Kapitel 13: Italienisering af Europa?

Jeg deler din hårdnakkede kærlighed til Italien. Vi kan ikke klare os uden dette tilflugtssted. Det er vores yndlingsprojektion, vores drive-in-bio, vores allemandsarkadia. Her kan vi, i dag som for to hundrede år siden, kompensere for vores defekter, her tanker vi illusioner, her roder vi i ruinerne af en gammel, halvt glemt utopi. (Enzensberger 1988)

Italien som negativ utopi

Rom 13. april 1988 (AP) – Ciriaco De Mita, der er leder af Italiens største parti, De kristelige Demokrater, gjorde onsdag ende på en månedlang politisk krise ved at danne Italiens efterkrigsregering nr. 48. De Mita er kendt som en idémand, som er besluttet på at ændre sit lands byzantinske politiske system og bringe det nærmere det, der findes i andre vestlige demokratier. De Mitas kabinet blev stykket sammen af de samme partier, som havde dannet koalitionen under forgængeren og partifællen Giovanni Goria: De kristelige Demokrater og Socialisterne samt de tre småpartier, Republikanerne, Socialdemokraterne og de Liberale (Information 14/4 88).

Sådan meldte verdenspressen i april 1988 med slet skjult nedladenhed om den seneste regeringsdannelse i Italien. 48 regeringer! Og det på kun 40 år! Mon de overhovedet er i stand til at styre sig selv, og fortjener de overhovedet betegnelsen demokrati, kan man høre journalisterne hviske ned i deres computere. Det er ved at være lige så slemt som de hyppige danske folketingsvalg – og så er det slemt, næsten lige så slemt som en “bananrepublik”. Moderne politik bør være som i Nordeuropa eller Nordamerika, ligesom målet for al udviklingshjælp og anden såkaldt modernisering har været at få “dem” gjort magen til “os”. Selv de sidste tyve års indædte kritik af den vestlige vækst- og forbrugsmodel er i grunden blevet hængende i den samme forestilling om “vores” fundamentale overlegenhed. Tyske og danske skandinaviske venstreorienterede elsker Italiens sol og varme, befolkningens åbenhed, dens højtråbende veltalenhed, livlighed etc., men ignorerer i denne begejstring det simple faktum, at italienerne er mindst lige så hårdt arbejdende og frustrerede som de begejstrede besøgende nordfra. Og lige så barnlige og dumme som “os”, når de er ude som turister, hvilket man i takt med italienernes stærkt øgede velstand faktisk får mere og mere mulighed for at opdage.

Den danske journalist Karen Dissing beskrev allerede i 1969 denne udlandets myte om det glade paradis, den utopiske fremmedhed – som iagttagerne dog meget skulle have sig frabedt at realisere i deres eget velfungerende efter-syndefaldet-stater:

Der er en århundredgammel og endnu livskraftig litterær tradition for at ignorere den italienske virkelighed til fordel for nogle få standhaftige myter. Med fornærmende distraktion over for den iøjnefaldende virkelighed fastholdes et imaginært, romantiseret Italien, som formodentlig allerede var urealistisk, da det først fremmaledes af nordeuropæiske og angelsaksiske rejsebeskrivere i forrige århundrede, og som i hvert fald i dag er i uoverensstemmelse med det aktuelle Italien.

Når jeg ser på “il miracolo economicos” hårdtarbejdende, formelle melankolske, teknologiske mirakelmænd, spørger jeg mig selv, hvordan myten om et muntert, dovent, gestikulerende og syngende folk nogensinde er opstået.

(….) En lignende psykologisk reaktion kan spores i dag i en del af verdenspressens behandling af Italien. Når de aktuelle begivenheder gør det umuligt at overdække virkeligheden med myterne, fremstilles virkeligheden som overraskende og afskrækkende. Nogle dages protestdemonstrationer og det meddeles at landet er på revolutionens rand – en situation som ikke kan andet end forekomme skræmmende og uforståelig på baggrund af de samme massemediers sædvanlige mytebekræftelse ind imellem revolutionsmeldingerne. Myterne bliver et alibi for ikke at forstå. Myten er konservativ, som Roland Barthes siger. Den opgiver at forstå og derfor at øve indflydelse på eller ændre. Derved bliver den i hele sin funktion det politiskes modsætning – politik her forstået som en sammenhængende udvikling af menneskelige forhold og vilkår. (Dissing, 1969, 10-12).

Når man tager i betragtning, at lige netop Italien, i den tid der er gået siden disse dybtborende betragtninger blev nedfældet på papiret, har gennem- og overlevet en af de største udfordringer mod det parlamentariske demokrati i form af 70‟ernes terrorisme uden at tage afgørende skade på sine demokratiske instititioner, bliver man slået af den hårdnakkethed og uanfægtethed, hvormed de nordeuropæiske fordomme om Italien opretholdes. Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har nogle tilsvarende dybsindigheder om “vores” forhold til Italien i sin bog om Europa. Han fremsætter dem i form af et svar til den arbejdsløse lærerinde Gisela C. fra Münster i Westphalen, som har trukket sig tilbage til ensomheden på den obligate bondegård i Toscana. (Naboerne kalder den der Teutonenhügel, kan jeg meddele, jeg har nemlig selv boet i nabolaget, u.ø.). Hun har med den nyomvendtes begejstrede forundring forhørt ham, Enzensberger, om, hvordan han overhovedet kan holde det ud under de “ordnede” tyske forhold:

For eksempel den arbejdsløse lærerinde Gisela C. fra Münster i Westfalen. Hun har trukket sig tilbage til ensomheden, dvs. til den obligate bondegård i Toscana. Et par tyskere, der er stået af ræset, tidligere marketing-eksperter fra Düsseldorf, har ladet den umbertinske villa på bjerget bygge ud. I den forhenværende skole holder en kommune af freaks fra Berlin til mellem tomme ballonflasker og snavset køkkenservice. Nogle få huse længere henne har en obskur “Studiegruppe for transpersonal terapi” slået sig ned; dér bliver trætte filialchefer og sportsjournalister genoprustet til kampen for tilværelsen i Frankfurt, mod et weekendhonorar på 600 mark. Og manoir‟et på den anden side af floden skal for nylig være blevet købt af en fotograf fra Schweiz.

