved indsejlingen til Østersøen. Hvad danskerne har opdaget i dag er at vi også ligger ved udløbet af Østersøen, dvs. for enden af alle de andre Østersø-landes forurening. Derfor er der en klar materiel interesse fra dansk side i at begrænse de andres forurening, for bekæmpes den ikke ender den hos os. Det er påfaldende at når man diskuterer den efter vor (danske) mening helt indlysende fælles interesse i et samarbejde om bekæmpelse af forureningen i de andre lande, svarer de andre, “ja, vi kan godt se at I har et behov.” Som danske gør vi klogt i at erkende at vores interesse i en fælles bekæmpelse af forureningen er noget større end de andres, hvorfor hjælp til dem i meget høj grad er hjælp til os selv. At der er et skæbne-fællesskab mellem Østersø-landene, er ubetvivleligt, men det er et skæbnefællesskab, hvor danske interesser er mindst på højde med de andres. Landene er bundet snævert sammen, men Danmark er i den modtagende ende.

Hansestæderne – myter og realiteter

Geopolitisk set har Danmark to eller flere identiteter, en Nordø- en Atlantisk og en Østersø dentitet. Men hvor vigtig denne sidste end er, så kan man ikke hævde at Danmark ligger i centrum af Østersøen hverken forstået som en historisk, en kulturgeografisk eller bare geografisk region. Men det gør Tallinn heller ikke, ej heller Gdansk. Det egentlige centrum for denne region er Visby på Gotland. Sådan var det også tidligere, i vikingetiden, højmiddelalderen og til dels også i senmiddelalderen i hanseaternes periode mellem 1358 og 1530‟erne. Det var dette samarbejde som ministerpræsidenten i den tyske deltat Schleswig-Holstein Bjørn Engholm henviste til som sin vision i den allerførste periode af åbningen mod øst i 1991-92, mens han endnu havde indflydelse i tysk politik. Med hans egne ord:

“Hanse ist der Begriff für die alte ökonomische Einheit im Norden Europas. Unter Historikern gibt es keine Einigkeit darüber, wann genau – und ob überhaupt – die Hanse “gegründet” wurde. Es existiert kein Vertrag und kein Datum. Die Hanse ist “entstanden”. Um in einer gefahrvollen, kriegerischen politischen Umwelt über Grenzen hinweg Handel miteinander treiben zu können, haben sich im 12. Jahrhundert zunächst einzelne Kaufleute, später immer mahr Städte zu einem Wirtschaftsbund zusammengeschlossen. Dieses wirtschaftliche Bündnis konnte nur erfolgreich sein, wenn es auch ein politisches Bündnis war – immer interessiert an stabilen, friedlichen Verhältnissen in Nordeuropa. Hanse steht für uns für innere Freiheiten und so etwas wie patriarchalische Demokratie in den Hansestädten; für die Vereinheitlichung von Handels- und Rechtsnormen rund um die Ostsee; für, wenn man so sagen will, internationale Arbeitsteilung, also für das Prinzip des Weltmarktes und für grenzüberschreitenden völkerverbindenden Austausch, der die Menschen einander auch kulturell näherbrachte.” (Engholm 1991, 9).

Mens Engholm talte om “verdensmarkedets principper” i forbindelse med hansaen fremhævede Roman Popinski, medarbejder ved det polske udenrigspolitiske institut ved samme konference “die alten, guten Erfahrungen und Traditionen der Hanse im Bereich des Freihandels und der Marktwirtschaft” (Popinski 1991, 19). Som konsekvens af disse tanker og af hensyn til sarte følelser i de nordiske lande afviste Engholm enhver tanke om “tysk dominans” ved genoplivelsen af hanseforbundet. Her blev hansestæderne anvendt til at formulere en vision om et samarbejde uden sikkerhedspolitiske og territorielle bivirkninger, et såkaldt “netværk” i Norden med Visby som et slags stedfortrædende centrum – stedfortræder for skiftende stormagter mod vest, Lübeck, Hamburg, Brügge, Amsterdam. Historisk set er Engholms vision om det magtfrie hansesamarbejde givetvis forkert, selv om heller ikke tidligere generationer af nordiske historikeres bastante fortolkninger af byernes krige mod nordiske konger som udtryk for “tysk” Drang nach Norden er rigtig. Af et kort over hanseforbundets udbredelse kan man se at det er en tilsnigelse af dimensioner, når Bjørn Engholm med basis i Kiel i begyndelsen af 90‟erne fremstillede hanseaterne som et østersøsamarbejde. Omdrejningsaksen var ganske vist saltruten Hamburg-Lübeck, kombineret med adgangen til Østersøen via Øresund og eksporten af saltet fisk fanget ved Skanør i Skåne (hvis grunde vande har givet navn til hele Skandinavien). Men det økonomiske tyngdepunkt i den større organisation, der strakte sig fra Brügge og London i vest til Bergen i nord og Novgorod i øst var Rhinlandet. østersøbyerne fungerede som formidlere af råstoffer fra Norden og Østeuropa, men centrum lå mod vest ikke langt fra dagens økonomiske kraftregion, den såkaldte “blå banan” fra Barcelona og Milano i syd over Rhinegnene, Paris og Flandern til London i nordvest.

Visby var et lokalt centrum i en regional sammenslutning under hanseen. I dag er Gotland pga. nationalstaternes centralisering og grænsedragninger reduceret til den mest ekstreme periferi. Det opdager man, når man deltager i østersøsamarbejds-møder – der af sentimentale grunde ofte afholdes i Visby. Taler man med deltagerne om, hvilken vej de er rejst til Visby, fremgår det at folk der kommer fra Letland lige ovre på den anden side af havet har måttet rejse via to nationale hovedstæder for at nå frem til denne ultimative periferi – i øvrigt en oplevelse Østersø-regionen deler med Nordsø-regionen; på møder i sammenslutningen af regioner i Nordsø-området, The North Sea Conference, i det geografisk centrale Hanstholm i Thy har deltagerne typisk måttet rejse i dagevis for at nå frem med de moderne transportmidler, hvor gammeldags, direkte skibtransport havde været langt hurtigere og billigere. Sådanne oplevelser gør det klart, hvilke forskydninger der er sket i østersøområdet siden middelalderen. De mentale og geografiske afstande mellem folkene skyldes ikke blot Jerntæppet, men også etableringen af nationalstaterne i det 19. og 20. århundrede. Især det 20. århundredes statslige grænsedragninger har ændret de trafikale og mentale vilkår for Østersø-regionen.

Der er ubetvivleligt et potentiale i de mange forskellige planer om udvikling af politisk, økonomisk og kulturelt transnationalt samarbejde i Østersø-regionen. Danmark og Sverige konkurrerer om hvis sekretariater der er finest og symboliserer den rigtige form for samarbejde. Kiel og Schleswig-Holstein er stort set ude af billedet efter Bjørn Engholms fald fra magten. Han er blevet efterfulgt af en mindre “nordisk” og langt mere beslutsom SPD-politiker Heide Simonis. Hun har til gengæld reel mulighed for at nå helt til tops i tysk politik på forbundsplan, hvad den piberygende, flegmatiske Engholm næppe havde, selv om han var SPD‟s kanslerkandidat en kort overgang. Af den schleswig-holstenske indsats for en politik for hele østersøverdenen resterer mæsten kun et månedligt tv-program om Baltikum på den nordtyske, regionale kanal N3. Den første søndag i hver måned sendes her et velredigeret program med nyheder og baggrundsreportager fra hele østersøområdet. Indtil videre med hovedvægt på København og Stockholm i kraft af de to byers værdighed som europæiske kulturhovedstæder i henholdsvis 1996 og 1998. Men ud over det er programmet virkelig anlagt trans- og supraregionalt og giver ved sine emnevalg og sit kontaktnet et af de første reelle bud på, hvad den baltiske verden i det 21. århundrede har mulighed for at blive. Men tv er kun tv og udgør ikke i sig selv et regionalt fællesskab.

Kalmarunionen

Hansestæderne nøjedes ikke med at drive handel, sådan som Bjørn Engholm (eller i hvert fald hans historiske rådgivere) mente. De søgte til tider at intervenere i den store politik i de stater som de handlede med, først og fremmest de nordiske. Man skal heller ikke glemme at forbundet formelt opstod i 1361 som en militær alliance mod den danske konge Valdemar IV Atterdag. Denne politiske rolle fortsatte under Valdemars efterfølgere, datteren Margrethe og især hendes arving Erik af Pommern. Derfor er det nødvendigt at genoverveje karakteren af personalunionen mellem de tre nordiske kongeriger, Kalmarunionen. Var der tale om et “skandinavistisk” samlingsprojekt før skandinavismen i det 19. århundrede, sådan som den svenske digter og historiker Erik Gustav Geijer udtrykte det i 1832 med karakteristikken “en hændelse der ser ud som en tanke”. Eller lykkedes det Margrethe at træde ind i et magtcentrum der var blevet ledigt, fordi to nordeuropæiske fyrsteslægter, de svenske Folkunger og de mecklenburgske Niklotider udkonkurrerede hinanden i kampen om den svenske krone? Den århusianske historiker Anders Bøghs forskning tyder på det sidste (Bøgh 1998, 9).

Kalmarunionen undertegnedes i juni og juli måned år 1397, da repræsentanter for de tre nordiske kongeriger, Danmark, Norge og Sverige mødtes i Kalmar nær den daværende grænse mellem Sverige og Danmark og underskrev to dokumenter. Ved samme lejlighed blev den unge Erik af Pommern kronet til konge i alle tre lande. Den dynastiske baggrund var at Oluf, konge af Norge og Danmark, døde i 1387 kun 17 år gammel. Oluf havde arvet kongekronen i Norge ved faderen, Håkon 6.s død i 1380 i tillæg til kronen i Danmark, som han havde fået efter Valdemar (Atterdag) IV.s død i 1375. Men det var Margrethe, datter af Valdemar, der var den egentlige hersker som formynder for sønnen. Det ses af hun fortsatte som hersker selv efter sønnens død lige før han blev myndig. I situationen efter efter sønnens død sikrede Margrethe sin position ved at lade sig udråbe til rigsforstander i de to riger. Men det var altså i kraft sin værdighed som kongemoder i Norge, ikke primært som datter af den danske konge at Margrethe kunne gribe magten. Og så selvfølgelig i kraft af sin enestående personlighed og klarhjernethed. På samme tid var rigsrådet i Sverige blevet utilfredse med deres konge Albrecht af Mecklenburg og valgte i 1388 i stedet Margrethe som Sveriges “fuldmægtig, frue og husbond”. Albrecht blev slået i et slag ved Falköping og taget til fange, hvorefter Margrethe blev hersker over alle tre nordiske riger som formynder for sin søsterdatters søn fra Pommern. Denne tyske prins var døbt Heinrich, men fik det nordiske navn Erik (af Pommern). Navnet havde den fordel at det havde været brugt som kongenavn i alle tre lande på et eller andet tidspunkt og altså symboliserede den ultimative legitimet. Erik blev hyldet i 1389 som norsk arvekonge og i 1396 valgt som konge af Danmark og af Sverige. Det var denne personalunion, der i sommeren 1397 blev befæstet ved et møde mellem ansvarlige repræsentanter for de tre riger i Kalmar, et geografisk centrum i den nye fyrstelige statsdannelse i Nordeuropa.