Gisela C skriver altså til mig, og jeg aner ikke, hvad jeg skal svare: “Kære M., jeg har ondt af dig! Jeg begriber ikke, hvordan du kan holde det ud i disse „velordnede‟ tyske forhold, som jeg for længst er færdig med at se noget i. Norden, det er da ikke andet end pengenes terror, teknikkens terror, disciplinens terror. For megen ejendom, for mange neuroser. Her er livet enklere, naturligere, mere menneskeligt. Ikke så anonymt, ikke så koldt – og det er bestemt ikke kun et spørgsmål om klimaet. Jeg passer haven, jeg går hen på piazzaen og møder folk fra landsbyen … Jeg er simpelthen mere lykkelig her.”

Desto bedre, kære Gisela! Hjertelig til lykke. Der er bare det ved det, at dit troskyldige brev er et plagiat, et florilegium, en samling af banaliteter, som har spøgt rundt i den europæiske litteratur i de sidste to hundrede år … I det hele taget er din toscanske romance kun en mat reprise. Den store kærlighed til Italien fængede i enkelte besøgendes sind omkring midten af det 18. århundrede. Siden da er den blevet til eksistensgrundlag for en millard-industri. Den var fra første færd ugengældt. Ingen italiener ville komme på den tanke frivilligt, uden tvingende praktiske grunde, at flytte til Münster i Westfalen eller til Trelleborg eller til Hoek van Holland (…)

Hjemme hos dig selv, kære Gisela, har du jo altid hidset dig gevaldigt op over den sure regn og rustningskapløbet; men i Toscana lader du fem og syv være lige. Eller har du stadig ikke lagt mærke til, at italienerne er revnende ligeglade med miljøet, og at de betragter pacifismen som en skør idé? Du beklager dig over Nordens rigdom og griskhed – men vé, hvis den månedlige check, som kommer ind fra kulden, en skønne dag udeblev, og du så skulle tjene til livets ophold i Poggibonsi! Folkene på egnen mener dig det godt, så længe du kan betale. De tolererer dig, sådan som hele landet finder sig i den permanente invasion nordfra, og jeg beundrer deres tålmodighed. Jeg finder det normalt, at de plukker dig som en julegås, elskværdigt, efter alle kunstens regler, og med en ironi, som du ikke har nogen anelse om.

For øvrigt forstår jeg dig kun alt for godt, for jeg deler din hårdnakkede kærlighed til Italien. Vi kan ikke klare os uden dette tilflugtssted. Det er vores yndlingsprojektion, vores drive-in-bio, vores allemandsarkadia. Her kan vi, i dag som for to hundrede år siden, kompensere for vores defekter, her tanker vi illusioner, her roder vi i ruinerne af en gammel, halvt glemt utopi. (Enzensberger 1988, 79-81).

Modeller for moderniteten

Sådan har “vi” i det meste af efterkrigstiden kunnet glæde os over en for os gunstig tingenes tilstand. Vi har på samme tid på bedste kulturrelativistiske vis kunnet misunde “de andre” deres „ægte‟ og „naturlige‟ værdier og alt efter lyst fremhævet deres livskvalitet eller revolutionære fantasi, samtidig med at vi har kunnet nyde godt af de selvfølgelige goder, som et velordnet, nordeuropæisk, velfærdsstatsligt, privatkapitalistisk samfund yder sine medlemmer. Ja vi har endda kunnet have en yderst komfortabel dårlig samvittighed, mens vi konsumerede alt det, de andre ikke kunne få, mens de i stedet lavede de revolutioner, som vi så til gengæld misundte dem.

Men meget tyder på, at det ikke vil blive ved med at være ret længe endnu. Truende økonomiske og teknologiske overlegenhedsskyer trækker op over Stillehavets horisont. USA er i alvorlige vanskeligheder, vanskeligheder som vil få helt andre konsekvenser for de europæiske medløbere end Korea- og Vietnamkrig, våbenkapløb og krise for automobilindustrien. Hvor alle disse virkede som saltvandsindsprøjtninger for de europæiske økonomier, samtidig med at vi kunne få afløb for vor antiamerikanisme – noget franskmændene især har været gode til – er der nu en egentlig systemændringer på vej. Den amerikanske elite blev for et par år siden opskræmt over en i virkeligheden ret traditionel historiske anelyse, Paul Kennedy‟s The Rise and Fall of the Great Powers med den noget mere oplysende undertitel, Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000 (1987). Den fik positive anmeldelser på forsiden af New York Times Book Review og blev en bestseller, selv om det drejer sig om en forholdsvis banal påpegning af det omvendte forhold mellem militære investeringer og økonomisk konkurrenceevne i de skiftende europæiske imperier siden år 1500, senest det britiske, der overanstrengte sig sig i krigen mod Japan, Tyskland og Italien. Budskabet var, at Kennedy forudsagde en tilsvarende tilbagegang for USA efter Reagan- og Bush-periodens militære overinvesteringer. Selv om Sovjetunionen er gået i opløsning, er sejrherren ikke USA. Det bliver snarere Japan og de øvrige Newly Industrialized Countries (NIC) i Sydøstasien med deres konfucianske eller tilsvarende mentale baggrund. Det får amerikanerne at vide dagligt – og får forudsigelsen bekræftet, hver gang de sætter sig ind i deres små, overlegne, japanske biler, sætter sig til japanske computere eller lytter til deres japanske eller koreanske hi fi udstyr og nyder den amerikanske kulturarv fra Hollywood, som japanerne også købte op i 80‟erne.

Nu kan man hævde – og det har ofte været gjort især blandt skandinaviske og amerikanske socialister siden begyndelsen af 1960‟erne – at USA er det modsatte af modernitet. At landet snarere end at personificere fremtiden i virkeligheden er et arkaisk, gammelliberalistisk samfund, fordi det accepterer racediskrimination og sociale uligheder og undertrykker selvstændigheds-bevægelser over hele verden. I takt med at den skandinaviske og tyske tro på velfærdsstatslighedens uproblematiske velsignelser har fået nogle skud for boven, og det har vist sig, at hovedgrunden til fraværet af racisme var fraværet af fremmede at diskriminere mod, er de fleste af os dog blevet noget mildere i bedømmelsen af defekterne i det amerikanske samfund. Jakob Holt‟s Amerikanske billeder er længe siden. Det er nok snarere sådan, at USA og Skandinavien repræsenterer to yderpoler i den samme industrialiserede modernitet. Den kritiske amerikanske sociolog Alan Wolfe har i afhandlingen Whose Keeper? Social Science and Moral Obligation (1989) sammenlignet de to tilsyneladende så forskellige samfundstyper. Han når frem til det – for os danske noget overraskende resultat – at selv om de to samfundstyper bygger på henholdsvis en ekstrem anvendelse af markedsmekanismen og en stærk tro på statslige mekanismer til skabelse af lighed, så minder nettoresultaterne for det civile samfund skræmmende meget om hinanden. Det kan man tro på eller eller være med alt efter behag og politisk indstilling – heller ikke jeg vil bytte skandinavisk sikkerhed med amerikansk frihed, der også er frihed til at gå helt i hundene – men at hele den industrialiserede modernitet i øjeblikket er i en omfattende krise eller i det mindste inde i en afgørende omkalfatring, er der ingen tvivl om.