På mødet blev der som sagt udfærdiget to dokumenter. Det ene var et regulært kroningsbrev på pergament med originale beseglinger. Underskriverne forpligtede sig til at styre i overensstemmelse med Eriks ønsker. Det andet brev, det såkaldte unionsbrev eller Kalmarbrevet, er mere utraditionelt, idet var skrevet på papir og mangler de segl, der skulle bevidne underskrifternes ægthed. Det fik tidligere historikere til at fortolke det som en kladde. Moderne historikere har imidlertid opfattet begge dokumenter som gyldige, blot udtryk for forskellige politiske principper. Dette sidste brev er dateret 20. juli 1397, symbolsk nok på den Hellige Margrethes dag. Brevet handler om kongefællesskabet mellem rigerne. Vanskeligheden var at Norge var et arverige, Sverige et valgkongedømme og Danmark et valgrige med tradition for arvefølge inden for en bestemt kongelig slægt. Unionsbrevet slog fast at de tre riger skulle have den kronede kong Erik i hans levedage, og “siden evindelig skal disse tre Riger have én konge og ej flere over alle tre Riger, så at Rigerne aldrig mere skilles, om Gud vil. Kongen skal styre hvert rige for sig efter landets egne love, og “drages ingen lov eller ret fra det ene Rige ind i det andet, som før ej har været lov og ret dér” (Linton 1974 og 1997). Denne nye fortolkning fremførtes først af den svenske historiker Erik Lönnroth i 1934. Her fremsatte han den provokerende tese at forhandlingerne under mødet i Kalmar ikke var foregået mellem repræsentanter for nationale stater og disses “nationale” interesser, men mellem fortalerne for to generelle politiske principper i det senmiddelalderlige Europa, “regimen regale” og “regimen politicum” (Lönnroth 1934). Det stærke, personlige kongestyre, “regimen regale” kom ifølge Lönnroth til udtryk i kroningsdokumentet, mens “regimen politicum”, forestillingen at adelen skulle styre i samarbejde med kongen, prægede Unionsbrevet. Altså to forskellige principper vedtaget samtidig og begge bevaret i Margrethes arkiv. Det var noget rod, der næsten kan konkurrere med de tilsvarende aftaler i den Europæiske Union i uklarhed og juridiske spidsfindigheder. Og derfor har udfordret historikerne lige siden (Olesen 1994).

De fleste moderne forskere tilslutter sig i dag Lönnroths politisk teoretiske tolkning af de to modsigelsesfyldte dokumenter. Der er ikke enighed i alle detaljer, men stort set har man forladt ældre tiders nationale tolkninger såvel som 1800-tallets romantiske forestillinger om Kalmarunionen som en forløber for en ægte union mellem de skandinaviske brødrefolk. Men på det seneste er man også ved at opgive den unuancerede tale om et “tysk” pres fra syd til fordel for en skelnen mellem forskellige fyrsteslægter og forskellige byers interesser og handlinger. Man kan selvfølgelige godt kalde eksempelvis den Tyske Orden i Østpreussen og Livland for “tysk”. Men opfattes det nationalt i 1800-tallets forstand er det helt misvisende til forståelse af en “internationalt” rekrutteret, kristen ridderorden, hvis officielle formål var omvendelse af hedninge (Christiansen 1980). Dem løb de ganske vist tør for med Litauens overgang til kristendommen i 1386, men hensynet til paven og den kristne offentlighed lagde stadig begrænsninger på Ordensstatens magtpolitik over for Danmark under besættelsen af Gotland i 1398 og over for Polen i konkurrencen om Danzig.

Kalmarunionen har været tolket forskelligt i de nordiske lande. Fra dansk side er den især blevet betragtet som et mislykket forsøg på dansk magtpolitik i Norden, selv om der traditionelt har været stor sympati for Margrethes håndfaste styre og genetablering af kongemagten efter svækkelsen i 1300-tallet, da riget var pantsat til de holstenske grever. Nordmændene har ikke haft nogen speciel opfattelse af unionen, men blot set den som optakt til rigsenheden med Danmark – “400-års natten” som det hed indtil for nylig. Svenske historikere derimod har traditionelt set unionen som et skammeligt forræderi og en national ulykke, der logisk kronedes med det Stockholmske Blodbad i 1520 under Christian II (eller Christian Tyran som han kaldes i Sverige). Alle disse forsmædeligheder blev imidlertid grundigt hævnet under Vasakongerne, begyndende med Gustav Vasa der valgtes til konge i 1523. Hans magtovertagelse lagde grunden til den svenske storhedstid, der varede helt til nederlaget ved Poltava i 1709 og var lige ved at føre til en svensk erobring af Danmark-Norge. Alt dette mente nationalromantiske historikere og politikere som digteren og historikeren Erik Gustaf Geijer (1783-1847) kunne have været undgået, hvis den middelalderlige union havde overlevet. Den kunne så både have sat de tyske stater og byer (hanseforbundet) og det senere russiske rige på plads. Heldigvis gik det ikke sådan. Hvis det var sket ville vi skandinaver i dag næppe kunne fremstille os selv som små, fredelige og (social)demokratiske med en samfundsindretning, der er alle andre overlegen.

Især i Danmark opfattes Kalmarunionen som den snu og kompetente politiker, Margrethes værk. Det var den også, men hele konstruktionen byggede formelt set på arvingen Erik af Pommern. Og efter Margrethes død i 1412 på Flensborg Fjord kom han til at regere på egen hånd. Det mislykkedes på længere sigt, og han har efterladt sig et meget blandet eftermæle, stærkt præget af at han efter 1436 kastede regeringens tøjler fra sig og forbitret slog sig ned som sørøver i Visby på Gotland. Inden det kom så vidt havde Erik dog med samvittighedsfuld energi forsøgt at administrere sin vanskelige arv. Ud fra en meget bogstavelig tolkning af kronings-dokumentet styrede han sine tre riger som en enhed på basis af principperne i det personlige kongestyre, “regimen regale”. Hans bestræbelser på at centralisere unionen fremgår af oprettelsen af et fælles kancelli, fælles flag, unionsvåben, unionssegl og indstiftelse af en orden med gejstlige og verdslige medlemmer fra alle tre riger (Olesen 1994). Som han altså forsøgte at opfatte som ét rige. Norge og Sverige blev regeret fra Danmark, og det norske rigsråd mødtes kun lejlighedsvis, de svenske og danske noget oftere. Han sikrede også indtægterne for den nye stat ved at anlægge en ny borg, “Krogen” på landtangen ved Helsingør. Sammen med det udbyggede Helsingborg slot skulle den bevogte den nordlige grænse for Øresundsområdet, hvor Øresundstolden skulle betales. Denne nye skat opkrævedes fra 1429 med en nobel pr. skib til afløsning af indtægterne fra Skånemarkedet ved Skanør. Det var ligeledes under Erik af Pommern at København blev gjort til rigets hovedstad, selv om kongen stadig i et vist omfang var nødt til at rejse rundt med sit hof for at konsumere sine skatter i form af naturalier på stedet.

Alt dette kom til ende efter et svensk oprør under Engelbrekt Engelbrektsson i 1434. Hvad der begyndte som et socialt oprør i de svenske minedistrikter – sandsynligvis støttet af hansestæderne – blev hurtigt overtaget af højadelen. Det svenske rigsråd formulerede i samarbejde med danske rigsråder et program på basis af Unionsbrevets principper, “regimen politicum”, hvorefter kongen skulle regere på basis af håndfæstninger og regelmæssigt føre forhandlinger med højadelen, der omtalte sig som de lovlige repræsentanter for “folket”. Ud over politiske principper handlede kompromiset fra 1436 dog især om hvem, der skulle have retten til at besætte de kongelige len og slotte. Også forhandlingerne i 1436 fandt sted i Kalmar. De endte med at det svenske rigsråds forfatningsprincipper sejrede over det autokratiske unionsmonarki. En vigtig årsag var at de danske rigsråder fik garanteret deres besiddelser i Sverige, hvorefter de svigtede den “danske” konge. Såvel det danske rigsråd som de tyske hansestæder var garanter for aftalen, der fik Erik af Pommern til at give op og gå i eksil på Gotland. Erik af Pommern havde arvet en stærk og velkonsolideret kongemagt fra dronning Margrethe efter hendes død i 1412, og han havde omhyggeligt vogtet over kronens rettigheder, som de var udtrykt i kroningsbrevet fra 1397. Men samtidig styrkedes de højadelige slægters magt i Danmark og Sverige, og de havde efterhånden held til at begrænse kongens forsøg på at omdanne unionen til centralt styret territorialstat. Det betød at Norden delvis kom til at dele skæbne med den samtidige polsk-litauiske union, der som før nævnt i 1600-1700-tallet udviklede sig til en de facto adelsrepublik og til sidst blev opslugt af de grådige nabostater, Preussen, Rusland og Østrig. Så galt gik det ikke i Norden. I stedet udviklede sig der to konkurrerende territoriale, multinationale stater, der sled hinanden op i 150 års kamp om herredømmet over Østersøen, Dominium Maris Baltici. Ingen af dem vandt, men der blev heller ikke skabt en samlet nordisk stat, som det skete på den Iberiske Halvø og i Frankrig, eller en centralistisk union som den mellem England og Skotland i 1604.

Det var formodentlig yderst heldigt for indbyggerne i de nordiske lande at de ikke blev involveret i et forsøg på at skabe en stærk magt i Nordeuropa, som let kunne være blevet lige så autoritær som Preussen eller Rusland. Erik af Pommern mislykkedes med sit projekt, men det var næppe hans personlige skyld. Det var dømt til at mislykkes fra starten pga. højadelens stærke stilling i Danmark og den geografiske udstrækning af kæmperiget. Han gjorde sit bedste og har fået et noget urimeligt eftermæle. Til gengæld har den skandinavistiske bevægelse overdrevet betydningen af den kortvarige og tilfældige personalunion. Norge kom under Danmark, men fællesskabet med Sverige satte sig ikke andre spor end et indædt svensk had til de danske konger og deres fogeder. Et had man stadig kan se udstillet på Nordiska Museet i Stockholm, der blev indrettet i 1880‟erne for at begrunde den senere union mellem Sverige og Norge, der blev ophævet i 1905. Samlivet mellem de nordiske lande har historisk set været lige så kompliceret og krigerisk som mellem andre europæiske lande. Hvordan man end tolker Kalmarunionen er det vigtige at der på blot ganske lidt længere sigt etableredes to dominerende territorialstater i Norden, Danmark og Sverige. Det skyldes ikke uhøflighed eller glemsomhed at jeg udelader Norge af opregningen, men Norge var i over fire hundrede år en loyal og underordnet del af det danske monarki, det Oldenborgske monarki, den Danske Krone eller hvad man nu har kaldt denne sammensatte statsdannelse gennem tiderne. Kun overdrevent politisk korrekte historikere kalder staten “Danmark-Norge”, “Dobbeltmonarkiet” eller “Tvillingerriget” (se det første værk om den fælles dansk-norske historie af Esben Albrechtsen, Øystein Rian, Ståle Dyrvik og Ole Feldbæk 1997-98).

Disse sidste betegnelser er imidlertid moderne opfindelser. Staten bestod af et dansk og et norsk kongedømme, men omfattede også hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Derfor kaldtes den ofte for Kron zu Dennemarck, betegnende nok med en plat- eller nedertysk betegnelse (Gregersen 1981, 373). Den danske krone var den ene af to dominerende stater i Norden mellem 1500 og 1800, mens den anden var den øst-vestvendte statsdannelse omkring Stockholm og Åbo, Sverige. Også denne stat kaldes i dag politisk korrekt for Sverige-Finland, men der var ikke tale om nogen dobbeltstat, og man kan roligt med de finlandske historikere Matti Klinge og Max Engman kalde riget for „Sverige‟ eller den svenske krone, for det gjorde man i samtiden. Der var bestemt mange finsktalende undersåtter, men ikke i statsretlig tale om et Finland som en særskilt stat eller krone. Finland var en provins i Sverige på linie med Värmland, Dalarne eller Norrland. Der var mange finske der forstod svensk, men der var også svenske der forstod finsk. Der er i øvrigt stadig mange finske indvandrere i Sverige, men i modsætning til tyrkere, pakistanere og palæstinensere har deres sprog og kultur ingen særlige rettigheder. Særlige rettigheder for finsk findes kun i de nordligste grænseprovinser omkring Tornedalen.