Det er hvad debatten om det postmoderne om ikke handler om, så i hvert fald er symptom på. Og her kommer det italienske eksempel ind i fortællingen om moderniteten. For hvad nu hvis Italien slet ikke er det stakkels politisk, økonomisk og moralsk underudviklede land dernede sydpå, hvor vi holder ferie med kulturel eller – i hvert tidligere – politisk mening? Men i stedet er et varsel om, hvordan den politiske fremtid vil komme til at se ud her i Europa, i det tilfælde at vi ikke bukker under for egen forurening eller japansk konkurrence eller begge dele. Italien er på samme tid det realiserede postpolitiske mareridt med klientelisme, mafia, korruption, krise og politisk immobilisme, men også dynamik, fantasi og evne til at klare sig uden den betrængte og hårdt anspændte skattestat. Den italiensk kunst arrangiarsi (at arrangere sig) er en kunst, vi alle meget vel kan få brug for i årene fremover, ja er vel allerede i fuld anvendelse under overskrifterne grønne, røde, grå og sorte økonomier. For slet ikke at nævne den skatteunddragelsesekspertise, som vi alle er blevet nødt til at udvikle.

Hvem garanterer egentlig at fremtiden blot vil gå i retning af mere og mere af det vi kender? Mere og større stat, eller mere gennemslag for markedskræfternes frie spil mellem Big Government, Big Capital og Big Labor? Eller fortsat parlamentarisk politik baseret på store bureaukratiske, ideologiske massepartier, hvad enten de nu er af klassisk “arbejderpartitype” eller borgerlige massepartier af typen CDU/CSU i Vesttyskland? Politologien har uden helt at være sig det bevidst haft en sådan udvikling som sin præmis, lige siden faget blev etableret som selvstændig videnskab i årene efter anden verdenskrig. Det gælder for vælgeradfærdsundersøgelserne, at de har antaget en udvikling mod amerikanske „afideologiserede tilstande‟ som det „normale‟, men faktisk også for den kritiske, statsorienterede strukturinteresserede forskning. Disse sidste havde bare den skandinavisk-tyske model i baghovedet, når de tænkte paradigmatisk. Først i årene siden slutningen af 1970‟erne er det under af franske og tyske teorier blevet moderne at forestille sig helt andre udviklingsmuligheder. Et skifte, som selvfølgelig hænger nøje sammen med den politiske, økonomiske og ideologiske krise, som hele modernitetsprojektet i dets forskellige vestlige udgaver står midt i.

Hvad kan vi lære af italienerne?

Indledningsvis er det på sin plads at punktere den stadig meget udbredte forestilling, at Italien er økonomisk underviklet. Den fejlagtige vurdering af Italien bekræftes ustandselig af rapporter fra Italien selv og af de øvrige stormagters nedladende behandling af landet. Men ser man lidt nærmere på oplysningerne, viser det sig, at de oftest bygger på en banal forveksling af politik og økonomi. Igen spiller de automatiske modernitetsforestillinger os et puds. Et land med så hyppige regeringskriser, korruption blandt de højeste ledere, så gennemsyret af klientelisme og mafiøse forbindelser kan slet ikke være økonomisk udviklet siger børnelærdommen iagttagerne. Og så rapporteres der i overensstemmelse med fordommene.

Stor var derfor overraskelsen i foråret 1987, da de italienske aviser kunne meddele, at det italienske bruttonationalprodukt efter en korrektion for de sorte, røde og grønne aktiviteter rykkede ind på en femteplads i verden med en pr.capita produktion, der kun overgås af USA, Japan, BRD og Frankrig, og ligger foran Storbritaniens. 10.351 $ beløb den årlige produktion pr. indbygger sig til efter inddragelsen af den hidtil ikke registrerede undergrundsøkonomi (La Repubblica 26.2 87). Denne forøgelse af bruttonationalproduktet var vel at mærke ikke opnået ved en prissættelse og dermed markedsgørelse af almindelige familietjenesteydelser, som nogen har foreslået det i den hjemlige debat om den uformelle økonomi. Nej det drejede som en anslået registrering af hele den umådelige vækst, der er sket i små og mellemstore virksomheder i Mellemitalien (det røde bælte, hvor kommunisterne regerer på lokalplan) og ved storindustriens overgang – eller måske rettere tilbagevenden – til forlagssystemet. Især tekstilfabrikationen er forøget eksplosivt ved at forlægge produktionen (deraf betegnelsen forlagssystem, der ellers kun er bevaret indenfor bogproduktionen) til små familieproduktionsenheder uden for fagforeningernes og skattevæsenets snærende kontrol. Tekstilfamilien Benetton har på små tyve år arbejdet sig op fra ingenting til indehavere af Italiens og et af verdens største tøjforetagender – uden at eje en eneste fabrik. Ved hjælp af computer-aided-design (CAD) kontrollerer de fabrikationen i mange tusinde små produktionsenheder. Ved et enkelt tryk på knapperne i det centrale anlæg kan de ændre stofudskæringerne for samtlige den dags produktioner i overensstemmelse med modens svingninger og alt efter hvilket marked, der sigtes mod. Hver dag bevæger mere end en halv million dragter sig igennem Benettons totalautomatiserede varehus i Milano, kun overvåget af 15 ansatte.

Dette slet ikke enkeltstående eksempel er virkelig modernitet, eller måske snarere postmodernitet. Undergrundsøkonomien, l‟economia sommersa, som det hedder på italiensk er godt på vej til at overhale den officielle industriøkonomi, hvor arbejderne erobrede sig så store privilegier i 70‟ernes arbejdskampe, pension efter 30 års arbejde og retten til 150 timers betalt uddannelse for blot at nævne to af de her i landet meget omtalte landvindinger. De er ikke gået tabt igen, men den private og offentlige industri ekspanderer ikke med store, ustyrlige fabrikshaller, hvor ledelsen til tider kunne tabe magten til overhovedet at overvåge produktionen – FIAT-fabrikken Mirafiori i 70‟erne f.eks., hvor kommunistiske sociologer i 1978-79 bekymret kunne berette om, hvorledes veritable bander af ungarbejdere stormede hærgende op og ned mellem maskinerne og knuste alt under de hyppige punktstrejker.