Efter 1436 var Sverige og Danmark, bortset fra enkelte perioder med fælles konge, konkurrerende centre, der begge søgte at etablere et hegemoni over hele Nordeuropa, til tider i konkurrence med nordtyske stater som Mecklenburg, Pommern, Holsten og især Polen og siden Rusland. Personalunionen mellem de tre nordiske riger lykkedes en tid trods modarbejde fra hanseatiske byer, hvilket viser at hanseaterne var en økonomisk succes men en storpolitisk fiasko. De vandt ganske vist over Valdemar Atterdag ved freden i Stralsund 1370 og knækkede siden Erik af Pommern i samarbejde med højadelen i Skandinavien. Men på langt sigt lykkedes det dem ikke at hindre opkomsten af to relativt stærke, centraliserede, territoriale monarkier i Norden. Sverige udviklede sig fra en beskeden begyndelse under Gustav Vasa i 1523 til en nordeuropæisk stormagt i årene mellem 1561 og 1645. I et vist omfang er historien velkendt i Danmark, selv om vi i Norden siden 1920‟erne har gjort vort bedste for at fortrænge det fælles fjendskab fra skolebøgerne. Nøgternt betragtet var der tale om en konkurrence mellem to stater om herredømmet over Østersøen og tilliggende egne. Dette genkommende tema i dansk og svensk historie går under overskriften Dominium Maris Baltici.

Kampen om Livland

I 1550‟erne brød den Tyske Ordensstat i Livland og Østpreussen sammen som følge af reformationen. De nye religiøse strømninger gjorde i stigende grad en statsdannelse bygget på en sammenslutning af i princippet cølibatære munkeriddere til en anakronisme; og helt konkret gjorde reformationen det vanskeligt om ikke umuligt at rekruttere nye riddere til ordene. Og det var nødvendigt, da munkeridderne pga. deres status ikke kunne få legitimt afkom. Selv om de i praksis ofte fik børn kunne disse ikke arve faderens gods og position. Dette sammenbrud efterlod et magtpolitisk vakuum i Baltikum. som naboerne ikke var sene til at udnytte. Den nye russiske stat med udgangspunkt i Moskva forsøgte at støde frem til Østersøen efter af have indlemmet Novgorod i 1478. Men også Polen og Danmark deltog i spillet. De områder der i dag udgør staterne Estland og Letland var i 1500-tallets midte opdelt i fem mindre fyrstedømmer, som under ét kaldtes for Livland. Det var ærkebispedømmet Riga og bispedømmerne Dorpat, Ösel-Wieck og Kurland. Dertil kom den tyske Ordenstat, som var langt den største. Rusland og Polen-Litauen var som de umiddelbare naboer de første til at profitere af Ordensstatens krise, en krise der hurtigt blev “international” i og med at alle territorialstater i området intervenerede, samtidig med at de militære muligheder afhang af udviklinger i fjernere liggende dele af det “internationale system”, som Europa efterhånden med rette kunne beskrives som..

I januar 1558 angreb russiske tropper Livland. Det var muligt fordi Khanen over tatarerne på Krim, en af hovedmagterne i Østeuropa året forud var gået til angreb på Ruslands fjende Polen-Litauen som ekspanderede på de ukrainske stepper. Rusland kom imidlertid hurtigt i krig med Krimtatarerne over Kazan og Astrakhan ved den nedre Volga. I 1556 og 1557 havde ærkebiskoppen i Riga og Ordensmesteren været indviklet i forbitrede stridigheder. Denne situation havde den polske konge udnyttet til at knytte Ordensstaten til sig i en formel alliance vendt mod Rusland. Vilnius-traktaten af 1559 blev beseglet ved at de livlandske fyrster overlod en række borge i det sydlige Livland til Polen-Litauen. Som svar på denne udfordring gik Rusland i 1560 til angreb og erobrede bispedømmet Dorpat i 1560. Det polske engagement var imidlertid som altid svagt og ubeslutsomt pga. den polsk-litauiske stats anarkistisk-feudale karakter (også kaldet demokrati). Det er baggrunden for at Reval/ Tallinn opsagde sin troskabsed til Ordenens stormester og i 1561 hidkaldte den svenske konge.

Denne invasion kom til at indlede en helt ny fase i kampen den østlige østersøverden. Indtil da havde Sverige og Danmark været relativt sekundære deltagere i spillet om magten efter den Tyske Orden. Den danske konge Frederik II genetablerede dansk tilstedeværelse i Estland ved i 1559 at købe bispedømmet Ösel-Wieck (øen Saarema med hovedbyen Kuressaare/Ahrensburg plus Dagø og områder på fastlandet) til sin yngre broder Magnus. Desuden lykkedes det Frederik for en kort overgang at etablere Magnus som hertug af Kurland syd for Riga. Var denne plan lykkedes ville det danske monarki have etableret herredømme over hele Østersøen baseret på herredømme eller adkomst til flertallet af øerne. Bornholm hørte under Skåne og Gotland var under dansk herredømme siden erobringen i 1361. Rügen var ganske vist i 1325 overgået til Preussen, men hørte stadig formelt under Roskilde stift (se Sørensen 1992 med en samlet fremstilling af øerne i Østersøen). I dag er disse øer periferier, men i middelalderen og nyere tid afhang sømagt af herredømme over øerne i kombination med flådemagt og gode havne. Det er forklaringen på at Danmark længe besad overmagten i Østersøen og dermed Nordeuropa (Jensen 1976 og 1993). Men landet endte i sidste ende med at tabe til Sverige, fordi dette fattige og tyndt befolkede land formåede at koncentrere alle sine ressourcer til militær ekspansion. Sveriges relative underudvikling er således reelt hovedforklaringen på at det lykkedes denne fattige stat at ekspandere øst om Østersøen gennem Ingermanland, Estland, Livland, Polen, Nordtyskland og til sidst erobre det egentlige Danmark bortset fra København.

Den svenske ekspansion begyndte som sagt med erobringen af provinsen Estland (den nordlige tredjedel af det nuværende Estland), herunder Wieck og Dagö som snart blev taget fra Danmark. Indbyggerne i Reval (Tallinn) havde set den lukrative russiske handel blive omdirigeret til fæstningsbyen Narva efter at russerne i 1558 havde erobret den. Disse materielle interesser var i høj grad medvirkende til appellen om hjælp fra den svenske stat, der beherskede den modsattte side af den Finske Bugt. I sommeren 1561 gik svenske tropper i land i Reval, mens byens tyske borgerskab og den tysk-baltiske adel i de tre nordlige provinser hyldede den svenske krone. Dermed var springet over Østersøen taget og kampen om herredømmet over det nordøstlige Europa indledt. Tidligere tiders begrænsede småkrige afløstes nu af vidt udbredte storkonflikter, hvor kampe i ét område udløste andre kampe i fjerntliggende områder. Ligeledes opfattedes hver ny fredsslutning ikke som fred, men blot som en våbenhvile inden næste runde af krigen. Sverige gik til sidst sejrrig ud af storkonflikten. Først blev russerne slået ud, symboliseret med erobringen af grænsefæstningen Narva i 1581 og indlemmelsen af de tyndt befolkede provinser Ingermanland (ved bunden af den Finske Bugt) og Kexholm len (Karelen) i 1617. Livland (resten af Estland og det moderne Letland) reagerede på den svenske trussel ved at stille sig under polsk beskyttelse.

Med erobringen af Narva i 1561 afskar Sverige Ruslands adgang til Østersøen. Fæstningen Narva (med byen Ivangorod på den russiske side af floden) ligger ved den vandrige Narvaflod som afvander Peipusøen med enorm kraft. Derfor blev byen i 1800-tallet sæde for enorm tekstilindustri, der forsynede hele det russiske imperium. Denne industriproduktion blev fortsat efter 1944 med tragiske følger, idet russiske arbejdere blev importeret til byen for at fortsætte produktionen. Denne indvandring er årsagen til at Narva i dag er befolket af russere, selv om byen ligger på estisk territorium. Fæstningen blev i øvrigt grundlagt af Valdemar Sejr i 1222 og var på danske hænder indtil Valdemat Atterdag i 1346 solgte Estland til den Tyske Orden. Det umiddelbare resultat af den svenske erobring af Narva blev at engelske købmænd begyndte at handle direkte med russerne via Arkhangelsk i nord, hvorved de sparede Øresundstolden til den danske krone. Svenskerne ekspanderede videre, også efter den uafgjorte krig med Danmark i 1609-11. Gustav II Adolphs intervention i Trediveårskrigen i 1630 via Polen og Pommern var således en logisk følge af den hundredårige flankeoffensiv mod Danmark. Det lykkedes i løbet af 15- og 1600-tallet Sverige at omringe Danmark og etablere uhindret adgang til Kattegat efter indlemmelsen af Bohuslen, Halland og Skåne i 1658. Omringningen af Danmark blev komplet med erobringen af Vorpommern (med Rügen, Stralsund og Greifswald), noget af Hinterpommern samt byerne Wismar, Bremen og Verden. Alle disse erobringer fæstnedes med fredstraktater i Oliva (nær Gdansk) med Polen, i København med Danmark og i Kardis med Rusland i årene 1660 og 1661. Hermed var højdepunktet nået for den svenske stat og resten af stormagtstiden gik med defensive og i sidste ende forgæves forsøg på at holde på det erobrede.

Det var som fremgangsrigt militært imperium og miltærdiktatur at den unge nationalstat Sverige gjorde sin entré på den europæiske scene i 1600-tallet. Den militære fremgang skyldtes således paradoksalt nok landets sociale og organisatoriske tilbageståenhed. Svenske og finske jordløse bondesønner kæmpede tappert for en meget lavere løn end de andre staters professionelle lejesoldater. Fanatisk lutheranisme indoktrineret af en loyal præstestand var en anden årsag, der fik dem til at lade sig slå ihjel på fjerne slagmarker mod katolske og ortodokse kættere – fremragende skildret i den suggestive åbningsbeskrivelse i den svenske historiker Peter Englunds minutiøse rekonstruktion af det afgørende slag ved Poltava i 1709 i det nuværende Ukraine, som er citeret i kapitlet om lutheranismen og Danmark (Englund 1988). Men religiøs fundamentalisme er ikke tilstrækkeligt som forklaring. Den danske konges undersåtter var lige så fanatiske lutheranere, men Christian IV‟s hære led ynkeligt nederlag, hvor de svenske hære sejrede. At det mindre folkerige Sverige efter 1523 overhalede og besejrede det langt rigere og mere folkerige Danmark, skyldes primært at dette sidste var mere “udviklet”, dvs. mere aristokratisk feudalt. Derfor var det nødvendigt for kongen at benytte sig af professionelle lejehære. Men det viste sig at være en hæmsko i den tidligt moderne epoke, hvor staters overlevelse begyndte at afhænge af graden af centralisering. Som vi så tidligere blev den store polsk-litauiske adelsstat mellem Østersøen og Sortehavet ligefrem opløst og delt mellem naboerne i den ekspansionsproces, som de svenske konger havde indledt et par hundrede år tidligere.

Men det var lige ved at gå det multinationale danske imperium lige så galt som Polen. I 1658-59 havde Karl X Gustaf reelt samlet Norden under sin egen overhøjhed. Kun de europæiske stormagters modvilje mod en for stor magtkoncentration i Nordeuropa fik først Nederlandene, siden andre stater til at støtte den danske konge i hans overlevelseskamp. Frederik III tilbød at “dø i sin rede”, dvs. det middelalderlige København inden for voldene. Og det havde han fået lov til, hvis ikke der var kommet hjælp i form af en nederlandsk flåde. Resultatet blev et kompromis, hvorefter Danmark-Norge stadig måtte afstå en tredjedel af sit territorium, men overlevede som selvstændig stat. København forblev hovedstad i et vidtstrakt maritimt rige, men lå nu på grænsen til arvefjenden Sverige, hvor den tidligere havde ligget geografisk centralt midt mellem centrene i Østjylland, Skåne og Østnorge. For Sverige medførte erobringen af Skåne på lidt længere sigt en total geopolitisk nyorientering, der kronedes med afståelsen af den vestlige halvdel af riget, Finland, i 1809. Fra et udgangspunkt i et øst-vest orienteret rige omkring Mälaren og Götaland på den ene side af den Botniske Bugt og den sydlige del af det nuværende Finland på den anden, omdannedes Sverige til det nuværende nord-syd orienterede land fra Haparanda til Ystad (Østergård 1997d).

På dette sted i analysen kan det måske være på sin plads at tydeliggøre den kontrafaktiske hypotese, der ligge bag det forudgående ræsonnement. Kontrafaktiske hypoteser er ved at blive moderne blandt historikere igen som betegnelse for bestræbelsen på at tænke hvordan det kunne være gået, hvis det var gået anderledes (se Østergård 1997a). Ikke udelukkende for at gætte på hypotetiske alternativer til den faktiske udvikling, men for at karakterisere den faktiske udvikling. Hvis nu den svenske konge, som planen var i 1659-60, havde haft held til at indlemme hele det dansk-norske rige og ikke kun en tredjedel, ville denne svensk-nordiske stormagt formodentlig være blevet den dominerende magt i Nordeuropa. Var det sket ville denne nordiske stat formodentlig have spillet den geopolitiske rolle i Europa, som Rusland kom til at spille i tiden efter 1700. Under de omstændigheder er der ingen grund til at antage at Norden ville have udviklet sig meget mindre autoritært end Rusland. Dvs. at Sankt Petersburgs rolle ville være blevet overtaget af Stockholm efter at russerne havde tabt slaget ved Poltava i Ukraine i 1709 – eller af København, Riga eller Tallinn, hvis den svenske konge havde valgt at etablere sig der. Denne nordeuropæiske, centralistiske stat ville have været nødt til at føre alle Ruslands krige med resten af Europa og dermed formentlig overanstrengt sig selv og sine indbyggere. Var det sket ville det have været de fredelige socialdemokratiske skandinaver, som gennemførte den russiske revolution.

Jeg finder det ikke blot fascinerende men også vigtigt at lege med sådanne tanker, fordi de hjælper til at forstå at den fredelige og socialdemokratiske samfundsudvikling ikke nødvendigvis ligger i danskeres eller svenskeres gener, men er et resultat af den heldige storpolitiske konjunktur, der indtraf efter sammenbruddet for begge staters stormagtsdrømme. Danmark og Sverige var nemlig så umådeligt heldige at den datidige europæiske stormagt Nederlandene i 1660 så sin interesse i at gribe ind på dansk side for at afbalancere det militære styrkeforhold, således at ingen af dem kunne indlemme modstanderen. Østersøen blev efter 1660 (reelt allerede fra begyndelsen af 1600-tallet hvor Nederlandene var allierede Sverige) i stadig stigende grad karakteriseret af indgreb fra stormagterne for at holde indgangen til Østersøen neutral. Det gjorde de ved at afbalancere styrkeforholdet mellem magterne i området. Dette relative magtkompromis førte på længere sigt til en internationalisering af Østersøen. I første omgang førte den gensidige dansk-svenske udmatning imidlertid til fremvæksten af en ny stormagt, Rusland.

Fra Novgorod til Moskva og Sankt Petersburg

Det moderne russiske rige opstod ved at storfyrstedømmet Moskva med hjælp fra de mongolske besættere gradvis underlagde sig de øvrige russiske fyrstedømmer. Rusland var således ikke i udgangspunktet en egentlig østersøstat og blev det kun i begrænset omfang efter erobringen af købmandsbystaten Novgorod i 1478. Novgorod (betyder ordret Nyborg) er i dag en lille provinsby, der ligger hvor Volkhov-floden løber ud fra Ilmen-søen. Via denne flod er der forbindelse til Ladoga-søen mod nord og dermed via Neva-floden til den Finske Bugt. Byen lå centralt for alle ruterne til det store russiske område. Den omtaltes i norrøne kilder som Holmgård og var et af de vigtigste handelscentre i Nordeuropa i vikingetiden og højmiddelalderen med en befolkning der sættes så højt som 50.000. Hansestæderne indrettede i senmiddelalderen et af deres mest betydningsfulde handelskontorer her, Peterhof. På dette tidspunkt havde flodruten tabt i betydning til fordel for ruten over land. De tyske købmænd sejlede til Reval (Tallinn) eller Riga og drog derfra over land til Novgorod via Pskov, hvilket forklarer den storpolitiske interesse for Riga og Reval (Tallinn) og dermed for de omgivende landområder, Livland og Estland helt fra Valdemar II‟s erobringstogt.

Formelt hørte Novgorod under Kiev, men i 1000- og 1100-tallet var samfundsstrukturen tilsyneladende mindre autokratisk end i det øvrige Rusland, idet fyrsten og biskoppen blev valgt på en art folkeforsamling, den såkaldte vetje. Tidligere har man ligefrem opfattet Novgorod som en købmandsrepublik og set den demokratiske struktur som årsagen til at Novgorod som den eneste del af det russiske rige modstod mongolernes invasion i 1200-tallet (Waage 1990, 17ff). Forestillingen om det demokratiske Novgorod er imidlertid kommet i modvind på grund af resultaterne fra de arkæologiske udgravninger i byen mellem 1951 og 1962. Her afdækkedes et meget stort område omkring en af byens vigtigste middelaldergader, Velíkaja úlitsa (Storegade). Arkæologerne fandt i alt 28 lag, hvis ældste lag stammer fra tiden mellem 953 og 972. Disse udgravninger gav et grundigt kendskab til ændringerne i bebyggelsesforholdene. Samtidig fandt arkæologerne i tusindvis af velbevarede indskrifter på birkebark med kyrillisk skrift, der har givet et sjældent levende indblik i det daglige liv i en nordeuropæisk middelalderby.

Overraskende nok viste det sig at der hvor man havde ventet at finde spor af små selvstændige gadehuse, fandt man i stedet gårde (usádby), bestående af komplekser af bygninger, som hver udgjorde en enhed. Men hvis det er rigtigt at Novgorod bestod af adelsgårde, forsvinder hele grundlaget for at forestille sig en fri håndværkerstand og købmandsklasse. I stedet ser Novgorod ud til at have været en by domineret af 300 til 400 godsejere, og at det var disse godsejere der udgjorde “folke”forsamlingen, vetje. I god overensstemmelse med dette århundredes omtolkninger af stridighederne i de italienske og flamske middelalderbyer fra “klasse”kampe til fraktionskampe inden for overklassen tolker den russiske arkæolog Janin et oprør i 1388 mod borgmester Osip som en strid mellem forskellige adelsfraktioner (bojarer). Den danske historiker Knud Rasmussen, mener dog i sin grundige redegørelse for Novgorod i første bind af Politikens Ruslandshistorie at dette er at gå for langt i revisionen af ældre forstillinger. Kilderne omtaler nemlig andre grupper i befolkningen end bojarer og disses tjenestefolk; derfor er det berettiget at forstå Novgorods samfundsstruktur som præget af en vis pluralisme i det meste af perioden (Christensen og Rasmussen 1982, 70). Først med tiden blev samfundet totalt domineret af højadelen, som det var tilfældet da Moskva-fyrstedømmet erobrede bystaten og dermed skaffede sig en vis adkomst til at optræde som østersømagt.

Det hang sammen med at Novgorod var meget mere end selve byen ved Volkhov-floden. Omkring år 1200 var russerne fra Novgorod trængt helt op til Hvidehavet og over til Ural. Uklare og vanskeligt tolkelige bestemmelser i fredstraktaterne med Sverige antyder at de russiske Novgorod-købmænd havde rettigheder i hele i Finmarken over til Atlanterhavskysten. I en periode er disse bestemmelser af finlandske historikere blevet fortolket som om Novgorod i princippet havde overhøjheden i hele den nordlige del af vore dages Finland, Sverige og Norge. Det er formodentlig overdrevet, men tilhørsforholdene i det nordlige Skandinavien og Rusland var ret uafklarede indtil grænsen mellem Norge og Sverige blev reguleret i 1751 og mellem Norge og Rusland i 1826. En lille del af befolkningen i de udstrakte egne, der i dag udgør det nordvestlige Rusland, talte i middelalderen pletvis russisk men det store flertal finsk-ugrisk. Disse jægersamfund var ikke borgere i Novgorod men betalte skat til deres russiske herrer, oftest i form af de pelse der udgjorde grundstammen i Ruslands-handelen. Uanset hvordan man fortolker klassestrukturen i Novgorod er der enighed om at bojarerne var helt dominerende da Ivan III af Moskva erobrede bystaten i 1478. Men denne erobring gjorde som før nævnt ikke Rusland til en egentlig østersømagt, selv ikke i den korte periode mellem 1558 og 1581 da landet beherskede fæstningen Narva. Rusland blev snart trængt i defensiven af det ekspanderende Sverige og den polsk-litauiske stat.

Først i 1703 blev Rusland en permanent østersømagt, da Peter den Store grundlagde Sankt Petersburg (egentlig “Sankt Piterburkh” på nederlandsk efter apostlen Peter, hans skytshelgen) i sumpene ved Nevaflodens udmunding i den Finske Bugt på ligene af finske og svenske soldater. Man marcherede simpelthen krigsfangerne ud i sumpene, indtil de druknede, og rammede siden pæle ned i jorden og opførte husene på disse fundamenter. Disse grusomheder er baggrunden for Alexander Pusjkins store digt Bronzerytteren fra 1833. Pusjkins romantiske digt er typisk russisk i sin sympati for de små i samfundet som betaler prisen for de stores udfoldelse. Men digtet er langt mere mangetydigt – det er grunden til at det har beholdt sin fascinationskraft. En af læsemulighederne er imidlertid at Neva-floden hævner drabet på de svenske og finske krigsfanger ved at oversvømme byen som hævn for de utalte, tragisk ofre. Digtet, der har undertitlen “En Petersburg fortælling”, foregår under oversvømmelsen i 1824, en af de værste af de mange, der hjemsøgte byen i sumpene. Digtet indledtes med en stor og majestætisk ode til ære for Peter den Store og den by han grundlagde, “Nordens skønhed og perle”. Men derefter advarer han om at fortællingen vil være sørgelig. Fra Peter den Stores tid i begyndelsen af 1700-tallet springer digtet i tid til samtiden godt hundrede år senere, hvor den fattige kontorist Jevgenij drømmer om lykken sammen med sin elskede Parasha. En storm rejser sig og byen oversvømmes. Fanget i byens midte, på Senatstorvet, redder Jevgenij sig ved at klatre op på en marmorløve. Foran ham, over “den rasende Neva” tårner bronzestatuen af Peter den Store til hest sig op over de sydende vande. Vandene kan ikke true Peter, “den magtfulde herre over skæbnen”, som havde grundlagt byen et så farligt sted. Men Jevgenij er ved at omkomme i bølgerne, ligesom det siden viser sig at hans elskede Parasha er forsvundet i vandet sammen med sit hus. Jevgenij går fra forstanden af sorg og reduceres til en af Petersburgs talløse subsistensløse stakler. Derved sluttes ringen og det smukke Petersburg afsløres som et menneskeødelæggende monster.