Italienerne er hverken dumme, underudviklede eller fattige – som gennemsnit i hvert fald – bare meget anderledes. For ved siden af den højeffektive private industri – stor såvel som mindre – trives en kæmpestor statslig økonomisk sektor på over 50 %, som efterkrigstidens Italien arvede fra fascismen. I stedet for at privatisere de store holdingselskaber IRI og ENI, som Mussolini organiserede i 30‟erne som sit svar på verdenskrisen, greb det nydannede kristeligt demokratiske parti Democrazia Cristiana, DC chancen og udloddede bankerne og industrierne som belønning for god og trofast politisk tjeneste. Det er efterhånden blevet til et helt fast og officielt anerkendt system af politiske udnævnelser, klientelisme. Først gik posterne kun til DC‟erne selv. Efter åbningen til venstre i 1963 blev også socialisterne inddraget i magtens varme, dog ikke på helt så højt niveau, hvorfor de drillende blev kendt som partiet af vicedirektører. Det ændrede sig noget, efter at Bettino Craxi i 1978 overtog ledelsen af Partito socialista Italiano, PSI og især siden den langvarige regering under Craxis ledelse (1983-87). I dag får alle partier hver deres andel af alle poster, selv den permanente opposition PDS, Partico Democratico di Sinistra (tidligere Partico Comunista Italiano, PCI) får en lille andel efter en sindrigt udregnet nøgle. Dette system kaldes lottizzazione og må ikke forveksles med korruption, selv om det kan virke nærliggende, og ofte fremstilles sådan. Det er modydelser af politisk art, der kræves, ikke penge. En langt bedre betegnelse for processen er amicizia, venskab med et udtryk hentet fra Cæsars og Ciceros politiske vokabularium.

Hvad er klientelisme?

Udøverne selv vil næppe acceptere betegnelsen med de antydninger af underordning og utilbørlig korruption, der ligger i ordet. De foretrækker snarere at tale om venskab, amicizia, hvorfor en moderne betegnelse kunne være en “venskabsøkonomi”. Den klassiske klientelisme kendes fra Romerriget, som også har forsynet os med begreber for bytteformer og afhængighed i sådanne personbundne relationer. Det findes der en stor litteratur om, som jeg ikke skal referere. Blot skal det slås fast, at den moderne antikhistoriske forskning har opdaget, at det kolossale romerske rige i republikken såvel som i kejsertiden udelukkende var organiseret via personlige afhængighedsrelationer. „Indenrigspolitikken‟ såvel som „udenrigspolitikken‟ og „økonomien‟, som vi vil sige med moderne også defor uhistorisk termer, blev udelukkende bestemt af magtfulde senatorers personlige interessegrupperinger. Ja disse grupperinger udgjorde „staten‟. Stat i den moderne forstand af ordet, som et embedsmandsapparat eller „det offentlige‟ eksisterede lige så lidt som et frit kapitalistisk marked med fri prisdannelse. Befolkningen var ganske vist horisontalt klassedelt, men denne opdeling er først noget, som vi kan fastslå ved hjælp af vore kategorier fra det 19.århundredes industrielle samfund. Antikken tænkte helt anderledes. Hvad der talte for den romerske befolkning, var vertikale inddelinger i blokke af stormænd i spidsen for hver deres netværk af klienter.

Øverst stod nobiliteten, principes, lederne af de fornemme gamle slægter. Hver af disse havde venner og slægtninge. Vennerne fandt de højadelige blandt deres ligemænd, men ofte brugte de også betegnelsen om folk af lavere status. Det var især ved valgene, at stormændene havde brug for de lavere klasser. Så drog de fornemme, der søgte valg, på valgturné i den hvide toga og kaldtes candidatus. De trykkede hænder, optrådte som forsvarere (Cicero for sicilianerne mod Verres for at nævne et kendt eksempel), skaffede folk små fordele og satte alle vennerne og slægtningene i gang med at gøre det samme. Bedst var det naturligvis om man kunne få så mange af de jævnbyrdige venner som muligt til at gå ind for ens kandidatur, så de også kunne sætte deres klientapparater i gang. Vi har bevaret et interessant brev fra Ciceros yngre broder Quintus, skrevet år 64 f.v.t., da Cicero, der var en ny mand uden forfædre med consulværdighed, søgte consulatet. Brevet er en veritabel håndbog i romersk politisk adfærd. Man skal sørge for at kende alle, sværte sine modstandere og ikke røre ved politik! Man gik dengang ikke til valg på et program, men på sine venners anbefaling. Quintus anfører tre måder at vinde venner på. Man kan vise folk en velgerning, vække forhåbninger, samt vise oprigtigt venskab. I hvert enkelt tilfælde skal man nøje overveje, hvad hver enkelt formår at yde til gengæld. Derved kan man økonomisere med sine kræfter. Under valgkampen skal man nå helt ud i de yderste kroge af Italien (hele Italien var blevet ét valgdistrikt efter forbundsfællekrigen i 91-89 fvt.). Og man skal ikke blot vinde folk, men også fastholde deres venskab ved at vække forhåbninger om de fordele, man siden vil kunne skaffe dem. Navnlig de unge er gode indpiskere, og de er så taknemmelige, når man viser dem tillid venlighed. Går man i byen, skal man være ledsaget af en talrig og begejstret tilhængerskare af forskellige klasser og aldersgrupper – de kan evt. give en et praj om, hvem det er man møder, så at man kan gå hen og trykke den pågældende i hånden, lade som om man meget vel ved, hvem vedkommende er, og hykle umådelig glæde ved netop at træffe ham, der har så stor indflydelse lige præcis nu.

Venner udvekslede tjenester og gjorde mindre fine medborgere tjenester beneficia, mens de mindre fine gjorde gengæld med officia, der kan oversættes med pligter. Systemet blev holdt sammen af den gensidige tillid, fides, noget som mellem jævnbyrdige må oversættes med loyalitet, mens den set fra den mindre mægtiges synspunkt måske snarere kan gengives med troskab. Dette system hvilede på, at det var accepteret af alle, og det var det kun så længe alle havde fordel af det. Fra patronernes synspunkt gjaldt det om at sikre, at ingen blev så store, at de selv ville komme i clientforhold til vedkommende. Det ville deres dignitas, deres værdighed ikke kunne tåle. Rent praktisk ville det nemlig medføre, at deres egen clientela ville smuldre væk og med den deres værdighed. Fides oversættes normalt med trofasthed og troskab, men det betød også direkte og håndfast kredit. I clientelasamfundet gav man gaver, ofte meget store gaver, og kun når de blev så store, at andre ikke kunne være med, talte man om bestikkelse. (hele redegørelsen bygger på Skydsgaard 1981, 26-42).