Vikingerne i Rusland – Varæger og Rus’

Med grundlæggelsen af Sankt Petersburg og Ruslands sejr over Sverige i den Store Nordiske Krig blev russisk og nordisk historie flettet ind i hinanden på en ny og afgørende måde, et mønster der først blev brudt med kommunismens fald og opløsningen af Sovjetunionen i 1991. Skandinavien og Rusland var nært forbundet i vikingetiden, da de russiske floder blev besejlet af skandinaviske købmænd og krigere. De bragte umådelige mængder af arabisk sølvmønter til Norden, hvor de blev gravet ned og således bevaret for eftertiden. Gennem russiske krøniker og arabiske rejseberetninger er vi godt underrettede om denne først kendte sammenhængende Østersø-kultur og dens handelsruter via de russiske floder. Hvordan skandinaverne fundene af mønter kan man se at fra omkring år 800 var der for alvor kommet gang i en handel, der bragte eftertragtet pelsværk og slaver til det arabiske Kalifat. Også rav, honning, hvalrostæner og bivoks var der stor afsætning af. Araberne betalte for disse herligheder med tunge, lødige sølvmønter, og allerede fra sidste halvdel af 700-tallet strømmede islamiske dirhemer til landene mellem det Kaspiske Hav og Østersøen. Mellem 800 og 1015 var det meget store mængder, der nåede frem til Norden. Mere end 85.000 mønter er fundet i jorden Skandinavien, hovedparten i det nuværende Sverige, først og fremmest Gotland, der må have været Norden økonomiske centrum i flere hundrede år. Et faktum der stadig bevidnes i de næsten hundrede stensatte kirker og store gårde med tilhørende varehuse. Flertallet af disse mønter var slået i Tasjkent og Samarkand i det centralasiatiske Samaniderige, hvor der var store sølvminer. Omkring 970 standsede tilstrømningen af arabiske mønter til Norden, muligvis fordi de russiske fyrster standsede rekrutteringen af skandinaviske krigere (Hedeager 1993, 51).

Guld og sølv var vikingetogternes egentlige mål, hvad enten de gik til øst eller vest. Billedet af fredelige og eksotiske handelsmænd, som de arabiske kilder giver af vikingerne, rus’, stammer fra de store markeder i syd, hvor de rent midlertidigt opførte sig sådan. Men som arkæologen Lotte Hedeager gør opmærksom på, var de eksotiske varer fra det høje Nord og fra det indre Rusland, som de handlede med, ikke resulatater af deres eget hårde arbejde. Varerne stammede fra plyndring, slavejagt og brandbeskatninger af lokale befolkninger, først og fremmest i Østersø-egnene. I modsætning til Vesteuropa er der kun sjældent bevaret skriftlige kilder, som beretter om angreb og plyndringer af vikingerne. Men alt tyder på at de enkelte beretninger om skandinavisk plyndring af handelspladsen ved Staraja Ladoga og angreb på Kurland (i det vestlige Letland) af sveer og danere i midten af 800-tallet og senere kun er toppen af isbjerget. Skal man forstå den fælles Østersø-region rigtigt er der behov for en kraftig revurdering af det billede af fredeligt handlende vikinger i Østeuropa, som en nationalistisk og anti-tysk (og anti-russisk) historieforskning tegnede i sidste århundrede og højt op i dette (f.eks. Arbman 1955).

Bag tidligere forskere som svenskeren Sture Bolins forestillinger om et vidtspændende system af handelsrelationer lå en sofistikeret teori om et økonomisk verdenssysten, der med vikingerne som mellemled bandt den frankiske og den muslimske verden sammen. Ifølge Lotte Hedeager er det dog mere sandssynligt at det orientalske sølv der kom til Skandinavien i løbet af vikingetiden var indsamlet ved plyndring eller tilegnet som tribut. Vikingetidens økonomiske system var ifølge hende et paradoks. Det var ikke kun et volds- og gavegivningssystem, selv om krigerøkonomiens vold og gaver var både mål og middel for de evigt konkurrerende vikinger. Herskerne havde nemlig samtidig med alle plyndringerne brug for steder, hvor de tilegnede nyttevarer kunne udveksles til prestigevarer først og fremmest sølvsmykker. For dem kunne herskerne købe loyalitet fra de krigere, som deres magt i sidste ende afhang af. Derfor grundlagdes i sporene på de hærgende og plyndrende vikinger en række handels- og produktionspladser, der efterhånden blev til egentlige byer, Ribe, Hedeby, Birka, Kaupang. Sammen med byerne på den sydlige østersøkyst og langs Nordsøen og den Engelske Kanal er der tale om et netværk af handelspladser, der eksisterede i symbiose med de rå krigere (Hedeager 1993, 57). Man skal have begge billeder in mente, hvis man vil forstå relationerne i Østersø-verdenen, ligesom man skal det i 1100-tallet, hvor det var venderne fra Pommern og Rügen, der plyndrede det mere udviklede danske riges kyststrækninger.

Forbindelserne mellem Skandinavien og det første russiske rige i Kiev er blevet diskuteret under overskriften om, hvorvidt “det var vikingerne der grundlagde Rusland”. Det er for tilspidset en formulering til at spørgsmålet nogen sinde kan besvares. Men at vikingerne har været der, fremgår utvetydigt af det arkæologiske fundmateriale. Runesten fra datiden fortæller om vikinger der blev i “Østerled”. Arabiske købmand og opdagelsesrejsende som Ibn Fadlan og Ibn Rustah fortalte om et folk de kaldte rus’. At denne betegnelse havde en tæt forbindelse til Norden og minder om de finske ord for Sverige og svenskere, Ruotsi og ruotsalainen accepteres i dag i den russiske forskning, der tidligere benægtede den skandinaviske oprindelse af det første russiske herskerhus (Adamsen 1993, 115). Spørgsmålet om hvorfra de første herskere i Kiev stammede har været debatteret i over 250 år og kendes under navnet “Normanner- eller Varægerdiskussionen” (Rahbek Schmidt 1970). I den russiske litteratur taler man ligefrem om “normannister” versus “antinormannister”. Med disse betegnelser menes i dag ikke længere russiske over for skandinaviske historikere og filologer som i det 19. og første halvdel af det 20. århundrede, hvor der udspillede sig lidenskabelige videnskabelige debatter med stærke nationalistiske overtoner (f.eks. Thomsen 1882, Arne 1914, Raudonikas 1930 og Stender-Petersen 1934). Russisk forskning var nemlig ikke rent monolitisk, selv ikke i et så ideologisk følsomt spørgsmål som det hellige Rus’ (svjataja rus’) oprindelse.

Flertallet af arkæologer og filologer fra Sankt Petersburg tilsluttede sig nemlig tesen om den skandinaviske oprindelse, selv da deres by hed Leningrad. Men de blev modsagt af forskere fra Moskva. Den kendte dissident Andrej Amalrik blev relegeret fra universitet fordi han i sit speciale tilsluttede sig den nordiske oprindelse af rus’ (Amalrik 1970a, hvor den ballade hans afhandling “Normannerne og Kiev-Rusland fra 1963 medførte omtales). Men det var ved Moskva universitet. Det er langtfra sikkert at det samme ville være sket i Leningrad, der selv i den hårdeste undertrykkelses tid under Stalin havde et mere kosmopolitisk og vestvendt præg. Det var sandsynligvis derfor at den stalinistiske terror blev udløst netop i Leningrad i 1934 efter det stadig uopklarede mord på den residerende førstesekretær i det kommunistiske parti Sergej Kirov. Argumentationen for den skandinaviske oprindelse af disse rus’ baserer sig især på den såkaldte “indkaldelses-legende” i Nestor-krøniken fra begyndelsen af 1100-tallet. Den centrale passage om fyrst Vladimirs kristning af Rusland i 988 lyder således:

“I året 6370 [dvs. 862] jog de varægerne bort over havet og gav dem ikke skat. De begyndte at herske over sig selv, men der var ingen ret blandt dem, og slægt rejste sig mod slægt; der var fejder blandt dem, og de begyndte at føre krig indbyrdes. De sagde til hverandre: Vi vil søge os en fyrste, som kan herske over os og dømme ret. Og de drog over havet til varægerne, til rus’; thi således kaldtes disse varæger: rus’ – ligesom andre kaldes sveer, atter andre normanner, angler, atter andre gotlændere, – således også disse. Cud, slovener og krivicer og vesper sagde til rus’: Vort land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i det. Kom I da og vær konger og hersk over os! To år senere døde Sineus og hans broder Truvor, og Rjurik overtog magten. Han fordelte byerne til sine mænd: en fik Polock, en anden Rostov, atter en anden Beloozero; og i disse byer er varægerne tilflyttere. De første bosatte i Novgorod var slovener, i Polock – krivicer, i Rostov – merja, i Beloozero – vepser, i Murom – muroma. Og Rjurik herskede over dem alle.” (Nestors krønike, 39).

Trods alle uklarheder og modsigelser i teksten er der efterhånden i forskningen enighed om at det første russiske herskerhus rus’ i Kiev var skandinavisk (Sawyer 1982, 116-119). Herskerhusets skandinaviske oprindelse medfører imidlertid ikke at alle russerne er skandinaver, der bare har taget fejl af deres sprog, sådan som man sommetider fik det formuleret fra nationalistisk nordisk side i bataljerne om vikingerne i Østerled i det nationalistiske 19. århundrede og i nogen, nazistisk inspireret svensk arkæologi i 1930‟erne. Tværtimod viser undersøgelser af gravlægningerne i Staraja Ladoga (Raudonikas 1930), Novgorod, Novgorod Gorodishche og Gnezdovo ved Smolensk (det største gravhøjsfelt i Europa) at de skandinaviske grave oftes ligger fredeligt side om side med grave med russisk gravgods, hvorfor alt tyder på ret hurtig assimilation af skandinaverne (Stalsberg 1982). Det kloge er formodentlig at opgive tidligere tiders forsøg på alt for håndfaste etniske tolkninger af det filologiske og arkæologiske materiale. I hvert fald indtil man har sikrere undersøgelser af f.eks. klædedragt og agerbrugsmønstre (Adamsen 1993). En fælles Østersø-historie er det vanskelig med sikkerhed at udlede af disse diskussioner, bortset fra det faktum at de var snævert flettet ind i hinanden, som det også fremgår af de norske og islandske sagaers beretninger om Olav den Hellige og Harald Hårderåde, der begge gjorde krigstjeneste i Byzans og opholdt sig Rusland på vejen til og fra Konstantinopel. Russiske arkæologer har muligvis fundet Haralds overvintringsplads ved floden Volga ikke langt fra Jaroslavl nordøst for Moskva, men resultaterne er desværre endnu ikke publiceret.

Stormagternes Østersø

Senest fra begyndelsen af 1700-tallet blev Danmarks og Ruslands historier uhjælpeligt flettet ind i hinanden som følge af Ruslands stærkt stigende magt i hele Europa. Paradoksalt nok skete det samtidig med at vesteuropæerne begyndte at omtale Rusland og Polen som “Østeuropa”, hvor man før havde rubriceret russerne sammen med polakker, danskere og svenskere som “Nordeuropa” (Wolff 1994 og Kirby 1990). Den anden side af samme udvikling er at de skandinaviske lande i stigende grad blev omtalt som “Norden”, altså små, fredelige, “nordiske”, sociale demokratier. Men stadigvæk var alle landene bundet sammen af fællesskabet omkring Østersøen, hvor der endnu ikke eksisterede et stort Tyskland, kun den mellemstore magt Preussen uden flåde af betydning og en række små fyrstedømmer foruden et antal mere eller mindre selvstændige byer, hvoraf nogle hørte under under Sverige. Således var Vorpommern og Rügen med de relativt store byer som Greifswald og Stralsund svenske helt til 1814, hvor de indgik i den “byttehandel”, der bragte Norge til Sverige som erstatning for det Finland der tilfaldt Rusland – og gav Danmark det diminutive Lauenburg som “erstatning” for Norge.

Fra 1809 var Rusland den dominerende magt ved Østersøen, kun i en kort periode udfordret af Tyskland i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og igen mellem 1939 og 1944. Som vist i kapitlet om Rusland svækkede revolutionen i 1917 kun midlertidigt Rusland, men Sankt Petersburgs position ændredes radikalt af omvæltningen. Byen var i 1914 blevet omdøbt til det mere nationalistisk russiske Petrograd men skiftede få år senere navn til Leningrad efter revolutionens uantastede leder Vladimir Iljits Lenin (1870-1924). Det russiske herredømme var dog hele tiden udfordret. Efter 1807 sejlede den britiske flåde flere gange ind i Østersøen for at markere sin magt. Men især var Krimkrigen 1854-56 vigtig til forståelse af magtforholdene i Østersøen. Krimkrigen foregik ikke blot nemlig ikke blot på Krim, som man skulle tro ud fra navnet, men var et verdensomspændende opgør mellem sømagterne Storbritannien og Frankrig på den ene side og landmagten Rusland på den anden. Anledningen var Ruslands pres mod det svækkede Osmannerrige for at vinde kontrollen over udsejlingen fra Sortehavet gennem Dardanellerne og Bosporus. Storbritannien valgte i alliance med Frankrig at benytte anledningen til at svække Ruslands hegemoni over det europæiske kontinent, der havde varet siden sejren over Napoléon i 1814. Det blev til et klassisk opgør mellem sømagter og landmagter som analyseret af strategen admiral Mahan (Mahan 1890). For at sprede de russiske hære, der i tal var de allierede langt overlegne, planlagde det britiske admiralitet aktioner mod alle de forskellige dele af det russiske imperium, der kunne nås med flåder. Blandt andet angreb en britisk flåde Arkhangelsk og ødelagde en russisk fæstning nord for Polarcirklen.

Men den anden hovedkrigsplads var Østersøen, hvor Ruslands hovedstad lå. I første del af 1800-tallet havde Sankt Petersburg ligget godt i ly beskyttet af de vidtstrakte erobrede landområder, de baltiske lande med flådebasen Reval (Tallinn), Finland med fæstningen Sveaborg ud for Helsingfors, der oprindeligt var bygget af svenskerne og Ålandsøerne ud for Mälaren med den nybyggede fæstning Bomarsund. Dertil kom flådebasen Kronstadt i den Finske Bugt ud for Petersburg. En stor russisk flåde dominerede uantastet Østersøen efter afviklingen af den danske flåde og svækkelsen af den svenske under napoléonskrigene. Den industrielle udvikling ændrede imidlertid hurtigt de sømilitære magtforhold. Fra midten af århundredet var Storbritannien absolut førende i udviklingen af dampskibsteknologien og dampskibe kunne operere i meget snævrere farvande end de store sejlførende linieskibe. Kombineret med udviklingen af meget kraftigere kanoner indebar denne tekniske revolution en ændring af magtforholdet mellem land- og søbaserede stridskræfter. De strategiske følger af denne nye taktiske situation blev til fulde demontreret under Krimkrigen.

I marts 1854 sejlede en stor britisk-fransk flåde ind i Østersøen via Storebælt og demonstrerede dermed for hele verden at stræderne nu var internationalt farvand og ikke længere underkastet dansk suverænitet og kontrol. Her findes årsagen til at Danmark i 1857 måtte give afkald på at opkræve Øresundstolden, som landet ulogisk nok havde formået at fastholde efter afståelsen af den østlige side af Øresundet i 1658-60. Tabet af Øresundstolden var ikke blot en simpel økonomisk foranstaltning, men indebar en internationalisering af adgangen til Østersøen og dermed en helt ny rolle for den danske stat. Opgivelsen af kontrollen over Bæltet var slutpunktet på en udvikling for det danske monarki, der var indledt mellem 1801 og 1807 og som trods genopbygningen af en dansk flåde mellem 1814 og 1848 var uafvendelig pga. statens formindskede størrelse efter afståelsen af Norge, der havde leveret hovedparten af mandskabet foruden tømmeret til skibene. Senest efter midten af 1800-tallet kunne den britiske flåde sejle ind og ud af Østersøen efter sit eget forgodtbefindende. Denne strategiske situation indebar at der ikke længere var behov for en middelstor “dansk” stat til at sikre fri passage gennem Bælterne. Dermed var vejen banet for afmonteringen af den danske helstat i 1864; der var ikke længere et geopolitisk behov for den, hvorfor Storbritannien og Rusland affandt sig med at Preussen reducerede Danmark til den småstat det har været lige siden (i hvert fald indtil 1991).

Hensigten med det britisk-franske fremstød i 1854 var at udfordre den russiske modstander lige i hjertet eller rettere hovedet i form af rigets hovedstad. Den britiske flåde provianterede ved Fårö ud for Gotland, hvor den benyttede sig af Sveriges velvillige neutralitet. Den russiske flåde havde imidlertid evakueret Reval og lå sikkert beskyttet i Kronstadt inde i bunden af den Finske Bugt. Det eneste tilbageværende mål af betydning var derefter den stærke, nybyggede fæstning Bomarsund, som blev angrebet i august 1854 i en klassisk amfibieaktion under anvendelse af hele den moderne våbenteknologi. Fæstningen var helt nybygget og velbemandet, men havde ikke en chance, idet de britiske dampdrevne skibe kunne sejle ind gennem den snævre Ängö kanal og landsætte en fransk hær i ryggen på forsvarerne, samtidig med at kanonbåde med svære belejringskanoner kunne skyde fæstningens mure i grus. 16. marts 1854 måtte russerne kapitulere. Dette nederlag markerede en helt ny fase i Østersøens historie præget af britisk dominans indtil samlingen af Tyskland i 1870 og åbningen af Kielerkanalen i 1895. Russernes svaghed blev yderligere demonstreret det følgende år, da Sveaborg 8.-10. august 1855 blev bombarderet af britiske kanonbåde uden at disse led det mindste tab. Flådemagten Storbritannien kunne skalte og valte som det passede den, i hvert fald indtil Rusland fik opbygget en ny flåde, der teknologisk var på højde med briternes. Først i slutningen af århundredet tillod Ruslands industrielle basis en sådan opbygning (hele den foregående analyse bygger på Lambert 1994 og der anført litteratur).

Ruslands erobring af de svensktalende Ålandsøer i 1809 havde allerede tidligere i århundredet sat sig kraftige spor. Hovedbyen Mariahamn er således ikke opkaldt efter en svensk dronning, som de fleste fejlagtigt tror, men efter den russiske zarina. Ligeledes var øerne blevet forsynet med et kæmpemæsigt postkontor, fordi store dele af det russiske imperiums post til Europa og resten af verden blev kanaliseret herigennem. Krimkrigen løsnede i nogen grad øernes forbindelse med Rusland (og dermed med Finland), idet de blev afmilitariserede. Det lagde grunden til Ålands-øernes særlige folkeretslige stilling, som blev bevaret efter 1920, da de mod befolkningens vilje blev en selvstyrende del af den tosprogede finlandske stat. I princippet er de rent svensksprogede Ålandsøer stadig afmilitariserede og en autonom del af Finland. Det sidste blev understreget ved at der afholdtes separat afstemning om tilslutning til EU. Det blev et ja, men øerne har truet med at melde sig ud af Unionen igen ligesom Grønland og få en status på linie med Færøerne, hvis Kommissionen gør alvor af sit krav om afskaffelse af toldfrit spiritussalg i 1999, en af øernes største indtægtskilder.

Senest fra 1850‟erne er det vanskeligt at tale om én fælles Østersø-historie og én Østersø-region. I stedet må man sige at Østersøen mellem 1801 og 1991 var reduceret til objekt for skiftende stormagters dominans og konkurrence. Den dominerende stormagt var først Rusland, siden Storbritannien og fra 1890‟erne den nye tyske stat i konkurrence med Rusland, mens Storbritannien holdt sig i baggrunden, især efter opgivelsen af Helgoland (som briterne havde taget fra Danmark i 1814 men 1890 opgav i bytte for Zanzibar) og åbningen af Kielerkanalen i 1895. Anlægget af Kielerkanalen gjorde det muligt for tyskerne i hast at flytte deres Østersø-flåde fra basen i Kiel til Nordsøen og omvendt og således hurtigt forstærke deres østersøflåde med styrker fra højsøflåden i Cuxhaven og Bremerhaven eller styrke højsøflåden. Den tyske flådes mobilitet blev yderligere forøget ved en uddybning af kanalen i sommeren 1914, der gjorde den sejlbar for slagskibe af dreadnought-klassen (Clemmesen 1995, 152).

På samme måde som Rusland søgte at dominere Sortehavet i syd, Stillehavet i øst og Hvidehavet i nord var det en konstant bestræbelse i russisk politik efter 1703 at beherske Østersøen med de danske stræder. Forskellen var sårbarheden, idet rigets centrum lå ved Østersøen, om end i den inderste, østlige ende. Hovedparten af Ruslands flåde var derfor placeret i i Kronstadt og Reval indtil oktober 1904, hvor russerne begik den fejltagelse at sende den rundt om jorden til Japan, hvor den blev sænket i Tsushima strædet 27. maj 1905 (eller Nihonkai Kaisen, det japanske Hav som slaget kaldes i Japan). Det svækkede Rusland og markerede begyndelsen til nederlaget i 1. Verdenskrig. Fra dette tidspunkt kan man ikke længere i den tidligere forstand tale om et egentligt skæbnefællesskab mellem Norden og Østersø-regionen, idet Østersøen fra da af var underlagt et konkurrenceforhold mellem stormagter som havde deres egentlige hovedinteresser andre steder. Tyskland, Rusland og Storbritannien kæmpede i 1800-tallet om dominansen over regionen og lod kun deres mere eller mindre passive underentrepenører, Sverige og Danmark indtage biroller, primært som opretholdere af egen national identitet.

Polen og Østersøen

Man kan hævde at den samme stormagtsbstemte logik fortsatte med andre deltagere efter 1. Verdenskrig, hvor Rusland blev svækket med oprettelsen af flere nye stater. Finland blev selvstændigt i 1917, de tre baltiske stater blev selvstændige mellem 1918 og 1920, mens Polen blev samlet igen i 1918 som en selvstændig stat efter opløsningen i 1795 og en succesrig krig mod Sovjetunionen 1918-20. Polen har ikke spillet en stor rolle i min fremstilling, fordi landet kun i en ret kort periode i 1500- og 1600-tallet kan siges at have været en egentlig østersømagt med flåde og interesser. Den polske konge underlagde sig Danzig (Gdansk) efter Ordens-statens nederlag ved Grunewald i 1410 (kendt som Tannenberg på tysk og dermed også stedet for det afgørende slag mellem russere og tyskere i efteråret 1914). Men byens befolkning talte plattysk, og stammede hovedsagelig fra Skotland, Nederlandene og Nordtyskland. Der var altså tale om en blandet kultur med ingredienser fra store dele af Europa. Selv den italienske og centraleuropæiske renæssance har sat sine spor i det nordlige Polen i kraft af indflydelsen fra hoffet først i Krakow og siden i Warszawa. Men det er Gdansk der ligger tættest på Østersøen og Norden og dermed er tættest forbundet med det “nordiske, bortset fra Szeszin (Stettin), der dog har haft en så ulykkelig skæbne at det vil vare længe før denne tidligere hansestad vil kunne gøre sig gældende.

Gdansk ligger i dag kun 50 minutters flyvning fra Kastrup. Men når man træder ind i den lille provinslufthavns snuskede modtagelsesrum sammen med blandingen af danske og polske forretningsfolk, føler man sig hensat til de dårlige gamle dage før jerntæppet faldt. Østersøen er ved at blive ét, hvis man dømmer ud fra SAS‟ rutenet, men kontinuiteter som analfabeter i dårligt siddende militæruniformer til at kontrollere pas hører åbenbart til de forhold, der ændres senest i nye demokratier. Ser man bort fra sådanne små irritationsmomenter, som i øvrigt kan mødes endnu værre andre steder, er det imidlertid overraskende, hvor tæt på denne nordlige havneby i vores store nabostat føles. Problemet for den besøgende fra den nordlige ende af Østersøen er især at i Polen taler de allesammen polsk.