Moderne klientelisme

Denne redegørelse for det klassiske romerske clientvæsen skal tjene som idealtypisk illustration af patron-klient-relationerne, men er samtidig vigtig, fordi den betegner begyndelsen til en lang historisk kontinuitet i Italiens historie. Vi ved det ikke med sikkerhed, men alt tyder på, at clientvæsenet i en eller anden udgave eksisterede ubrudt videre i hvert fald i Syditalien lige til samlingen af Italien i 1860. Og derefter styrkedes det betragteligt og bredte sig i forskellige varianter nordpå. Som skeptiske norditalienere ynder at sige, var det eneste, der rigtig blev nationaliseret ved samlingen, korruptionen. Dermed tænker de normalt på de syditalienske politikers erobring af regeringsmagten i Rom, men en vis afsmitning har der også været på det almindelige sociale liv. Især efter den enorme migration i efterkrigstiden. Socialantropologer har specialiseret sig i at betragte systemet som typisk for hele middelhavsverdenen, men flertallet af dem har sammen med politologerne har antaget, at det drejede sig om et fænomen, som ville forsvinde i takt med moderniseringsprocessen.

Et nu klassisk eksempel på analysen af syditaliensk klientelisme findes i en artikel af den hollandske socialantropolog Jeremy Boissevain fra 1966. Her fremstillede han tre eksempler på de tjenester, som byttes mellem patron og klient og som udgør essensen af det stadigt eksisterende klientelistiske forpligtelsessystem i samfundet, staten, økonomien og politikken i Syd- og Mellemitalien. Det første eksempel er studenten Salvatore, som ønskede en særlig tjeneste fra sin professeor ved universitetet i Palermo. Salvatores første problem var overhovedet at få adgang til professoren – italienske professorer foretager sig normalt alt muligt andet end at undervise og stå til rådighed for tlfældige studerende. Det klarede han i første omgang ved at henvende sig til en politiker i sin lille hjemby, som skyldte ham, Salvatore en tjeneste. Politikeren satte ham i forbindelse med en slægtning, som i sin tur kontaktede en af professorens assistenter, som så arrangerede aftalen. Salvatore fik, hvad han ønskede, og lovede til gengæld at arbejde for professoren, som stillede op til valg – det er en af italienske juraprofessorers hovedbibeskæftigelser at sidde i parlamentet i Rom. Det andet eksempel var Calogero, som ønskede at blive udnævnt til en stilling i en siciliansk kommunalforvaltning. Det lykkedes Calogero at få sit navn foreslået af det lokale byråd, men han var usikker på, om den komité under provinsregeringen, som skulle undersøge kandidaterne, ville anbefale ham. Han kontaktede derfor to indflydelsesrige bekendte; den ene var hans tidligere chef i militæret, den anden en sagfører, som han engagerede mod betaling. Disse to kontaktede stilfærdigt deres bekendte i komitéen. Kort efter modtog Calogero udnævnelsen.

Det tredje eksempel er en smule mere kompliceret. Professor Volpe havde mistanke om, at en af hans kolleger i al hemmelighed blokerede hans søns optagelse på universitetet i et forsøg på at bringe skam over hele Volpe-familien. Han sørgede derfor for, at kollegaen blev skygget af en af hans egne og hans broders klienter (broderen havde stor indflydelse i Palermo). Da hans mistænksomhed blev øget, kontaktede professor Volpes broder en centralt placeret beslutningstager, og deres forenede pres var tilstrækkeligt til at udmanøvrere fjenden. Professor Volpes søn blev optaget på universitetet. Nogle måneder brød konflikten mellem professor Volpe og hans kollega ud i lys lue, da denne fornærmede professoren. Volpe henvendte sig til en gammel ven af familien, en lokal mafioso, og denne sidste truede diskret kollegaen med „ubehageligheder‟, med mindre han undskyldte. Kort efter modtog professoren en skriftlig undskyldning (Boissevain 1966).

Sådan er det gået for sig i Syditalien i meget lang tid. Men systemet har undergået ændringer især efter anden verdenskrig, hvor vælgerbefolkningen begyndte at kunne få reelle modydelser for afgivelsen af deres stemmer i et kompetitivt politisk system. Samtidig er mafiaen pga. heroinhandelen blevet en ren og skær kriminel organisation uden forsonende rester af beskyttelse og gammeldags „ære‟ (omertà). Denne nye klientelisme kaldes masseklientelisme eller neoclientelismo democristiano med en betegnelse hentet fra den italienske forsker Carlo Tullio-Altan i bogen La nostra Italia, 1976. Dette nye fænomen er fint analyseret i en afhandling af Anders Kærgaard fra 1989. Samtidig har opfattelsen af, at det er nødvendigt at have forbindelser for at få sin ret, fæstnet sig i hele Italien. Alle italienere insisterer på at benytte sig af venskabs- og slægskabsforbindelser ved alle transaktioner med offentlige myndigheder, lige fra installeringen af en telefon til indskrivningen af børnene i skolen eller universitet. Og de deler gavmildt ud af deres forbindelser til andre, ja insisterer tit på at lov til at fungere som hjælpende mellemmænd uden betaling af nogen art. Det samme gælder for de fleste større indkøb, selv de simplere. Ingen italiener med respekt for sig selv lader sig nøje med bare at gå hen i en forretning og købe en læderjakke. Man forhører sig i vennekredsen og kører gerne kilometervis ud på landet til særlige butikker, hvor varen kan fås til en helt særlig pris eller i en helt speciel kvalitet. Lidt på samme måde, som vi i Danmark går gennem uanede besværligheder for at købe friske æg og hjemmeslagtede grise.

Man kan le lidt af fremgangsmåden – min egen erfaring med Italien er, at man forbløffende ofte bliver godt og retfærdigt behandlet, hvis man går naivt og nordeuropæisk til værks og forventer, at alle behandles ligeligt og efter tur. Eller rettere, man bliver såmænd ikke skuffet i denne forventning ret meget oftere end her. Forskellen ligger hovedsagelig i den måde, man taler om verden på. Italienerne forsøger med stort held at personliggøre de kolde og formelle omgangsformer, som stat og marked skaber i det moderne og senmoderne samfund, fordi de ikke kan forestille sig noget godt komme fra store systemer. Slægtskab, såvel i ordets almindelige mening som i mere overført forstand som „valgslægtskab‟, dominerer på mange niveauer i dagens italienske samfund og synes ikke i påfaldende grad på vej til at forsvinde, selv om mange måske ønsker, at de gjorde, og samfundsvidenskaberne længe har forestillet sig, at de ville.