Retten til at udfolde sig på eget sprog er en af de uvisnelige fordele, polakkerne erobrede sig ved genoprettelsen af deres stat i 1918 og den opgiver de aldrig. På den anden side er de pragmatikere, så hvis der er penge eller prestige i det, trænger de udenlandske sprog ind. Pidgin tysk fungerer som lingua franca i turistverdenen, og i den akademiske verden er haltende engelsk det foretrukne kommunikationsmiddel. Russisk har polakkerne aldrig villet lære, selv under det hårdeste kommunistiske tryk holdt de drømmen om Vesten ved lige. Så engelsk og tysk kurser er i høj kurs. Det eksotiske og for os danske vanskelige sprog skal dog ikke få den besøgende til at tro at Gdansk udelukkende er indbegrebet af det katolske, centraleuropæiske og fremmedartede Polen. Det gamle centrum vidner om en gammel søfartsby domineret af nederlandske, engelske og skotske indvandrere. Så mange skotter boede der i byen omkring år 1600 at et kvarter ligefrem kaldes Nova Scotia, altså det ny Skotland. Vi ved fra dokumenter at det dominerende sprog var plattysk. Men det var det også i Visby, Riga og Stockholm, ja selv i København talte en fjerdejedel af befolkningen en eller anden form for tysk. Tysk var simpelthen det internationale sprog i Nordeuropa, som engelsk er blevet det i dag.

Danzig (Gdansk) var fra midten af 1500-tallet til opløsningen af staten i slutningen af 1700-tallet en del af den multinationale polsk-litauiske adelsrepublik, rzeczpospolita, der strakte sig fra Østersøen til Ukraine. Et spændende rige med en uhyre demokratisk forfatning for de 10 til 12% adelige, der havde politiske rettigheder, szlacht kaldes de på polsk til forskel fra de uhyre få store magnater, der herskede over så store landområder at de svarer til fyrster i det øvrige Europa (og også tituleres således). Riget blev til sidst opslugt af sine enevældige naboer, men i sine velmagtsdage udgjorde det en ø af religiøs tolerance og respekt for kulturelle og sproglige forskelle, som man godt kunne ønske sig tilbage til. Der var derfor intet som helst mærkeligt i at byen, en af de største i Europa, hørte under det polske rige, hvis udenrigshandel den havde monopol på. At byen samtidig var bygget i nederlandsk renæssance og manierisme, var overvejende luthersk-evangelisk og talte tysk er kun underligt set fra vore dages homogeniserende horisont. Den kulturelle mangfoldighed blev først et problem i det nationalistiske 19. og 20. århundrede. Danzig bevarede trods tilhørsforholdet til Preussen mange af sine multinationale karaktertræk selv efter samlingen af Tyskland i 1871. Men i takt med konfrontationen mellem den tyske eller preussiske stat og den polske kultur i provinserne Poznan og Schlesien (Slacz) begyndte flertallet gradvis at tænke sig selv som tyskere, mens et mindretal valgte den polske identitet. I hvert fald da de skulle stemme om deres nationale identitet efter 1. verdenskrig. Som i alle andre kulturelt blandede områder – og det er flertallet – førte det til at mennesker fra den samme kashubiske, dvs. slaviske baggrund kunne findes på begge sider af den nationale konfrontation. Én og samme familie kunne stille såvel polske nationalister som generaler i den preussiske hær, ja sågar SS-officerer. Det førte til tragiske konfrontationer, som mange døde af.

Det var lige ved at ske for hele byen under 2. verdenskrig. Krigen begyndte der, da slagskibet Schleswig-Holstein angreb det polske militærdepot på halvøen Westerplatte. Og her endte den i et orgie af ødelæggelser i marts-april 1945. Gdansk med badeforstaden Sopot havde fungeret som fredeligt rekreationssted for officererne fra den tyske Wehrmacht fra 1940 til 1944 på samme måde som under 1. verdenskrig. Men i foråret 1945 nåede den Røde Hær frem og det kom til en desperat kamp til sidste mand, mens de overlevende flygtede vestpå. Den dobbelte fordrivelse, først af polakkerne i 1939-40, siden af tyskerne i 1945, sammen med ødelæggelsen af 90% af husene havde nær slettet byen af landkortet. At Gdansk overlevede og genopstod næsten i sin gamle pragt skyldes indvandringen fra det polsktalende opland og især fra de store afståede områder i Hviderusland, Litauen og Ukraine. I dag mærker man det ikke som besøgende, men i realiteten blev hele den sofistikerede, nordeuropæiske bybefolkning skiftet ud med indvandrere fra de sydøstlige agrarområder uden traditioner for søfart og industri. De er nu smeltet sammen til en ny bybefolkning, men denne gang med utvetydig polsk og katolsk baggrund, selv om de bor i omhyggelige kopier af de gamle nederlandske borgerhuse. Trods dette brud i befolkningens sammensætning og baggrund solidariserer Gdansk-beboerne sig med deres århundredgamle maritime og tysksprogede historie. En markering af det er at den mest populære, “lokale” forfatter er tyskeren Günther Grass med hans skildringer fra det tysksprogede Danzig under nazisterne. Især Bliktrommen der primært udspiller sig under 2. verdenskrig har den polske befolkning taget til sig som sin egen.

Det var oprørske arbejdere fra dette nye Gdansk, der i 1970 og igen i 1980-81 førte an i oprøret mod det kommunistiske satellit-regime og deres leder, den katolske elektriker Lech Walesa, symboliserede det nye katolske og demokratiske Polen. Arbejderne fra skibsværftet støttede Walesa til det sidste for at bevare statsstøtten til deres skrantende værft, som dog lukkede i 1997. Men for andre af Walesas støtter var hans baggrund i det nordlige Polen afgørende. I kampen mellem forskellige politiske grupper og ideologier skal man nemlig ikke overse betydningen af de regionale forskelle, en forskel der går helt tilbage til foreningen af tre polske lande med traditioner fra henholdsvis Habsburg-monarkiet, Preussen og Rusland. Gdansk har et helt andet perspektiv og andre interesser end Warszawa, Kraków eller Wroclaw (Breslau). Såvel på infrastruktur området som på sikkerhedspolitikken. Gdansk er en Østersø-by, og dens befolkning er trods sin katolske orientering kommet til at tilhøre den nordeuropæiske Østersø-kultur. De er Danmarks potentielle allierede, snarere end det centralistiske og aristokratiske Warszawa eller det kongelige Kraków.

Efter 1918 har Polen altså delvist orienteret sig mod Østersøen. Det begyndte med grundlæggelsen af havnebyen Gdynia som en polsk kunkurrent til Danzig, der i mellekrigstiden var en fristat styret direkte af Folkeforbundet indtil Hitler indlemmede den sammen med en række polske provinser i 19939. Siden 1991 har de nye baltiske stater også orienteret sig mod Østersøen, for nogle af dem for første gang. I mellemkrigstiden kunne Litauen ikke finde ud af hvor det hørte til. Litauens hovedstad Vilnius med et flertal af polakker og jøder var besat af Polen, mens den østpreussiske havneby Memel (vore dages Klaipeda) i 1923 blev overtaget med magt af Litauen efter en periode under direkte styre af Folkeforbundet. Efter en overvældende nazistisk valgsejr i 1938 overlod Litauen Memelområdet med den for landet så vigtige havn til Tyskland i foråret 1939 for selv i 1940 at blive indlemmet i Sovjetunionen samen med de øvrige baltiske stater og den østlige halvdel af Polen. I dag er selv Litauen ved at orientere sig mod Østersøen på linie med Estland og Letland i et brud med fortidens centraleuropæiske orientering, en orientering der stadig fremgår af Vilnius‟ arkitektur, der er en blanding af russisk imperial arkitektur og polsk-habsburgsk neoklassicisme. Det er dog vigtigt at huske på at dette er en ny udvikling i forhold til mellemkrigstiden. I dag er det rimeligt at regne Litauen med til Østersø-regionen, men der er stadig store historiske og mentalitetsmæssige forskelle mellem de tre lande, som vi lidt for overlegent samler under betegnelsen de “baltiske lande”. Indbyrdes forskelle og identitets-mæssige problemer i forhold til naboerne rundt om Østersøen er imidlertid ikke forbeholdt de lande vi lidt for overlegent samler under betegnelsen “de baltiske”. Også langt nærmere provinser har vanskeligheder med identiteten. Det gælder især de tidligere danske provinser Skåne, Halland og Blekinge, provinser, som med bygningen af Øresundsbroen er på vej til atter at vende tilbage til om ikke Danmark, så i hvert fald København.

Er Skåne en historisk region?

Selvfølgelig er Skåne er region, vil de fleste vel efterhånden svare, såvel inden for som uden for Skåne. Der er sandsynligvis ingen enighed om hvad denne værdighed betyder, men det er i stigende grad politisk ukorrekt ikke at kalde denne ærværdige, gamle danske provins for en region. Måske endda en europæisk region, da skåningene havde en langt større ja-procent til EU medlemskabet end de øvrige svenske provinser uden for de større byer. Som en markering af et brud med en lang centralistisk splittelsesproces er Skåne i 1997 endda blevet samlet til ét len. Det markerer på den ene side en afvisning af den noget idelogiske betegnelse “Skåneland” fra sidste århundrede for Skåne, Halland og Blekinge under ét. Men samlingen er på den anden side en anerkendelse af Skånes status som én historisk provins blandt de andre historiske regioner i Sverige. Så hvorfor det indledende spørgsmålstegn? Min overvejelse er foranlediget af bogen Skånes historie af Sten Skansjö. Forfatteren, der er historiker ved Lunds Universitet, tager den nylige sammenlægning af de to skånske len til ét stort som anledning til at overveje spørgsmålet om en særlig skånsk identitet og Skåne som historisk region. Det gør han i form af en ret traditionel, kronologisk-historisk fremstilling.

Indplaceringen af Skåne i den større nordiske og europæiske historie er dog lykkedes bedre for en anden Lund historiker, Harald Gustafsson i en fremstilling af Nordens historie med den spændende undertitel, En europeisk region under 1200 år, selv om han ikke skriver særligt meget specifikt om Skåne. Gustafsson har nemlig en tese og et spørgsmål at anskue Norden som en “europæisk region”. Det er klart at Gustafssons regionsbegreb er et andet og geografisk større end Skansjös. Det skal ikke bebrejdes ham, da de to betegnelser som vi så tidligere i dette kapitel blandes uhjælpeligt sammen i den politiske og videnskabelige debat. I den ene ende henvises til Østersøen (eller Norden eller middelhavsverdenen) som en region, i den anden omtales behovet for at bryde nationalstater som eksempelvis Sverige op i mindre enheder, regioner. Slagordet “Regionernes Europa” spiller på begge betydninger af ordet region og kan derfor både anvendes af integrationister og decentralister. Muligvis er uklarheden politisk frugtbar, men videnskabeligt gør den det vanskeligt at benytte begrebet.

Begge forståelser af ordet region har betydning for forståelsen af Skåne. Læsningen af Skansjös bog gør det klart at Skåne i hele sin historie aldrig har været selvstændig, men altid del af andre statsdannelser. Først 700 år som provins i det danske monarki, siden noget over 300 i det svenske. Først med en position som et “landskab” på linie med Jylland og Sjælland – markeret ved nedskrivningen af de tre klassiske lovkomplekser for hvert af de tre områder “landskabslovene”, jyske lov, skånske lov og sjællandske lov – siden med en opsplittet og underordnet position i det centralistisk styrede, multinationale svenske rige. Af angst for en dansk generobring fik Skåne aldrig en autonom stilling i den multinationale svenske stat som Finland for slet ikke at tale om Ingermanland, Estland, Livland eller Vorpommern. I den første tid efter erobringen i 1658 blev provinsen underlagt en militær guvernør, men i begyndelsen af 1680‟erne blev de tre landskaber sammen med Bohuslen og Herjedalen direkte indlemmet i den svenske krone. Svensk lov, svensk kirkeordning, svensk forvaltning og svensk militær-væsen blev indført. Formelt ophævedes generalgouvernementet først i 1719. I 1600-tallet ville det ellers have været nærliggende at organisere de nyerobrede provinser med respekt for deres selvstændighed og kun integrere dem indirekte via adelsrepræsentationen. Det ville en traditionelt tænkende dansk konge nok have gjort, som vi kender det fra tilfældet Gotland, der var under den danske krone fra 1361 til 1645. For slet ikke at tale om der forskellige dele af Slesvig /Sønderjylland og Holsten, der udgjorde et indviklet kludetæppe af forskelligt forvaltede områder med forskellig ret og kirkesprog indtil den endegyldige inkorporation i den danske krone i 1773.

Det var højst usædvanligt handlet af den svenske formynderregering, om end ikke helt unikt. Den spanske krone ensrettede kongeriget Aragon endegyldigt i 1714 efter den bourbonske tronprætendents sejr i den spanske arvefølgekrig og nedlagde al selvstændig aragonsk/ catalansk repræsentation. I 1707 blev personalunionen mellem England og Skotland udbygget med et fælles parlament, men kirke og skole forblev adskilt samtidig med at Skotland i stadig stigende grad blev regeret fra Westminster om end via et særskilt Scottish Office. Men den svenske regering gik længere og mere konsekvent i sin integration og demonstrerede dermed en utraditionel høj grad af “national” bevidsthed længe før nationalismen som ideologi opstod. Som den danske historiker Knud Fabricius demonstrerede i 1906 i den komparative indledning til bind I af sit stadig uovertrufne fire-bindsværk om Skånes overgang til Sverige, var den målbevidste forsvensknings-indsats helt enestående i Europa. Ikke engang Bøhmen og Mæhren, hvis lokale adel blev udryddet efter Slaget på det Hvide Bjerg i 1620 og hvis lokale rettigheder blev inddraget i 1627 med den såkaldte “Verneuerte Landesordnung” blev udsat for noget der kan sammenlignes med svedificeringen af Skåne. Derfor ændredes sprog og indstilling i Skåne i modsætning til Bøhmen, hvor det tjekkiske sprog overlevede blandt bønderne og i kirken. Med det resultat at det kunne blusse op igen med industrialiseringen i 1800-tallet.

Svedificeringen efter 1680‟erne var ganske vist ikke en moderne nationaliseringsproces men foregik primært på den gamle samfundsordens præmisser. Det handlede om kirke, skatter og militærtjeneste ikke nationalfølelse. Det var jo ikke borgere, men undersåtter den svenske stat havde erobret, om end de faktisk var repræsenteret i stænderrigsdagen efter dennes genoprettelse i 1718. Men ændringen af institutionerne førte til en praktisk integration i Sverige, der lagde grunden til at skåningene kunne forsvenskes på linie med beboerne i andre regioner i Sverige i løbet af den generelle nationalisering af Sverige i 1800-tallet. Derfor opstod der ikke en særlig national bevidsthed i Skåne (og Halland, Blekinge, Bohuslen, Gotland og Herjedalen) i 1800-tallet i modsætning til Finland og de baltiske lande, der havde det held at komme russisk herredømme. Indlemmet i dette langt ringere administrerede imperium fik finlænderne gode muligheder for at udvikle en national kultur i 1800-tallet, mens balterne havde det vanskeligere, ikke så meget pga. russisk undertrykkelse, men fordi den baltisk-tyske overklasse fastholdt sine privilegier og det tyske sprogs absolutte dominans – zarens dekreter offentliggjordes således på tysk i kejsertiden. Indbyggerne i de provinser Sverige erobrede fra den dansk-norske konge blev derimod mere eller mindre modstræbende nationaliserede svenskere som bevarede enkelte danske eller norske særtræk. Hvordan det gik til er den store skånske gåde, og det som gør denne provins så enestående i europæisk sammenhæng – sammen med Slesvig, hvor et tilsvarende skifte af sprogskifte og efterhånden også skifte af nationalt sindelag satte ind, men helt anderledes uorganiseret.

Alt dette, som Skånsjö refererer godt og loyalt, gør imidlertid ikke Skåne til en egentlig historisk region. For hovedbetingelsen for en moderne regional identitet som billedet aftegner sig i dagens Europa-politiske landskab er eksistensen af en mere eller mindre mytisk middelalderlig selvstændig statsdannelse og en dermed sammenhængende litteratur der kan (gen)opvækkes og give folkesproget status af nationalsprog. En sådan selvstændig historie er Skåne ikke leveringsdygtig i. Uanset hvor langt vi går tilbage i tid synes provinsen at have været del af noget andet og større. Det er på den anden side formodentlig baggrunden for at Skåne har givet navn til hele Skandinavien. Det oldnordiske Skathinawjô blev til latin Scadinavia og siden Scandinavia med betydningen den “farlige ø”eller “farlige halvø”. Meget tyder på at Skåne netop pga. sin rigdom på fisk og korn og med den centrale placering har været et omstridt bytte for statsbyggende slægter fra fattigere og mere krigeriske dele af Norden og derfor aldrig selv udgangspunkt for et monarki. Det er heller ikke så ringe. Muligvis endda bedre for den almindelige befolkning. Men det giver altså nogle problemer for de ideologer der i dag ønsker at grundlægge en regional eller ligefrem national identitet med henvisning til historien. Den kan ikke leve op til det, det er læren af Sten Skånsjös ædruelige historie, som ender med at tegne portrættet af Skåne som en udvidet sognehistorie, dvs. en egn, der aldrig har været et selvstændigt historisk subjekt.

Det bliver spændende om denne let underordnede status fortsætter efter åbningen af forbindelsen over Øresund. Meget kan tyder på det, i hvert fald hvis man følger den danske debat om Øresundsregionen og -staden. I Danmark, eller rettere sagt København, forestiller man sig helt klart de svenske/ skånske egne inddraget som forstæder eller satellitter til metropolen København, der så måske kan blive til en bystat på linie med Hamburg eller Sankt Petersburg. Forskellen er bare at København er belemret med en jysk provins som byen koloniserede i den danske nations navn i sidste århundrede og dermed er hovedstad i en stat med fuld legitimitet, flag, monark og medlemskab af EU. Alt det får Skåne formentlig aldrig, uanset hvor meget visse separatister ønsker sig det. Skåne er ikke en region men en provins der har indgået i skiftende territoriale statsdannelser. Forstået på denne måde er Skåne uigenkaldeligt blevet svensk i samme forstand som de øvrige landskaber rundt om Østersøen (og i det øvrige Europa) uhjælpeæigt er dele af “deres” nationale stater

Nationalstaterne og Østersø-regionen

Mellemkrigstidens mere eller mindre homogene nationalstater markerer begyndelsen til den nye situation efter 1991 præget af mange små stater og ingen enkelt hegemonisk stormagt i østersø-området. At det vil blive ved at være sådan håber alle i området på, derfor den forsigtige omfang med kæmpestaten Rusland, der selv efter opløsningen af imperiet uafviseligt er en østersømagt om end med en stærkt forkortet kystlinie. Leningradskaja oblast, som provinsen fra Karelen til Narva med kæmpebyen Sankt Petersburg stadig kaldes, rummer ca. fem millioner indbyggere og er altså i sig selv en af de større stater i Østersø-regionen. Det underforståede håb er at Rusland på lidt længere sigt bliver føderaliseret for alvor, sådan at de fem millioner indbyggere i Sankt Petersburg kan optræde som fem millioner sankt petersburgere med egne interesser i stedet for at være en spydspids for et aggressivt eller imperalistisk eller bare stort Rusland. Dette siger ingen af naboerne naturligvis højt, hvilket givetvis også ville være dumt og kontraproduktivt. Men jeg tror at det er et håb om at Sankt Petersburg kan løsne sin nære forbindelse til og afhængighed af det russsiske rige og udvikle en mere “nordisk” eller i det mindste “Østersø”-identitet, der ligger bag den kraftige nordiske hjælpeindsats i regionen. Kunne indbyggerne få mulighed for at besinde sig på det, som også er deres forhistorie, nemlig at en stor del af dem er af finsk, estisk og anden baltisk afstamning, ville det være yderst fordelagtigt for alle nabolandene. Sankt Petersburg var en overgang den største finske by i fællestiden mellem de to riger mellem 1809 og 1917 – hvis byer rigtigt også var meget små, indtil Helsingfors blev en storby i kraft af russiske investeringer og finske behov for at bygge en egen nation uafhængigt af såvel svensk som russisk indflydelse (Engman 1983 og 1995).

Østersøen har altså en stor og interessant fælles historie, vel at mærke hvis vi vælger at fortælle historien på tværs af de nationale skel og fortolkningsmønstre, der er blevet sænket over den i løbet af de sidste par hundrede år. Polen og Rusland hører ikke blot i økonomisk forstand, men også i geografisk og økologisk forstand med til østersøverdenen. Danmark forsvinder til gengæld eller opløses i to regioner. Det vil formentlig skabe nogle identitetsmæssige og økonomiske problemer i fremtiden. Vestjylland hører ikke med til østersøverdenen, hvilket markerer en dobbelthed i dansk identitet. Ud over Østersø-identiteten, har danskerne en nordisk identitet, som er meget populær i befolkningen – mere end i de andre lande – og dertil en ikke meget omtalt Vesterhavs- eller Nordsø-identitet, som bliver administreret af Viborg amt. I 1990‟erne har den danske stat nemlig reelt udliciteret forvaltningen sin Nordsø-politik til Viborg amt, der er blevet sekretariat for sammenslutningen af regioner/amter rundt om Nordøsen, The North Sea Conference. Fra december 1997 er Viborg endvidere sæde for det internationale sekretariat for Europa-kommissionens North-Sea Program under Interreg IIC.

Man kan godt fortælle en parallel historie til Østersø-historien om det Danmark, der vender den anden vej mod vest, ligesom man også kan tale om Danmarks atlantiske identitet i form af Rigsfællesskabet. Inden man fortaber sig i den fælles kultur som kød- og syltetøjsspisende Østersø-borgere er det vigtigt at minde om at Danmark også har en Vesterhavshistorie at Danmark opstod ved at et dynasti omkring Jelling, altså jyder, med kong Harald i spidsen underlagde sig “Danmark” og “Norge” og gjorde danerne kristne. Den nyeste forskning på området mener at disse daner formodentlig var sjællænderne. I den forstand er det moderne Danmark resultatet af et Østersø-imperium, der startede ovre mod vest i Jelling og gradvis forskød sit centrum mod øst. Hvor langt centrum vil bevæge sig efter bygningen af Øresundsforbindelsen ved ingen. Men det lykkedes at bygge en bro over Storebælt, inden Danmark for alvor delte sig i to regioner under indtryk af mulighederne i Europa efter Murens fald. Danmark har en dobbelt eller trinitarisk identitet med fra historien, ikke som jernhård nødvendighed men som valgmulighed. Historien er relativt åben, og man kan ikke lære af den. En åben historiefortælling som den foregående blotlægger flere politiske muligheder end det begrænsede rum, som en strukturel fremgangsmåde lægger op til. Og det er nyttigt i en tid som 1990‟erne, hvor historien for en kort bemærkning atter er blevet åben.