Postpolitik i Italien

Den fortsatte eksistens af klientelisme i mange udgaver og på mange niveauer har fremmet et parlamentarisk system med meget stor indflydelse for parlamentets stående udvalg, en praksis hvor der aldrig vedtages store lovreformer, men til gengæld i hundredvis af små love til fordel for bestemte grupper, de såkaldte leggine, og en regeringspraksis med ringe magt til regeringslederen og altafgørende indflydelse hos partilederne, der sjældent besværer sig med at indtage poster i regeringen.

Den socialistiske ministerpræsident Bettino Craxi annoncerede ved sin tiltræden i 1983, at han ville „modernisere‟ det politiske system og få det til mere at ligne det almindelige vesteuropæiske. Han begyndte med at skaffe sig al magten i sit eget parti Partito Socialista Italiano, PSI på god gammel klientelistisk vis, som også den vesttyske Helmut Kohl praktiserer kunsten. Dernæst prøvede han forgæves at øge ministerpræsidentens indflydelse i den koalitionsregering, som han ledede fra 1983 til 1987. Uden videre held, hvorfor han nu er tilbage i den traditionelle partilederrolle, hvor han udøver sin store indflydelse uden overhovedet at have været med i de kristeligt-katolsk ledede koalitionsregeringer under den evige overlever, Giuliano Andreotti. Man må derfor konkludere, at Craxi‟s modernisering snarere var en postmodernisering end en modernisering. Da PSI har relativt få medlemmer, er situationen ved at være den, at partiet har lige så mange formelle og uformelle poster at dele ud af, som det har medlemmer. Derved minder dets situation om det spanske socialistparti PSOE og det danske SF. De er alle gode eksempler på, hvordan jeg tror situationen vil blive under den kommende post-masse-partipolitiske tilstand, også i masse-partipolitikkens Mekka og Medina Danmark, når pensionisterne, som udgør hovedparten af de politiske partiers medlemmer, dør ud.

Ciriaco De Mitas regering fra 1988 til 1989 var en undtagelse fra reglen om, at partiledere ikke sidder i regering; men med de Mitas nederlag på de kristelige demokraters kongres i februar 89 og Giuliano Andreottis overtagelse af magten, var alt tilbage ved det gamle. Og der har det bortset fra oprøret blandt de norditalienske ligaer været lige til valget i april 1992. Alt dette får ofte iagttagere til at tale om byzantinske, dvs. uigennemsigtige tilstande. En mere neutral term er efter min mening den i italiensk politologi gængse, partitocrazia, ordret oversat partivælde. Det kan man have i mange udgaver, men især danskere skulle ikke være helt fremmede over for mekanismerne i det parlamentariske system, jeg netop har beskrevet. At det er sværere at forstå for britiske og amerikanske forskere, er deres problem, mere end det er den italienske virkeligheds. Det er der en enkelt amerikansk politolog Joseph LaPalombara, som har indset og fremlagt for sine kolleger i en provokerende bog med titlen Democracy, Italian Style (1987). Trods det italiensk klingende navn har han i over tyve år skrevet om italienske forhold ud fra den gængse fordom om landets tilbagestående karakter. Men nu er han blevet klogere, som det fremgik af et interview i det italienske politiske ugeblad Panorama:

Dette er ikke et land på kanten af katastrofen, hvor intet fungerer. Det er et land, som ser ud til at være ved at bryde samme, men det drejer sig om et billede som det af tårnet i Pisa. Det er skævt, men solidt forankret i sin position. På samme måde har Italien et meget stabilt demokrati, et demokrati som imidlertid fremtræder med en helt anden stil end alle de andre vestlige lande.

Spørgsmål: Og hvori består så beviset på denne stabilitet? Svar: Det afgørende bevis er, at efter 40 års demokrati deltager stadig mellem 80 og 90 % af italienerne i valg af enhver slags, selv de mest lokale. Det er en rekord. I USA, det såkaldte “mønsterdemokrati”, når man højst op på 50 %. Og i vores lokalvalg overstiger deltagelsen sjældent 20 %. Det samme i Frankrig og Storbritannien. Alligevel påstår italienerne, at de ikke interesserer sig for politik. Hvad skyldes det? At italienerne stemmer anderledes end andre. Amerikanerne stemmer for at vinde med angst for at tabe. Italienerne stemmer for at aflægge vidnesbyrd og fastholder i realiteten trods al indre mobilitet deres tilknytning til en af de tre store politiske subkulturer: den laicistiske, den katolske, den social-kommunistiske. Det gør de i en sådan grad, at nettoudsvingene sjældent overstiger 2 %.

Spørgsmål: Er disse manglende udsving ikke årsag til immobilisme? Svar: Overhovedet ikke. Det betyder blot at befolkningens signaler bliver afsendt på en anden måde end via vælgerens præmiering eller afstrafning. Først og fremmest kommer signalerne fra den politiske kultur. Og det er afgørende for et demokratis styrke. Det er sandt, at efter valg begynder den proces, som får udlændingene til at smile: alle erklærer uundgåeligt at de har vundet. Derefter fortolkes selv de mindste forskydninger i afgivelsen af blanke stemmer af de politiske kræfter, som overvejer, hvem de er adresseret til.

Spørgsmål: Men er det ikke et tegn på partitokratiet? Svar: Ved De hvad? Jeg synes at partitokratiet (som model, ikke i dets misbrug) er Italiens store lykke. Deres land har aldrig været et virkeligt parlamentarisk demokrati, fordi De er enige om at praktisere en conventio ad excludendum, dvs. en politisk aftale som altid har udelukket landets anden politiske kraft, PCI fra regeringen. Det er altså partitokratiets opgave at opbløde dette blokerende princip. Alle partierne, indbefattet det udelukkede venstre, tager afgørende del i de politiske afgørelsers dynamik. Det foregår i et blandet system. Der er et repræsentativt system, men dette system falder ikke sammen med magtsystemet. Der er partikontrol, men den er ikke absolut p.g.a. løsgængerne i DC og referendummet. Og endelig er der det direkte demokrati, folkeafstemningerne eller referendummet. Disse kan undgås ved i tide at ændre lovene. Men igen, ved De, at kun Italien og Schweiz praktiserer dette direkte referendum? I USA vil folkeafstemninger aldrig blive tilladt, fordi det ville tilintetgøre den smule politisk enhed, der eksisterer. Det kræver et virkeligt demokrati, og endda et stabilt demokrati, for at kunne tillade sig noget sådant. (…) Min bog er rettet til amerikanerne. Og amerikanerne tænker instinktivt, at bestemte træk er uforklarlige. (…) De forstår ikke italienernes sans for kompromis. Jeg forsøger at forklare, at det ikke drejer sig om frygtsomhed men om pragmatisme. Det er en styrke hos italienerne ikke at udelukke udveje i komplekse situationer. Det bliver et chock for USA, at jeg er nået frem til at karakterisere Italien som det mest pragmatiske land i samtidshistorien, for den rolle tildeler de normalt sig selv. Og videre; mange amerikanere opfatter italiensk politik som korrupt og byzantinsk. Jeg søger derimod at vise, at den partipolitiske fordeling, lottizzazione set fra en række synspunkter er en fordel. Den praktiseres efter de mest sofistikerede og machiavelliske regler, som har den fordel at gøre politikken til en kunstart, regeringskunst. På denne måde kan man holde op med at opfatte Italien som et miraklernes og paradoksernes land, og i stedet begynde at fundere over det faktum, at De ganske enkelt har fundet en måde at praktisere demokrati på, en stil. Og at man ved at studere den kan finde positive anvisninger også for andre lande. Vil De have et sidste eksempel på den italienske demokratiske stil? Værsågod. Italienerne taler dårligt om deres politikere. Men det er ikke bare for at vise sig. Det indebærer, at de ikke synes, at det er noget særligt at blive regeret godt. Måske fordi de opfatter det gode styre som en menneskeret. (Interview med Omar Calabrese i Panorama 14/6 1988, 4-78).

Bortset fra de sidste bemærkninger, hvor LaPalombara næsten går grassat i sin positive holdning til det italienske system, er hans karakteristik et redeligt og ædrueligt forsøg på vurdere de demokratiske realiteter i dagens vestlige systemer – selv om man som dansker føler sig noget glemt i sammenligningerne.

Il caso italiano og Europa

Ingen har analyseret betydningen af det italienske eksempel, il caso italiano skarpere end Hans Magnus Enzensberger. Jeg vil derfor slutte med en gennemgang af nogle af hans observationer om en mulig italienisering af Europa. Forudsigelsen er samtidig en analyse af de dårligdomme, som vores vestlige system lider under. Det er en smule uklart i hvor høj grad Enzensberger egentlig er bedrøvet over udsigterne til en fremtidig afstatsliggørelse af Europa. Tager man den vellyst, med hvilken han dissekerer formynderstatens vanskeligheder i Nord- og Østeuropa, og den fascination, med hvilken han beskriver det civile samfunds sejhed og opfindsomhed i Syd, i betragtning, er det svært at nå til anden konklusion, end at han hilser den mindre statsliggjorte fremtid ret begejstret velkommen, uanset hvilken etiket, vi nu enes om at sætte på den. Krise er for ham et sundhedstegn, og i alle de fem typer, som han når frem til at identificere, vurderer han italienerne som eksperter, som faglærte i sammenbruddets kunst. Det hænger sammen med deres illusionsløse illusionsmageri. De interesserer sig levende for magi og illusioner, hvorfor det er illusionisten Alessandro Cagliostro (1743-95) og ikke alle mulige store og gode mænd der ifølge en anden beskriver af den italienske folkekarakter er den ærketypiske italiener (Barzini 1964). Derfor og så fordi de undgik den lutheranske reformation med dens inderliggjorte tro på den personlige Gud, fyrsten og i dag staten, har de kunnet praktisere en letsindig omgang med de store og fjerne spørgsmål. Flertallet har opfattet ord som det de (kun) er, nemlig ord – altså retorikkens program i praksis – for i stedet at koncentrere sig om det nære og vigtige, familien og vennerne. Det er den italienske historiske erfaring, raffineret gennem over tre århundreders erfaringer med forskellige udenlandske magters mere eller mindre katastrofale misregimente af landet. Nutidens politiske problemer kan ifølge Enzensberger samles under følgende fem overskrifter:

Suverænitetskrisen: Europas nationer spiller hver for sig kun en underordnet rolle. Hvordan man kan vænne sig til at leve godt med et sådant tab af status, kan vi lære af den italienske historie. Det er nemlig ikke overdrevet at sige, at hele den vestlige historie fra år 1000 til 1500 udspillede sig på den italienske halvø. Ikke sådan at forstå, at der intet væsentligt skete andre steder, slet ikke, men alle kunstneriske udviklinger, opfindelser, politiske modsætninger osv. blev så at sige „afprøvet‟ i det laboratorium, som den italienske halvø udgjorde med sin rigdom af forskelligartede indflydelser fra antikken, Byzans, islam, germanerne. Enhver europæisk modsætning havde sin italienske udgave. Derfor er den italienske historie så vanskelig at få overblik over, men derfor også så uomgængelig. Det italienske område blev imidlertid offer for sin avantgardeposition, idet halvøen ikke gled med i den nationstats-dannelsesproces, som tog fart i Storbritannien, Frankrig, Spanien og Skandinavien i slutningen af middelalderen. I stedet blev den italienske halvø skueplads for kampe mellem de stridende europæiske stormagter. Disse udkæmpede efter den franske invasion i 1494 ofte deres krige ved at intervenere på halvøen. De italienske stater med deres stolte traditioner blev efterhånden reduceret til klienter for skiftende stormagter, især Frankrig og fyrsteslægten Habsburg i Spanien, senere i Østrig. Man kan sige, at det italienske system af stater med en hårfin, stadig skiftende magtbalance, som Cosimo af Medici gjorde så meget for at opretholde i sidste halvdel af 1400-tallet, blev ophævet som selvberoende statssystem på samme måde, som Europa ophørte med at eksistere mellem 1945 og 1989. Som i Europa i den periode ville enhver konflikt mellem stormagterne straks inddrage klientstaternes beskyttere og føre til storopgør. Men netop derfor kom det efter ca.1500 ikke til større militære opgør i det italienske område – som det heller ikke skete i Europa under den kolde krig. Befolkningen indstillede sig på at leve fredeligt – om end måske mindre begivenhedsrigt, og italienerne fik det ry for at være dårlige soldater, som har fulgt dem lige siden. Nu er det jo slet ikke det dårligste ry at erhverve sig, det giver mere mulighed for civiliserede aktiviteter, men faktisk er det helt urimeligt. I renæssancen var italienerne de bedste soldater i Europa og blev hyret som professionelle af alle fyrster, der ville frem. Det var først hundrede år senere, da statssystemet var blevet fredeliggjort, at de fik dette ry på sig. Hvis det bliver Europas skæbne fremover, skulle jeg i hvert fald ikke klage.

Krise for regerligheden: Dvs. det umulige i at regere moderne samfund. Politikerlede plejer vi at kalde det her i landet, mens vi beslutsomt lukker øjnene for det vise gamle ord om, at befolkninger normalt har de politikere, de har gjort sig fortjent til eller kan enes om at ville have. Her er det især, vi kan lære af italienernes improvisationstalent, der kommer af en århundredlang skepsis overfor al central myndighed. Bagsiden er, at enhver er sig selv og sin familie nærmest, men det er en styrke i en situation, hvor statens organer har tabt deres legitimitet og selvtillid og blot regerer videre af gammel vane, fordi “sådan nogle skal man jo have”. Sådan har det altid været i Italien, hvor man aldrig har nedlagt institutioner, enti, selv om de har mistet enhver begrundelse ud over at udbetale løn til de ansatte. Det er lige netop evnen til at omgå bureaukratiske hindringer, der har gjort det tidligere beskrevne økonomiske boom muligt.

Krise for planlægningen: Vi tror stadig på store planer, også selv om al historisk erfaring siger os, at planlægning aldrig har ført til det tilsigtede resultat, oftest heldigvis fordi situationen ændrede sig undervejs på en måde, som planlæggerne ikke havde forudset. Søren Mørch skrev sin historie om de sidste 100 års danske historie under devisen utilsigtede konsekvenser af (anderledes) intentionelle handlinger. Sådan er det og har nok altid været, men i takt med den øgede kompleksitet i verden og den stadigt øgede tro på planer er risikoen for sammenbrud øget radikalt. Tænk bare på sammenbruddet for planøkonomierne. Også her kan vi lære af italienernes desillusionerede erfaringer med, at verden ikke altid er, som den foregiver at være. Jo større apparat, desto mere monumentalt kan det fejle, og jo ringere vil det oftest fungere. Derfor kan det let vise sig, at de tilsyneladende omveje, improvisationerne og de små løsninger er de mest holdbare. Selv vi her i det velordnede Skandinavien ved, at noget af det mest holdbare er provisoriske foranstaltninger. Det gælder for bygninger som for institutioner. Italienerne har sat det i system.

Arbejdets krise: Alle industrisamfund står overfor faldende beskæftigelse. Vi kan sikkert lige så godt indstille os på, at omstændelige, arbejdskrævende og „uproduktive‟ løsninger ofte vil vise sig samfundsmæssigt fornuftigere end den ekstreme rationalisering, som markedet gennemfører og staten kræver. Også her er italienerne eksperter. De har aldrig skilt sig af med traditionen for parasitter, tiggere, prælater, tryllekunstnere, gangstere og narre. Der er en stolt tradition for, at det er fint ikke at lave noget, hvis man er smart nok til at komme af sted med det. Den dag i dag paraderer langsomme bankkasserere og andre bureaukrater den lange, velmanicurerede negl på venstre hånds lillefinger for at vise, at de ikke behøver at nedlade sig til fysisk arbejde. Måske en nyttigere indstilling i det fuldautomatiserede, informatiserede, arbejdsløshedssamfund end vores protestantiske arbejdsmoral, hvor man næsten kun kan opbygge sin identitet gennem lønarbejde.

Krise for retfærdigheden: Finanskrisen og verdensmarkeds-konkurrencen truer med at demontere velfærdsstaternes ligheds- og retfærdighedsbestræbelser. Også på dette felt er det lettere om ikke ligefrem mere moralsk ophøjet at være italiener. Der har lighedsideologien aldrig rigtigt slået rod, ikke engang i kommunistpartiet. Forskelstænkning i praksis, men på den anden side altid fulgt af en overbærende, ofte nysgerrig tolerance overfor de fremmede. Det er værd at huske på, at selv den italienske fascisme aldrig drev det til nordeuropæiske excesser i forfølgelsen af jøderne. Ganske vist indførte de i 1938 racelove efter tysk pres, men heller ikke den lovgivning kom til at fungere noget videre i praksis. I virkeligheden har det besatte Holland haft behov for et større opgør med sin holdning til jøderne efter anden verdenskrig end det fascistiske Italien.

‘Italienske tilstande’

Kort sagt, Italien er ikke et moralsk forbillede, men netop i sin illusionsløse amoralitet og evne til at få tingene til at syne, et vigtigt orienteringspunkt i en forvirret verden under forandring. I hvert fald udgør et mangfoldigt og varieret Europa efter italiensk forbillede i Enzensbergers kærligt ironiske beskrivelse en noget mere tiltrækkende fremtidsvision end det Super Europa, der tegner sig med den europæiske union. Irregulariteten og virvaret er Europas styrke. Konkurrencen mellem forskellige magtcentre i middelalderen var forudsætningen for kapitalismens opståen og udvikling her. Teknologisk set var Kina op til o. år 1500 langt foran Europa, men faldt så i den politiske „overudviklings‟ fælde. Kejseren var så magtfuld, at han under Ming-dynastiet simpelthen kunne forbyde købmandskapitalismen ved lov, brænde de junker, som sejlede til Afrika og omskole købmandssønnerne til gode, klassisk lærde mandariner (Clausen, 1990). Noget lignende har ofte været prøvet i Europa, men uanset hvor god viljen har været, er det altid mislykkedes på det bare lidt længere sigt, fordi der var en konkurrerende stat i nærheden, som kunne overtage initiativet. Det har frelst jøderne adskillige gange og er vist det egentligt „europæiske‟ ved Europa.

At holde fast i mangfoldigheden og ikke underkaste sig selv de tilsyneladende allermest velbegrundede centraliseringsbestræbelser er en anden lære man kan drage af Italiens eksempel. Ikke at de ikke har centralisering der, det har de bestemt, men den virker kun mådeligt i en nation med flere konkurrerende centre. Enzensberger slutter sin bog om Europa set fra periferierne med at observere, at Europa er en halvø, der lever af sine forskelle. Det vil nok være fornuftigt at blive ved med at respektere disse forskelle – i landene såvel som mellem dem. Også når man tænker teoretisk generaliserende. „Italienske tilstande‟ er ikke kun korruption og tyveri og slendrian, men også et desperat forsøg på at personliggøre de anonyme relationer, som staten og markedet skaber. En italienisering af Europa kan gå i begge retninger. Resultatet er i høj grad op til os selv.